Christo inviterer offentligheden til at gå på vandet
—Overskrift, Kunstavisen, april 2015
”Jeg tænkte, ” jeg bliver 80 år gammel. Jeg vil gerne gøre noget meget hårdt. '”
-Christo
**********
Søen er umulig.
Søen er et maleri af en sø; vandet et maleri af vand. Som at flyde på en anden himmel. For blå. For sej. For dybt. Umulig. Også bjergene. For stejl, for grøn af træer, for hvid med sne. Landsbyer hælder ned ad bakkerne og løber russet og oker og brunt til vandkanten. Røde fliser på tagene halskæder kysten. Flad ro, og ved middagstid bærer den stille fra den ene ende af Lago d'Iseo til den anden, fra vinmarkerne til miner til de små hoteller. Stillheden her har vægt. Han hæver stemmen.
” Floating Piers vil være tre kilometer lang. Og vil bruge 220.000 polyethylen-terninger. Halvtreds centimeter med 50 centimeter. To hundrede tyve tusind skruer. Sikringsanlæg.”
KiloMAYters. CentiMAYters. Hans engelsk er god, men den bulgarske accent er tyk. Selv nu, så mange år senere. Han vipper hagen op for at blive hørt.
"Halvhundrede tusind kvadratmeter stof."
MAYters.
"Ikke kun på molerne, men også på gaderne."
Håret er en hvid glorie under en rød hård hat og over den røde anorak. Kjole skjorte og jeans. Meget store brune støvler. Han er slank, storøret og finbenet med lange, udtryksfulde hænder. Ikke høj, men lige, ubundet selv 80. Han udstråler energi og formål.
Abonner på Smithsonian magasin nu for kun $ 12
Denne artikel er et udvalg fra juniudgaven af Smithsonian magasinet
Købe**********
”Fra Sulzano til Monte Isola og ud til Isola di San Paolo, ” siger han og peger. „Hver mole bygget i sektioner 100 meter lang. Derefter sluttede. ”Bag brillerne er øjnene mørke, livlige, trætte. Han smiler. Dette, tale, er også en del af kunsten. ”Seksten meter bred, og skrå ned i vandet langs siderne, ” gestuserer han en lav vinkel med sin højre hånd, ”som en strand.” To dusin medlemmer af den italienske presse og to dusin lokale politikere nikker og står og hvisker.
”Et hundrede tres ankre. Hvert anker vejer fem ton, ”siger Christo.
Han står lige bag på dækket på båden, som dykkerne bruger til at synke disse ankre. Båden er en lang platform på lange skrog. Som ham er båden og dykkerne fra Bulgarien. Dykkerne har været her det meste af vinteren og arbejdet i mørke og kulde og den ufattelige stilhed i den dybe sø. ”Hundrede meters dybde, ” siger Christo. Båden er et par hundrede meter offshore, nær den flydende koral, hvor færdige dele af molen er bundet sammen. Venter.
Han flytter fra gruppe til gruppe - alle får en kommentar, alle får et tilbud, et foto - omgivet af journalister og lokale borgmestre.
”Femogtredive både. Tredive Zodiacs. Tredive splinternye motorer. ”
Kameraer. Mikrofoner. Notebooks.
”Seksten dage. Hundreder af arbejdstagere. ”
Smilet udvides.
”Denne kunst er grunden til, at jeg ikke tager provision. Det er absolut irrationelt. ”
I byggeskuret på land er stadig flere bulgarere tilbage fra frokosten. To hold skruer sammen Floating Piers blok for block for block, otte timer om dagen, syv dage om ugen. Det vil tage måneder. Du kan høre lyden af den store slagnøgle i kilometer i det stille.
Forberedelse til The Floating Piers, Christo, anden fra venstre, spejder søen med, fra venstre, Antonio Ferrera, Valdimir Yavachev og Rossen Jeliaskov. (Wolfgang Volz) 
En kran sænker en flydende platform for at placere ankre til molerne. Christo og Jeanne-Claude udtænkte ideen til Floating Piers i 1970, og i 2014 besøgte han Norditalien og valgte Iseo-søen, 55 km øst for Milan, som stedet. (Wolfgang Volz) 
Bygningsarbejdere samler molerne (i hvidt til venstre) i 100 meter lange segmenter og opbevarer dem på søen nær projektets hovedkvarter. (Wolfgang Volz) 
En dykker forbinder et reb til et underjordisk anker på søbunden for at holde molerne på plads. Der er 160 ankre, der vejer fem ton hver. (Wolfgang Volz) 
Arbejdere på Geo-Die Luftwerker i Lübeck, Tyskland, sy 70.000 kvadratmeter skinnende gult stof til det modulære docksystem. (Wolfgang Volz) **********
To uger ad gangen er han den mest berømte kunstner på jorden.
