Gunstgiver James Smithson ville have været henrykt.
Lawrence M. Small, den nye sekretær for Smithsonian, kommer til institutionen fra nummer to stillingen som præsident og administrerende direktør i Fannie Mae, det enorme federalt charterede realkreditinvesteringsselskab. Før det loggede han 27 år op til toppen hos det globale finansielle firma Citicorp / Citibank. Men da jeg for nylig besøgte ham i hans hjem i Washington, var det tydeligt, at som han sagde, hans "interesser går ud over den typiske økonomiske drone."
Det var, hvad du ville kalde en underdrivelse.
Vi forlod hans hus og kørte et par blokke til et lejlighedskompleks, og der lod han mig ind i en enorm suite - 2.500 kvadratmeter - som han og hans kone er blevet til et privat galleri. Det er et museum for Amazons stammekunst.
Stadig uafsluttet har det allerede vundet en American Institute of Architects-pris for design. Ikke engang en tredjedel af de tusind-plus genstande, der er indsamlet af Small og hans kone, Sandra, fra Amazonas-regionen i Brasilien vises, men hvad der er der er undrende nok. Der er hovedbeklædninger, kapper, masker, næsestykker, klynger og armbånd, alle pyntet med fjer i alle tænkelige farver og størrelser, fra fodlange arafjere til fingernagelstørrelse af kolibri-fjer. Kombinationerne af farver blænder øjet, uanset hvor du ser.
"Nogle mennesker kalder dette 'primitiv kunst', " sagde Small. "Men som du kan se, det er ret kompliceret. Regnskovets kunstnere har mulighed for at arbejde med farve, form og en lang række naturlige materialer er meget sofistikerede." Han førte derefter sin pop-eyed besøgende gennem det ene åndeløst smukke rum efter det andet.
Og samlingen er bare til glæde for familie og venner. ”Vi har aldrig solgt et stykke i vores liv, ” sagde Small. "Men vi blev overfyldte ud af vores hus af al den kunst." Han har ret. Hans hus er et overdådigt, rummeligt sted med marmorgulve og lysekroner, banketborde og bogforede studier, men det blev fyldt helt op med statuer fra Afrika og Ny Guinea, muddermaskemasker, stammekunst fra Ny Guinea og Amazonas, træ effigies og en Papua Ny Guinea-ånd maske på størrelse med en Fiat.
Small, 58 år, har fungeret i mere end et dusin bestyrelser, udvalg og organisationer, der spænder fra det spanske Repertory Theatre i New York City til US Holocaust Memorial Council til Morehouse College, en historisk sort institution i Atlanta. Hvordan gør han det? ”Jeg er bare interesseret i, hvad jeg gør, ” sagde han. "Du kunne ikke gøre, hvad jeg har gjort i mit liv og kede dig med dit arbejde. Jeg synes ikke, det er et spørgsmål om evne; det er bare at være interesseret i mennesker."
Og musik. Det var en Carlos Montoya-plade af flamenco-guitar, der udløste en livslang lidenskab. Small husker nøjagtigt hvilket trin i en sovesal fra Brown University, han trådte på, da han hørte musikken komme fra nogens værelse. Han var en nybegynder. Han var 18 år og spekulerer på, hvad han ville gøre med sit liv.
”Jeg blev helt overvældet af det, jeg hørte, ” fortalte han mig. "Jeg blev besat. Da jeg ramte det øverste trin, sagde jeg til mig selv: 'Jeg hengiver mig herved til at blive den største flamencospiller i verden.' Det var 40 år siden. "
Det var ingen ledig dagdrøm. Small fandt en flamenco-lærer ved navn Fidel Zabal, en kontorist ved ITT i New York City, og pendlede scoringer af gange fra Providence til den gamle mands walk-up-lejlighed. Børnet var godt, okay, men til sidst fortalte Zabal ham: "Du bliver aldrig berømt, medmindre du rejser til Spanien."
Så Small planlagde at rejse til Spanien. Alan Trueblood, en professor i den spansk-portugisiske afdeling i Brown, satte ham i kontakt med et oversøisk Smith Smith-program. Nu en anden gang, Small revideret et spansk kursus ud over hans regelmæssige belastning og knebede ved en kompetenceprøve. Han fløj derefter til Granada to måneder før programmet skulle starte. Da de andre studerende ankom, var han mil foran dem og talte spansk flydende. I mellemtiden arbejdede han fortsat med sin guitar.
”Så lavede jeg en liste over de ti største flamencospillere i verden, ” sagde han med et vridt smil, ”og de var alle spanske sigøjnere, alle 5 fod 6, med bronzeskind, alle børns vidunder. Og her er jeg, 6 meter 3, et forstæder barn fra New Rochelle, New York. "
Drømmen ændrede sig, men ikke meget. Han elskede at bo i udlandet, og hans sprogfærdigheder var meget omsættelige, så han besluttede at arbejde for Citibank, der ekspanderede i Latinamerika. Professor Trueblood var forfærdet: Erhvervslivet tog en af sine bedste spanske litteraturstuderende nogensinde. Men han ønskede ham lykke og gav ved en konfirmationsmiddag Small et bind af Wallace Stevens 'vers, der ikke kun omfattede det berømte digt "The Man with the Blue Guitar" men den tiltalende småbit, som Stevens, en Pulitzer-prisvindende digter, havde også været forsikringschef.
