I ørkenens svælter i det sydlige Pakistan blandede duften af rosevand blandet sig med en skive hasjrøg. Trommeslagere bankede væk, mens fejrere svøbt i rødt skubbede en kamel bedækket med kranser, glitter og multihued tørklæder gennem det svingende publikum. En mand skørt forbi, grinende og dansende, med hans ansigt glinsende som den gyldne kuppel af en helligdom i nærheden. "Mast Qalandar!" han græd. "Qalandars ekstase!"
Relateret indhold
- Kampen inden for islam
Kamelen nåede en gårdsplads fyldt med hundreder af mænd, der sprang på plads med hænderne i luften og sang "Qalandar!" for helgen begravet inde i helligdommen. Mændene kastede roseblade på et dusin kvinder, der dansede i, hvad der lignede en mosh-pit nær helligdens indgang. En kvinden placerede hænderne på knæene og kastede hovedet frem og tilbage; en anden sprang og fnysede som om hun var over en travhest. Trommerne og dansen stoppede aldrig, ikke engang for opfordringen til bøn.
Jeg stod ved kanten af gården og bad en ung mand ved navn Abbas om at forklare denne dans, kaldet dhamaal . Selvom dans er centralt for den islamiske tradition, kendt som sufisme, er dhamaal især nogle sydasiatiske sufier. ”Når en djinn inficerer en menneskelig krop, ” sagde Abbas og henviste til en af de ånder, der befolker islamisk tro (og i vest kendt som ”gener”), ”er den eneste måde, vi kan slippe af med, ved at komme her til gør dhamaal. " En kvinde snublede mod os med lukkede øjne og gik ud ved vores fødder. Abbas så ikke ud til at lægge mærke til det, så jeg foregav ikke at gøre det heller.
"Hvad går gennem dit hoved, når du laver dhamaal?" Jeg spurgte.
"Intet. Jeg tror ikke, " sagde han. Et par kvinder skyndte sig i vores retning, tømte en vandflaske på den halvbevidste kvindes ansigt og slåede hendes kinder. Hun skød lodret og dansede tilbage i mængden. Abbas smilede. "Under dhamaal føler jeg bare velsignelserne fra Lal Shahbaz Qalandar vaske over mig."
Hvert år konvergerer et par hundrede tusinde sufier i Sehwan, en by i Pakistans sydøstlige Sindh-provins, til en tre-dages festival, der markerer Lal Shahbaz Qalandars død i 1274. Qalandar, som han næsten universelt kaldes, hørte til en rollebesætning af mystikere, som konsoliderede islams greb om denne region; i dag udgør Pakistans to mest folkerige provinser, Sindh og Punjab, en tæt øhav med helligdomme, der er viet til disse mænd. Sufier rejser fra en helligdom til en anden til festivaler kendt som urs, et arabisk ord for "ægteskab", der symboliserer foreningen mellem sufier og det guddommelige.
Sufisme er ikke en sekt, ligesom shiisme eller sunnisme, men snarere den mystiske side af islam - en personlig, oplevelsesmæssig tilgang til Allah, der står i kontrast til den forskrivende, doktrinære tilgang af fundamentalister som Taliban. Den findes i hele den muslimske verden (måske mest synlig i Tyrkiet, hvor hvirvlende dervisher repræsenterer en stamme af sufisme), og dens millioner af tilhængere omfavner generelt islam som en religiøs oplevelse, ikke en social eller politisk. Sufier repræsenterer den stærkeste oprindelige styrke mod islamisk fundamentalisme. Alligevel har de vestlige lande haft en tendens til at undervurdere deres betydning, selv da Vesten siden 2001 har brugt millioner af dollars på interreligiøs dialog, offentlige diplomatikampagner og andre initiativer til at modvirke ekstremisme. Sufier er især markante i Pakistan, hvor Taliban-inspirerede bander truer den herskende sociale, politiske og religiøse orden.
