Kærlighed og onde. To store mysterier, der har besat de største forfattere og tænkere, så længe folk har tænkt og skrevet. I lang tid har Edna O'Brien, den berømte irskfødte, forfatter i London, været kendt som en af de litterære verdens store kronikere af kærlighed. Af kærlighed og længsel og sjæls desperate liv i lidenskabets lideløse greb og dæmpet ophidselse. En smuk forfatter, der altid har været i stand til at finde skønhed i livet, selv i fortvivlelse. Nogle har sammenlignet hende med Chekhov; andre har sammenlignet hende med James Joyce i hans tidlige portræt af kunstnerfasen .
Men i sin seneste roman, The Little Red Chairs, skifter O'Brien fra kærlighed til det onde. Et vildt og ambitiøst spring, der fører os bag overskrifterne og hjemmeskærmene for de mest tragiske verdensnyheder - krigsforbrydelser, flygtninge, folkedrab - og som muligvis får hende Nobelprisen, som hun ofte er blevet nævnt for og længe fortjent.
De små røde stole
Flytning fra Irland til London og derefter til Haag, "De små røde stole" er Edna O'Brien's første roman på ti år - en levende og urimelig udforskning af menneskehedens evne til ondskab og artefekt samt den modigste slags kærlighed.
KøbeDet sker bare så, at hendes nye roman blev udgivet i Amerika bare et par dage efter bankens slag i International Criminal Tribunal i Haag. Den onde karakter, hun havde skrevet om i tynd forklædning, Radovan Karadzic - alias Bossken - var blevet fundet skyldig i krigsforbrydelser og folkemord for at have beordret massemord på mere end 7.000 mest muslimske mænd og drenge i 1995, en handling, der bragte det skræmmende udtryk "etnisk udrensning" i almindelig brug. Han blev også fundet skyldig i at have beordret dødbringende beskydning af kvinder, børn og civile ikke-deltagere i den årelange belejring af Sarajevo, en blomstrende by, der Karadzic blev til en kirkegård. Skyldig såvel som at deltage i en horde, der begik forfærdelige nær-personlige handlinger af tortur, voldtægt og lemlæstelse.
Fire tusind miles væk mødte jeg Edna O'Brien til frokost i en bistro nær Central Park på en sidegade, der blomstrer med tidlige forårsblomster.
**********
Hun er 85, lidt skrøbelig, men en af de kvinder, hvis perfekte manerer, henrettet med subtil nåde, giver hende en uventet kraft. På trods af overfladedelikatitet udstråler Edna O'Brien en voldsom og feminin energi, den slags utelukkende levende skønhed, der havde frivillige som Marlon Brando, Robert Mitchum og Richard Burton efter hendes vilde røde lokker gennem London i de svingende 60'erne og 70'erne.
”Hvad syntes du om dommen?” Spurgte jeg hende, da vi sad.
”Jeg var meget glad. Det var mine bosniske venner. De sendte fortsatte med mig beskeder. ”Om to minutter mere! Om et minut mere! '”
“Var du overrasket?”
”Da jeg rejste til Haag for sidste år for to år siden, virkede Karadzic meget glad, meget sikker på, at han ville blive frikendt. Dommens dag var det anderledes. Jeg så det på engelsk tv. Og da dommen blev læst meget langsomt af den [sydlige] koreanske dommer, tænkte jeg: 'Alt, hvad jeg ønsker at gøre, er at komme ind i hjernen i to sekunder for at se, hvad han tænker.' ”
”Det er virkelig det, din roman handler om, er det ikke, at prøve at komme ind i monsterets hjerne?”
”Forsøger at komme ind i hjernen og forstå, hvorfor han aldrig nogensinde ville indrømme [hans forbrydelser]. Og aldrig, aldrig vise [anger]. Nå, de bliver sindssyg til sidst - men ikke hurtigt nok. ”
Det er et ondskabsparadoks, der strækker sig tilbage mindst så langt som Socrates, der i en af sine dialoger opinerede, at ingen begår det onde, idet de ved, at de gør forkert - onde mennesker synes, at de gør det rigtige. O'Brien kan ikke overholde det eller den psykologiske udskrivning, den tilbyder.
