I flere dage har jeg slogget igennem en regnfyldt jungel i Indonesisk Ny Guinea i en søgen efter at besøge medlemmer af Korowai-stammen, blandt de sidste mennesker på jorden for at praktisere kannibalisme. Kort efter første lys i morges gik jeg om bord på en pirog, en kano, der var hacket ud af en træstamme, til den sidste fase af rejsen langs den snoede Ndeiram Kabur-flod. Nu bøjer de fire padlere ryggen med kraft, vel vidende, at vi snart laver lejr for natten.
Min guide, Kornelius Kembaren, har rejst blandt Korowai i 13 år. Men selv han har aldrig været så langt op ad bakke, fordi nogle af Korowai, siger han, truer med at dræbe udenforstående, der kommer ind på deres område. Nogle klaner siges at frygte dem af os med lys hud, og Kembaren siger, at mange Korowai aldrig har lagt øjne på en hvid person. De kalder udenforstående laleo ("spøgelses dæmoner").
Pludselig springer der skrig fra omkring svingen. Øjeblikke senere ser jeg en mængde nøgne mænd mærke buer og pile på flodbredden. Kembaren mumler til bådmændene for at stoppe med at padle. ”De beordrer os til at komme til deres side af floden, ” hvisker han til mig. "Det ser dårligt ud, men vi kan ikke undslippe. De ville hurtigt fange os, hvis vi prøvede."
Idet stammemændene oprører baner ved mine ører, glir vores pirog mod flodens yderside. "Vi vil ikke skade dig, " råber Kembaren i Bahasa Indonesien, som en af vores bådfolk oversætter til Korowai. "Vi kommer i fred." Så glider to stammemænd ind i en pirog og begynder at padle mod os. Når de nærmer sig, ser jeg, at deres pile er pigtråd. "Hold dig rolig, " siger Kembaren blidt.
Kannibalisme blev praktiseret blandt forhistoriske mennesker, og den haltede sig ind i det 19. århundrede i nogle isolerede sydstillehavskulturer, især i Fiji. Men i dag er Korowai blandt de meget få stammer, der menes at spise menneskeligt kød. De bor omkring 100 miles inde i landet fra Arafurahavet, og det var her Michael Rockefeller, en søn af den daværende New Yorks guvernør Nelson Rockefeller, forsvandt i 1961, mens han indsamlede artefakter fra en anden papuansk stamme; hans krop blev aldrig fundet. De fleste Korowai lever stadig med lidt kendskab til verden ud over deres hjemland og fejder ofte med hinanden. Nogle siges at dræbe og spise mandlige hekser, de kalder khakhua .
Øen New Guinea, den næststørste i verden efter Grønland, er en bjergrig, tyndt befolket tropisk landmasse fordelt mellem to lande: den uafhængige nation Papua Ny Guinea i øst og de indonesiske provinser Papua og West Irian Jaya i Vesten. Korowai bor i det sydøstlige Papua.
Min rejse begynder på Bali, hvor jeg fanger en flyvning over Banda-havet til Papuansk by Timika; et amerikansk mineselskabs datterselskab, PT Freeport Indonesien, driver verdens største kobber- og guldmine i nærheden. Den frie Papua-bevægelse, der består af et par hundrede oprørere udstyret med buer og pile, har kæmpet for uafhængighed fra Indonesien siden 1964. Da Indonesien har forbudt udenlandske journalister at besøge provinsen, trådte jeg ind som turist.
Efter et mellemlanding i Timika, klatrer vores jetfly over en sumpet myr forbi lufthavnen og kører mod et højt bjerg. Ud over kysten stiger de store skråninger så høje som 16.500 fod over havets overflade og strækker sig i 400 miles. Venter på mig i Jayapura, en by på 200.000 på den nordlige kyst nær grænsen til Papua Ny Guinea, er Kembaren, 46, en Sumatran, der kom til Papua for at søge eventyr for 16 år siden. Han besøgte Korowai først i 1993 og lærte meget at vide om deres kultur, herunder noget af deres sprog. Han er klædt i khaki-shorts og trekkingstøvler, og hans skråtblikkende blik og klippehård kæbe giver ham udseendet af en bor-sergent.
Det bedste estimat er, at der er omkring 4.000 Korowai. Traditionelt har de boet i træhuse, i grupper på et dusin mennesker i spredte bjergområder i junglen; deres tilknytning til deres træhuse og det omkringliggende land ligger i kernen af deres identitet, bemærkede Smithsonian Institution-antropolog Paul Taylor i sin dokumentarfilm fra 1994 om dem, Lords of the Garden . I løbet af de sidste par årtier er nogle Korowai imidlertid flyttet til bosættelser oprettet af hollandske missionærer, og i de senere år har nogle turister vovet sig ind i Korowai-landene. Men jo dybere ind i regnskoven man går, jo mindre eksponering har Korowai haft for kulturer, der er fremmed for deres egne.
