Pludselig er der vand på begge sider af mit tog. Jeg læner ud af vinduet og tager en dyb indånding af tangy laguneluft. Jeg elsker denne tilgang til Venedig. De uhyggelige, myrede sidste bits af det italienske fastland vender sig for øens navlestrækning: togspor og en motorvej. Foran i det fjerne, vipper klokketårnene deres velkomst. St. Marks karakteristiske klokketårn, byens bedst mulige, ligger på ydersiden af øen, men selv fra toget ser det ud til at være i nærheden. Venedig er en lille by på en lille ø. Morgensolen drysser diamanter på Adriaterhavet, som for at love besøgende, de er i for en rig oplevelse.
Fra denne historie
[×] LUKKET
En sirene annoncerer et indgående højvande i dette uddrag af "Saving Venice", en dokumentar, der er i gang
Video: Saving Venice
Relateret indhold
- Venedigs usikkerhed
Togstationen i Venedig står som en bulldog mod den eksotiske Grand Canal. For nyankomne giver trinene på stationen et springbræt, hvorfra man kan dykke ned i en fantasifuld verden. En hårdtarbejdende vaporetto - en af de store flydende busser, der tjener som offentlig transport på Venedigs kanaler - glider forbi. Jeg hopper videre og kæmper forbi grupper af italienere dybt i samtalen og gestuserer intenst i hinandens solbriller. Efterhånden tager jeg min vej til fronten af båden, når den snor sig ned ad Canal Grande til centrum af byen ved Pia a San Marco. Et sted undervejs rejser jeg mig, kun for at høre kaptajnen råbe: "Sæt dig ned!" Det er dejligt at være i Italien. Rider som et ornament på vaporettos bue, jeg tager fotografier, jeg er sikker på, at jeg har taget tidligere besøg. Venedig - så gammel og forfærdelig - føles altid ny for mig.
Denne bådtur afvikler mig altid i den venetianske tid. Urtårne fra en alder før minut hænder klokkeslæt nær toppen af hver time. De minder mig om, at en sikker måde at være ensom inVenice er at forvente, at dine italienske venner er til tiden. Når min dukker op sent, trækker de skuldrene. "Venetiansk tid, " siger de.
Når jeg springer fra båd til dock, har jeg lyst til en scenehånd i Italiens storslåede friluftsteater, når syngende portører kører deres vogne. Cooing duer, jostling baner, inky glemte kanaler, ritual caf s, vested servitører, pia en skolegård - der er pastel synspunkter i alle retninger.
Når jeg når den sorte dør til hotellet, jeg kalder hjem her, skubber jeg en bronze løve næse. Dette bringer Piero til vinduet på anden sal. "Ciao, Reek!" han bommer og åbner døren. Jeg klatrer op ad trapperne ivrig efter at slå mig ned.
Piero, der driver hotellet, barberede hovedet for fem år siden. Hans kæreste ville have ham til at ligne Michael Jordan. Med sin operatiske stemme minder han mig mere omYul Brynner. "Min stemme er skyldig i min kærlighed til opera, " siger han.
Piero renoverede hotellet og opdagede fresker fra det 17. århundrede - fra dets dage som et kloster - på væggene i flere værelser. En træbønekneler, som findes på loftet og ubrugt i generationer, pynter et hjørne af mit værelse. Hvor hvidkalk er skrælmet væk, ser jeg blomster, akvarie, oker og lavendel. I Venedig, bag det gamle, kikker de ældre stadig igennem.
Når Pieros mobiltelefon ringer, ruller han øjnene og snakker ind i den som om han er overvældet af arbejde: "Si, si, si, va bene [" det er fint "] , va bene, va bene, certo [" nøjagtigt "] , certo, bello, bello, bello, bello, bello ["smuk" i faldende tonehøjde] , si, si, OK, va bene, va bene, OK, OK, OK, ciao, ciao, ciao, ciao, ciao, ciao. " Han lægger på. ”Natlederen, ” forklarer han. "Altid problemer. Jeg kalder ham min mareridt manager."