Pakistan, der blev hugget ud af Indien i 1947, var den første moderne nation, der blev grundlagt på grundlag af religiøs identitet. Spørgsmål om denne identitet har provokeret dissens og vold lige siden. Skal Pakistan være en stat for muslimer styret af civile institutioner og sekulære love? Eller en islamisk stat, der styres af præster ifølge sharia eller islamisk lov? Sufis med deres økumeniske overbevisning favoriserer typisk førstnævnte, mens Taliban i deres kamp for at etablere en ekstrem ortodoksi søger sidstnævnte. Taliban har våbenhåndværksvåben, raketdrevne granater og selvmordsbombergrupper. Men sufierne har trommer. Og historie.
Jeg spurgte Carl Ernst, forfatter til flere bøger om sufisme og professor i islamiske studier ved University of North Carolina ved Chapel Hill, om han troede Pakistans sufier kunne overleve bølgen af militant islam, der fejede øst fra regionen langs grænsen til Afghanistan. ”Sufisme har været en del af stoffet i livet i Pakistan-regionen i århundreder, mens Taliban er et meget nyligt fænomen uden meget dybde, ” svarede han i en e-mail. "Jeg ville satse på sufierne i det lange løb." I sommer tiltrækkede Taliban et par hundrede mennesker for at være vidne til halshugging i Pakistans stammeområder. I august dukkede mere end 300.000 sufier op for at ære Lal Shahbaz Qalandar.
Qalandar var en askese; han klædte sig i klude og bandt en klippe om halsen, så han konstant bøjede sig for Allah. Hans fornavn var Usman Marwandi; "Qalandar" blev brugt af hans tilhængere som en ærefuldhed, der indikerede hans overordnede status i hierarkiet af hellige. Han flyttede fra en forstad til Tabriz i det moderne Iran til Sindh i det tidlige 13. århundrede. Resten af hans biografi forbliver grumset. Betydningen af lal eller "rød" i hans navn? Nogle siger, at han havde rødt hår, andre mener, at han havde en rød kjortel, og andre siger, at han engang blev brændt, mens han mediterede over en gryde med kogende vand.
Ved at migrere til Sindh sluttede Qalandar sig til andre mystikere, der var på flugt fra Centralasien, da mongolerne kom videre. Mange af dem bosatte sig midlertidigt i Multan, en by i det centrale Punjab, der blev kendt som "helgenes by". De arabiske hære havde erobret Sindh i 711, hundrede år efter grundlæggelsen af islam, men de havde været mere opmærksomme på imperiets opbygning end til religiøse omvendelser. Qalandar samarbejdede med tre andre rejsende predikanter for at fremme islam midt i en befolkning af muslimer, buddhister og hinduer.
De ”fire venner”, som de blev kendt, lærte sufisme. De undgik ild og bræsten prædikener, og snarere end med magt at konvertere dem, der hører til andre religioner, inkorporerede de ofte lokale traditioner i deres egen praksis. "Sufierne prædikede ikke islam, ligesom mullah forkynder det i dag, " siger Hamid Akhund, en tidligere sekretær for turisme og kultur i Sindh-regeringen. Qalandar "spillede rollen som integrator, " siger Ghulam Rabbani Agro, en Sindhi-historiker, der har skrevet en bog om Qalandar. "Han ville tage brodden ud af religion."
Efterhånden som "vennerne" og andre hellige døde, tiltrakkede deres forankrede graver legioner af tilhængere. Sufis troede, at deres efterkommere, kaldet pirs eller "åndelige guider", arvet nogle af de helliges karisma og særlig adgang til Allah. Ortodokse præster eller mullahs betragtede sådanne overbevisninger kætteri, som en benægtelse af islams grundlæggende trosbekendelse: "Der er ingen gud, men Gud, og Muhammad er hans profet." Mens pirs opmuntrede deres tilhængere til at engagere Allah i en mystisk forstand og hygge sig med skønheden i Korans poetiske aspekter, instruerede mullaerne typisk deres tilhængere til at huske Koranen og studere beretninger om profetens liv, kendt samlet som Hadith.