Christo. Efternavn Javacheff. Født 13. juni 1935 i Bulgarien. Studerer kunst. Flyver den sovjetiske fremskridt hen over østblokken klokken 21, ankommer til Paris forår, 1958. Mødes hans kommende kone og samarbejdspartner det år, mens han maler sin mors portræt. Den første berømmelsesbølge kommer, når de blokerer rue Visconti i Paris med stablede olietønder. En skulpturel kommentar til Berlinmuren og olie og Algeriet og kultur og politik. Det var 1962.
”I et meget tidligt øjeblik inden for efterkrigstidens kunst udvidede de vores forståelse af, hvad kunst kunne være, ” siger kunsthistoriker Molly Donovan, en associeret kurator ved National Gallery of Art i Washington, DC ”Krydser grænsen ud af galleriet og museum - ved at placere værker i den offentlige sfære, i det byggede miljø - det var virkelig banebrydende i de tidlige 60'ere. ”
Derefter små indpakninger og faux storeefronts og drapede stoffer og indpakket springvand og tårne og gallerier. Derefter 10.000 kvadratmeter stof, der indpakker Museum of Contemporary Art i Chicago. I 1969 dræbes og bindes en million kvadratfod stof over klipperne uden for Sydney, og de er pludselig / ikke pludselig verdensberømte. ”Begrebet kunst var så snævert på det tidspunkt, ” huskede den australske kunstner Imants Tillers, ”at Wrapped Coast syntes at være værk af en gal mand.” Filmskabere begynder at følge dem. Journalister. Kritikere. Fans. Modstanderne. Så debatten om, hvad det er. Konceptuel kunst? Landkunst? Performance art? Miljø kunst? Modernist? Post-Minimalistisk?
Som kritikeren Paul Goldberger har sagt, er det "på et tidspunkt et kunstværk, en kulturel begivenhed, en politisk begivenhed og et ambitiøst stykke forretning."
Valley Curtain, Colorado, 1972. To hundrede tusinde, to hundrede kvadratmeter stof, trukket over canyon ved riflehøjde. Running Fence, Californien, 1976. En væg af stof 18 fod høj løbende 24, 5 miles gennem bakkerne nord for San Francisco i havet; nu i samlingerne af Smithsonian Institution. Omgivne øer, Miami, 1983. Elleve øer i Biscayne Bay omgivet af 6, 5 millioner kvadratmeter af lyserødt stof. Pont Neuf indpakket, Paris, 1985. Den ældste bro i byen indpakket i 450.000 kvadratmeter stof, bundet med otte miles reb. Paraplyerne, Japan og Californien, 1991. Tre tusind hundrede paraplyer, 20 fod høje, 28 fod brede; blå i Ibaraki Prefecture, gul langs I-5 nord for Los Angeles. Koste? $ 26 millioner. To utilsigtede dødsfald. Indpakket Reichstag, Berlin, 1995. En million kvadratmeter sølvstof; næsten ti miles med blå reb; fem millioner besøgende på to uger. The Gates, New York City, 2005.
”De krydser grænser i vores fantasi om, hvad der er muligt, ” siger Donovan. ”Folk kan lide den følelse af glæde, de fejrer, glæden ved arbejdet. Værket er nødvendigvis ikke finurligt. Det er seriøse værker. Åbenheden og sprudlende farver - folk reagerer på det. ”
”Deres projekter arbejder fortsat på dit sind, ” siger hun. ”Hvorfor føler de sig så magtfulde eller meningsfulde? På verdensplan har de fremkaldt en masse tanker om, hvordan kunst kan være, hvor den kan være, hvordan den kan se ud. De har virkelig udvidet placeringerne for hvor kunst kan ske. ”
Så i 2005, hvor 7.503 porte åbner langs 23 miles af stier i Central Park og tiltrukket mere end fire millioner besøgende, skrev spaltist Robert Fulford i Canadas National Post, “ Gates kom og gik hurtigt, som en solformørkelse. I deres evanescence huskede de den japanske kult af kirsebærblomstringen, der blomstrer kort hvert forår og i japansk poesi symboliserer livets kortfattethed. ”
”Jeg synes, det virkelig fantastiske ved Christo, grunden til, at han har fundet det søde sted mellem kunstverdenen og verdenen - og er en så populær offentlig figur, ” siger Michael Kimmelman fra New York Times, ”skyldes han indså, at hvis han tog kunst, hvis han brugte den politiske proces og det offentlige rum som det sted at fremstille kunst og for at bringe offentligheden ind i selve processen, at han ville omdefinere både publikum til denne kunst og også omdefinere hvad var blevet kaldt offentlig kunst før. ”
**********
Halvvejs mellem Bergamo og Brescia; halvvejs fra Milano til Verona på vejen til Venedig - Lago d'Iseo er den fjerde største sø i Lombardiet. Det er en lavmælt sommerby med en historie, der går tilbage til antikken. Bjerge er vene med marmor og jern og er blevet stenbrudt og udvindet i mere end 1.000 år. Franciacorta, Italiens svar på Champagne, er lavet af de druer, der er dyrket på søens sydlige bred. I 1920'erne var der en berømt søflyfabrik nær den lille by Pilzone. Men søen har aldrig haft lokken eller den matinee idolstjernekraft fra sin mere berømte nabo, Comosøen. Indtil nu.
