Ved det buddhistiske tempel Gesshoji på den vestlige kyst af Japan er de blanke, enorme krager højere - meget højere - end nogen fugle, jeg nogensinde har hørt. Krager er berømte territoriale, men disse i den lille by Matsue virker næsten demonisk besat af behovet for at hævde deres domæne og holde styr på vores fremskridt forbi rækkerne med stenlygter, der er på linje med årvågen, lavprikede vagter, der beskytter gravpladserne på ni generationer af Matsudaira-klanen. Den skridsomme kawning får på en eller anden måde den smukke, alt-men-øde have til at virke endnu længere væk fra de levende og mere tykke befolket af de dødes ånd. Noget ved templets grunde - deres uhyggelige skønhed, den fugtige mosede duft, de forsigtigt hallucinerende mønstre af lys og skygge, når morgensol filtrerer gennem de gamle, omhyggeligt plejede fyrretræer - får os til at tale med hvisken og derefter stoppe med at tale helt indtil den eneste lyde er fuglegræderne og svingningen af de gammeldags kostes, som et par gartnere bruger til at rydde faldne lyserøde kronblade fra grusstierne.
Fra denne historie
[×] LUKKET
Templerne og landskabet i Japans San-in-kyst er lige så fængslende nu, som de var, da Lafcadio Hearn skrev om dem i det 19. århundrede Fortælling ved TA FrailMusic af Kevin MacLeodBilleder af Hans Sautter / Aurora Select
Video: Besøg Lafcadio Hearns Japan
Relateret indhold
- En tur gennem det gamle Japan
Gesshoji stammer fra slutningen af det 17. århundrede, hvor en ældre struktur - et ødelagt zen-tempel - blev omdannet til et hvilested for Matsudaira-aristokratiet, der ville regere denne del af Japan i mere end 200 år. På hinanden følgende generationer af aristokrater føjede sig til komplekset og producerede til sidst en labyrint af hævede hauger og rektangulære åbne rum, ligesom tilstødende gårde. Hvert gravområde nås gennem en smukt udskåret port, dekoreret med billederne - drager, høge, kalebasser, grapefrugter og blomster - der tjente som totems af den herre, hvis grav det beskytter. Alt fra enkle trækonstruktioner til detaljerede stenmonumenter giver portene en slags kapselhistorie om, hvordan japansk arkitektur udviklede sig gennem århundreder.
Om aprilmorgen, når min mand, Howie, og jeg besøger Gesshoji, begynder kirsebærblomsterne lige at falde fra træerne. Det spidse løv i irisbeden lover en tidlig blomstring, og templet fejres for de 30.000 blå hortensiaer, der blomstrer senere i sæsonen. Det er også berømt for den enorme statue af en voldsomt skildpadde, dens krybdyrhoved hævet og telegraferer en voldsom, temmelig upretoisisk alarmen, placeret foran graven til den sjette Matsudaira-herre. Ifølge en overtro garanterer gnidning af skildpaddes hoved levetid, mens en anden hævder, at dyret for længe siden lammede sit stenplade hver nat, kravlede gennem haverne for at drikke vand fra dammen og vandrede gennem byen. Den høje stenstolpe, der stiger op fra midten af ryggen, blev anbragt der, siges det, for at afskrække skildpaddenes natlige spadsereture.
Når jeg forlader templet, ser jeg et tegn, der bemærker, at forfatteren Lafcadio Hearn var særlig glad for templet, og at han skrev om skildpadden. Citatet fra Hearn, som tegnet til gengæld delvis gengiver, begynder med en beskrivelse af visse hellige statuer, der hævdes at have et hemmeligt natteliv: "Men den mest ubehagelige kunde af alt dette uhyggelige brorskab, som han havde stødt på efter mørket, var bestemt monsterskildpadden af Gesshoji-templet i Matsue .... Denne stenkolossus er næsten sytten meter lang og løfter hovedet seks meter fra jorden .... Fantastisk ... denne livhus-inkubus svimlende i udlandet ved midnat, og dens grusomme forsøg på at svømme i tilstødende lotus-dam! "
Engang i begyndelsen af 1970'erne så jeg en film, der så hjemsøgte mig, at jeg i årevis spekulerede på, om jeg måske havde drømt om den. Det hjalp ikke, at jeg aldrig kunne finde nogen anden, der havde set det. Filmen blev kaldt Kwaidan, og, som jeg senere fik at vide, var instrueret af Masaki Kobayashi, baseret på fire japanske spøgelsesfortællinger af Hearn. Mit yndlingssegment "Ho-ichi den øreløse" vedrørte en blind musiker, der kunne recitere balladen i et historisk flådeslag så veltalende, at ånderne fra klanmedlemmerne dræbt i kampene førte ham til kirkegården for at genfortælle deres tragiske skæbne.