Mens spændingen mellem sufier og andre muslimer fortsatte gennem historien, er dynamikken mellem de to grupper i Pakistan for nylig gået ind i en særlig intens fase med spredning af militante grupper. I et eksempel for tre år siden angreb terroristerne en urs i Islamabad og dræbte mere end to dusin mennesker. Efter oktober 2007, da den tidligere premierminister Benazir Bhutto - indfødt i Sindh-provinsen med rødder i sufismen - vendte tilbage fra eksil, målrettede terrorister to gange hende til attentat, hvorefter de lykkedes i december. I mellemtiden fortsatte Taliban i deres terrorkampagne mod det pakistanske militær og lancerede angreb i større byer.
Jeg havde set ekstremisterne tæt på; i efteråret 2007 rejste jeg i det nordvestlige Pakistan i tre måneder og rapporterede en historie om fremkomsten af en ny, betydeligt farligere generation af Taliban. I januar 2008, to dage efter, at historien blev offentliggjort i New York Times Magazine, blev jeg udvist fra Pakistan for at rejse uden regeringens tilladelse til områder, hvor Taliban holdt svajer. Den næste måned fejrede Bhuttos politiske parti til sejr ved de nationale valg og indbød skumringen af præsident Pervez Musharrafs militære styre. Det var en underlig parallel: demokratiets tilbagevenden og Talibans opkomst. I august fik jeg et andet visum fra den pakistanske regering og gik tilbage for at se, hvordan sufierne gik.
Over middagen på et Karachi-hotel fortalte Rohail Hyatt mig, at den "moderne mullah" var en "urban myte", og at sådanne autoritære gejstlige "altid har været i krig med Sufis." Hyatt, en Sufi, er også et af Pakistans popikoner. Vital Signs, som han grundlagde i 1986, blev landets største rockeband i slutningen af 80'erne. I 2002 udnævnte BBC bandets 1987-hit, "Dil, Dil Pakistan" ("Heart, Heart Pakistan"), den tredje mest populære internationale sang gennem alle tider. Men Vital Signs blev inaktive i 1997, og forsangeren Junaid Jamshed, Hyatts mangeårige ven, blev en fundamentalist og besluttede, at sådan musik var ikke-islamisk.
Hyatt overvågede med fortvivlelse, da hans ven vedtog ritualerne, læren og kompromisløs tilgang, som de bylige mullahs understøttede, som efter Hyatt's opfattelse "mener, at vores identitet er indstillet af profeten" og mindre af Allah og således fejlagtigt måler en manns engagement til islam med sådanne udvendige tegn som længden på hans skæg, snittet på hans bukser (profeten bar hans over ankelen for at trøste sig i ørkenen) og størrelsen på blå mærker på hans pande (fra regelmæssig, intens bøn). "Disse mullahs spiller til folks frygt, " sagde Hyatt. "'Her er himlen, her er helvede. Jeg kan få dig ind i himlen. Gør bare som jeg siger.' "
Jeg havde ikke været i stand til at finde en klar, kortfattet definition af sufisme overalt, så jeg bad Hyatt om en. "Jeg kan forklare dig, hvad kærlighed er, indtil jeg bliver blå i ansigtet. Jeg kan tage to uger at forklare dig alt, " sagde han. "Men der er ingen måde, jeg kan få dig til at føle det på, før du føler det. Sufisme indleder den følelse i dig. Og gennem den proces bliver religiøs oplevelse helt anden: ren og absolut ikke voldelig."
Hyatt er nu musikdirektør for Coca-Cola i Pakistan, og han håber, at han kan udnytte noget af sin kulturelle indflydelse - og adgang til virksomhedskontanter - for at formidle sufismens budskab om moderation og inklusivitet til byens publikum. (Han plejede at arbejde for Pepsi, sagde han, men Coke er "meget mere sufic.") Han producerede for nylig en serie live-studiopræstationer, der parrede rock-aktioner med traditionelle sangere af qawwali, hengiven Sufi-musik fra Sydasien. En af de mest kendte qawwali- sange er titlen "Dama Dum Mast Qalandar" eller "Every Breath for the Ecstasy of Qalandar."