Fra 18. juni til 3. juli 2016 vil Christo genimaginere Italiens Iseosø. Floating Piers vil bestå af 70.000 kvadratmeter skinnende gult stof, båret af et modulopbygget doksystem med 220.000 polyetylen-terninger med høj densitet, der flyder på vandets overflade. -christojeanneclaude.net
**********
Den er ikke rigtig gul. Er det? Mere som safran. Ligesom The Gates i Central Park. Som dalgardin . Den signaturfarve på deres. Orange, men ikke orange. Orange lysnet af noget som guld; tempereret af noget som rødt. Måske. Og det vil være anderledes i kanterne, hvor det er vådt. Mørkere. Ligesom Jeanne-Claude's hår.
Jeanne-Claude Denat de Guillebon. Generals datter. Organiseret. Tough. Sjov. Argumenterende. Charmerende. Smuk. Christo Javacheffs elsker og kone og partner i kunst i mere end 50 år. Berømt født samme dag. Berømt uadskillelig. Hun var den ene ud foran, den der tilbyder tilbud.
"Vores arbejde er kun til glæde og skønhed, " siger Jeanne-Claude, eller "Det er ikke et spørgsmål om tålmodighed, det er et spørgsmål om lidenskab."
Hun døde i 2009. Navnet Christo tilhører dem begge. Dette er hans første store projekt uden hende.
Den bedste måde at forstå hende på, at forstå dem er måske at gå online og se filmen fra hendes mindesmærke på Metropolitan Museum of Art.
Når hun siger ”Kunstnere går ikke på pension. De dør, ”det slår dig tilbage.
Christo og Jeanne-Claude: In / Out Studio
Christo og Jeanne-Claude har skabt nogle af de mest visuelt betagende værker i det tyvende og det 21. århundrede. Dette overdådigt designede bind giver et intimt bag kulisserne på deres monumentale installationer.
Købe**********
Christo sidder på caféen på et lakefront-hotel og bliver interviewet af en forfatter fra Elle-magasinet. Han forklarer, hvordan Floating Piers vil forbinde fastlandet til øen Monte Isola for første gang nogensinde. Han taler om skønheden i det middelalderlige tårn på øen, Martinengo og klosteret på toppen, og han taler om lille Isola di San Paolo, et Beretta-familiehus, og han fortæller hende om den komplekse konstruktion og det latterlige udgift, og hvad en lys, kort komplikation det hele vil være.
"Seksten dage, hundreder af arbejdstagere, $ 15 millioner."
Han forklarer finansieringen - han betaler for hvert projekt ved at sælge sin kunst, ingen donationer, ingen sponsorater - og foreslår, at hun læste Harvard Business School 2006-undersøgelsen for at lære detaljerne om, hvordan de gør det.
I måneder og år frem til hver installation producerer han hundreder af mindre kunstværker: forberedende skitser, studier, modeller, malerier, collager. Dette gør han alene. I dag er New York-studiet fyldt med scoringer af lærreder i alle størrelser og skygger af blåt; søer og moler i hvert medium fra pen til blyant til pastel, farveblyant til maling til kul; øer og tårne og klostre, der er kortlagt som via satellit eller tegnet i et par hurtige streger; enkel som en farveblok, eller kompleks og præcis som en arkitektonisk højde. Nogle af multipanelstykkerne er flere meter brede med en meter eller mere høje og sælger for hundreder af tusinder af dollars til en loyal cirkel af samlere.
Der produceres ikke mere, når The Floating Piers er kommet og gået.
For at finansiere hans installationer sælger Christo sine forberedende studier, såsom dette 2015-collage, og de tidlige værker fra 1950'erne og 60'erne. (Christo og Jeanne-Claude Studio) **********
Ved skuret et par hundrede meter op ad kysten, arbejder Floating Piers- teamet ud af en konverteret forsendelsescontainer. Det lille rum er pletfri. Foret med borde og hylder og skabe og computere, stablet med udstyr og dokumenter, summende med formål. Tre personer på tre telefoner, der har tre samtaler på tre sprog. Espressomaskinen suser og popper.