Derefter blev jeg fascineret af den rørende figur af den underligt navngivne forfatter, hvis historier havde givet filmens inspiration. Sønnen til en græsk mor og en irsk far, født i Grækenland i 1850, voksede op i Irland. Som ung emigrerede han til Ohio, hvor han blev reporter for Cincinnati Enquirer - indtil han blev fyret for at gifte sig med en sort kvinde. Parret afsluttede ægteskabet, som aldrig var blevet anerkendt, og han tilbragte ti år med at rapportere fra New Orleans, derefter to i Martinique. I 1890 flyttede han til Japan, hvor han havde til hensigt at skrive en bog, og hvor han fandt arbejde som lærer på en gymnasium i Matsue.
Lille i statur, næsten blind og altid bevidst om at være en outsider, opdagede Hearn i Japan sin første oplevelse af samfund og tilhørighed. Han giftede sig med en japansk kvinde, påtog sig et økonomisk ansvar for sin udvidede familie, blev statsborger, fik fire børn og blev adopteret i en anden kultur, som han fortsatte med at skrive indtil sin død i 1904. Selvom Hearn tog et japansk navn, Yakumo Koizumi, han så sig selv som en udlænding, der altid forsøger at føre et ukendt samfund - en indsats, der betød opmærksomhed på det, der var traditionelt (et emne, der fodrede hans fascination af det overnaturlige) og det, der hurtigt ændrede sig. Selvom hans arbejde er blevet kritiseret for eksotisering og romantisering af sit adoptivland, forbliver han elsket af japanerne.
Jeg havde altid ønsket at besøge byen, hvor Hearn boede i 15 måneder, før karriere- og familieforpligtelser førte til, at han flyttede et andet sted i Japan, og det syntes for mig, at ethvert indtryk, jeg måtte tage bort fra det traditionelle kontra det moderne, et emne som meget relevant i dag, som det var i Hearns æra, kan begynde på det sted, hvor Hearn observerede og registrerede livsstil og sagn, der forsvandt, selv når han beskrev dem.
I ugerne før min afgang indrømmer venner, der har taget snesevis af ture til Japan, at de aldrig havde været i San-in-kysten, der grænser op til Japans Hav overfor Korea. Den relative knaphed hos vestlige besøgende kan have noget at gøre med forestillingen om, at Matsue er vanskelig eller dyr at nå, en opfattelse, der ikke er helt usand. Du kan (som vi gjorde) tage en time og en halv flyvning fra Tokyo til Izumo, eller skiftevis, en seks timers togrejse fra hovedstaden. Når jeg fortæller en japansk bekendtskab, at jeg skal til Matsue, griner han og siger: "Men ingen går derhen!"
Faktisk kunne han ikke have mere forkert. Mens området for det meste ikke udforskes af amerikanere og europæere, er det meget populært blandt japanerne, hvoraf mange arrangerer at tilbringe sommerferier i denne region kendt for den relativt uspolerede, robuste skønhed i dens kystlinje og det afslappede tempo og kulturelle rigdom i dens byer . Det giver en chance for at oprette forbindelse igen med et ældre, mere landdistrikt og traditionelt Japan, hvis rester stadig er tilbage, i skarp kontrast til den chokerende overdreven og stærkt industrialiserede San-yo-kyst, på den modsatte side af øen. Shinkansen-kugletoget når ikke her, og en langsommere privat jernbanelinje svinger sig op ad en kyst, der har dramatiske klippeformationer, hvide strande og (i det mindste på de dage, vi besøgte) et roligt turkis hav. I turistsæsonen er det endda muligt at rejse gennem en del af området på et damplokomotiv.