Efter at vi flyver fra Jayapura sydvest til Wamena, et spring-off punkt i Papuan-højlandet, nærmer en hvirvet ung Korowai os. I Bahasa Indonesien siger han, at hans navn er Boas, og at han for to år siden, ivrig efter at se livet ud over sit træhus, løftede en tur på en charterflyvning fra Yaniruma, en bosættelse i udkanten af Korowai-området. Han har forsøgt at vende hjem, siger han, men ingen vil tage ham. Boas siger, at en tilbagevendende guide har fortalt ham, at hans far var så foruroliget over sin søns fravær, at han to gange har brændt sit eget træhus ud. Vi siger ham, at han kan komme med os.
Den næste morgen går otte af os om bord på en chartret Twin Otter, en arbejdshest, hvis korte start- og landingsevne vil bringe os til Yaniruma. Når vi er i luften, viser Kembaren mig et kort: edderkoppelinjer, der markerer lavlandsfloder og tusinder af kvadratkilometer med grøn jungle. Hollandske missionærer, der kom til at konvertere Korowai i slutningen af 1970'erne, kaldte det "helvede i syd."
Efter 90 minutter kommer vi lavt efter den snakende Ndeiram Kabur-flod. I junglen nedenfor opdager Boas sin fars træhus, som synes umuligt højt fra jorden, ligesom en gigantisk fugles rede. Boas, der bærer en tusenfryd-gul motorhjelm, en souvenir af "civilisation", klemmer mig i taknemmelighed, og tårer drypper ned ad hans kinder.
Ved Yaniruma, en linje af staldhytter, som hollandske missionærer oprettede i 1979, dunker vi ned på en snavsstrimmel udskåret ud af junglen. Til min overraskelse siger Boas nu, at han vil udsætte sin hjemkomst for at fortsætte med os, lokket af løftet om eventyr med en laleo, og han løfter muntert en sæk med fødevarer på skuldrene. Når piloten kaster Twin Otter tilbage til himlen, hejser et dusin Korowai-mænd vores pakker og forsyninger og trasker mod junglen i en enkelt fil, der er på vej mod floden. De fleste bærer buer og pile.
Præsten Johannes Veldhuizen, en hollandsk missionær med Mission for de reformerede kirker, tog først kontakt med Korowai i 1978 og droppede planer om at konvertere dem til kristendommen. ”En meget kraftig bjerggud advarede Korowai om, at deres verden ville blive ødelagt af et jordskælv, hvis udenforstående kom ind i deres land for at ændre deres skikker, ” fortalte han mig telefonisk fra Holland for et par år siden. "Så vi gik som gæster snarere end som erobrere og lægger aldrig noget pres på Korowai for at ændre deres måder." Præsten Gerrit van Enk, en anden hollandsk missionær og medforfatter af The Korowai fra Irian Jaya, opfandt udtrykket "pasificeringslinje" for den imaginære grænse, der adskiller Korowai-klaner, der er vant til udenforstående fra dem længere nord. I et separat telefoninterview fra Holland fortalte han mig, at han aldrig havde overskredet pacifikationslinjen på grund af mulig fare fra Korowai-klaner der, der er fjendtlige over for tilstedeværelsen af laleo på deres område.
Når vi passerer gennem Yaniruma, er jeg overrasket over, at ingen indonesisk politibetjent kræver, at regeringstilladelsen, der er udstedt til mig, giver mig mulighed for at fortsætte. "Den nærmeste politistation er ved Senggo, flere dage tilbage langs floden, " forklarer Kembaren. "Lejlighedsvis kommer en medicinsk arbejdstager eller embedsmand hit i et par dage, men de er for bange for at gå dybt ind i Korowai-territoriet."
At komme ind i Korowai regnskoven er som at træde ind i en kæmpe vandig hule. Med den lyse sol over hovedet trækker jeg let vejret, men når portørerne skubber gennem undervæksten, dypper træbaldakindets tætte væv verden i en frodig mørke. Varmen kvæler, og luften drypper af fugtighed. Dette er tilholdsstedet for gigantiske edderkopper, dræber slanger og dødbringende mikrober. Højt i baldakinen skriker papegøjer, mens jeg følger portørerne langs et næppe synligt spor, der snoede sig rundt om regnblødt træer og oprindelige palmer. Min skjorte klæber sig fast på ryggen, og jeg tager hyppige svirger ved min vandflaske. Den årlige nedbør her er omkring 200 inches, hvilket gør det til et af de vådeste steder på jorden. En pludselig nedbør sender regndråber, der spydes gennem huller i baldakinen, men vi fortsætter med at gå.
Den lokale Korowai har lagt bjælker på mudderet, og de barfodsportører krydser disse let. Men når jeg prøver desperat at afbalancere, mens jeg kører langs hver log, glider jeg gang på gang, snubler og falder ned i den undertiden talje dybe mudder, mærker og ridser mine ben og arme. Glatte træstammer, så længe ti yards bro broer de mange dypper i landet. Jeg trækker på tværs som en stram rullator, og jeg spekulerer på, hvordan portørerne ville få mig ud af junglen, hvis jeg faldt og knækkede et ben. "Hvad fanden laver jeg her?" Jeg bliver ved med at mumle, selvom jeg ved svaret: Jeg vil støde på et folk, der siges at stadig praktiserer kannibalisme.