Med bankjobbet som sit pas og hans flydende spansk indtog Small en position i Chile. Og der mødte han Sandra, en amerikansk studerende, også flydende i sproget. I dag er hun tolk i det føderale retssystem i Washington. De små fortsætter med at udforske sprog (han taler også portugisisk og fransk) og verdenen selv og rejser når som helst og hvorhelst de kan.
Parets datter, Amy, studerer billedkunst i Midtvesten, og deres søn, Martin, er jusstudent i New York (og en rockgitarist). Lilles mor, tidligere dekan ved Walton High School i Bronx, bor stadig i New Rochelle, og hans stedfar, en pensioneret økonomichef, er en maler. Et slående abstrakt ekspressionistisk værk af ham hænger over mantelen i Smalls stue.
Familie er meget vigtig for Larry Small. ”Da jeg kom til Fannie Mae i '91, ” sagde han, ”jeg pendlede fra New York til Washington i 23 måneder, kørte skytten 300 gange, fordi min søn gik ind i 11. klasse i New York City, og vi gjorde bare ikke vil have ham til at have stresset med at flytte lige nu. " Small planlagde at gå på pension to år fra nu ”og afsætte mit liv til musik, kunst og sprog, ” men da Smithsonian bad ham om at overveje at blive den 11. sekretær, indså Small, at dette ville være en perfekt opgave. "Det er ikke arbejde, det er total glæde."
Han har en lignende holdning til sin guitar. Når han bliver spurgt, om han træner, svarer han: "Jeg træner ikke, jeg spiller." Han spiller måske i 15 minutter, eller han kan spille i to timer og løbe gennem en sætning 400 gange. Når han lærer af gamle plader, sætter han undertiden en umulig lydende guitarpassage langsomt, indtil han kan lære alle noterne. "Jeg mister mig selv i det. Det beskatter ikke lidt."
Han spillede for mig, hans utroligt udstrakte, elegante fingre - neglene på højre hånd er ekstra lange - krusende over fingertavlen, pikkede overfladen for at efterligne klakken af hæle, producerer den fyrige flamencomusik så rig, eksotisk og indviklet som maurisk filigran. Det var måske ikke verdens tiende bedste, men det var godt.
”Jeg har ingen misforståelser om, hvor godt jeg spiller, ” sagde han. "Det er ikke vigtigt. Jeg vil bare fortsætte med at arbejde."
Jeg opdagede den samme begejstring og kørsel i hans planer for Smithsonian. ”Jeg tror, der er helt klart en enorm mulighed for os at være langt mere meningsfuld for det amerikanske folk, ” sagde han, ”ved at udvikle en tilstedeværelse overalt i landet. Jeg mener ikke grene, men mere af hvad der allerede gøres. "
Vi talte om Smithsonian's svimlende samling af mere end 141 millioner genstande, hvoraf han tvivler på, at selv 2 procent er på udstilling. Han har endnu ikke haft en chance for at besøge institutionens enorme opbevarings- og konserveringsfaciliteter i Suitland, Maryland, med deres tusinder og tusinder af gryder, skeletter, spyd og skjolde, fisk, fossiler og efter sigende hjernen til opdagelsesrejseren John Wesley Powell . Men han har fat på det grundlæggende emne, den store mængde ting, der ejes af Smithsonian.
"Der er så mange institutioner, der ikke har omfattende samlinger, og de ville meget gerne have langsigtede lån af genstande fra Smithsonian såvel som et permanent forhold til os. Smithsonian Institution Travelling Exhibition Service [SITES] er en enorm succes; det har altid 40 til 50 shows, der rejser på et hvilket som helst tidspunkt, og de ses af millioner af mennesker.Den Smithsonian navn og omdømme kommanderer en offentlighed, så problemet er at komme til denne offentlighed.
"Det er ingen innovation fra min side - Smithsonian har allerede fundet ud af det - men jeg kan understrege, hvad der allerede er en prioritet, og jeg ser frem til at samarbejde med medlemmer af Kongressen, som er fantastiske sammenkaldere af mennesker og ressourcer i deres områder."
Den nye sekretær ser for sig, at institutionen "bygger tilknytninger over hele landet, der vil give millioner flere mulighed for at nyde, lære af og blive inspireret af denne samling af nationale skatte."
Plus, selvfølgelig, der er det virtuelle museum. Han fortalte mig om sit besøg i Smithsonians Astrophysical Observatory, som har robotteleskoper, der giver billeder via Internettet, der giver studerende og lærere mulighed for at downloade, siger, en udsigt over månen. "Fem år fra nu vil der være hundreder af gange så meget af denne slags ting til rådighed, " sagde Small. "Vi leverer Smithsonian praktisk talt gennem elektronik ud over at levere den fysisk ved større aktivitet for at sprede viden. Dette er en ny tidsalder, så vidt undervisningsmaterialer går."
Som medlem af Smithsonian Luncheon Group, en institution for opsøgende organisationer, er Small blevet imponeret grundigt af Smithsonians høje kvalitet og enorme erfaring. For nylig talte han med Michael Robinson, direktør for National Zoological Park.
"Vi kom til New Guinea, og han sagde, at han havde boet der fire år. Så talte vi om Latinamerika. Åh ja, han havde boet i Panama otte år. Og så sagde jeg, at min kone og jeg elskede Indien, det er vores yndlingsland for turisme og studier, og han sagde, åh ja, han var lige kommet tilbage derfra. " Så hvis nogen vil vide, hvordan Larry Small formår at gøre det, begynder kl. 8 og går kl. 20, deltager i møder ryg mod ryg, siger han: "Det er sjovt. Det er som at se det største show på jorden."