Shimane Prefecture, i hjertet af San-in-regionen, er stedet for flere berømte religiøse helligdomme. Den vigtigste af disse er Izumo-taisha, få miles fra Izumo. En af de ældste (dens oprindelsesdato er uklar, skønt det vides at have eksisteret i det ottende århundrede), største og mest ærede pilgrimsrejse destinationer i landet, Izumo-taisha er, hvor det antages, at otte millioner åndsgoder samles for deres officielle årlige konference, der migrerer fra hele Japan hver oktober; overalt undtagen Izumo, er Oktober kendt som måneden uden guder, da de alle formodentlig er i Izumo, hvor oktober kaldes måneden med guder.
Izumo-taisha er dedikeret til Okuninushi, en efterkommer af guden og gudinden, der skabte Japan, og den guddom, der er ansvarlig for fiskeri, silkeormkultur og måske vigtigste, glade ægteskaber. Det forklarer sandsynligvis, hvorfor helligdommen - som består af flere strukturer omgivet af en omfattende park - på en mild søndag eftermiddag er overfyldt med multegenerationsfamilier og med en jævn strøm af stadig så lidt ængstelige udseende par, der er kommet at beundre kirsebærblomsterne og bede guderne om at velsigne deres fagforeninger.
Som ved alle Shinto-helligdomme, begynder de troende med symbolsk at rense sig selv, vaske deres hænder og skylle deres mund med vand hældt fra delikate dyppere, der hænges over et lavet. Derefter når de nærmer sig salen, klapper de deres hænder for at tiltrække gudernes opmærksomhed og bøje sig for at udtrykke respekt. Nogle klapper to gange, andre fire gange, fordi fire var det hellige antal i det gamle Japan; man troede, at både guder og mennesker havde fire slags sjæle. Det kræver en vis koncentration for disse nygifte-til-være at fokusere på deres inderlige bønner, mens mennesker - især børn - rundt omkring smider spændende mønter i luften og prøver at indgive dem (gør det med succes siges det at bringe lykke) i de enorme, detaljerede snoede halmtov, der vogter indgangen til de centrale bygninger. Disse reb, der menes at forhindre uvelkomne besøg fra onde ånder, er karakteristiske for Shinto-helligdomme, men de kolossale ved Izumo-taisha er usædvanligt imponerende.
I Izumo giver en hjælpsom ung kvinde, der fortæller os, hvor vi skal opbevare vores bagage, vores første introduktion til den tålmodige sødme, som japanerne prøver at hjælpe udlændinge, selvom det betyder at placere den ene person i bygningen - eller byen - der taler lidt engelsk, som alt sammen gør det lettere at rejse i denne relativt ude-af-vej-region og sjovere end (som jeg havde bekymret) skræmmende. Fra Izumo City er det mindre end en halv time med tog, forbi bondegårde og køkkenhave til Matsue. Den såkaldte "City of Water", der er omkranset af Tenjin-floden og ved Lake Shinji, som er berømt for sine spektakulære solnedgange, har Matsue også et omfattende system af moats, der omgiver dets borg fra det 17. århundrede. På klare dage blander et gnistrende vandlevende lys den lyserøde aura i Venedig med den oceaniske blænding af den nordlige Californiens kyst.
En 15-minutters taxitur fra centrum af Matsue ligger Tamatsukuri Onsen, den varme foråret resort, hvor vi bor, og hvor gudene siges at nyde en nedsænkning i det helbredende vand. Kører gennem denne bucoliske forstad er Tamayu-floden, kantet på begge sider af blomstrende kirsebær, der skygger grupper af familie og venner, der picnic på de påfuglblå plastiktapper, som er de rigueur for denne version af det 21. århundrede af den gamle skik med kirsebærblomst visning.
Den mest familiære, ægte fejringsvariant af denne tid-hædret skik, skifter ud på grund af Matsue Castle den sene søndag eftermiddag vi besøger. Linjer med farvede stativer sælger legetøj, pyntegjenstander, masker, grillet blæksprutte og stegte dejkugle fyldt med blæksprutte. De mest populære båse byder på stadig varme ægkager (formet lidt som madeleiner) og friskbagte bollerpasta-dumplings, der spiller til den (noget mystificerende, for mig) japanske lidenskab for hvad man kan kalde ekstreme slik. I mellemtiden producerer et fløjte og shamisen- orkester på en skraveret platform de krusende sætninger af klassisk japansk musik.