Der er Wolfgang Volz, projektleder. Han er den smarte, charmerende, kompakte tysker, der har arbejdet på hvert Christo- og Jeanne-Claude-projekt siden 1971. Vladimir Yavachev, driftsleder, Christos nevø - høj, mørk, morsom. Dykker og kinematograf startede sin karriere med Xto og JC for mere end 20 år siden - ved at bære Wolfgangs kamerataske. Hans kone og datter, Izabella og Mina, er også her. Arbejder. Frank Seltenheim, forsamlingschef - der fik sin start som en af klatrerne, der trækker stof over Reichstag. Antonio Ferrera, dokumentar, der registrerer hvert vågne øjeblik af hvert projekt. Marcella Maria Ferrari, "Marci, " ny chefadministrator. ”Hun er allerede en af os, ” siger Wolfgang, der også samtidig er i telefon med New York. I denne sag er New York Jonathan Henery, Jeanne-Claude's nevø og vicepræsident for alle projekterne. Slank, midt i 40'erne, arbejdede han skulder ved skulder med hende i 20 år og gør nu, hvad hun gjorde. Organisere. Katalog. Energize. Mægle.
**********
Kontoret i New York er en gammel støbejernsbygning i SoHo. Christo og Jeanne-Claude flyttede derfra fra Paris i 1964, købte bygningen af deres udlejer i de tidlige 1970'ere og forlod aldrig. Receptionsrummet lugter af blomster og honning og patchouli, og der er altid musik, der spiller lavt et eller andet sted. Og hvis du besøger Christo, kommer han ned fra studiet for at hilse dig, hans franske manchetter bundet med snor og dækket med kulstøv og tale med dig om noget. Om de gamle dage i centrum med Warhol og Jasper og fyrene.
”Åh helt sikkert, ” siger han, ”ja Andy og Rauschenberg, Johns, i den tid prøvede vi alle at synliggøre vores arbejde.”
Om hvad der er næste.
”Vi venter nu på, at de føderale appeller skal fortælle os om Over floden [en længe planlagt stofinstallation ved Arkansas-floden i Colorado]. Det kunne ske ethvert øjeblik. ”
Om Jeanne-Claude.
”Jeg savner mest argumenterne om værket.”
Og han er ikke kun høflig, han er varm og kærlig og engageret, og han siger det aldrig, han er for velassorteret, men han vil tilbage på arbejde. Så snart du går, så snart du ryster hænderne og leder for døren, er han på vej tilbage ovenpå til studiet.
For Christo, der arbejder i SoHo-studiet, er kunst et "skrig af frihed." (Wolfgang Volz) **********
Katastrofe.
Foran alle disse journalister sagde Christo, at rebene til projektet kommer fra USA.
”De kommer fra Cavalieri Corderia, ” siger Vlad. “Op ad vejen i Sale Marasino! Fem kilometer herfra! Hvor du taler i aften! ”
”Oyoyoy, ” siger Christo, hans komiske indbydelse af overraskelse eller forvirring eller selvspot.
”Du skal sige den første ting, at rebene til Floating Piers kommer fra Cavalieri Corderia of Sale Marasino.” Vladimir er eftertrykkelig.
Dette er vigtigt. Hvert projekt bruger så mange lokale leverandører og fabrikanter som muligt. Næsten en kvart million flydende terninger sprænges døgnet rundt i fire fabrikker i det nordlige Italien. Goodwill og god forretning.
”Oyoyoy. Cavalieri Corderia of Sale Marasino. ”
Du hører ham hviske det resten af dagen.
Præsentationen i community centeret i Sale Marasino er den samme, han gav for to uger siden på en gymnasium i New York City, men den samtidige oversættelse bremser den lidt. Indpakket kyst. Valley Curtain. Kører hegn. Omgivne øer. Pont Neuf. Rigsdagen. Gates .
At Christo taler i løbende sætninger drevet af sin entusiasme gør en oversætter's arbejde sværere; hun leverer den italienske version prestissimo - men kan aldrig helt indhente.
Første ting siger han: ”Jeg vil gerne takke ropemakers i Cavalieri Corderia for alt det reb, vi bruger. Fremragende. ”Værelset bryder ud i en runde bifald.
Det lille teater er fuldt, måske 300 mennesker. Dette er et af de sidste stop på charme-kampagnen. De har gennemført dette show i næsten hver landsby omkring søen. Publikum ser alle projekterne PowerPointed - fra Wrapped Coast til The Gates i en serie fotos, en største hit-flyover, derefter et par skitser af The Floating Piers '220.000 kuber. 70.000 kvadratmeter stof. 160 ankre. Fem ton osv. Og så videre.
