I 1990, da min mand, Ed, og jeg købte en forladt villa i Toscana, hyrede vi tre polske arbejdere til at hjælpe os med at genoprette en større terrassevæg. De var nye indvandrere der for pengene og var ikke glade for at være ude af deres hjemland. Ved frokosttid så vi dem åbne dåser med pølser, surkål og andre lækkerier, som de ikke kunne leve uden. På helligdage kørte de nord i en voldsom bil af en eller anden uigenkendelig mærke til Wrocław, en 26-timers tur, hvor de havde efterladt børn og hustruer. De vendte tilbage med store grå dåser mad, så de ikke behøvede at spise den frygtede italienske pasta. De var galante. Med pæne buer kysste de min hånd.
Polakkerne var over-the-top, fuldt ud arbejdere. De holdt næppe pause. Vi plejede at sige: "Tag dig en pause. Få hvile."
De svarede altid: "Vi kan sove i Polen."
Vi vedtog svaret. Når vi ønsker at skubbe igennem et projekt, minder vi hinanden om, "Vi kan sove i Polen."
Nu går vi. At sove, men endnu bedre at vågne op og finde os på et sprog fuld af konsonanter, en historie, der hjemsøger, en poesi, vi har elsket, et køkken af rødbeder, pølse og vodka, et landskab af bjørkeskove og et folk, der er så modstandsdygtige, at de skal har elastiske egenskaber i deres DNA.
Vi flyver ind i Krakow i skumringen og træder ud i skånsom luft. Taxachaufførerne, alle iført frakker og slips, står i kø. Snart glider vi gennem smalle gader, passerer lampe-oplyste parker og glimt af Vistula-floden. Vi drejer mod brostensbelagte Ulica (gade) Kanonicza, opkaldt efter kanoner, der boede i kongelige paladser der. ”Du bliver på den smukkeste gade, ” siger chaufføren. Han peger på nummer 19/21, hvor pave Johannes Paul II engang boede. Ædle inskriptioner i latinske hætte udskårne døråbninger, og gennem vinduer ovenpå ser jeg malede bjælkelofter. Vores hotel Copernicus afspejler en spændende blanding af gammelt og nyt. Stearinlyset lobby, når gården først, er nu glaseret og frodig med planter hængende fra indvendige balkoner. Et flygel synes at vente på, at Chopin fejer ind og banker ud en mazurka. Manageren påpeger lofter fra det 15. århundrede, vægmalerier af kirkefædre, botaniske motiver og gotiske bogstaver med salmer fra 1500-tallet.
Jeg oplever det udenlandske lækre chok, når vi træder ud og går langs de nederste vægge i det massive Wawel Royal Castle-kompleks, hvor konger og dronninger i Polen nyder deres lange hvile i katedralen. Vi forvandles til et skår af dybgrønt, når skumringen siver ind i mørke. Da middelalderens mure blev revet i 1807 og voldgraven blev drænet, blev dette rum i 1820'erne Planty Park, der ringer til den gamle bydel og giver en civiliseret promenade.
Vi passerer en ukrainsk restaurant, butikker, der sælger ravsmykker, og slentrer Krakovians - uden tvivl - nyligt ud af deres frakker - om foråret aften.
”De ligner mine kusiner, ” bemærker Ed. Han blev opvokset i et polsk kvarter i Winona, Minnesota. Slægtninge til hans amerikanskfødte forældre immigrerede fra Kashubia i det nordlige Polen, nogle i 1830'erne, nogle under den fransk-prøyssiske krig 1870-71, andre så sent som i 1900. Mange andre polakker fra Kashubia tog også vej til Winona som godt.
Vi dobbeltvender tilbage til hotellet, hvor middagen i den intime spisestue med levende lys pænt slutter denne rejsedag. Når tjeneren henter en underholdende bouche af krydret laks toppet med agurksorbet, ved vi, at vi er i gode hænder. Dumplings er lette med spinat og rejer. Vi holder fest på duck, ledsaget af persilleis og ristede artiskokker. Hvor er pølsen og kartoffelen? Hvis de var på menuen i aften, ville de blive forvandlet af den mesterlige hånd af kokken Marcin Filipkiewicz.