Hun tjente sin stejle holdning til Karadzic på den hårde måde: I forskningen på romanen tilbragte hun år med at høre historierne om hans ofre og overlevende. Navnet på bogen, De små røde stole, er taget fra en mindesmærke for starten af belejringen af Sarajevo. Elleve tusinde fem hundrede og fyrre en rød stole blev sat ud på hovedgaden i byen - hver og en tom - én for hver Sarajevan dræbt under beleiringen. ”Seks hundrede og fyrretræ tre små stole, ” repræsenterer hendes epigraf-noter, “repræsenterede børnene dræbt af snigskyttere og det tunge artilleri fyret fra de omkringliggende bjerge.” Der er en oversvømmelse af følelsesbrønde under hver side af bogen. ”En masse tårer i vandfaldet” er, hvordan hun udtrykker det.
Hvad der kommer til hende, i hendes roman og i livet, er Karadzics afvisning af at indrømme, at han vidste, hvad han gjorde, var ondt. ”Det interesserede mig meget, ” sagde hun køligt. ”Er personen født sådan? Eller bliver personen sådan? Og jeg tror ikke, og det sagde jeg i et kapitel, at han er gal. ”
”Jeg kan huske en passage, hvor Fidelma [den uheldige kvindelige hovedperson] går frem og tilbage mellem at bebrejde ham som Lucifer eller forklare hans onde som et resultat af sindssyge.”
”Lurer det folk?” Spurgte hun. ”At sige, at de ikke helt ved, hvad de laver? Jeg tror, han beregnet det. Det kunne have været om Hitler eller Joseph Stalin eller [vestafrikansk diktator] Charles Taylor. De er alle ens. De har ikke [anger] -genet. De har kun, 'Jeg er en helt, jeg er en martyr, jeg kæmper for mit folk.' Det er deres sandhed. ”
”Var der et øjeblik, hvor du besluttede, at du skulle skrive om dette?”
”Driften til at skrive var todelt. Jeg så Karadzic tage bussen i Europa [da han blev fanget i 2008] på CNN. Og der var denne tidligere strammende mand, du ved, soldaten af stor størrelse. Men han havde været på flugt i 12 år, og der blev han omdannet til at ligne Moses eller en russisk hellig mand. Lang sort garb, et vedhæng, krystaller. ”
Det viste sig, at Karadzic i sine 12 år på flugt efter hans tiltale havde forklædt sig som en utroligt en New Age-healer, der talte om ”menneskelig kvanteenergi” og anden mumbo-jumbo. Han havde deltaget i New Age-konferencer, endda lanceret et New Age-websted.
”Hans metamorfose var genialt, ” sagde hun og undrede sig. ”Han var 12 år på flugt. Men han vidste, at tiden var ved at løbe ud. Fordi [den serbiske præsident Slobodan] Milosevic, de alle ønsket at være en del af Den Europæiske Union [som havde gjort fangst af krigsforbrydere en betingelse]. Så indtil da søgte de ikke så hårdt efter ham. Han havde ret i [den serbiske hovedstad] Beograd, hver aften i sine yndlingsbarer, og sang til denne gusla [et balkansk strenginstrument], som de spillede med. Der var fotografier af ham i hans krigermodus på væggen bag ham.
Abonner på Smithsonian magasin nu for kun $ 12
Denne artikel er et udvalg fra juli / august-udgaven af Smithsonian-magasinet
Købe”Den anden inspiration, ” huskede hun, ”var da jeg blev filmet i Irland og læste for kameraet, og instruktøren sagde til mig, 'Tolstoy siger, at der kun er to store historier i verden.' Jeg sagde: "Hvad er de?" Han sagde: 'En mand rejser som Hamlet - en mand på en personlig, filosofisk søgen.' Og 'En fremmed kommer til byen', som f.eks. The Playboy of the Western World [det klassiske irske skuespil af JM Synge].