Han er ude foran nu, hvor hun plejede at være.
”Kunsten er ikke kun molen eller farven eller stoffet, men er søen og bjergene. Hele landskabet er kunstværket. Det handler om, at du har et personligt forhold til det. Du i det, oplever det. Føler det. Jeg vil have dig til at gå over det barfodet. Meget sexet. ”
Oversættelse. Bifald. Så publikum Q og A.
”Hvor meget vil det koste?” Er næsten altid det første spørgsmål.
"Ikke noget. Det er gratis. Vi betaler for alt. ”
”Hvordan får vi billetter?”
"Du har ikke brug for billetter."
”Hvor lang tid lukker det?
”Det vil være åbent døgnet rundt. Vejret tillader det. ”
”Hvad sker der, når det er forbi?”
”Vi genbruger alt.”
”Hvordan forbliver du så energisk?”
”Jeg spiser til morgenmad hver dag et helt hoved hvidløg og yoghurt.”
Og Christo besvarer altid to sidste spørgsmål, selv når ingen stiller dem.
Hvad er det for? Hvad gør den?
”Det gør intet. Det er nytteløst. ”
Og han stråler.
**********
Nu fotografier og autografer med alle, der ønsker en. Så fører borgmesteren ham op ad bakken til middag.
En dejlig rustik kro højt blandt træerne. Orazio. I hoved spisestuen, til ære for Christo, et arrangement af enhver lokal ret og delikatesse. Bord efter bord med antipasti og kød og fisk og brød og vin og eddike fra markerne og gårdene og vandløbene omkring søen. En nervøs ung mand rejser sig og holder en alvorlig tale om den uovertrufne kvalitet af den økologiske lokale olivenolie. Når han er færdig, bærer to kokke i en hel stegt ammende gris.
Ved et bord bagpå plukker Christo på en lille tallerken syltede grøntsager og stegt svinekød og brød og olivenolie, mens han opfordrer alle andre til at spise op. ”Nogle gange er vi nødt til at minde ham om at spise overhovedet, ” siger Vladimir. Wolfgang tænder og slukker for det kommende møde i Brescia med præfetten, præfekten, en slags regional guvernør. Meget kraftfuld.
Efter middagen to ting. Først præsenterer nogen ham en "indpakket" cykel. Det minder mærkeligt om hans tidligste arbejde; det vil sige, der er en indpakket motorcykel af hans fra begyndelsen af 1960'erne i en samling et sted værd at være millioner. Han er meget elskværdig med cyklen.
Derefter tager den lokale forfatter Sandro Albini Christos albue og bruger flere minutter på at forklare sin teori om, at baggrunden for maleriet La Gioconda ( Mona Lisa ) faktisk er Lago d'Iseo. Han gør en overbevisende sag. Leonardo besøgte her. Timingen fungerer. Mr. Albini er en stille slags, men beslutsom, og foredraget fortsætter et stykke tid.
Giver dig chancen for at tænke på Leonardo og kunst og Christo og hvordan kunstnere arbejder ind i det sene liv, og hvad det kan betyde. Nogle kunstnere forenkler efterhånden som de bliver gamle, linjen bliver gestural, børsteslaget skematisk; nogle komplicerer, og værket bliver barok, rokoko, at finde eller skjule noget i en række uddybninger. Nogle plagierer sig selv. Nogle giver op.
Matisse, Picasso, Monet, Garcia-Márquez, Bellow, Casals. Der er ingen måde at gøre det på. Måske er det ønsket om en perfektion af enkelhed. ”De to opfordringer, for enkelhed og eksperimenter, kan trække dig i modsatte retninger, ” siger Simon Schama, kunsthistorikeren. Han placerer Christo og hans projekter i en lang tradition, et kontinuum, der strækker sig fra Titian til Rembrandt til Miró til de Kooning. ”Essensen af den er enkel, men processen, hvormed den etableres, er en stor komplikation.” Det er spændingen i det sene livssyns nødvendighed. Det grundlæggende sprog på Hemingway i The Old Man and the Sea . Sent Mozart, Requiem . Beethoven, den afkølende klarhed for de sene strygekvartetter. (Så moderne kunne de have været skrevet i sidste uge.) Tænk på Shakespeare, de sene teaterstykker. Tempestet . Eller Donald Justice-digtet, "Sidste dage af Prospero", hvoraf en del lyder:
(Hvilke storme han havde forårsaget, hvilke lyn
Løst i riggen i verden!)
Hvis det nu var alt at gøre igen,
Intet manglede hans formål.