Matsue Castle rejser sig som en sten bryllupskage, dens monumentale vægge understøtter en række rækkehavehaver. På sin nordlige hældning er en skovklædt park omhyggeligt plejet for at skabe indtryk af uberørt vildskab. Øverst på bakken er selve slottet, en udsmykket, harmonisk, statelig struktur, der stiger fem etager og bygget på en måde, der er kendt som "plover" -stilen for dens tag, der stiger til stejle toppe og krummer sig udad og opad, antyder spredte vinger af en kystfugl.
Slottet er et af de steder, der får mig til at ønske, at jeg vidste mere (eller være sandfærdig, overhovedet noget) om tømrerarbejde, så jeg kunne værdsætte det håndværk, der gjorde det muligt at opføre strukturen uden søm, samlet af kunstnerisk snedkeri i hvad skal være den øverste inkarnation af tunge-og-rille konstruktion. Jeg kan kun beundre den udglatte rigdom af træbeklædningen; kunstgenstande, samuraihjelme, antikke kimonoer; de historiske vægmalerier og arkitektoniske modeller på slotsmuseet; og den lodrette udsigt over de fjerne bjerge fra den åbne platform på højeste etage.
Vores dygtige ledsager, Chieko Kawasaki - mange af de mindre japanske byer og byer giver frivillige engelsktalende guider gennem de kommunale turistbureauer, hvis du kontakter dem på forhånd - forklarer de mange overtro, der er knyttet til slottet. Ifølge den ene blev konstruktionen plaget af problemer, indtil arbejderne opdagede en kraniet gennemboret af et spyd; først efter at kraniet blev tildelt en ordentlig ceremoniel begravelse, gik bygningen glat. Og når vi står på øverste niveau og ser ud over Shinji-søen, fortæller Chieko os, at øen midt i søen - Bride Island - antages at have sprunget op, da en ung kone, der blev mishandlet af sin svigermor, besluttede at vende tilbage til sin familie via en genvej over den frosne sø. Da isen smeltede uventet, og hun faldt igennem og druknede, skammede en gudinde med hende og gjorde hende til en ø.
Mens Chieko taler, tænker jeg igen på Lafcadio Hearn og på den glæde, han fandt ved at høre - og optage - sådanne historier. I sit essay "Hovedstaden i provinsen for guderne" gentager Hearn historien, som han kalder "Den unge hustru ø." Hans resume er en forkortet version af, hvad Chieko lige har fortalt os. Måske er myten fortsat med at udvikle sig og vokse i de mellemliggende årtier, og måske er den lige så levende i dag, som den var i Hearns tid, og i århundrederne før.
Hearns tidligere hus og museet ved siden af, ved bunden af slotbjerget, ligger i et gammelt samurai kvarter. På Hearn-museet, som ved Izumo-taisha, befinder vi os igen blandt pilgrimme. Kun denne gang er de kolleger. En stabil parade af japanske besøgende arkiverer ærbødigt forbi vitriner indeholdende en række memorabilia, fra kufferten Hearn bar med ham til Japan til smukke kopier af de første udgaver af hans bøger, fotografier af hans familie, hans rør og den conch shell, som han angiveligt kaldte hans tjenere til at relæse på hans rør, breve i sin idiosynkratiske håndskrift og små bure, i hvilke han holdt kæledyrsfugle og insekter. Hvad der synes at inspirere særlig interesse og ømhed blandt hans fans er det høje skrivebord, som Hearn specielt havde lavet for at lette læsning og skrivning, fordi han var så kort og hans syn så dårlig (det ene øje var gået tabt i en barndomsulykke). Begyndende forfattere overalt kunne tage en lektion fra Hearns arbejdsmetode: Da han troede, at han var færdig med et stykke, lagde han det i sin skrivebordsskuffe et stykke tid, tog det derefter ud for at revidere det, vendte det derefter tilbage til skuffen, en proces der fortsatte, indtil han havde nøjagtigt det, han ville.