”Og da han fortalte mig, at jeg tænkte, vil jeg bringe den fremmede [den karadziske figur på flugt, i forklædning] til en lille irsk landsby, hvor der stadig er et vidunder om den fremmede. En fremmed repræsenterer håb snarere end fare. En fremmed repræsenterer for nogle en romantik. Så når jeg engang havde den lille nugget af inspiration, vidste jeg, at alt hvad det var nødvendigt var hårdt arbejde. Og en kærlighed til forskning. ”
Undersøgelsen sendte hende ikke kun til Haag, men tilbage til hendes oprindelse i de vilde, vind-fejet amter i det vestlige Irland, hvor hun var vokset op midt i en følelse af undring. Og som havde kastet hende ud som en fremmed.
Hendes første roman, The Country Girls, om to unge piger i det hårdtbidte, "præst-ridte" (i Joyces sætning) territorium i County Limerick i det sydvestlige Irland, førte til, at hendes bøger blev forbudt, endda brændt for deres hvad der nu ser ud til at være temmelig mild seksuel ærlighed. Præsten fordømte hende fra prædikestolen, befolkningen behandlede hende som en ond, syndig pariah. På det tidspunkt var O'Brien allerede flyttet med sin familie til London, skønt hun længe følte sig såret af ulempen i sit hjemland.
Hun blev en litterær stjerne i London, og hendes karriere spænder nu over to dusin romaner og novellesamlinger, fem teaterstykker og to diktsamlinger samt fire nonfictionbøger. Den ene, en biografi om den useriøse digter Lord Byron, kunne beskrives som en spændende salme til toppene og farerne i det romantiske liv. En anden var en biografi om James Joyce, der forlod Irland for evigt i begyndelsen af 20'erne og skrev om det resten af sit liv. Som hendes lands mest berømte forfatter, er O'Brien også blevet skyggen af tabet af sit hjem. Ikke underligt at identificeringen med flygtninge, eksil og migranter i den nye roman.
Her er, hvordan hun beskriver på åbningssiderne i bogen manden, der ankommer på en vintern aften i en lille, tilbagevendende irsk landsby: Han var "skægget og i en lang mørk frakke" og "længe bagefter, " fortsætter hun, " der ville være dem, der rapporterede mærkelige hændelser den samme vinteraften; hunde bjælker vanvittigt, som om der var torden, og lyden af nattergalen, hvis sang og krigsrør aldrig blev hørt så langt vest. Barnet fra en sigøjnerfamilie, der boede i en campingvogn ved havet, svor, at hun så Pooka-manden komme gennem vinduet mod hende og pege på en luge. ”
Pooka-manden er en skabning af irsk folklore, der kan være en forløber for forfærdelige nyheder. Eller undertiden en vending i formue til det bedre - men ikke ofte, når han har en luge i hånden.
Jeg spurgte O'Brien, om hun troede på det overnaturlige - i seerne og mystikkerne, tarotlæsere og guruer og healere, der optræder i hele hendes fiktion, og i sit fantastiske memoire, Country Girl, der blev udgivet i 2012.
”Da jeg var barn, voksede jeg op, ” svarede hun, “hvert sted omkring vores hus - vinduer og porte og veje og floder - syntes alt for mig at være mere end virkelighed. At have noget andet i dem, som vi mangler et andet ord, kan vi kalde overnaturlige. Jeg tror ikke, det er sandt i Irland generelt, men i vores hus og i husene omkring fortalte folk spøgshistorier og historier om mennesker, der havde set spøgelser. Og vi elskede at fortælle dem. Det var som at læse Edgar Allan Poe. Der var spænding og terror kombineret. Og så var der en lokal heks, Biddy Early. ”
"Hvad gjorde hun?"
”Hun botede. Ud af en blå flaske. Hun sagde [digteren WB] Yeats havde besøgt hende. Hun var død, da jeg kendte til hende, men hun var en legende. Hun var omkring tre miles fra hvor jeg boede, og Biddy Early kunne sætte forbandelser på mennesker, især præsterne, fordi præsterne hadede hende. ”
Jeg grinede. "Det ville de have."