Ideen til molerne er mere end 40 år gammel. Christo og Jeanne-Claude fik forestillingen fra en ven i Argentina, der foreslog, at de lavede et miljøværk til flodpladen. Kunne ikke gøres. Derefter prøvede de Tokyo Bay, men bureaukratiet var umuligt, og teknologien var ikke der. Derfor tanken:
”Jeg bliver 80 år gammel. Jeg vil gerne gøre noget meget hårdt. ”
Den gamle mand er arvtager efter den unge mands drøm. Den gamle mand hæder et løfte. Kunstnere går ikke på pension.
Christo takker Mr. Albini og leder for bilen.
Nu tilbage til skuret.
Nu skal du arbejde.
Så for at sove.
**********
Nu en feltrejse. Til toppen af bakken bag fabriken. Ejerne kender nogen, der kender nogen, der ejer en ejendom på ridgelinen tusind meter op fra skuret. Ni mennesker i en Land Rover Defender på en vej som en gedespor kører til toppen af bjerget.
Det er et statligt gammelt sted indhegnet og rækkehus med lave mure og haver og oliventræer. Udsigten fra hvert hjørne er hele himmelens kuppel, en verden af Alper og sø og himmel.
Christo står alene ved kanten af haven i lang tid. Ser ned til vandet. Ser ned til skurene. I verden viser han, hvad han allerede har lavet i sindet. Herfra kan han se det komplet.
”Smuk, ” siger han til nogen i særdeleshed.
Vlad, mindre bevæget i øjeblikket af skønhed end ved lejlighed, peger på et højt højdepunkt et par kilometer øst og siger: ”Vi kan sætte repeateren derovre.” De har deres eget radiokommunikationsnetværk til The Floating Piers . Drift, sikkerhed, personale, logistik.
Så arrangerer Vlad og Wolfi og Antonio et portrætmøde for Marci på en af de lave vægge ved hjælp af en smartphone for at se, om baggrunden stemmer overens med Mona Lisa - som blev forklaret dem alle i så stor længde. Marcis smil er faktisk gåtefuldt, men resultaterne er uoverensstemmende.
Så. La Gioconda . Tænk på, hvordan det får dig til at føle dig. Tænk på portene. Kører hegn. Paraplyerne. Indpakket Reichstag. Omgivne øer . Tænk på kunstens magt. Gates ændrede ikke Central Park. Gates ændrede ikke Manhattan. Gates ændrede dig . År senere tænker du stadig på dem.
Vi forbeholder os til kunsten den samme magt, som vi giver religion. At transformere. Transcend. At trøste. Hævning. Inspirere. At skabe i os selv en tilstand som nåde.
**********
Nu Brescia og præfekten.
Samme præsentation, men i en høj marmorhal til et beskedent publikum af lokale dønninger. Præfetten, firkantet, smuk, humorløs i en perfekt skræddersyet blå kulør, leder væk. Så Christo.
”Hvad jeg laver er ubrugelig. Absurd, ”osv. Gennem årene og projekterne. Han bruger et par minutter på to fremtidige muligheder. Over floden og Mastaba, en massiv arkitektonisk virksomhed, permanent denne gang, en grav fra Det Gamle Kongerige hundreder af meter højt bygget af olietønder i ørkenerne i Abu Dhabi.
Når Christo taler om disse ting, får du følelsen - sjældent men magtfuldt - at han venter på, at Jeanne-Claude afslutter sin sætning.
Efter PowerPoint er magten og en fest for den lokale herre i præfetos officielle pakke med værelser.
Fantastiske appetitvækkere, små og ambitiøse, at blive spist stående. Franciacorta i fløjter. En hel bordplade af frisk panettone.
I den næste time står Christo på plads, når en strøm af lokale æresmedlemmer præsenterer sig. Han ryster hænder og læner sig ind for at lytte til hver af dem. Antonio svæver forbi med sit kamera. De stiller alle de samme spørgsmål. Hvornår? Hvor meget? Hvad er det næste?
Der er altid lidt plads i cirklen for hende.
Hvis du ser ham nøje nok, kan du se det. Eller måske tror du bare, at du ser det. Vil du se det. Der er en plads til venstre for ham. Og det gør han med sin venstre hånd, når han taler med politikerne og bureaukraterne. Hvordan fingrene bøjes og tommelfingeren børster fingerspidserne, som om han rækker til hånden.
**********
Nu vest ud af Brescia på autostrada. Christo, Wolfgang, Antonio. Hurtig. 140, 150, 160 kilometer i timen — den store Mercedes er et lokomotiv i mørket.