Hearns billede er overalt i Matsue; hans søde, noget sky og melankolske mustachioed ansigt pryder lygteposte gennem byen, og i souvenirbutikker kan du endda købe et mærke te med hans portræt på pakken. Det antages generelt, at Hearns sted i hjertet af japanerne stammer fra den inderlighed, som han vedtog deres kultur og forsøgte at gøre det mere forståeligt for Vesten. Men i sin fascinerende bog fra 2003 om forholdet mellem det 19. århundrede New England og Japan, The Great Wave, hævder litteraturkritiker og historiker Christopher Benfey, at Hearn, der foragtede den dårlige opførsel af udenlandske rejsende og beklagede den ivrighed, som japanerne forsøgte at følg vestlige modeller, "næsten alene blandt vestlige kommentatorer ... gav veltalende stemme til ... japansk vrede - og specifikt vrede mod vestlige besøgende og beboere i Japan."
"Hør, " bemærker Benfey, "set Japan gennem en idealiseret dis af spøgelsesfulde 'overlevelser' fra antikken." Passende nok kunne hans tidligere ophold næppe virke mere traditionelt japansk. De enkle, elegante værelser er dækket af tatami-måtter og adskilt af glidende shoji-skærme og er karakteristiske for det japanske hjemmes alsidige, praktiske tilpasningsevne, hvor stuer let konverteres til soveværelser og vice versa. Når du glider tilbage til de ydre skærme, får du en visning af haverne, kunstneriske arrangementer af klipper, en dam, en magnolia og en crape myrtle, som alle Hearn beskrev i en af sine mest kendte essays, "In a Japanese Garden." Frøernes støj er så perfekt regelmæssig, så beroligende, så - tør jeg sige det? - I modsætning til, at jeg et øjeblik forestiller mig (forkert), at det kan blive optaget.
I sin undersøgelse arbejdede Hearn på artikler og historier, der blev stadigt mindre blomstrende (en svigt, der dogged hans tidlige, journalistiske prosa) og mere stemningsfuld og præcis. I "Hovedbyen i provinsen for guderne" skrev Hearn, at den tidligste morgenstøj, man hører i Matsue, er "dunkende af kometsukis vidunderlige stempel, en renere af ris - en slags kolossal træhaller ... . Derefter boomet af Zokojis store klokke, Zenshu-templerne, "så" den melankolske ekko af trommer ... som signaliserer den buddhistiske morgenbønstime. "
I disse dage bliver Matsue-beboere mere tilbøjelige til at blive vækket af støj fra trafikstrømning langs motorveje, der grænser op til søen. Men selv i betragtning af det moderne Japans realiteter, er det overraskende let at finde et sted eller få et glimt af noget, der - i ånd, hvis ikke i præcise detaljer, slår dig som værende i det væsentlige uændret, siden Hearn tilbragte sine gladeste dage her.
Et sådant sted er Jozan Inari-helligdommen, som Hearn kunne lide at gå igennem på vej til den skole, hvor han underviste. Beliggende ikke langt fra Hearn-museet, i parken ved basen af Matsue-slottet, indeholder helligdommen - halvt skjult midt i det grønne og lidt vanskeligt at finde - tusinder af repræsentationer af ræv, gudens budbringere (eller gudinde, afhængigt af hvordan guddommen er repræsenteret) Inari, der bestemmer dusøren for rishøsten og, i forlængelse heraf, velstand. Når du passerer gennem en port og langs en avenue af sfinxlignende ræve udskåret i sten, når du hjertet af helligdommen, i en skovklædt glade, der er fyldt med flere stenreve, skåret ud af vejr, dækket med mos, smuldrer med alderen - og ledsaget af række efter række nyere, lyse, velsmagende udseende hvide og guld keramiske ræver. Inari-helligdomme, der er blevet mere og mere populære i Japan, menes af nogle at være hjemsøgt og bedst undgås efter mørke. Når vi når den i Matsue, er solen lige begyndt at gå ned, hvilket kan være en del af grunden til, at vi alle er der. Med sin samtidigt ordnede og tilfældige udbredelse af ræve antyder stedet de besættelsesfulde, udenfor-kunst mesterværker skabt af folkekunstnere drevet til at dække deres hjem og gård med polka prikker eller flasker eller knapper - forskellen er, at Inari-helligdommen blev genereret af en samfund gennem generationer, ræv af ræv.
