Det var foråret 2015, da Jennifer Lynch, US Postal Service's historiker, kontaktede mig med et spændende mysterium.
Relateret indhold
- Nyopdagede breve bringer ny indsigt i en borgerkrigssoldats liv
En postmester i Newaygo, Michigan, havde modtaget en konvolut med breve, der syntes at være skrevet af en unionssoldat ved navn Nelson Shephard under borgerkrigen. Brevene ankom i en konvolut, der blot var markeret "Postmaster / Newaygo, Michigan" med byens postnummer tilføjet af en anden hånd. Der var ingen returadresse.
I Washington, DC på National Postal Museum udtalte kurator for filateli Daniel Piazza breve for at være autentiske. Men det uddybede kun mysteriet. Hvor var brevene kommet fra, og hvorfor var de pludselig dukket op igen nu, mere end 150 år senere?
I ethvert museum er oprindelse eller historien til ethvert emne kritisk for at hjælpe med at forstå og dele dens betydning med offentligheden. Vi havde brug for at vide, hvordan brevene kom til os - hvem var den mystiske afsender?
Jeg kontaktede Smithsonian magasinet for at få hjælp til at løse vores mysterium. Magasinets imponerende 1, 8 millioner cirkulation, suppleret med websitetens yderligere 6 millioner månedlige læsere, kunne tænke ordet, tænkte jeg, og afsenderen ville afsløre ham eller sig selv.
På nuværende tidspunkt indkapslede søgen efter at løse mysteriet snesevis af vores museumsmedarbejdere, posttjenesten og Smithsonian- magasinet. Steve Kochersperger, en USPS-forsker, der arbejder for Lynch, gjorde imponerende research på Shephard. Beth Heydt, vores samling af manager, arbejdede sammen med magasinets personale for at arrangere en fotoseanse for at skabe en historisk korrekt rekreation af en unionssoldats skriveplads. Sikkert de store fotografier og den ledsagende artikel, "Nyopdagede breve, der bringer ny indsigt ind i livet som en borgerkrigssoldat" ville bringe afsenderen i det fri.
Historien fra Franz Lidz, der detaljerede livet for den unge soldat Orrin W. Shephard, der havde forfatterne breve, viste sig at være meget populær blandt Smithsonians onlinelæsere, og i sidste uge ankom en e-mail fra Courtney Cresta fra Spring, Texas, hvor hun sagde, at hendes 78-årige -alderen bedstemor, Nancy Cramblit fra Muskegon, Michigan, havde sendt brevene!
Nancy Cramblit fra Muskegon, Michigan, siger, at hun sendte brevene i håb om, at postkontoret ville finde familiemedlemmer til den unge soldat, der skrev dem under borgerkrigen. (Nancy Cramblit, høflighed af Courtney Cresta) Snart var jeg i telefon med fru Cramblit, der afslørede, at hun havde fundet brevene midt i nogle papirer, der tilhørte hendes mand Marvin, som døde i 1978.
Marvin Cramblit, der var en ivrig gårdsalg og en antik butiksfan, havde købt dem, men fru Cramblit havde ingen idé om, hvor eller fra hvem. Efter at have læst brevene ønskede hun at returnere breve til alle overlevende efterkommere af Shepard-familien. Så hun sendte brevene til Newaygo postmester.
Noget, som Nancy og jeg har til fælles (bortset fra vores navn) er en forståelse af, hvordan små bypostkontorer fungerer. Da jeg lavede min fars slægtsforskning, stoppede jeg ved byen, hvor han blev født, Mendon, Missouri. Skønt byen har en befolkning på kun knap 200 mennesker, har den et posthus. Det er her jeg begyndte på min forskning. En lille bypostmester kender alle.
Postmaster Lori Boes vidste, at hun havde historien i hænderne. Brevene er nu blandt samlingerne fra Smithsonian's National Postal Museum, og mysteriet om, hvem der sendte dem, er blevet løst.
Jeg var meget glad for at tale med Nancy Cramblit om, hvordan hun fandt brevene, og her er hvad hun fortalte mig.
Jeg må fortælle dig, at vi alle bare har spekuleret på, hvad i alverden, hvor kom disse breve fra? Vi havde en masse teorier, som vi gennemgik, en masse ideer. Vi var meget, meget nysgerrige, for uden returadressen, hvem ville sende dem, og hvorfor. Hvor fandt du brevene?
Min mand døde i 1978, men han beskæftigede sig altid med uønsket. Så jeg fandt brevet, og til sidst lagde jeg det sammen med hans begravelsesmateriale og glemte det. Der var andre breve, der havde hans efternavn på, så jeg sendte dem til hans familie, og en dag gik jeg igennem begravelsesmaterialet, og jeg fandt dem. De lagde sandsynligvis yderligere et halvt år på mit skrivebord, før jeg besluttede, hvad jeg kunne gøre med dem. I håb om, at de kunne finde et familiemedlem, lagde jeg dem i postkassen.
Og du henvendte det til Postmesteren i Newaygo, Michigan, hvor Shepherd-familien havde boet i det 19. århundrede ?
Ret. Jeg har ikke angivet returadressen. Jeg har lige behandlet det.
Hvor så du dem næste?
Jeg abonnerer på Smithsonian- magasinet, og jeg kan ikke sige, da jeg altid læste det, men i sidste uge satte jeg mig ned for at læse det, og jeg blev floppet. Åh herregud, det er de breve, jeg sendte ud. Jeg kunne ikke tro, at de gik så langt.
Fortæl os igen om oplevelsen af at se artiklen.