Flere politikere har også forsøgt at popularisere sufismen med forskellige grader af succes. I 2006, da Musharraf blev stillet over for politiske og militære udfordringer fra den genopstående Taliban, oprettede han et nationalt Sufi-råd til fremme af Sufi-poesi og musik. ”Sufierne arbejdede altid for at fremme kærlighed og enhed for menneskeheden, ikke for uenighed eller had, ” sagde han dengang. Men Musharrafs venture blev opfattet som mindre end oprigtig.
"Generalerne håbede, at da sufisme og hengivenhed til helligdomme er en fælles faktor i livet i landdistrikterne, ville de udnytte det, " fortalte Hamid Akhund. "De kunne ikke." Akhund humrede ved tanken om en centraliseret, militær regering, der forsøger at udnytte et decentraliseret fænomen som sufisme. Sufi-rådet er ikke længere aktivt.
Bhuttoerne - mest fremtrædende, Benazir og hendes far, Zulfikar Ali Bhutto - var meget bedre til at marsjere Sufi-støtte, ikke mindst fordi deres hjemby ligger i Sindh-provinsen og de har betragtet Lal Shahbaz Qalandar som deres skytshelgen. Qalandars hvileplads blev, efter dommer fra University of Amsterdam-lærde Oskar Verkaaik, "det geografiske centrum for [den ældre] Bhuttos politiske spiritualitet." Efter at have grundlagt Pakistan Peoples Party blev Bhutto valgt til præsident i 1971 og premierminister i 1973. (Han blev udsat for et kupp i 1977 og blev hængt to år senere.)
Da Benazir Bhutto begyndte sin første kampagne for premierminister, i midten af 1980'erne, ville hendes tilhængere hilse hende med sang "Benazir Bhutto Mast Qalandar" ("Benazir Bhutto, Qalandars ekstase"). I slutningen af 2007, da hun vendte tilbage til Pakistan fra en eksil pålagt af Musharraf, modtog hun en heltinde velkomst, især i Sindh.
I Jamshoro, en by næsten tre timer nord for Karachi, mødte jeg en Sindhi-digter ved navn Anwar Sagar. Hans kontor var blevet brændt under oprørene, der fulgte efter mordet på Benazir Bhutto. Mere end seks måneder senere var ruderede ruder stadig uforbedrede og sod dækkede væggene. ”Alle bhuttoer besidder ånden i Qalandar, ” sagde Sagar mig. "Budskabet fra Qalandar var troen på kærlighed og Gud." Fra sin dokumentmappe trak han et digt ud, han havde skrevet lige efter Bhutto blev dræbt. Han oversatte de sidste linjer:
Hun rejste sig over Himalaya,
Udødelig blev hun,
Den hengivne Qalandar blev selv Qalandar.
"Så hvem er næste på linjen?" Jeg spurgte. "Er alle bhuttoer bestemt til at arve Qalandars ånd?"
"Dette er bare begyndelsen for Asif, " sagde Sagar og henviste til Asif Ali Zardari, Benazir Bhuttos enkemand, der blev valgt til præsident for Pakistan i sidste september. "Så han har endnu ikke nået Qalandar-niveauet. Men jeg har stort håb i Bilawal" - Bhutto og Zardaris 20-årige søn, der er valgt til at lede Pakistan Peoples Party, efter at han er færdig med sine studier på Oxford University i England— "at han kan blive en anden Qalandar."
Musharraf, en general, der havde taget magten i et kupp i 1999, trak sig tilbage fra kontoret en uge på min seneste rejse. Han havde tilbragt den bedre del af sit otteårige regime som præsident, militærchef og tilsyn med et eftergivende parlament. Pakistans overgang fra en militær regering til en civil regeringen involverede afskæring af hans næsten absolutte kontrol over alle tre institutioner en efter en. Men civilt lederskab i sig selv var ingen balsam for Pakistans mange sygdomme; Zardaris nye regime står over for store udfordringer med hensyn til økonomien, Taliban og forsøg på at bringe de militære efterretningsbureauer under en vis kontrol.