Det er på punkter som dette, at jeg føler en risiko for at være faldet i den fælde, som det ofte hævdes, at Hearn tumlede med hoved - det vil sige falden i at romantisere Det Gamle Japan, det tabte Japan og ignorere de nøgterne realiteter i det moderne liv i dette overfyldte land, der oplevede et årti med økonomisk sammenbrud og stagnation i 1990'erne og nu står sammen med resten af os over for endnu en finanskrise.
Vores ånd løfter igen, når vi når Hagi. Skønt befolkningen i denne blomstrende havneby ved Japans Hav, op til fem timer med tog ned ad kysten fra Matsue, ældes, ser byen ud til at være fast besluttet på at bevare sin historie og på samme tid at forblive vitale og fremadrettede, at værne om, hvad Hearn ville have kaldt "opsparing" af et ældre Japan og bruge det, der er tilbage fra fortiden, for at gøre livet mere behageligt for de levende. Så ruinerne af Hagi-slottet - bygget i 1604 og forladt i slutningen af det 19. århundrede - er blevet anlagt og udviklet til en attraktiv park, som de lokale beboere nyder godt af.
Længe etableret som et centrum for keramik, har Hagi plejet sine håndværkere, og er nu kendt for den høje kvalitet af keramikken, der er produceret her og tilgængelig til salg i snesevis af studios, gallerier og butikker. Hagi kan prale af endnu et kærligt restaureret samurai-distrikt, men her er de ældre huse omgivet af hjem, hvor mennesker stadig bor og plejer de frodige haver, der kan skimtes over de hvidkalkede vægge. Sam Yoshi, vores guide, bringer os til Kikuya-bopælsstedet, en købmandsfamilie, der stammer fra det tidlige 1600-tallet. Den måske mest komplekse og interessante af huse, vi har besøgt i denne del af Japan, har Kikuya-opholdsstedet en slående samling af huslige genstande (fra detaljerede hårpynt til et ekstraordinært par skærme, hvorpå en drage og tiger er malet) og artefakter ansat af familien i deres forretning, brygning og salg af sojasovs. Yasuko Ikeno, den bemærkelsesværdige docent, der synes med rette stolt over antikken og skønheden i Kikuya-huset, demonstrerer et genialt system, der gør det muligt for skydedørene udenfor - designet til beskyttelse mod regn - at dreje rundt om bygningens hjørner. Hun fører os også gennem haven, hvor afstanden fra blot et par skridt, som i mange japanske landskaber, ændrer udsigten radikalt, og hun opfordrer os til at overveje de blomstrende kirsebær og gamle cedertræer.
Vores besøg i Hagi kulminerer ved Tokoji-templet, hvor den unge, karismatiske buddhistiske abbed, Tetsuhiko Ogawa, har en sammensætning, der inkluderer en gravplads, der minder om den ved Gesshoji. Kragerne, jeg kan ikke undgå at bemærke, er næsten lige så høje som i Matsue. Men templet er langt fra øde, og selvom rækker af stenlygter bevitner de dødes nærhed, i dette tilfælde Mouri-klanen, er de levende også meget bevis. Faktisk er stedet ret overfyldt for en almindelig ugedag eftermiddag. Når jeg spørger abbeden, hvad der udgør en typisk dag i en buddhistisk præst, smiler han. Han vågner ved daggry for at bede og beder igen om aftenen. I resten af dagen gør han dog alle de ting, andre mennesker gør - f.eks. Købmand. Og han bruger en vis tid på at trøste og støtte de sørgende, hvis kære er begravet her. Derudover hjælper han med at arrangere offentlige programmer; hvert år arrangerer byen en række klassiske kammermusik-koncerter inden for tempelområdet.
Som det sker, er det ikke en almindelig eftermiddag. Det er Buddhas fødselsdag - 8. april. En jævn procession af fejrere er kommet for at ære baby Buddha ved at drikke sød te (abbeden inviterer os til at prøve noget - det er lækkert!) Og ved at hælde øsker med te over en statue af guddommen. Mens vi er der, ankommer Jusetsu Miwa, en af Hagis mest berømte pottemagere, som han gør hvert år på denne dato, for at ønske Buddha held.