Timen smelter til time, mens vi skubber på og stopper kort tid og derefter for at hvile. Når natten er nær, bølger mit hjerte af lettelse, når aksler af sølvfarvet lys glider gennem træerne foran: en lysning. ”Det er Manggel, ” siger Kembaren - en anden landsby oprettet af hollandske missionærer. "Vi bliver her om natten."
Korowai-børn med perler om halsen løber for at pege og fnise, mens jeg svimler ind i landsbyen - adskillige halmhytter, der ligger på pæle og udsigt over floden. Jeg bemærker, at der ikke er nogen gamle mennesker her. "Korowai har næppe nogen medicin til bekæmpelse af junglesygdomme eller helbredelse af slagsår, og derfor er dødsfrekvensen høj, " forklarer Kembaren. "Folk lever sjældent til middelalderen." Som van Enk skriver, falder Korowai rutinemæssigt til interklan-konflikter; sygdomme, herunder malaria, tuberkulose, elefantiasis og anæmi, og hvad han kalder "khakhua-komplekset." Korowai har ingen viden om de dødbringende kim, der angriber deres jungler, og mener derfor, at mystiske dødsfald skal være forårsaget af khakhua eller hekser, der tager form af mænd.
Efter at vi spiser en middag med flodfisk og ris, slutter Boas mig til mig i en hytte og sidder krydsbenet på det stråtagede gulv, hans mørke øjne afspejler glansen fra min lommelygte, vores eneste lyskilde. Ved hjælp af Kembaren som oversætter forklarer han, hvorfor Korowai dræber og spiser deres medstammersmænd. Det er på grund af khakhua, som kommer forklædt som en slægtning eller ven af en person, han ønsker at dræbe. "Khakhua spiser offerets indersider, mens han sover, " forklarer Boas, "erstatter dem med pejsaske, så offeret ikke ved, at han bliver spist. Khakhua dræber endelig personen ved at skyde en magisk pil ind i hans hjerte." Når et klanmedlem dør, griber hans eller hendes mandlige slægtninge og venner til og dræber khakhua. ”Normalt hvisker det [døende] offer til sine pårørende navnet på den mand, han kender, er khakhua, ” siger Boas. "Han kan være fra det samme eller et andet træhus."
Jeg spørger Boas, om Korowai spiser folk af anden grund eller spiser ligene af fjender, de har dræbt i kamp. ”Selvfølgelig ikke, ” svarer han og giver mig et sjovt blik. "Vi spiser ikke mennesker, vi spiser kun khakhua."
Dræbningen og spiserne af khakhua er angiveligt faldet blandt folk i tribunerne i og nær bosættelserne. Rupert Stasch, en antropolog ved Reed College i Portland, Oregon, som har boet blandt Korowai i 16 måneder og studeret deres kultur, skriver i tidsskriftet Oceania, at Korowai siger, at de har "givet op" dræbte hekser delvist fordi de voksede ambivalent med hensyn til praksis og delvis som reaktion på adskillige hændelser med politiet. I en i de tidlige 90'ere, skriver Stasch, dræbte en Yaniruma-mand sin søsters mand for at være en khakhua. Politiet arresterede morderen, en medskyldig og et landsbyhoved. "Politiet rullede dem rundt om i tønder, fik dem til at stå natten over i en blæk-inficeret dam og tvang dem til at spise tobak, chilipeber, animalsk fæces og umoden papaya, " skriver han. Ord om sådan behandling, kombineret med Korowais 'egen ambivalens, fik nogle til at begrænse heksedrab selv på steder, hvor politiet ikke vove sig.
Stadig fortsætter spiserne af khakhua ifølge min guide, Kembaren. ”Mange khakhua bliver myrdet og spist hvert år, ” siger han og citerer oplysninger, som han siger, at han har fået ved at tale med Korowai, der stadig bor i træhuse.
På vores tredje dag med vandring, når vi vandret fra kort efter solopgang til skumring, når vi Yafufla, en anden linje af stilthytter oprettet af hollandske missionærer. Den aften bringer Kembaren mig til en åben hytte med udsigt over floden, og vi sidder ved et lille bål. To mænd nærmer sig gennem tungsindet, den ene i shorts, den anden nøgen, med undtagelse af et halskæde af dyre svine tænder og et blad indpakket omkring spidsen af hans penis. "Det er Kilikili, " hvisker Kembaren, "den mest berygtede khakhua-morder." Kilikili bærer en bue og pigtrådspile. Hans øjne er tomme for udtryk, hans læber er tegnet i en grimasse, og han går så lydløst som en skygge.
Den anden mand, der viser sig at være Kilikilis bror Bailom, trækker en menneskelig kranium ud af en taske. Et tagget hul marserer panden. "Det er Bunop, den seneste khakhua, han dræbte, " siger Kembaren om kraniet. "Bailom brugte en stenøks til at opdele kraniet for at komme i hjernen." Guidens øjne svag. ”Han var en af mine bedste portører, en munter ung mand, ” siger han.