I de syv måneder, jeg var væk, var økonomien gået fra dårligt til værre. Værdien af rupien var faldet næsten 25 procent over for dollaren. En elektricitetsmangel forårsagede rullende afbrydelser i op til 12 timer om dagen. Reserver af udenlandsk valuta styrtede, da den nye regering fortsatte med at subsidiere grundlæggende faciliteter. Alle disse faktorer bidrog til folkelig utilfredshed med regeringen, en følelse, som Taliban udnyttede ved at lempe regimets opfattede mangler. I Karachi dækkede det lokale politiske parti væggene i bygninger langs travle gader med plakater, der lyder: "Redd din by fra talibanisering."
Den største udfordring for den nye regering er måske at reining i militærets efterretningsbureauer, især Inter-Services Intelligence, eller ISI. Pakistan Peoples Party er længe blevet betragtet som et anti-etableringsparti, i strid med agenturerne. I slutningen af juli annoncerede den PPP-ledede regering, at den placerede ISI under kommando af indenrigsministeriet, og bestridt den fra hæren - så dage senere, under pres fra militæret, vendte sig om. En uniformeret præsident symboliserer muligvis et militært diktatur, men Pakistans militære efterretningsbureauer, ISI og Militær Efterretning (MI), er de sande magtfolk.
I august fik jeg, hvad jeg tror var en førstehåndsindikation om omfanget af deres rækkevidde. To dage efter, at Musharraf tog farvel, begyndte jeg min rejse til Sehwan for at komme til Qalandar sammen med fotograf Aaron Huey; hans kone, Kristin; og en oversætter, som det er bedst ikke at navngive. Vi havde næppe forladt Karachis bygrænser, da min oversætter tog et telefonopkald fra en, der hævdede at arbejde på indenrigsministeriets sekretariat i Karachi. Opkalderen pepret ham med spørgsmål om mig. Oversætteren, der følte noget underligt, hang på og kaldte kontoret for en højtstående bureaukrat i indenrigsministeriet. En sekretær svarede på telefonen, og da vi delte navnet og titlen, som vores opkald havde givet, bekræftede vi, hvad vi allerede havde mistanke om: "Hverken denne person eller dette kontor findes." Sekretæren tilføjede: "Det er sandsynligvis kun [efterretnings] agenturerne."
Vi fortsatte nordpå motorvejen ind i hjertet af Sindh, forbi vandbøfler, der blødgøres i mudrede kanaler og kameler, der hviler i skyggen af mangotræer. Cirka en time senere ringede min telefon. Opkalds-id'et viste det samme nummer som det opkald, der angiveligt var kommet fra indenrigsministeriets sekretariat.
"Hej?"
"Nicholas?"
"Ja."
"Jeg er en reporter fra avisen Daily Express . Jeg vil møde dig for at tale om den aktuelle politiske situation. Hvornår kan vi mødes? Hvor er du? Jeg kan komme lige nu."
"Kan jeg ringe tilbage?" Sagde jeg og hang på.
Mit hjerte kørte. Billeder af Daniel Pearl, Wall Street Journal- reporteren, der blev kidnappet og halshugget af islamiske militante i Karachi i 2002, blinkede gennem mit sind. Perls sidste møde havde været med en terrorist, som foregik at være en fixer og oversætter. Mange mennesker tror, at de pakistanske efterretningsbureauer var involveret i Perles drab, da han undersøgte en mulig forbindelse mellem ISI og en jihadileder med bånd til Richard Reid, den såkaldte skomodtager.
Min telefon ringede igen. En Associated Press-reporter, jeg kendte, fortalte mig, at hendes kilder i Karachi sagde, at efterretningsbureauerne søgte efter mig. Jeg havde antaget lige så meget. Men hvad ønskede de? Og hvorfor skulle de anmode om et møde ved at foregive at være mennesker, der ikke eksisterede?