Lige inden vi rejser viser Tetsuhiko Ogawa os en træklokke, udskåret i form af en fisk, der traditionelt bruges i zen-templerne til at indkalde munkene til måltider. I munden af fisken er en trækugle, der symboliserer jordiske ønsker, og når han slår klokken, fortæller abbeden, får fisken (igen, symbolsk) til at spytte trækuglen ud - hvilket antyder, at vi også bør befri os for vores verdslige længsler og trang. Idet klokkens lyd resonerer over templet, over Mouri-klanens grave, over tilbedernes hoveder for at ønske Buddha heldig fødselsdag, og ud over den dejlige by Hagi, synes jeg, at det er det sværeste for mig at miste kan være ønsket om at vende tilbage hit. Selv midt i rejsen har jeg undersøgt vejledningerne for at finde ud af, hvordan og hvornår jeg måske kunne se på denne smukke region, denne indbydende og forførende smeltning af det gamle og nye Japan, hvor jeg forstår - som jeg ikke kunne have før Jeg kom her - hvorfor Lafcadio Hearn buksteds for dens trylleformular og fandt det umuligt at forlade landet, hvor han efter en levende levetid omsider følte sig så fuldstændig hjemme.
Francine Proses 20. bog, Anne Frank: Bogen, Livet, efterlivet, udkommer denne måned. Fotograf Hans Sautter har boet og arbejdet i Tokyo i 30 år.
Hvert af de gravområder ved Gesshoji-templet fra det 17. århundrede nås gennem en udskåret port dekoreret med dyre- og plantetemser fra de herrer, der er begravet. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Francine Prose er præsident for PEN American Center og er forfatter til adskillige bøger. Hun rejste til Japan for at udforske Japans vestkyst. (Paul Hawthorne / AP-billeder) 
Japans vestkyst er kendt for sine rolige byer og et tortoislignende tempo. (Guilbert Gates) 
Alt, der er tilbage af Hagi Castle, er dens ruiner. Slottet blev bygget i 1604 og ligger i den fredelige Shizuki-park på den nordvestlige spids af byen. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Selvom kragerne ved det buddhistiske Gesshoji-tempel er meget højt, får noget ved dens haver, berømt for deres 30.000 blå hortensiaer, besøgende til at hviske. (Hans Sautter / Aurora Select) 
At gnide hovedet på Gesshojis kæmpeskildpadde siges at sikre lang levetid. Stele blev lagt på ryggen, siger nogle, for at afskrække dens perambuleringer. (Hans Sautter / Aurora Select) 
En traditionel gateway eller torii markerer tærsklen til Shinto-helligdommen Izumo-taisha, hvor alle otte millioner åndsgoder menes at samles i oktober. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Pilgrimme skriver bønner på træplader, der er sendt for ånderne til at læse, når de menes at samles. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Izumo-taisha, der stammer fra det ottende århundrede, er den vigtigste helligdom i Shimane Prefecture. Det er dedikeret til guden for glade ægteskaber, som forklarer de mange ængstelige par, der besøger. Rebet identificerer et hellig sted. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Forfatteren Lafcadio Hearn vandrede i Amerika, og vandrede i årevis, indtil han ankom til Matsue i 1890. Han giftede sig med en japansk kvinde, blev borger og begyndte at skrive fortællinger om sit adoptivland. (Mary Louise Vincent Lafcadio Hearn Collection / Hiram College) 
En kopi af Lafcadio Hearns skrivebord, hævet for at bringe det tættere på hans ene gode øje, kan beundres af besøgende, der stadig strømmer til det sted, hvor han endelig følte sig hjemme. (Hans Sautter / Aurora Select) 
Guldbelagte inventar attesterer rigdommen og indflydelsen fra Mouri-klan-shogunerne, der etablerede det buddhistiske Tokoji-tempel i 1691. De formede begivenheder i regionen i århundreder, men deres magt falmede, da Japans feudale system begyndte at løsne sig i 1854. (Hans Sautter / Aurora Select)