Bailom giver kraniet til mig. Jeg vil ikke røre ved det, men jeg vil heller ikke fornærme ham. Mit blod fryser ved fornemmelsen af nøgen knogler. Jeg har læst historier og set dokumentarer om Korowai, men så vidt jeg ved, var ingen af journalisterne og filmskaberne nogensinde gået så langt op ad vejen, som vi var ved at gå, og ingen, jeg kender til, havde nogensinde set en khakhuas kranium.
Ildens refleksion flimrer på brødrenes ansigter, da Bailom fortæller mig, hvordan han dræbte khakhua, der boede i Yafufla, for to år siden. ”Lige inden min fætter døde fortalte han mig, at Bunop var en khakhua og spiste ham indefra, ” siger han med Kembaren oversat. "Så vi fangede ham, bandt ham og førte ham til en strøm, hvor vi skyder pile ind i ham."
Bailom siger, at Bunop skrigede om nåde hele vejen og protesterede over, at han ikke var en khakhua. Men Bailom var ubesværet. ”Min fætter var tæt på døden, da han fortalte mig og ikke ville lyve, ” siger Bailom.
Ved strømmen, siger Bailom, brugte han en stenøks til at hugge khakhuas hoved af. Da han holdt den i luften og vendte den væk fra kroppen, råbte og demonterede de andre Bunops krop. Bailom, der foretager skærebevægelser med hånden, forklarer: "Vi skar hans tarme ud og åbnede ribbeholderen, huggede den højre arm fast ved det højre ribben, venstre arm og venstre ribben og derefter begge ben."
Kropsdelene, siger han, blev individuelt indpakket i bananblade og fordelt blandt klanmedlemmerne. ”Men jeg holdt hovedet, fordi det hører til familien, der dræbte khakhua, ” siger han. "Vi koger kødet, ligesom vi koger svin, og lægger palmeblader over det indpakket kød sammen med brændende varme flodklipper for at skabe damp."
Nogle læsere tror måske, at disse to har mig på - at de bare fortæller en besøgende, hvad han vil høre - og at kraniet kom fra nogen, der døde af en eller anden grund. Men jeg tror, de fortalte sandheden. Jeg tilbragte otte dage med Bailom, og alt det andet, han fortalte mig, viste sig at være faktisk. Jeg har også tjekket med fire andre Yafufla-mænd, der sagde, at de var med i drab, nedbrydning og spising af Bunop, og detaljerne i deres beretninger spejlede rapporter om khakhua-kannibalisme fra hollandske missionærer, der boede i Korowai i flere år. Kembaren accepterede klart Bailoms historie som kendsgerning.
Omkring vores bål fortæller Bailom mig, at han ikke føler nogen anger. "Hævn er en del af vores kultur, så når khakhua spiser en person, spiser folket khakhua, " siger han. (Taylor, den Smithsonian Institution antropolog, har beskrevet khakhua-spise som "del af et retfærdighedssystem.") "Det er normalt, " siger Bailom. "Jeg føler mig ikke ked af, at jeg dræbte Bunop, selvom han var en ven."
I kannibal folklore, fortalt i adskillige bøger og artikler, siges menneskelig kød at være kendt som "lang gris" på grund af dens lignende smag. Når jeg nævner dette, ryster Bailom på hovedet. ”Menneskeligt kød smager som ung cassowary, ” siger han og henviser til en lokal strudslignende fugl. Ved et khakhua-måltid, siger han, spiser både mænd og kvinder - børn ikke - kun alt som knogler, tænder, hår, fingernegle og tånegle og penis. "Jeg kan godt lide smagen af alle kropsdele, " siger Bailom, "men hjernerne er min favorit." Kilikili nikker i enighed, hans første svar siden han ankom.
Når khakhua er medlem af den samme klan, er han bundet med rotting og ført op til en dags march væk til en strøm nær træhuset i en venlig klan. ”Når de finder en khakhua, der er for tæt beslægtet til, at de kan spise, bringer de ham til os, så vi kan dræbe og spise ham, ” siger Bailom.
Han siger, at han personligt har dræbt fire khakhua. Og Kilikili? Bailom griner. "Han siger, at han nu vil fortælle dig navnene på 8 khakhua, han er dræbt, " svarer han, "og hvis du kommer til hans træhus, vil han fortælle dig navnene på den anden 22."
Jeg spørger, hvad de gør med knoglerne.
”Vi placerer dem ved sporene, der fører ind i træhusrensningen, for at advare vores fjender, ” siger Bailom. "Men morderen bliver nødt til at holde kraniet. Når vi spiser khakhua, slår vi højt på vores træhusvægge hele natten med pinde" for at advare andre khakhua om at holde sig væk.
Da vi går tilbage til vores hytte, forstår Kembaren, at "for mange år siden, da jeg blev venner med Korowai, fortalte en mand her på Yafufla, at jeg skulle spise menneskelig kød, hvis de skulle stole på mig. Han gav mig en klump, ”siger han. "Det var lidt hårdt, men smagte godt."