”Men hun eksisterede i mit sind som en, hvis magi gennemsyrede stedet. Jeg ville have elsket at have mødt Biddy tidligt. I dag taler de om hende. Hun forlod den blå flaske et eller andet sted. Så ældre mennesker taler, hvis de kan finde Biddy Early's flaske, kunne de også blive healere. Irsk mytologi og tidlige irske historier har altid - som om det var helt naturlige og uundgåelige - elementer af det overnaturlige, transformationer og mirakler. Det var i mit DNA. Og jeg er også meget interesseret i metoden til eventyret. Jeg elsker Grimm Brothers, jeg elsker Hans Christian Andersen. Det er fantastisk faren, der skimrer over deres historier. ”
Hun havde også erfaring, fortalte hun mig med mere sofistikerede moderne seere og healere. RD Laing for eksempel den engang berømte skotske psykoanalytiske kætter, der godkendte vanvid som ægte fornuft i 60'erne og 70'ernes gale, gale verden. Laing troede, at vanvid var sandhedstalende om en gal verden. Hans indflydelse på hende dukkede op, da jeg spurgte om en gåtefuld linje, som jeg huskede, at hun sagde om, hvordan hendes forfatter ”aldrig var den samme” efter en af hendes midkarriere-romaner kaldet Nat .
Hvad var ændringen, spurgte jeg, hvilken slags skillelinje var det?
”Ja, ” sagde hun. ”Jeg tog LSD med RD Laing, som jeg så som en patient. Jeg var også, som ikke ualmindeligt, lidt slidt med ham. Han var en ganske bedrøvende mand. Han var også nødder. ”
Jeg måtte grine, sagde hun det med en sådan charmerende nonchalance. Men jeg følte, at den uhyggelige ”healer” i De Lille Røde Stole skylder Laing noget og hans alkemiske blanding af mystik, gammel og ny.
”Der var så meget snak om LSD på det tidspunkt, ” huskede hun. ”Timothy Leary og San Francisco-folk. Så jeg bad ham give mig LSD. Da jeg spurgte ham, var det mere, hvis du vil, være opmærksom på ham eller hos ham end om min skrivning. Til sin store ære gav han mig [vidnesbyrd] om fire personer, der havde haft meget dårlige LSD-ture. Han vågede over mig. Jeg troede ikke, selvom jeg ved, at jeg er en meget stærkt spændt person, ville jeg ikke forlade ham. Jeg elskede ham, men jeg tænkte - 'Dette er hvad der vil ske med mig?' Og han kom til mit hus, og han var i dragt og slips, som han aldrig havde på sig. Og i en af de mange bøger, jeg havde læst om LSD, havde jeg læst, at når du tager den, for at få nogen til at holde din hånd. Så han gav mig det ganske meget i et glas. Og jeg begyndte at føle mig lidt wobbly. Jeg sagde til ham, jeg har fået at vide, at hvis du holder min hånd, vil jeg være i orden. Og i det øjeblik forvandlede han sig til en rotte i en kulør! ”
”Uh! Jeg hader, når det sker. ”
”Og min rejse var meget lang og uigenkaldelig, ” tilføjede hun.
”Uopretteligt?”
”Jeg kunne ikke komme tilbage.”
Igen, et tab af hjem, hvis ikke et tab af sind. I sit memoir beskriver hun faktisk nogle ret forfærdende flashbacks.
” Nat er den første bog, jeg skrev efter den. Der er denne raveled flod af følelse, image, af indtryk, af bawdiness, af vrede, som alle kom sammen i. ”
Hun fortalte engang Paris Review, at hennes første indflydelse var den uporned, inderlige enkelhed af Hemingways A Farewell to Arms . Men for nylig smider hendes prosa turbulent frem i en flod af ord som en af de vilde floder i Irlands vestkyst. Det er uden skam rig og spændende at læse.