Bilen blev tavs. Min oversætter ringede et par til seniorpolitikere, bureaukrater og politibetjente i Sindh. De sagde, at de behandlede de to telefonopkald som en kidnapningstrussel og ville give os en væbnet eskorte resten af vores rejse. Inden for en time ankom to politibiler. I blybilen stod en mand bevæbnet med en maskingevær i sengen.
Endnu et telefonopkald, denne gang fra en ven i Islamabad.
”Mand, det er godt at høre din stemme, ” sagde han.
"Hvorfor?"
"Lokale tv-stationer rapporterer, at du er blevet kidnappet i Karachi."
Hvem plantede disse historier? Og hvorfor? Uden mangel på konspirationsteorier om dødelige "bilulykker", der involverede mennesker i efterretningskontorernes dårlige nåder, tog jeg de plantede historier som alvorlige advarsler. Men ursen vinkede. De fire af os besluttede samlet, at da vi rejste halvvejs rundt i verden for at se helligdommen ved Lal Shahbaz Qalandar, ville vi gøre vores bedste for at komme dertil, selvom under politibeskyttelse. Vi kunne trods alt bruge Qalandars velsignelser.
Den aften, da den solnedgang, der brændte farven på en Creamsicle, da den tændte sukkerrørfelterne i horisonten, vendte jeg mig til oversætteren i håb om at lette stemningen.
”Det er virkelig smukt her, ” sagde jeg.
Han nikkede, men øjnene blev klæbet til vejen. ”Desværre ødelægger frygtfaktoren hele det sjove ved det, ” sagde han.
På det tidspunkt kunne vi se busser tilstoppe motorvejen, røde flag flapper i vinden, mens chaufførerne kørte mod Qalandars helligdom. Jernbaneministeriet havde meddelt, at 13 tog ville blive omdirigeret fra deres normale ruter til at tilbede tilbedere. Nogle hengivne har endda pedalcykler, røde flag stikker op fra styret. Vi brølede ned ad vejen i selskab med Kalashnikov-toting politi, en campingvogn med væbnede pilgrimme.
Campingpladserne begyndte at optræde cirka fem miles fra helligdommen. Vores bil spejrede til sidst i en menneskelig mose, så vi parkerede og fortsatte til fods. Gyderne, der fører til helligdommen, mindede mig om et sjovt karnevalhus - en overvældende vanvid med lys, musik og aromaer. Jeg gik ved siden af en mand, der blæste en slangekammerfløjte. Butikker foret gyden med købmænd, der satte sig bag på bunker med pistacienødder, mandler og rosevand-doused slik. Fluorescerende lys glødede som lette sabre og dirigerede mistede sjæle til Allah.
Grupper på op til 40 mennesker på vej mod helligdens gyldne kuppel bar lange bannere påtrykt med koranske vers. Vi fulgte en gruppe ind i et telt fyldt med dansere og trommeslagere ved siden af helligdommen. En høj mand med krøllet, fedtede skulderlængde hår bankede på en trommestørrelse, der hænger fra en læderrem om hans hals. Intensiteten i hans øjne, belyst af en enkelt pære, der hængende over vores hoveder, mindede mig om junglekattene, der forfulgte deres nattetidsbytte på de naturshow, jeg plejede at se på tv.
En mand i hvidt linned lungede flamboyant ind i en lysning midt i mængden, bundede en orange ramme om hans talje og begyndte at danse. Snart gyrerede han, og hans lemmer ryste, men med sådan kontrol, at det på et tidspunkt så ud til, at han kun bevægede sine øreflipper. Skyer af hasjrøg rullede gennem teltet, og trommeren indsprøjtede rummet med en tyk, forrykende energi.
Jeg holdt op med at notere, lukkede øjnene og begyndte at nikke på hovedet. Da trommeslageren byggede mod en feberrig top, kørte jeg ubevidst tættere på ham. Inden længe befandt jeg mig stå midt i cirklen og danse ved siden af manden med de sprudlende ørefliser.