Den aften tager det mig lang tid at sove.
khakhua (heks) knogler er placeret på stier for at advare deres fjender. (Kornelius Kembaren peger på en khakhua-kranium). (Paul Raffaele) 
(Paul Raffaele) 
Kilikili (med en kranium, han siger, er fra en khakhua) siger, at han har dræbt ikke mindre end 30 khakhua. (Paul Raffaele) 
Efter hans forældre blev Wawa, 6, af hans klanmedlemmer beskyldt for at være en khakhua. Hans onkel hentede drengen fra sit træhus for at bo i en bygd. (Paul Raffaele) 
”Jeg ser, du er ligesom os, ” fortalte Lepeadon (til højre) forfatteren efter at have modtaget ham i Letin-klan-træhuset. (Paul Raffaele) 
Tre dage senere begyndte besøgende turen tilbage ad bakke. (Paul Raffaele) 
Khanduop siger farvel til sin søn Boas (i hat), da den unge mand forlader at bo i en bygning. (Paul Raffaele) 
Forfatteren afviste morgenmaden med en frø og insekter bragt til ham af fire Korowai-kvinder. Deres cirkulære ar er skønhedsmærker lavet med barkglemmer. (Paul Raffaele) 
En traditionel livsstil, eksemplificeret af Lepeadon (helt til venstre) og Letin-klanens træhus, hersker stadig i de mere fjerntliggende områder på Korowai-området. Men det skifter nedadrivende, da nogle stemmemedlemmer bevæger sig frem og tilbage mellem deres træhuse og bosættelserne. (Paul Raffaele) Næste morgen bringer Kembaren til hytten en 6-årig dreng ved navn Wawa, som er nøgen undtagen et halskæde af perler. I modsætning til de andre landsbybørn, voldelige og smilende, trækkes Wawa tilbage, og hans øjne synes dybt triste. Kembaren vikler en arm omkring ham. ”Da Wawas mor døde i november sidste år - jeg tror, hun havde tuberkulose, var hun meget syg, hoste og ømme - folk ved hans træhus mistænkte ham for at være en khakhua, ” siger han. "Hans far døde et par måneder tidligere, og de troede [Wawa] brugte troldmand for at dræbe dem begge. Hans familie var ikke magtfuld nok til at beskytte ham ved træhuset, og i januar slap hans onkel med Wawa og bragte ham hit, hvor familien er stærkere. " Ved Wawa, hvilken trussel han står overfor? ”Han har hørt om det fra sine slægtninge, men jeg tror ikke, han fuldt ud forstår, at folk i hans træhus ønsker at dræbe og spise ham, selvom de sandsynligvis vil vente til han er ældre, omkring 14 eller 15, før de prøver. mens han bliver på Yafufla, skulle han være sikker. "
Snart hæfter portørerne vores udstyr og går mod junglen. "Vi tager den lette måde med pirog, " fortæller Kembaren. Bailom og Kilikili, der hver griber en bue og pile, er kommet sammen med portørerne. "De kender klanerne upriver bedre end vores Yaniruma-mænd, " forklarer Kembaren.
Bailom viser mig sine pile, hver en gårdslang skaft bundet med vinstok til et pilespids designet til et specifikt bytte. Han siger, at grisepilhoveder er bredblade; dem til fugle, lange og smalle. Fiskens pilespidser er anbragte, mens pilespidserne for mennesker hver er en hånds span af cassowary knogler med seks eller flere modhager udskåret på hver side - for at sikre forfærdelige skader, når de skæres væk fra offerets kød. Mørke blodpletter belægger disse pilespidser.
Jeg spørger Kembaren, om han er tilpas med tanken om to kannibaler, der ledsager os. ”De fleste af portørerne har sandsynligvis spist menneskeligt kød, ” svarer han med et smil.
Kembaren fører mig ned til Ndeiram Kabur-floden, hvor vi går ombord på en lang, slank pirog. Jeg slår mig ned i midten, siderne presser mod min krop. To Korowai-padlere står ved akterenden, to mere ved bogen, og vi skubber af og styrer tæt ved flodbredden, hvor vandstrømmen er langsomst. Hver gang bådemændene manøvrerer pirogen omkring en sandstang, truer den stærke strøm midt i floden med at vippe os ud. Det er hårdt at padle opad, selv for de muskuløse bådfolk, og de bryder ofte ind i Korowai-sangen, der er tidsbestemt til klapsneglen mod vandet, en skrigende sang, der gentager sig langs flodbredden.
Høje grønne gardiner af træer vævet med sammenfiltrede streamers af vin beskytter junglen. Et sirene skrig af cikader gennemborer luften. Dagen går i en slør, og natten falder hurtigt.
Og det er, når vi får anledning til de skrigende mænd på flodbredden. Kembaren nægter at komme til deres side af floden. ”Det er for farligt, ” hvisker han. Nu de to Korowai bevæbnede med buer og pile padler en pirog mod os. Jeg spørger Kembaren, om han har en pistol. Han ryster på hovedet nr.
Når deres pirog støder mod vores, knurrer en af mændene, der laleo er forbudt at komme ind i deres hellige flod, og at min tilstedeværelse vreder ånderne. Korowai er animister, idet de tror, at magtfulde væsener lever i specifikke træer og dele af floder. Stammemanden kræver, at vi giver klanen et svin for at frigive ofringen. En gris koster 350.000 rupiahs, eller omkring $ 40. Det er et stenudslip fra stenalderen. Jeg tæller pengene ud og giver dem til manden, der kigger på den indonesiske valuta og giver os tilladelse til at videregive.