Nogle læsere var dog ikke begejstrede. ”Jeg blev meget angrebet, da jeg skrev det, fordi folk ville have mig til at forblive The Country Girls ' skandale kvinde, eller de ville have mig til at fortsætte i den stil, jeg havde været. Jeg har haft en meget hård tid som forfatter, ”fortsætter hun. ”Vil ikke lyde som Joan of Arc, men jeg er blevet angrebet mere end nogen anden. Så dette mere ladede, lidt berserk syn .... Og her er det igen i denne nye bog. ”
Der er bestemt intet sikkert eller beroliget ved skrivningen i De Lille Røde Stole . Det fører dig til steder af smerte, personlig og historisk, der kan føles som dårlige flashbacks.
”Men min held vendte sig, ” fortsatte hun. ”Jeg er heldigere nu.”
"Hvordan blev din held?"
”Nå, måske fordi jeg fortsatte med. Jeg vedvarede. Og måske blev jeg endnu mere - mere præcis og i en anden forstand mere vild. De små røde stole har haft vidunderlige anmeldelser i England. ”
”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil skrive en anden, ” siger O'Brien (nedenfor i 1996). "Jeg vil gerne. Men jeg er meget træt. Jeg er udmattet. ”(Bruce Weber / Trunk Archive) En af de mest overraskende ting, hun fortalte mig om skrivningen af bogen, er, at hun sendte nogle kapitler til Philip Roth, mens hun arbejdede på den. En usædvanlig gestus, da selvom de ofte beskrives som gode venner, og han har kaldt hende "den mest begavede kvinde, der nu skriver på engelsk", er de også ofte afbildet som rivaler til Nobelprisen for litteratur. Men da Roth bekræftede sin utilfredshed med et af hendes kapitler, skar hun ham af. Hun vidste, hvad hun ville. Og hvem skulle han sige, at han vidste bedre? Faktisk havde jeg sagt, det ville være bedre for Roth, hvis han havde sendt nogle af sine kapitler til hende. Især hvad angår kvinder. En af grundene til, at jeg tror, at hun skal værdsættes, er, at hun er i stand til at skrive om kærlighed og dens eftervirkninger af tristhed, mens det, vi får mest ud af Roth, overhovedet ikke er kærlighed, men sex og eftervirkningerne af had. Hun er mere komplet.
”Er kærligheden den samme for mænd og kvinder?” Spurgte jeg og regnede med, at jeg måske aldrig har mulighed for at stille en klogere kvinde dette spørgsmål. ”Jeg kan huske en linje fra et interview, du har holdt for længe siden, hvor I sagde om mænd og kvinder og deres manglende evne til at forstå hinanden, ” Jeg tror ikke, der er nogen mand, der ved, hvad jeg handler om, ”eller” Jeg ved ikke, hvad nogen mand handler om. ' Kan du huske det?"
”Ja, jeg tror, det er sandt. Hvor fuldstændig umuligt det er, i had eller i venskab, at kende en anden person fuldt ud. Det gør vi ikke. Du kender ikke den person, du bor sammen med, selvom du ved meget om dem. Den konstante blanding af forandringer og gennem alt tvetydighedens paradoks. Vi kender en version af dem. Og vi kender fakta. Og det er en anden grund til, at litteratur er så stor. Fordi i litteraturen, i Zola eller Flaubert eller alle russerne, kender vi mennesker indefra og ud. Vi kender Prince Andrei i krig og fred . Vi kender Natasha. Vi kender den vidunderlige Pierre. Vi kender dem langt bedre, end vi kender [rigtige] mennesker. ”
”Tror du, at vi virkelig kender Anna Karenina? Ved vi, om hun er forelsket i Vronsky, når hun forråder hendes mand? Var hun forelsket, eller var det en drøm, en romantisk illusion? ”
”Jeg tror, hun var forelsket, ” svarede O'Brien endeligt. ”Når Tolstoj beskriver den første dans - jeg vil aldrig glemme det - og hendes kjole og hendes halskæde af friske stempler, mørke violette stempler. Og han danser med hende. En af de smukkeste begyndelser med kærlighed, jeg nogensinde har læst. ”
Hendes hukommelse af Annas halskæde fik mig til at spørge om en slående facet af hendes nye roman, der trækker på en usædvanlig styrke: at skrive om blomster. Der er en overflod og entusiasme i O'Brien's skrivning om blomster, der er, vel, seksuel. Hun fanger naturens kraft, når den blomstrer i udsøgt sødme uden at miste sin overvældende styrke.
