I 1947 tog Eric Arthur Blair en kort pause fra at skrive sin roman, 1984, som han udgav to år senere under hans pseudonym, George Orwell. Hans roman, et dybtgående angreb mod totalitarisme, ville sende bølger over hele verden og introducere sådanne udtryk som "Big Brother holder øje med dig" i det populære leksikon.
Hans oplevelser i denne korte pause forhindrede næsten ham i at skrive igen. For at færdiggøre bogen havde Blair taget et hjem på den indre Hebridean-ø Jura. Den sommer inviterede han sine unge brødre og nevøer, inklusive 3-årige Ricky, ud på bådekspedition. Uventet kom de over Corryvreckan-boblebadet, og katastrofen ramte snart. Af hændelsen skriver hans biograf Bernard Click, "Orwells mod, stoicisme og excentricitet støder på, men også hans mangel på almindelig forsigtighed, faktisk overdreven selvtillid eller hensynsløshed i praktiske ting ... at tage børn i en åben båd over et sådant berømt tidevandsløb - legendarisk på de vestlige øer - uden at være sikker på tidevandene, kunne forekomme næsten skidt uansvarligt. " Følgende beretning optrådte i en lokal avis og var baseret på et interview med Orwells nevø Henry Dakin. Eds.
[W] hønden vendte vi os rundt på punktet, der var allerede en ret svulm, båden steg og faldt meget, men vi var ikke bekymrede, fordi Eric så ud til at vide, hvad han gjorde, og han brugte en masse tid på at reparere og slukke båden, og vi havde en påhængsmotor. Men da vi kom rundt på punktet, var spabadet naturligvis ikke forsvundet. Corryvreckan er ikke kun den berømte store boblebad, men en masse mindre boblebad rundt om kanterne. Før vi havde en chance for at dreje, gik vi direkte ind i de mindre boblebad og mistede kontrollen. Eric var ved styrestangen, båden gik overalt, kastede og kastede, meget skræmmende blev kastet fra en lille boblebad til en anden, kaste og kaste så meget, at påhængsmotoren rykkede lige fra dens fastgørelse. Eric sagde, "motoren er gået, få bedre årerne, Hen. Kan ikke hjælpe meget, jeg er bange". Så jeg afskibede årerne og dels med strømmen og dels med årerne, men for det meste med strømmen, forsøgte at stabilisere hende, og vi kom vores vej til en lille ø. Selvom den smule af det var meget skræmmende, var der ingen panik. Eric fik ikke panik, men ingen andre gjorde det heller. Faktisk, da han sagde, at han ikke kunne hjælpe dig meget, sagde han det meget roligt og fladt. Han sad bagpå båden, han var ikke særlig stærk, jeg var yngre og stærkere og sad i nærheden af årerne.
Vi kom tæt på en lille klippeø, og da båden steg, så vi, at den steg og faldt omkring tolv meter. Jeg havde taget mine støvler af i tilfælde af at jeg skulle svømme efter det, men da båden steg i niveau med øen, sprang jeg rundt med maleren i min hånd i orden, skønt skarpe klipper smertefulde på fødderne, vendte sig men så båden var faldet ned. Jeg havde stadig min hånd på maleren, men båden var vendt på hovedet. Først dukkede Lucy op, Eric dukkede op næste og råbte: "Jeg har Ricky i orden". Eric havde grebet ham, da båden vendte sig og trak ham ud under båden. Han måtte svømme fra slutningen af båden til siden af øen og stadig hængende fast på Ricky. Han så ud til at holde sit normale "onkel Eric" ansigt hele tiden, ingen panik fra ham eller fra nogen. Og de var alle i stand til at klatre op til øen. . . . Så vi blev tilbage på denne ø omkring hundrede meter lang, og jeg kunne ikke se det hele, fordi klipperne steg i folder - vi sad med båden, den ene åre, en fiskestang og vores tøj. Eric fik sin cigarettænder ud, gik aldrig nogen steder uden den og lagde den ud på en klippe for at tørre. Vi havde ikke været der tre minutter, da han sagde, at han ville gå af og finde noget mad. En lidt latterlig ting, det ramte mig bagefter, fordi vi havde spist morgenmad kun to timer før, og den sidste ting, som nogen af os tænkte på, var at spise eller sultne. Da han kom tilbage, var den første ting, han sagde, "lunde er nysgerrige fugle, de lever i huler. Jeg så nogle måger, men jeg har ikke hjerte til at dræbe dem."
”Jeg troede, vi var gonister”, konkluderede han. Han syntes næsten at nyde det. Vi vinkede en skjorte på fiskestangen omkring, og efter cirka halvanden time fik en hummerbåd øje på os og hentede os. Hentet os med nogle vanskeligheder, fordi han ikke kunne komme tæt på øen på grund af opsvulmningen og måtte smide et reb over, og vi klatrede langs rebet en efter en, hvor Eric tog Ricky på ryggen.
Hummermanden landede os på den nordlige del af øen, og vi gik lige omkring et kvarter eller tyve minutter og stødte på Avril og Jane, der arbejdede hårdt ved at kløve i et felt. De sagde til os: "Hvad tog dig så lang tid?"