"Mast Qalandar!" nogen kaldte. Stemmen kom lige bag mig, men den lød fjern. Alt andet end trommeslag og brusende strømme gennem min krop syntes fjernt. Fra hjørnet af øjet bemærkede jeg, at fotograf Aaron Huey steg højt ind i cirklen. Han sendte sit kamera til Kristin. På et øjeblik hvirvlede hans hoved, da han piskede sit lange hår rundt i cirkler.
"Mast Qalandar!" skreg en anden stemme.
Hvis det kun var nogle få minutter, gjorde det ikke noget, om jeg var kristen, muslim, hindu eller ateist. Jeg var kommet ind i en anden verden. Jeg kunne ikke benægte Qalandars ekstase. Og i det øjeblik forstod jeg, hvorfor pilgrimme modtog store afstande og varmen og skarer bare for at komme til helligdommen. Mens jeg blev spundet i en transe, glemte jeg endda faren, telefonopkaldene, rapporterne om min forsvinden og politiets eskorte.
Senere nærmede sig en af de mænd, der havde danset i cirklen, mig. Han gav sit navn Hamid og sagde, at han havde rejst mere end 500 miles med tog fra det nordlige Punjab. Han og en ven kørte rundt i landet, hoppede fra den ene helligdom til den anden på jagt efter den vildeste festival. ”Qalandar er den bedste, ” sagde han. Jeg spurgte hvorfor.
"Han kunne kommunikere direkte med Allah, " sagde Hamid. "Og han udfører mirakler."
"Mirakler?" Jeg spurgte med et skævt smil efter at have vendt tilbage til min normale kynisme. "Hvilken slags mirakler?"
Han grinte. "Hvilken slags mirakler?" han sagde. "Se dig omkring!" Sved sprayet fra sin bart. "Kan du ikke se, hvor mange mennesker er kommet til at være sammen med Lal Shahbaz Qalandar?"
Jeg kiggede over begge mine skuldre på trommeren, dhamaal og det røde hav. Jeg stirrede tilbage på Hamid og vippede mit hoved lidt for at anerkende hans pointe.
"Mast Qalandar!" vi sagde.
Nicholas Schmidle er stipendiat ved New America Foundation i Washington, DC. Hans bog, At leve eller til at forgå for evigt: To år i Pakistan, udkommer maj 2009 af Henry Holt.
Aaron Huey er baseret i Seattle. Han har fotograferet Sufi-liv i Pakistan siden 2006.
Pilgrimme ved helligdommen til Shah Abdul Latif Bhitai. (Aaron Huey) 
En Sufi-pilgrim danser i helligdommen ved Lal Shahbaz Qalandar i Sehwan Sharif, Pakistan, i 2006. (Aaron Huey) 
Urerne i Qalandar Shahbaz i Sehwan Sharif. (Aaron Huey) 
2008 Urs fra Qalandar Shahbaz i Sehwan Sharif. (Aaron Huey) 
Sufisme omfavner en personlig, oplevelsesmæssig tilgang til Allah. På en festival til ære for helgenen Lal Shahbaz Qalandar deltager fejrere i den dans, der er kendt som dhamaal, og som er beregnet til at rense af åndelig ånder kendt som djinns . (Aaron Huey) 
Moske og helligdom ved Pir Pagaros bygning i Pirjo Goth. (Aaron Huey) 
I Multan, "de helliges by", nærmer hengivne sig en helligdom til aftenbøn. (Aaron Huey) 
En af mange anti-Musharraf-protester i Islamabad, der førte til hans fratræden. (Aaron Huey) 
Tilbedelse, der praktiserer dhamaal . (Aaron Huey) 
I sufisme bliver "religiøs oplevelse helt anden: ren og absolut ikke voldelig, " siger popmusikikonet Rohail Hyatt. Nu musikdirektør for Coca-Cola i Pakistan, håber han at bruge sin kulturelle indflydelse til at sprede sufismens moderate budskab i byerne. (Aaron Huey)