”Når du skriver om blomster, ” sagde jeg, ”ser det ud til at have cremen i din bedste skrift - kaskader af ord og skønhed. Du skriver om blomster på en måde, som folk sjældent gør mere. ”
”Min udgiver sagde en gang til mig: 'Edna, jeg tror, du elsker blomster mere end du elsker mennesker!'” Griner hun. Det er den mest spænding, hun får vist i hele samtalen. ”Og jeg tror, det har at gøre med mere end skønheden i blomster. Jeg voksede op på en gård, ved du - ru, grov. Gødning og kvæg og heste. Og jeg lover dig, da jeg først så primroser, der sprøjtede ud af en smule jordhaug, alle slags affald og mudder, disse primroses var som ... kender du farven på primroses? De er en lysegul blomst. Da jeg så disse primroser, var det som om selve livet ville ændre sig. Vær ikke så hård og ikke så skræmmende og ikke så trist. Så blomster er forbundet med følelser for mig. ”
”Jeg må indrømme, ofte når jeg læser andre forfattere, springer jeg over blomsterbeskrivelser.”
”Det gør jeg også, ” indrømmer hun. ”Jeg arbejder hårdt på ordene, omskriver, finder de rigtige ord, dem, hvor intet andet ord ville passe, kun disse ord. Og det gør dig lidt gal. ”
**********
Det er forbløffende for mig kombinationen af præcision og ”en smule” vanvid, hun har bragt til sine romaner og samlinger af noveller. Jeg fandt mig selv særlig tiltrukket af hendes noveller, polerede perler med tab fanget i rav.
Der er to samlinger, som begyndende O'Brien-læsere ikke bør gå glip af: A Fanatic Heart and The Love Object . Måske fordi begge disse er præget af New York-historier om besættelse og hjertesorg.
Ja, der er et Edna O'Brien-øjeblik, der gentager sig - det fra en kvinde, der venter alene i en øde hotellobby, til en mand, der ikke dukker op. Virkelig hendes eneste konkurrence om disse historier er Chekhovs værker. Men der er mere ved dem end tårevirkere; der er en slags anerkendelse af den følelsesmæssige vold, som kærlighed påfører både mænd og kvinder.
Og hun har også skrevet om ligefrem vold og viser sjældent mod i sin rapportering om de frygtelige omkostninger ved urolighederne. For meget kærlighed, kan du sige, for land eller stamme er blevet påført hendes irske hjemland.
Svævende, skinnende frem for alt O'Brien's arbejde er skyggen af tab. Når jeg læste hendes memoir igen, fandt jeg mig chokeret over den psykologiske vold, der blev påført hende, da hun næsten blev udvist fra Irland for at skrive The Country Girls og dets to efterfølgere (nu udgivet som The Country Girls Trilogy ). Du skulle tro, hun var en af St. Patricks slanger.
Hun var en 30-årig første forfatter, hvis bog blev forbudt, brændt og fordømt som satanisk, demonisk ugudelig af alle myndigheder, hellige og sekulære. På trods af hendes festlige modtagelse i London var det som om hun var en blomst afskåret ved rødderne.
Hendes nylige memoir er struktureret omkring perioder i hendes liv, der blev defineret af forskellige hjem, hun forsøgte at skabe i forskellige dele af England og Irland. Noget går næsten altid galt og ser hende søge at etablere et nyt sted, en ny helligdom. Hun var gift i ti år med Ernest Gébler, en irsk forfatter, og havde to børn. ”Ulykkelige huse er en meget god inkubation til historier, ” sagde hun engang.