Hvad bruger penge til disse mennesker? Jeg spørger Kembaren, når vores bådmænd padler til sikkerhedsstrømmen. "Det er nytteløst her, " svarer han, "men når de får nogen penge, og det er sjældent, bruger klanerne det til at hjælpe med at betale brudepriser for Korowai-piger, der bor nærmere Yaniruma. De forstår farerne ved incest, og derfor skal piger gifte sig i ikke-beslægtede klaner. "
Omkring en time længere op ad floden trækker vi op på bredden, og jeg rør op ad en mudret skråning, trækker mig hen over den glatte stigning ved at gribe udsatte trærødder. Bailom og portører venter på os og bærer bekymrede ansigter. Bailom siger, at stammemændene vidste, at vi kom, fordi de havde aflyttet portørerne, da de passerede nær deres træhuse.
Ville de virkelig have dræbt os, hvis vi ikke havde betalt? Jeg spørger Bailom gennem Kembaren. Bailom nikker: "De ville have lade dig passere i aften, fordi de vidste, at du skulle vende tilbage ned ad bakke. Derefter ville de overføre dig, nogle skyde af pilene fra flodbredden og andre angribe på langt hold i deres piroguer."
Bærerne strækker alle undtagen en af presenningerne over vores forsyninger. Vores husly til natten er fire stænger beliggende i et kvadrat omkring fire yards fra hinanden og toppet af en presenning med åbne sider. Kort efter midnat dræner en regnvejr os. Vinden sender mine tænder og skrammer, og jeg sidder uvilligt og omfavner knæene. Når han ser mig ryster, trækker Boas min krop mod hans for varme. Når jeg går væk, dybt træt, har jeg den underligste tanke: dette er første gang, jeg nogensinde har sovet med en kannibal.
Vi forlader ved første lys, stadig gennemvædet. Ved middagstid når vores pirog vores destination, en flodbred i nærheden af træhuset eller khaim, af en Korowai-klan, som Kembaren siger, at han aldrig før har set en hvid person. Vores portører ankom foran os og har allerede bygget en rudimentær hytte. ”Jeg sendte en Korowai-ven her for et par dage siden for at bede klanen om at lade os besøge dem, ” siger Kembaren. ”Ellers ville de have angrebet os.”
Jeg spørger, hvorfor de har givet tilladelse til en laleo til at komme ind i deres hellige land. ”Jeg tror, de er lige så nysgerrige efter at se dig, spøgelsesdemonen, som du er at se dem, ” svarede Kembaren.
Midt på eftermiddagen vandrer Kembaren og jeg 30 minutter gennem tæt jungle og fordyrer en dyb strøm. Han peger fremad mod et træhus, der ser øde ud. Den står på et halshugget banyan-træ, dets gulv er et tæt gitterværk af grene og strimler af træ. Det er omkring ti meter fra jorden. ”Det hører til Letin-klanen, ” siger han. Korowai er dannet til det, som antropologer kalder patriclans, som bebor forfædres lande og sporer ejerskab og slægtsforskning gennem den mandlige linje.
En ung cassowary springer forbi, måske et familiekæledyr. En stor gris, der skylles fra sin skjulested i græsset, strejker ind i junglen. "Hvor er Korowai?" Jeg spørger. Kembaren peger på træhuset. "De venter på os."
Jeg kan høre stemmer, når jeg klatrer op på en næsten lodret stang indhakket med fodfæste. Træhusets indre er kranset i en uklarhed af røgleje ved sollysstråler. Unge mænd er bundet på gulvet nær indgangen. Røg fra ildebrande har belagt barkvæggene og sago-bladloftet, hvilket giver hytten en sodagtig lugt. Et par stenøkser, flere buer og pile og netposer er gemt i de bladrige spær. Gulvet knækker, når jeg sætter tværben på det.
Fire kvinder og to børn sidder bag på træhuset, kvinderne designer poser af vinstokke og studerende ignorerer mig. "Mænd og kvinder forbliver på forskellige sider af træhuset og har deres egne ildsteder, " siger Kembaren. Hver ildsted er lavet af strimler af lerbelagt rotting ophængt over et hul i gulvet, så det hurtigt kan blive hacket løs, for at falde til jorden, hvis en brand begynder at brænde ud af kontrol.
En middelaldrende mand med en hård muskuløs krop og et bulldog ansigt strækker sig over kønsdelingslinjen. Når man taler gennem Boas, holder Kembaren små snak om afgrøder, vejret og tidligere fester. Manden griber fat i hans bue og pile og undgår mit blik. Men nu og da fanger jeg ham og stjæler blikke i min retning. ”Det er Lepeadon, klanens khen-mengga-abül eller” hård mand ”, siger Kembaren. Den hårde mand fører klanen i kampe. Lepeadon ser op til opgaven.
"En klan på seks mænd, fire kvinder, tre drenge og to piger bor her, " siger Kembaren. "De andre er kommet fra nærliggende træhuse for at se deres første laleo."