Han går hen ad vinduet og kaster blinde op, siger Piero, "Venedig er en lille by. Kun en landsby, virkelig. Cirka 60.000 mennesker bor på denne ø." Han fortsætter: "Jeg er venetiansk i mit blod. Ikke italiensk. Vi er bare et århundrede italiensk. Vores sprog er anderledes. Livet her er en anden ting. Det er uden biler, kun både. Jeg kan ikke arbejde i en anden by. Venedig er kedeligt for unge mennesker - intet diskotek, intet natteliv. Det er kun smukt. Venetianske mennesker er rejsende. Husker Marco Polo? Men når vi kommer hjem, ved vi, at dette sted er det smukkeste. Venedig. Det er en filosofi at bo her ... filosofien om skønhed. "
Jeg går til torvet, som Napoleon, siges det, beskrives som "Europas fineste salong" - Pia a San Marco. Den eksotiske basilika St. Mark's har udsigt over det enorme torv. På basilikaen står en bevinget løve ved kongelig opmærksomhed, mens forgyldte og marmorengle og helgener, inklusive sjælen af St. Mark selv, velsigne turisterne nedenfor.
Katedralen, et rigt dekoreret rod af mosaikker, kupler, uoverensstemmende søjler og stolt katolsk statue, er mere udsmykkede end de fleste af de ordnede bygninger, der definerer pladsen. Enkle neo-klassiske haller står som heftige skolemesterinner, der fører tilsyn med en enorm legeplads fyldt med mennesker og duer. Marmorsøjler, buer og portrætter grænser op til tre sider af pladsen. Som om Venedig stadig var en magtfuld bystat, står katedralens klodtårn med rød mursten tre gange så højt som de andre bygninger på pladsen.
Når jeg leder ture i Venedig, kan jeg godt lide at komme til Pia a San Marco gennem små gyder. På den måde kan jeg slå firkantens charme på dem som det pludselige burst af en champagnekork. Synet af trætte ansigter, der lyser op, er min belønning. Jeg glemmer aldrig kvinden, der brød i gråd. Hendes mand havde drømt om at se Venedig med hende, men døde for tidligt. Nu, sagde hun, var hun her for dem begge.
I dag er jeg alene og sparker på duerne som et ubekymret barn sparker i oktober. En hund lades ind, og luften er pludselig fyldt med fuglene. Men hundens opgave er håbløs, og inden for få sekunder er de tilbage i fuld styrke. Børn slutter sig sammen og vipper imaginære vinger.
Disse duer er et problem. Lokalbefolkningen kalder dem "rotter med vinger" og klager over, at vasketøj, der er udsat vådt og rent, kun skal indsamles dækket med duvedråber. Tidligt om morgenen skyder lokale besætninger net over pladsen og fanger bunker af disse fugle. Men stadig fylder de pladsen.
To caféorkestre fører en musikalsk trækkraft for at lokke klapvogne til at sætte sig ned og bestille en dyr drink. Det er Paganini, ma urkas og Gershwin kontra sigøjner-serenader, Sinatra og Manilow.
Venedig startede som en slags flygtningelejr. Bønder fra det sjette århundrede fra fastlandet, der var syge og trætte af at blive overkaldt af barbarer, mødtes og - i håbet om at marauderne ikke tog vand - flyttede ud på øen.
Over døren til St. Mark's fejrer en mosaik dagen i det niende århundrede, hvor Venedig kom til det religiøse kort over Europa. Markusbenene blev "reddet" (som lokale historikere udtrykte det) fra Egypten i 828 og begravet under Venedigs basilika. Mosaikken viser den spændende begivenhed: helgener bærer Mark's relikvier ind i basilikaen, der allerede glitrer langt ud over dens betydning. En grumpy Mark blænder ud mod den støjende linje med turister, der venter på at komme ind i hans kirke.
Mens mange af dem vil blive vendt væk for at have på mig shorts, kører jeg lige ved anstændighedsvagterne og klatrer en lige flyvning af stentrin til loggien på basilikaen, højt over torvet. Det er en balkon med lang udsigt og en bundt lyserød marmorbaner, der holdes på plads af rustne jernstøtter. Fire store og kongelige heste står i midten, som om de nyder denne storslåede af venetianske udsigt.
Fra denne fredelige aborre finder jeg min egen - et sted, hvor jeg kan være alene og undersøge Venedigs storhed. Mens jeg tænker over skarer, der fylder Pia a San Marco under mig, lukker jeg mine øjne. Caf-orkesteret stopper op, og jeg hører kun en hvid støj fra folk. Uden biler bruges denne lydmash kun af den sjældne fløjte, nyser eller gråd fra en baby.