Når vi træder ud om morgenen, vågner byen bare op. Pretzelstande vises på næsten hver blok. Vælg en streng med små kringlerringe, eller runde så store som et ansigt - almindelig, saltet eller drysset med valmuefrø. Skinny trolleys tilsyneladende lige ud af 1910 løber gennem gaderne. I Krakowski Kredens, en fødevarebutik, ser vi smække af svinefedt med løg eller bacon, tynde reb med pølser, store blodpølser og snedige små skinker og patéer. Konfigurationer - sådan en række - minder mig om Eds første ord efter landing: "Jeg har aldrig set så mange frugttræer."
Pludselig vises markedspladsen i Krakow. Storslået! Rynek Glowny er den store piazza i Europa - Siena og Bruxelles på trods af. Kun Venedigs San Marco sammenligner i omfang, og Krakows er mere visuelt spændende. Da intet i den gamle bydel kunne bygges højere end katedralen, forbliver skalaen menneskelig. Vi er bedøvet af intakte neoklassiske bygninger med renæssance, barok og gotisk berøring. Skånet for bombningen af 2. verdenskrig, indånder det enorme rum Gamle Verden.
Vi tager en langsom promenade hele vejen rundt. På en varm, sent aprilmorgen er alle udenfor, nogle under paraplyerne på udekaféer, nogle viser vinterbleke ansigter mod solen. Krakow har omkring 170.000 studerende, og mange af dem går rundt eller samles ved borde over formidable glas øl.
Sukiennice, den middelalderlige tøjhallen, står i centrum af Rynek, og den søde romanske kirke St. Adalbert - ældre end pladsen - er uforholdsmæssigt vinklet ind i et hjørne. Tøjhallen, begyndt i det 13. århundrede af den charmerende navngivne Boleslaw the Chaste, huser nu et galleri, en arkade af håndværk og souvenirboder og den atmosfæriske Noworolski Café fra det 19. århundrede. Hvor mange kaffe kan vi drikke? Jeg vil stoppe ved hvert kardinalpunkt på pladsen og beundre et nyt perspektiv. Spirer, machicolations, tårne, ruller, tårne, finurlige stenramper, ørne, firben - alt giver uendelig variation. Blomsterhandlerne favoriserer tulipaner i dag. Jeg synes normalt, at miminger er irriterende, men er charmeret af en, der antager en forfatteres mien, alt sammen i brunt ved et cafébord, og hans pen stående over en notesbog. Minder mig om forfatterens blok.
St. Mary's, en af Krakows mest ærede kirker, våger over pladsen, ligesom statuen af det 19. århundrede digter Adam Mickiewicz. Højt på et pediment med en bog i hånden tjener digteren nu som et populært mødested. Vi krydser pladsen og kigger også ind i St. Barbaras kirke, men at turnere i en polsk kirke føles akavet. Så mange mennesker beder om, at hvis du bare kigger, er du indtrængende.
I nærheden finder vi Czartoryski Museum, hvor Leonardo da Vincis Lady With an Ermine bor. Vi så hende, da hun kom til Italien for en udstilling, hvilket var heldig, for i dag er hendes afdeling af museet lukket. Hun er en af fire kvindelige portrætter af da Vinci og lige så gåtefuld som Mona Lisa .
Andre fornøjelser, vi tager imod: sigøjnermusikere, kvinder på afføring, der sælger formet brød, æg fra en kurv og kludpakket ost. Så mange boghandlere! Vi stopper i flere for at berøre mængderne af yndlingsdigtere - Zbigniew Herbert, Wislawa Szymborska, Adam Zagajewski og Czeslaw Milosz, alle dybt bevidste om historien, fulde af lag af mørke og pragtfuldt forfulgt af vidd. Vi finder sted på det overdækkede marked, hvor vi festligt syner på radiser, kålrab, jordbær, muligvis enhver pølse, man kender, shoppere med kurve og gårdkvinder i fedt blomster tørklæder og forklæder.
Ved morgenmorgon stopper vi ved A. Blikle og forkæler os med dens karamellvalnødtskærte og hasselnødcreme terte. "Så godt som Paris!" Ed erklærer. Espressoen er også perfekt. En mor føder sin babypige bid af blommekage, der får hende til at slå begejstret på sin klapvogn.