Efter en times snak bevæger den voldsomme mand sig tættere på mig, og stadig smilende taler han. ”Jeg vidste, at du kom og forventede at se et spøgelse, men nu ser jeg, at du er ligesom os, et menneske, ” siger han, når Boas oversætter til Kembaren, og Kembaren oversætter til mig.
En ung forsøger at trække mine bukser af, og han lykkes næsten midt i en kuling af latter. Jeg deltager i latteren men holder et stramt greb om min beskedenhed. Præsten Johannes Veldhuizen havde fortalt mig, at Korowai, han havde mødt, havde troet ham en spøgelsesdemon, indtil de spionerede ham badende i en strøm og så, at han kom udstyret med alle de nødvendige dele af en yanop eller menneske. Korowai syntes at have svært ved at forstå tøj. De kalder det laleo-khal, "ghost-demon skin", og Veldhuizen fortalte mig, at de troede, at hans skjorte og bukser var en magisk epidermis, som han kunne skænke eller fjerne efter vilje.
”Vi skulle ikke presse det første møde for længe, ” fortæller Kembaren mig nu, da han rejser sig for at forlade. Lepeadon følger os til jorden og griber begge hænder. Han begynder at hoppe op og ned og synge " nemayokh " ("ven"). Jeg følger med ham i det, der ser ud til at være et rituelt farvel, og han øger hurtigt tempoet, indtil det er vanvittigt, før han pludselig holder op og efterlader mig åndedrag.
”Jeg har aldrig set det før, ” siger Kembaren. "Vi har lige oplevet noget meget specielt." Det var bestemt specielt for mig. I fire årtier med rejse blandt fjerntliggende stammer, er dette første gang, jeg har stødt på en klan, der åbenbart aldrig har set nogen så lyshudede som mig. Forbløffet finder jeg mine øjne rive, når vi vender tilbage til vores hytte.
Den næste morgen ankommer fire Korowai-kvinder til vores hytte med en squawking grøn frø, flere græshopper og en edderkop, som de siger, at de lige fanget i junglen. ”De har medbragt din morgenmad, ” siger Boas og smiler, mens hans gibe oversættes. To år i en papuan by har lært ham, at vi laleo rynker vores næser ved Korowai delikatesser. De unge kvinder har cirkulære ar på størrelse med store mønter, der løber langs armene, rundt om maven og på tværs af deres bryster. ”Mærkerne får dem til at se smukkere ud, ” siger Boas.
Han forklarer, hvordan de er lavet, idet han siger, at cirkulære stykker barkglemmer placeres på huden. Det ser ud til at være en underlig måde at tilføje skønhed til den kvindelige form, men ikke mere bizart end tatoveringer, stiletto-hælsko, Botox-injektioner eller den ikke-så gamle kinesiske sædvane om langsomt at knuse spædbarnspigernes fødder for at gøre deres fødder så små som muligt.
Kembaren og jeg tilbragte morgenen med at tale med Lepeadon og de unge mænd om Korowai-religion. Når de ser ånder i naturen, finder de tro på en enkelt gud forundrende. Men de genkender også en magtfuld ånd ved navn Ginol, der skabte den nuværende verden efter at have ødelagt de fire foregående. Så længe stammehukommelsen når tilbage, har ældste, der sidder omkring ild, fortalt de yngre, at hvidskyndede spøgelses dæmoner en dag vil invadere Korowai-land. Når laleoen ankommer, vil Ginol udslette denne femte verden. Landet splittes fra hinanden, der vil være ild og torden, og bjerge falder fra himlen. Denne verden vil knuste, og en ny vil indtage sin plads. Profetien er på en måde bundet til at blive opfyldt, når flere unge Korowai bevæger sig mellem deres træhuse og bopælsbygninger, hvilket trist mig, når jeg vender tilbage til vores hytte om natten.
Korowai, der tror på, at onde ånder er mest aktive om natten, vove sig normalt ikke ud af deres træhuse efter solnedgangen. De deler dagen i syv forskellige perioder - daggry, solopgang, midmorgen, middag, midt på eftermiddagen, skumring og nat. De bruger deres kroppe til at tælle tal. Lepeadon viser mig, hvordan han krydser fingrene på hans venstre hånd og derefter rører ved hans håndled, underarmen, albuen, overarmen, skulderen, nakken, øret og hovedet og bevæger sig ned ad den anden arm. Talet kommer til 25. For alt, der er større end det, begynder Korowai på ny og tilføjer ordet laifu, hvilket betyder ”vend rundt”.
Om eftermiddagen tager jeg med klanen til sagopalmemarkerne for at høste deres hæftemad. To mænd hakker ned en sago-palme, hver med en håndøks lavet af en knytnæve i stor størrelse af hård, mørk sten, der er skærpet i den ene ende og surret med vin til et slankt træhåndtag. Mændene trækker derefter sagohulen til en papirmasse, som kvinderne skærer med vand for at fremstille en dej, som de støber til stykker af bidestørrelse og grill.
