Hvad var dine første indtryk af Pamplona? Var du overrasket over, hvor stor den var?
Faktisk nej, jeg blev ikke overrasket over størrelsen, fordi jeg havde gjort lidt forberedelse. Jeg havde hørt, at der ville være antallet af millioner mennesker. Jeg må sige, at jeg var overrasket over, at det ikke var mere modbydeligt end det var.
Du forventede den grimme amerikaner?
Ikke bare amerikanere. Australierne og New Zealanderne og tyskerne og engelskmændene - det er desværre temmelig svært at vælge en mester, når det kommer til store mængder drikke og optræde dumt, desværre. Men det, der overraskede mig, var, at der blev taget en masse omhu fra arrangørernes side for at holde ting temmelig under kontrol. Jeg troede, det ville være totalt kaos, og faktisk frygtede jeg det virkelig, første gang jeg gik for et par år siden. Jeg rapporterede om et andet projekt, og jeg tænkte godt, jeg går kun et par dage, så jeg bare bider hårdt ned og kommer igennem det. Men jeg fandt, at de berusede og skøre mennesker var mindre påtrængende, for når solen kommer op, er de komatøse. Så hvis du er en dagsperson, kan du undslippe det.
Før du gik den første gang, tænkte du, at det overhovedet ville være som The Sun Also Rises ?
Nej, jeg troede ikke, det ville være noget som i 1920'erne, da Hemingway var der. Intet i verden er sådan længere. Du går til bjergene i Ny Guinea, og folk har U2 T-shirts. Min forventning var, at det ville blive uttrykkeligt forfærdeligt, ikke kun på grund af skarer og drikke, men på grund af kommercialismen. Men jeg opdagede mere positive aspekter, end jeg havde forventet. Jeg havede ikke i The Sun Also Rises, men jeg endte heller ikke i Lord of the Flues, hvilket er slags, hvad jeg forventede. Da jeg ikke skulle drikke og danse på gaden, var jeg ikke sikker på, hvor jeg skulle ende i mixen. Men der var også plads til mig. Der var plads til de små gamle bedstemødre; der var plads til alle. Så det var godt.
Du nævnte, at en masse af byen er baskisk. Følte du nogen spændinger over den baskiske separatistbevægelse?
Nej, jeg følte en masse stolthed over at være baskisk, men jeg følte ikke nogen spænding. Jeg prøvede at være opmærksom på det, og jeg tror, at tingene har lettet på den daglige måde. De har baskiske aviser og baskiske radioudsendelser, og de ser ikke ud til at føle sig som et undertrykt mindretal. Jeg vil ikke fremsætte mig som ekspert i den baskiske situation, men min mening fra at tale med basker i Pamplona er, at ETA-terroristbevægelsen og dets tilhængere er en meget lille procentdel af de baskiske folk. De fleste basker er tilfredse med tingene. Jeg tøver med at begynde at udtale sig, men det er ikke en fattig region. Dette er en politisk sag, der har sine egne grunde, men det repræsenterer ikke mennesker, der faktisk er under vanskeligheder, og det er svært at få mange tilhængere, hvis ting stort set er i orden. Det er i det mindste min holdning til emnet, fordi jeg bragte det op, og folk var meget ærlige. Atmosfæren var meget afslappet.
Har du været på andre katolske helgenes festivaler? Hvordan sammenligner Pamplona?
Jeg har været på italienske og østrigske festivaler. Pamplona er langt ud over enhver anden festival, jeg kan tænke på, undtagen måske New York Marathon eller Woodstock, eller måske nytårsaften på Times Square. Det er virkelig svært at tænke på ting, der kan sammenlignes med det, med hensyn til størrelse. Hvad der også øger virkningen er, at de fleste festivaler kun er et par dage. Ni dage er ret usædvanlige. På de fleste festivaler, jeg har været på, er hovedbegivenheden også den religiøse ting, og derefter tilføjes de andre elementer på det. Her overvældes den religiøse begivenhed i snøskredet af alt andet, der foregår.
Er der andre festivaler, som du syntes særligt spændende?
Den første ting, der kommer ind i mig, er, hvad de kalder "Corsa dei Ceri" i Gubbio, Italien. den 15. maj. Det er noget, der går tilbage i antikken. Det føles stadig meget af de lokale, og det er meget intenst, fysisk såvel som følelsesmæssigt, meget påvirkende og meget autentisk. Det er kun en dag, men folk elsker det, og det er vigtigt for dem fra en tidlig alder, så det er virkelig ikke bare den ene dag, det er noget, som med San Fermin i Pamplona, er på deres sind hele året. I USA tror jeg ikke, vi kunne sige, at den fjerde juli eller jul altid er i vores sind. Men der er visse steder i verden, hvor visse begivenheder forbliver i folks sind hele året rundt.
Er det fordi disse festivaler er så lokale?
Ja, du kan se dette i byer, der stort set stadig er meget små. Pamplona er blevet større, men det føles stadig som en lille by, og de fleste af de mennesker, der bor der, har altid boet der. Pamplona er en del af deres DNA. Min ven Edurne Arrizibita, der blev født der, sagde den sidste aften af festivalen: "Du ved, det er noget, vi har brug for, på en måde. Det er en meget lille by og meget traditionel, og det giver os en chance for at ..." og så sagde hun ikke andet, men hun lavede denne klappende gestus med hænderne for at indikere "gå vild." De elsker deres festival, og de er glade for, at alle andre nyder den. Mit stærkeste indtryk var, hvor virkelig smukt folket i Pamplona er tilbage, på trods af alt, hvad der er ændret gennem årene.