Vi kommer over Ulica Retoryka - Rhetoric Street - hvor Teodor Talowski tegnet flere murhuse i slutningen af det 19. århundrede. En storslået hjørnebygning pyntet med en stenfrø, der spiller en mandolin og musikalske partiturer, der er skåret hen over facaden, kaldes "Singing Frog." En anden er indskrevet "Festina Lente", renæssancekonceptet "far hurtigt", som jeg beundrer. Talowskys buer, indsatte balkoner, smarte murværk og inskriptioner afslører en legesind, mens hans solide former og materialer viser en præ-modernistisk arkitekt på arbejdet.
Vi går over floden til Kazimierz-distriktet, der blev grundlagt som en separat by i 1335 af Casimir den Store. I 1495 bosatte jøder sig ud af Krakow her. Nu kalder lokale publikationer Kazimierz trendy. Omkring en hyggelig plaza omgivet af træer er et par caféer, to synagoger og restauranter, der serverer jødisk mad - alle er håbefulde markører. Jeg kan se, hvordan det faktisk kan blive trendy, selvom jeg spekulerer på, om nogen af de 1.000 jøder, der blev tilbage i byen, ville vælge at bo i dette distrikt, der blev historiseret ved ekstrem forfølgelse. Ed får en yarmulke, når vi stopper ved Remu'h-synagogen, hvor to rabbinere læse Toraen stille. Lys inden i de hvide vægge i synagogen rammer hårdt og lyst, men den tilstødende kirkegård, der blev ødelagt af tyskerne og senere restaureret, virker uhyggelig stille under træer, der bare løber. Dette kvarter taler til den livlige arv fra Krakows jødiske kultur - blot rester af beboerne, der blev tvunget ud, først til den nærliggende ghetto, derefter til en værre skæbne.
Dernæst finder vi Podgorze-distriktet, som ville synes almindeligt, hvis jeg ikke havde læst om de rabiøse og heroiske begivenheder, der opstod i disse gårde, huse og hospitaler. Et mindesmærke i Plac Bohaterow Getta (Heroes of Ghetto) mindes jøderne, der var samlet her, med kun de ejendele, de kunne bære, før de blev deporteret til dødslejre. Plac-mindesmærket består af 70 metalstole, symboler på de forladte møbler fra de omkring 18.000 jøder, der blev ført væk fra ghettoen. Eagle Pharmacy of Tadeusz Pankiewicz overser mindesmærket, der med tre modige kvindelige ansatte hjalp Ghetto-beboere med medicin og information. Historier som denne og Oskar Schindlers (hans fabrik er i nærheden) er små sejre i ondskabs og sorgsflod. En lille grøn bygning, der vendte mod torvet, var engang modstandens hemmelige hovedkvarter. Nu er det et pizzeria. Ed siger, "Du kommer mere til disse kvarterer for at se, hvad der ikke er her snarere end hvad der er."
Vi lejer en guide, der fører os til koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau. I Auschwitz viser et glas med vægge 4.000 pund sammenfiltret hår; et andet rum har sko og de lyserøde sandaler med killingshæl, som en ung pige bar der. I sovepladsen påpeger Gregory, vores guide, navne i lille håndskrift nær loftet, skrabet fra den øverste køje af et par af fangerne. Cirka 1, 1 millioner jøder omkom i de to vigtigste Auschwitz-lejre sammen med mindst 70.000 ikke-jødiske polakker. Af de 3, 3 millioner jøder i Polen før krigen, overlevede kun ca. 300.000. Ofte tabt i forskrækkelsen af denne statistik er, at ca. 1, 8 millioner ikke-jødiske polakker - almindelige mennesker, modstandskæmpere, intellektuelle - også døde i hænderne på nazisterne. Jeg bemærker en buleret teakedel i haugen med hverdagens genstande og galleriet med ID-fotos, dystre ansigter, der forer hallene - deres øjne brænder af forudviden om deres skæbne. At se indstillingerne for grusomheder viser sig at være anderledes end hvad du oplever fra bøger og dokumentarfilm: en stump fysisk følelse strejker, en visceral bevidsthed om kroppe og sjæle, der omkom.