En slange, der falder fra den væltende håndflade, dræbes hurtigt. Lepeadon sløjfer derefter en længde af rotting omkring en pind og trækker den hurtigt frem og tilbage ved siden af nogle spåner på jorden og producerer små gnister, der starter en ild. Når han blæser hårdt for at brænde den voksende flamme, placerer han slangen under en bunke med brændende træ. Når kødet er forkullet, får jeg tilbud om et stykke af det. Det smager som kylling.
Da vi vender tilbage til træhuset, passerer vi banyantræer med deres dramatiske, overjordiske rodfluer. Mændene smækker hælene mod disse vedhæng og producerer en dunkende lyd, der bevæger sig over junglen. ”Det lader folk ved træhuset kende, at de kommer hjem, og hvor langt væk de er, ” fortæller Kembaren.
Mine tre dage med klanen går hurtigt. Når jeg føler, at de har tillid til mig, spørger jeg, hvornår de sidst dræbte en khakhua. Lepeadon says it was near the time of the last sago palm feast, when several hundred Korowai gathered to dance, eat vast quantities of sago palm maggots, trade goods, chant fertility songs and let the marriage-age youngsters eye one another. According to our porters, that dates the killing to just over a year ago.
Lepeadon tells Boas he wants me to stay longer, but I have to return to Yaniruma to meet the Twin Otter. As we board the pirogue, the fierce man squats by the riverside but refuses to look at me. When the boatmen push away, he leaps up, scowls, thrusts a cassowary-bone arrow across his bow, yanks on the rattan string and aims at me. After a few moments, he smiles and lowers the bow—a fierce man's way of saying goodbye.
Midt på eftermiddagen styrer bådmændene pirogen til kanten af en sumpskov og binder den til en træstamme. Boas springer ud og leder vejen og sætter et hurtigt tempo. Efter en times vandring når jeg en lysning om størrelsen på to fodboldbaner og plantet med banantræer. Det dominerende er et træhus, der svæver omkring 75 meter ned i himlen. Dets fjedrende gulv hviler på flere naturlige søjler, høje træer afskåret på det sted, hvor grenene engang blussede ud.
Boas venter på os. Ved siden af ham står hans far Khanduop, en middelaldrende mand klædt i rottingstrimler om hans talje og et blad, der dækker en del af hans penis. Han griber fat i min hånd og takker mig for at have bragt sin søn hjem. Han har dræbt en stor gris til lejligheden, og Bailom med det, der forekommer mig at være overmenneskelig styrke, bærer det på ryggen op ad en hakestang ind i træhuset. Indvendigt er hver krog og heste spækket med knogler fra tidligere fester - uhyggelige fiskeskeletter, kæmpe svine kæber, kranier af flyvende ræve og rotter. Knoglerne dingler selv fra kroge, der er strammet langs loftet, tæt på bundter af mange-farvede papegøje og cassowary fjer. Korowai mener, at indretningen signaliserer gæstfrihed og velstand.
Jeg møder Yakor, en høj, venlig øjet stammemand fra et træhus op ad floden, der sidder ved ilden med Khanduop, Bailom og Kilikili. Boas 'mor er død, og Khanduop, en hård mand, har giftet sig med Yakors søster. Når foredraget drejer sig om khakhua-måltider, de har haft, lyser Khanduops øjne op. Han spiser på mange khakhua, siger han, og smagen er den mest lækre af enhver skabning, han nogensinde har spist.
Den næste morgen rejser portørerne til floden og bærer vores resterende forsyninger. Men inden jeg rejser, vil Khanduop tale; hans søn og Kembaren oversætter. ”Boas har fortalt mig, at han skal bo i Yaniruma med sin bror, bare vende tilbage for at besøge, ” mumler han. Khanduops blikke skyer. "Tidspunktet for den sande Korowai er ved at ende, og det gør mig meget trist."
Boas giver sin far et svagt smil og går med mig til pirogen på den to timers rejse til Yaniruma, iført sin gule motorhjelm, som om det var et visum i det 21. århundrede.
Tre år tidligere havde jeg besøgt Korubo, en isoleret oprindelig stamme i Amazonas sammen med Sydney Possuelo, dengang direktør for Brasiliens afdeling for isolerede indianere [SMITHSONIAN, april 2005]. Dette spørgsmål om, hvad man skulle gøre med sådanne folk - om man skulle trække dem ind i nutiden eller lade dem være uberørt i deres jungler og traditioner - havde besvart Possuelo i årtier. ”Jeg mener, at vi burde lade dem leve i deres egne særlige verdener, ” fortalte han mig, ”fordi når de først går ned ad bølgen til bygderne og ser, hvad der er dem, der er vidner og magi i vores liv, vender de aldrig tilbage til at leve i et traditionel måde. "
Så er det med Korowai. De har højst en generation tilbage i deres traditionelle kultur - en, der inkluderer praksis, der ganske vist slår os som afskyelig. År for år vil de unge mænd og kvinder flyde til Yaniruma og andre bosættelser, indtil kun aldrende klanmedlemmer er tilbage i træhuse. Og på det tidspunkt vil Ginols guddommelige profeti nå sin apokalyptiske opfyldelse, og torden og jordskælv af en slags vil ødelægge den gamle Korowai-verden for evigt.