Det var et chok. Jeg vidste aldrig, hvilken historisk forskel de ville gøre. Det var bare noget, jeg ikke havde brug for at hænge rundt her. Men jeg kunne heller ikke smide dem væk.
Kan du huske den slags kuvert af det stempel, du brugte?
Jeg har sandsynligvis brugt et Forever-stempel, fordi det er det, jeg har. Konvolut, sandsynligvis bare en almindelig konvolut; Jeg er ikke sikker.
Hvorfor lagde du ikke din returadresse på konvolutten?
Jeg troede ikke, at det var nødvendigt for netop det, jeg havde i tankerne.
En postmester i Newaygo, Michigan, modtog dette brev i 2015 med medfølgende brev fra borgerkrigstiden. (National Postal Museum) Da du fandt brevene, ville du ikke sende dem til et lokalt historisk samfund? Hvad fik dig til at tro, at postmesteren var det bedste sted?
Jeg ville finde et familiemedlem. Det var min idé. Jeg regnede med, at hvis der var nogen familiemedlemmer i Newaygo, ville postkontoret finde dem.
Da du fandt brevene, blev de indpakket i noget?
Nej, de var lige sammen med andre, som min mand havde fra sin familie. Han handlede med skrammel. Jeg vidste aldrig, hvor han fik de ting, han trak hjem.
Hvad fik dig til at tro, at disse breve ikke kom fra hans familie?
Nej, der var breve i den samme kasse, der var fra hans familie, men jeg vil sige, at disse breve var i et eller andet skrammel, han bragte hjem en dag, og han bare stak dem i den samme kasse.
Så du kunne bestemt se forskellen mellem hans familiebreve og ting, han bragte hjem, der var uønsket?
Rigtigt, fordi breve fra hans familie havde familienavnet på.
Ville der have været nogen forbindelse mellem din mands familie og Shephard-familien?
Det tvivler jeg virkelig på. Min mand var fra Ohio, og han fik disse familiebreve, da hans mor døde, og hans far døde.
Hvor shoppede han for sin skrammel? Er der en lokal butik, eller rejste han over hele amtet? Hvor tror du, han måske har fundet disse breve?
Eventuelt ved et gårdsalg, fordi han kunne lide at gå til gårdssalg.
Kunne du overhovedet læse dem? Jeg ved, at denne håndskrift er temmelig svært at læse.
Jeg læste dem på det tidspunkt og lagde dem tilbage i konvolutten. Jeg syntes, det var meget interessant, men jeg formoder ikke, at jeg ikke var klar over det historiske indhold eller endda hvor gamle de var.
Så du tror ikke, at disse breve overhovedet ikke har nogen forbindelse til din mands familie.
Nej Nej Nej.
Og havde du nogensinde hørt om Shephard-familien i Newaygo? Hvor langt er det fra dig?
Nej, aldrig hørt om en Shephard-familie. Okay, Newaygo. Måske 30 miles.
Det er klart, at brevene blev sendt fra soldaten til hans familie, så de blev holdt fast af nogen i familien hele denne tid, og sandsynligvis bare blev anbragt på et loft eller sendt videre. Fortæl mig om det, Nancy. Du sagde, at du ikke kunne smide dem væk, så du sendte dem til postmesteren og tænkte, at postmesteren kender alle og sandsynligvis kan finde familien.
Ja, for det er ikke en særlig stor by. Newaygo er et amt, men der er også en by, og det er ikke en stor by. Så jeg tror, det er en by, hvor mange mennesker kender alle.
Jeg har en fornemmelse af, hvad der sandsynligvis skete, er, at enten det var et ejendomssalg, nogen døde, og de tog alle tingene ud og solgte det, eller nogen bare fandt bogstaverne i deres hus, og de vidste ikke, det var deres store -farfar eller oldemor eller noget. Var der andre ting, som du fandt fra din mand, som du har gjort noget lignende med, eller var dette stort set det eneste, du sendte væk for at finde et hjem?
Ja, det er det eneste, jeg fandt, at jeg sendte for at finde et hjem, og som jeg siger, han har været død siden 1978. Mine børn har taget ting. Faktisk, lige nu er mine børn oprørt over mig, fordi jeg ikke fortalte dem om breve og bare sendte dem ud.
Fortæl mig, hvordan du fortalte dine børn. Vidste de det før artiklen, eller var det den første, de hørte om den?
Den første - jeg ringede til en af mine døtre, da jeg læste artiklen, og derefter ringede jeg til min barnebarn i Texas, som er Courtney Cresta. Og så kom Courtney online med det samme og fandt det, og sendte det ud, og mine andre børn så det, og det var da mine børn ringede. Hvordan kunne du gøre det? Mor, du har aldrig fortalt os om disse breve? Jeg har vel ikke troet, at jeg havde brug for det.
Vi er frygtelig glade for, at du gjorde det, for nu er de i samlingerne fra Smithsonian Institution, og der vil de se et bredt publikum, og lærde vil kunne besøge dem .
Har du tilfældigvis kopier, som jeg kunne have?
Jeg tror, vi kunne klare det. Nu har vi et godt stykke historie, og det elsker jeg.
Og mine børn fortæller mig altid, for jeg henter evigt også ting ved salget af gårdspladser. Mor, når du dør, bakker vi en dumpster op til døren og indlæser den.
Før de gør det, bed dem om at ringe til Smithsonian.
Okay, jeg ved, at de ikke vil gøre det uden at gennemgå det hele, men det er, hvad de fortæller mig.