Wolfgang kører. Christo dybt i bagsædet bag ham. Antonio op foran ridning på haglen med kameraet i skødet. ”Jeg troede, at det gik godt, ” siger han. ”De var meget pæne. De rullede virkelig den røde løber til os. ”
”Det gjorde de, ” siger Wolfgang.
Christo er stille for første gang siden morgen og kigger ud af vinduet i time 15 på en 20-timers dag. Italien er en slør.
”Still ...”
”Jeg tror, de virkelig kan lide os… virkelig godt lide projektet.”
”Stadig” siger Wolfgang, ”jeg vil ønske mig en lidt mindre rød tæppe og lidt mere action.”
Absolut, når han ser ud af vinduet, nikker Christo.
”Du så det mødelokale, ” siger Wolfgang til Antonio. ”Vi har tilbragt en masse tid i det mødelokale. Timer. Timer og timer. ”
“På tilladelserne?”
"Ja. Vi har alle tilladelser og alle tilladelser. Nu. Men det krævede mange møder omkring det bord. Måned efter måned. Mig og Vlad frem og tilbage. Christo. Frem og tilbage. De er meget, um, bevidste . ”
**********
Og dette er også en del af kunsten, de private møder og de offentlige høringer og forslagene og imødekommende forslag, og de lokale politikere nikker og smiler. Foto-ops.
”Hvad med trafikplanen?” Spørger Christo. ”Kan du fortælle, at han læste trafikplanen?”
”Jeg ved det ikke, ” siger Wolfgang. ”Jeg tror ikke det.”
”Oyoyoy, ” siger Christo lavt fra det yderste hjørne af bilen.
Trafikplanen for The Floating Piers er 175 sider lang. Det tog et år at forberede sig. Det koster € 100.000.
”Måske har han læst det, ” siger Wolfgang og hænderne bevægelsesløse på rattet. ”Det har han måske ikke. Han er utrættelig. ”
Floating Piers trækker måske 500.000 besøgende på 16 dage til en by med en hovedvej.
”Oyoyoy.”
"Ja. Ja. Oyoyoy.”
”Hvornår vil de læse den?”
"Hvem ved? De har ikke travlt. ”
”Det er vi, ” siger Christo.
”Altid, ” siger Wolfgang.
”Det ville være bedre at starte før.”
"Utvivlsomt."
”Og ikke lade dette være i sidste øjeblik. Busserne. Politiet. Vejene. Folket. Oyoyoy. Hvordan kunne de ikke læse den endnu? ”
”Måske læste han den. Måske læser de det alle sammen. ”
”Hvorfor venter de? Hvad skal de gøre? Ikke noget. Ikke noget. De er bare nødt til at acceptere det. Må bare sige ja. De behøver ikke engang at betale for noget. Vi betaler for alt. ”
Så er alle stille. Italien skynder forbi. Instrumentpanelet lyser.
”Stadig, ” siger Antonio, ”var de meget flot.”
**********
Måske er dette det liv, du ville vælge selv, hvis du kunne. Nætter over hele verden på mærkelige, vidunderlige steder. Du og din familie. Elsket af alle.
Nu er en restaurant i Palazzolo sull'Oglio, en lille by en halv time syd for søen.
“ Bellissimo grande! ”Ringer en kvinde på vej ud af døren, når hun ser Christo gå forbi hende. Store smukke.
Vlad fandt dette sted. En fjerde generations familiecucina drevet af Maurizio og Grazia Rossi. Modest. Tæt på togstationen. Mørkt træ. Frostede glasdøre. En arbejdermands sted. På baren er en Faema E 61 espressomaskine lige så stor og lys som kofangeren fra en antik Cadillac. Spisestuen i ryggen hænges uanset hvilken måde som de lokale malers arbejde. Det er den slags restaurant, du er nostalgisk til, selv når du sidder i den.
”Slap af, ” siger Christo. "Sid ned. Spise."
Og det gør de. Frank klatreren er her, og Izabella og Mina, og Antonio og Wolfi og Vlad, Marci og Christo, og den søde, lang ansigt præsident for søforeningen, Giuseppe Faccanoni. Alt ved det store bord foran. Enkel menu. Store portioner. Tripe suppe. Passata di fagioli . Hvid lasagne. Lokale fisk. Lokalt kød. Lokal vin. Ejerens onkel laver osten. Franciacorta fra skråningerne af Lago d'Iseo. “ Hilsen! ”
Samtale og sætningsfragmenter rundt om bordet, overlappende dialog som noget ud af Preston Sturges. For eksempel flyttede de ud af et hotel ved søen ind i et chateau op i bakkerne.
”Vi sparer 30.000 € om måneden, ” siger Vladimir. ”Mina, skat, hvad vil du have?”
”Der er et billardrum, ” siger Christo.
”Jeg vil ikke have kødboller, ” siger Mina.