Og jeg er klar over, at endnu mere end kærlighed og ondskab, eksil og den desperate søgen efter tilflugt i ustabiliteten i en verden, der styres af det onde, er det, der får hende til at skrive i De Lille Røde Stole .
I et dramatisk øjeblik gør hun det punkt, at længslen efter rodfæstelse og tilbagevenden kan blive snoet til patriotisme. På de sidste sider af bogen er vi i Haag i Den Internationale Straffedomstol. Det er den sidste dag af beviser mod Beast of Bosnia. Hun skriver: ”Han antog en messiansk ro og appellerede til det, der var bedst og mest fornuftigt i menneskeheden. Pludselig og med stor teatralitet brød han op på engelsk, og hans stemme blomstrede og gennemsyrede hvert hjørne i det kammer, befæstet med sin egen bravura - 'Hvis jeg er skør, er patriotisme i sig selv skør.' ”
”Du sporer hans handlinger til patriotisme?” Spørger jeg hende.
”Megalomania gift med patriotisme. I retten den anden dag, da dommen kom mod Karadzic ... åh, i Serbien var der forargelse! At endnu en gang er Serbien straffet! Men du ved, det er virkelig en del af det. Jeg ønskede at skrive om det onde, hvad det onde gør i verden, og hvordan det spiraler ud ikke kun til dem, der er blevet byttet af det, men til dem, der er nødt til at leve for at fortælle historien om deres egen kith og slægtninge, der var slagtet.”
Hun har tilbragt tid sammen med de overlevende, med blandt andet en gruppe kaldet Mødrene til Srebrenica, en organisation af bosniske kvinder, der mistede kære i massakrerne og også mistede deres hjem - nu eksileret fra deres hjem i nu-serbiske Bosnien. Mødre, hvis formålsløse anmodninger om at få lov til at vende tilbage stammer fra en af de mest overordnede trang: "De vil have et stykke af deres barns knogle."
Benene begravet i massegraven. Det for dem er alt, hvad der er tilbage af deres mistede hjem.
Det ser ud til, at dette blev uudholdeligt for hende i skrivningen. Næsten som om hun beder om sin egen hovedperson at indrømme, at han vidste, at han gjorde ondt. Og vel vidende, at hun ikke får den tilfredshed, det fragment af knogler.
Jeg spørger hende om bogens sidste sider, en beskrivelse af flygtninge, der iscenesætter en hærget produktion af Shakespeares midsommernattsdrøm, hans skuespil om kærlighedens vilkårlige skønhed og grusomhed. I slutningen af det synger flygtninge ordet "hjem" i "femogtredive tunger." O'Brien konkluderer: "Du ville ikke tro, hvor mange ord der er til hjemmet, og hvilken vilde musik der kan vrides fra det."
Det er betagende, en fusion af glæde, tab og brutalitet.
”Nå, alle vil have hjem, ” sagde O'Brien til mig. ”Måske vil han også have hjem. Men fordi jeg satte det i det [flygtninges] center, hvor jeg gik meget, kunne jeg ikke afslutte med en falsk, katartisk, lykkelig ende. ”
"Føler du dig som en eksil selv?"
”Jeg kan ikke gå hjem, jeg kan ikke gå hjem, ” svarede hun. ”Der er ikke noget hjem at gå til.”
"Hvad mener du?"
”Jeg kunne ikke bo i det land, jeg kom fra. Så der er en perversitet i det. Jeg kan se Irland sidde her nu, som om jeg var der - markerne, veje. Jeg tror, at eksil har at gøre med en sindstilstand, en følelse af at være alene på jorden. Så jeg er i eksil fra en tilstand af tilfredshed eller lykke. Og jeg ville føle, at selv hvis jeg boede i Irland. ”
”Folk over hele verden elsker dit arbejde, ” sagde jeg. ”Betyder det noget for dig?”
”Det betyder meget for mig, ” sagde hun med et lille smil. ”Det er min lille indre, talismaniske glæde. Jeg troede aldrig, jeg ville have det. ”
