Til denne måneds indbydende skrivning bad vi om historier om feriefødevarer, der gør din ferie. Dette er et rigt emne for Smithsonian og dets læsere; Vi har kørt historier om ferielefse (og andre tidskrævende traditionelle fødevarer), lutefisk, risgryn, sukkerprommer og den store debat om, hvorvidt latke eller hamantaschen er den perfekte Hanukkah-mad.
Pasquales italienske vidundere
Mine forældre holder julebord hvert år uden fiasko. Selv nu, med min far langt ind i 80'erne og min mor ikke langt bagefter, laver de kopier af sangbogen; min mor øver julesangene på klaveret; og fryserne er fyldt med fest mad.
Højdepunktet for mig i mange år blev dagen for festen. Min far Pasquale ville trække ark med sød dej ud i pastamaskinen. Derefter skar han dejen med en riflet konditor og stegte den i spiraler. Han hævede wienerbrødspiralerne op som en pyramide og dækkede den i varm honning og nødder. Vi kaldte det shca-te-la. Og deri ligger problemet.
Et år, da Internettet stadig var ung, besluttede jeg, at jeg ville lave dem. Min fars opskrift havde intet navn. Så jeg begyndte at undersøge. Det er næsten umuligt at finde noget på Internettet, når du kun har en fonetisk stavemåde (af et fremmed sprog, ikke mindre). Jeg kunne ikke finde en anden opskrift, historie, foto eller noget på disse ting. Jeg er sikker på, at det skyldes, at vi ikke udtalte navnet, som de fleste italienere ville. Min familie kommer fra en lille bjergby i Puglia, Italien, og dialekten er i modsætning til andre i Italien. Der er meget fransk indflydelse i regionen, og selv mange italienere har ingen idé om, hvad folk derfra siger! Jeg bor i et tæt sammensat samfund med en hel del italienere, så jeg kom på telefonen og ringede til italieneren, der ejer købmanden, italieneren, der ejer spiritusbutikken og italieneren, der har pastamarkedet, til ingen nytte. De ville alle hjælpe, men da jeg sagde shca-te-la, trak de et tomt. Men jeg fik min fars opskrift, så jeg gik på arbejde og omdøbte kagerne til Pasquales italienske vidundere.
På en nylig tur til min forfaderby i Italien mødte jeg de mest fantastiske mennesker. Sprogbarrieren var stadig et problem, men da jeg sagde shca-te-la, lyste øjnene op. De vidste nøjagtigt, hvad jeg talte om! Stafningen er schart'llat, som ikke giver nogen svar i en Google-søgning (selvom jeg agter at ændre det med et blogindlæg), og det ligner scallidde, et konditor, der findes i nogle mere sydlige områder i Italien. Kagerne blev lavet i spiraler som et symbol på at nærme sig himlen, og de er faktisk himmelske. Jeg har besluttet, at det korrekte navn er grund nok til at skrue op frituregryden og lave en batch denne ferie. Men vi besluttede, at det ville være den nye tradition at navngive dem efter bedstefar Pasquale!