”Men ingen har brugt det endnu, ” siger Wolfgang. ”Jeg får tripe. Vi arbejder alle syv dage om ugen. ”
“ Grazie, ” siger Maurizio.
”Måske kødboller, ” siger Izabella.
Plader kommer og går, kødboller spises, vin hældes. Til sidst kort kommer trafikplanen igen.
”Oyoyoy.”
**********
Mina sover på Izabellas skød. Det er sent. Wolfi og Marci skal frem og tilbage på deres telefoner med carabinieri . En alarm gik ved skuret, men ingen ved hvorfor. Wolfgang mener, at nattevagten snublede det selv.
Dessert nu, og Maurizio vil have Christo til at prøve den hjemmelavede halvah. ”Jeg ved, hvad mit barn kan lide, og jeg ved, hvad Christo kan lide, ” siger Vlad til ham. ”Han kan ikke lide halvah.”
Han kan ikke lide halvah.
Så de bringer ham en stor kile af vaniljekage med frisk pisket fløde. For resten af bordet henter ejeren cookies lavet af et kooperativ for flygtningekvinder, som han sponsorerer fra Nordafrika. Derefter espresso. Kommer op på midnat.
Vlad tager det meste af bordet hjem til slottet. Wolfi kører tilbage til skuret på søen for at arbejde et par timer i det stille og for at kontrollere alarmen.
**********
Ved daggry er det stille omkring søen. Intet bevæger sig men solen.
På en eller anden måde eksisterer alt dette uden for pitschline-postmodernismen inden for kitsch og performancekunst, uden for de glatte jazzstandarder i midten af århundredets stue-modernisme, uden for alvor eller ironi eller intention, uden for kategori af enhver art. På en eller anden måde er installationerne lige så intime som de er monumentale, og uanset hvad der ellers sker, inden i kunstværket, hvor du står, er du sikker.
De flydende moler.
Måske er det virkelige arbejde i en kunstners liv kunstnerens liv.
**********
En måned senere er han tilbage i New York City. Han arbejder tidligt. Han arbejder sent. Han er ovenpå i studiet og gør de store stykker til at betale for molerne. De franske manchetter er mørke med trækul.
Vlad ringer. Wolfi ringer. Marci ringer. Opkald kommer hele dagen hver dag med opdateringer fra Italien: flere sektioner er afsluttet; flere ankre sunket; regninger ind / check ud; lastbiler kommer / lastbiler gå; turister blokerer for trafik for at få et glimt af skuret; af molerne; af Christo. Præfettet har brug for mere papirarbejde. Dage krydser af.
Hvis du skulle besøge ham, ville du møde ham i det andet sal i receptionen. Journalister træder ind / journalister træder ud. Christo er træt, men hans øjne er lyse og håndtrykket er fast.
Du ville lugte den parfume og høre den musik, og nu vidste du, at parfume var Jeanne-Claude. Angel, af Thierry Mugler. Christo sprayer det hver dag ovenpå og nede. Og musikken er den Mozart, hun elskede, Klaverkoncert nr. 27, Mozarts sidste, og han spiller den på en løkke, lav, som magien til at trylle og beholde hende.
Så endnu en middag i centrum.
”Tre kilometer, ” siger Christo. ”To hundrede tyve tusinde polyethylen terninger. Rolls-Royce af terninger. Halvhundrede tusind kvadratmeter stof på molerne og i gaderne. ”
MAYters.
Han bygger molerne nu ud af brødpinde og lægger først den lange linje fra Sulzano til Peschiera Maraglio, derefter vinklerne fra Monte Isola til Isola di San Paolo. Den lille ø er omgivet af omhyggeligt ødelagte brødstikker. Bryggene tages op og spises, når middagen ankommer.
Et par rejer. En bid salat. Et halvt glas rødvin. ”Spis, ” siger Jonathan.
”Vi solgte en stor.”
"Hvor meget?"
“En million to.”
“Ét punkt to emm?”
"Ja."
Nu kilen til vaniljekage. Frisk pisket fløde.
**********
Kunst er ikke en modgift mod tab. Bare et svar på det. Som maleriet af en kvinde ved en sø. Som at gå på vandet i to uger. År med vågenteknik og unødvendig indsats for noget så flygtigt. Han tager endnu en tur til Italien. Så tilbage til New York. Så Abu Dhabi. Så New York. Så Italien. Flere shows. Flere gallerier. Flere museer. Måske Colorado. Måske Abu Dhabi. Måske.
I aften skynder han sig hjem. Han vil arbejde sent.
”Der er en galskab af ting, der skal gøres!”
En sådan lys, kort komplikation. Og kunstnere går ikke på pension.