Piazza San Marco sidder i den nederste del af Venezia. Fra atopthechurch ser jeg små vandpytter - oversvømmelsesknopper - der dannes omkring dræningshuller i brolægningen. Når vind og tidevand kombineres i denne nordlige ende af Adriaterhavet, rammer acqua alta (højt vand). Cirka 30 gange om året, mest om vinteren, oversvømmer Venedig. Firkanter spirer forhøjede træbroer, lokalbefolkningen trækker på deres gummistøvler, og livet fortsætter. Dagens vandpytter falder næsten ubemærket tilbage. Og de fleste besøgende antager, at de spredte gangbroer er bænke, der tilbyder et praktisk sted at hvile mellem byens store seværdigheder.
En ung mand løfter sin kæreste op på forvejen mellem mig og de brune heste. Når parret krammer, vender jeg mig væk og scanner pladsen fyldt med mennesker. De fleste er sammen med nogen. Som klipper i en flod afbryder par elskere par af og til strømmen. Indpakket i en dyb omfavnelse og knæ dybt i deres egen kærlighed, de nyder deres eget private Venedig.
Hver time ringer klokker overalt, overvælder caf-orkestre og fylder pladsen som droning af buddhistiske gonger. På tværs af pia, fra toppen af klokketårnet, står to bron e-moors som smede ved en ambolt, og dækker timerne, som de har gjort i århundreder.
HVORFOR MULIGT gør jeg ikke-turistiske ting i turistbyer. I Venedig, i stedet for at besøge en glasblæser, besøger jeg en frisør. I dag er jeg lurvet nok til et besøg i Benito, min mangeårige venetianske barber. Han kører sin butik på en fredelig bane, der gemmer sig et par blokke fra San Marco. Når han synger og serverer sine kunder champagne, udøver han sin saks med en kunstners flair. I ti år har han været min forbindelse til Venedig bag kulisserne.
Når jeg hopper på den gamle barbererstol, undrer jeg mig over, at jeg ikke har brug for en aftale til en sådan fin barber. Benito bærer en hvid smock, en smirk og et busket hoved af krøllet sort hår. Han er kort og grødet og har brug for en klipning mere end nogen af sine kunder. Med sin saks i den ene hånd og et glas champagne i den anden er han svært at tage alvorligt. Men han har altid noget interessant at sige.
Når jeg nævner de tomme bygninger, der ligger ved Grand Canal, siger han, "Venedig synker ikke. Det krymper. Vi har kun halvdelen af folk nu, end vi havde i 1960."
"Hvem bliver?" Jeg spørger.
”Mest de rige, ” svarer han. "Du skal have penge for at bo på øen. Det er meget dyrt. Kun topklassen forbliver. De gamle rige er adelsbefolkningen. De skal gøre alt korrekt. Kvinderne, de kan ikke træde uden for deres hår og deres tøj perfekt. Husk, at der ikke er nogen biler at gemme sig i. Vi er en landsby. Du træder ud og alle ser dig. De nye rige, de har kun penge ... uden adelen. "
"Hvem er de nye rige?"
”De mennesker, der arbejder med turisterne. De ejer hotellerne, restauranterne, glasfabrikkerne og gondolerne.”
"Gondolier er rige?" Jeg spørger.
"Min gud, " siger Benito, "de kan tjene € 550 [$ 750] om dagen. Og dette er rene penge - ingen skat."
Jeg spørger Benito, hvordan den gamle kunst fra venetiansk glasblæsning overlever.
Som en maler, der studerer sit lærred, ser Benito mig op i spejlet. Derefter, som om han dyppede sin saks i lige højre hjørne af sin palet, angriber han mit hår. "Glasblæsning er som en mafia, " siger han. "For ti år siden var forretningen meget heldig. Rige japanske, amerikanere og arabiske sheiks gjorde denne industri stor i Venedig. Vi venetianere kan lide glas, men ikke de røde, grønne og blå forgyldte barokke tekopper. De er til for turisterne.
"Vi kan godt lide et simpelt, elegant, meget let glas." Han stopper for at tage en flydende pinkie-slurk fra et slankt champagneglas. "Dette føles let. Det er meget rart. I Venedig kan du tælle mestrene på den ene side. Alle de andre glasfolk, de er hajer."
Benito klikker kappen i luften og sender mit klippede hår flyvende, mens jeg sætter mine briller tilbage og tjekker hans arbejde.
Som det er vores rutine efter hver klipning, siger han, "Ahhh, jeg gør dig til Casanova." Og
Jeg svarer som altid: "Grazie, Michelangelo."
(Kelly Durkin)