Græs og træer har blødgjort Auschwitz. ”Derefter ville græs have været spist, ” siger Gregory. Birkenau (Auschwitz II) er starker. Det er den mest uhyrlige af de mange - Gregory siger 50 - koncentrationslejre i Krakow-området med sine flade skorstensfelter, der stadig står efter flugtende tyskere fik fakta til bygningerne og arkiverne, hvilket gjorde det umuligt at vide nøjagtige dødsfald. Der er nok strukturer til at fortælle historien. Vi arkiverer gennem dystre sovepladser, derefter toiletbrakker, fire lange betonrækker med huller over tagrender under. "Vagttjeneste her blev værdsat, " fortæller Gregory, "de blev nødt til at inspicere ekskrementer for smykker, som fangerne slukede."
Uden for Birkenau plukker tre personer salat i et felt. Er der gået nok tid til, at der ikke ryger nogen lugt, ingen DNA-mængder sætter sig på bladene på deres forårssalater? Jeg kan huske en linje fra den Nobelprisvindende digter Wislawa Szymborska: Tilgiv mig fjerne krige for at bringe blomster hjem .
Første stop næste morgen: Cmentarz Rakowicki, der blev grundlagt uden for Krakows gamle bydel i 1803 af de herskende østrigere, som mente, at kirkegårde i befolkede områder forårsager epidemier. Jeg kan godt lide at vandre på kirkegårde, dels fordi du kan fortælle meget om en kultur ved, hvordan de begraver deres døde, og dels fordi de ofte er overordentlig dejlige. Her blomstrer blomme- og kirsebærtræer langs baner overfyldt med gotiske kapeller, svævende engle og bedragerige kvinder. Hvis jeg boede her, ville jeg ofte komme for de opvarmende solstråler, der faldt på moskryds og stenlam. Gregory siger taktfast, at vi kan blive hængende, men vi går videre til Nowa Huta, hvor mere end 200.000 af Krakows 757.000 indbyggere bor.
I 1949, under Sovjetunionens dystre sving over Polen, begyndte de kommunistiske myndigheder denne udvikling såvel som det forurenende spændende stålværk ca. seks miles fra det centrale Krakow. Arbejderfamilier, der aldrig havde haft rindende vand, strømmet til for at bo i det planlagte samfund, men blev hurtigt forhindrede af arbejdsforhold, forurening og manglen på en kirke. 60 år har de enorme grå flerfamilieboliger bevaret deres besparelser, men nu er træer modnet og åbne rum gør kvartererne venligere. Stålfabrikken er ikke blevet renset helt, men den spytter ikke længere sod over alt. Den arkade centrale plaza blev løst modelleret på Piazza del Popolo i Rom. Når vi ser nøje, ser vi renæssance rører ved rækværker og vinduer. Hvis kun bygningernes facader ikke var tunge grå.
I nærheden af Nowa Huta ser vi min foretrukne Krakow-kirke, en del af en cistercienserkloster fra det 13. århundrede, bygget tæt på hvor et kors blev fundet flyder i floden. Det er fyldt med hundreder af ex-votos, fresker fra 1500-tallet og skyhøje buede søjler i lys sten. Pilgrimme, der kører deres knæ til en statue af Mary, har slidte stier i marmoren. Påfaldende er sideganglofterne og hvælvningen malet i traditionelle blomster-mønstre med lidt jugendstil.
Polen har en mærkelig tradition for at mindes om sine døde med jordhøje; landet har 250 af dem. Tidlige kan være forhistoriske eller keltiske, ingen ved med sikkerhed. I nærheden af Krakow mindes man Krak, den gamle konge og navnebror i byen, selvom udgravninger ikke har fundet noget tegn på hans begravelse. En anden hæder sin datter Wanda, der druknede sig selv i stedet for at gifte sig med en tysk prins. Vi kører op for at se haugen ære den polske uafhængighedskæmper Tadeusz Kosciuszko og bygget i 1820-23 med trillebøre med snavs. Han er også den amerikanske revolutionskrigshelt, hvis navn vi slagtede i femte klasse. En kriger såvel som en ingeniør, der specialiserede sig i befæstninger, tog hans færdigheder ham med til mange slagmarker, herunder Saratoga i det statslige New York. Fra denne stejle 34-yard høje kegle med en spiralsti kan du se i afstand Krak-haugen. Jeg kan godt lide at høre, at jorden fra Kosciuszkos amerikanske kampsteder udgør en del af mindesmærket.
I skumringen tager vi en sidste tur i det gamle hjerte af Krakow til restauranten Ancora. Kokken Adam Chrzastowskys madlavning med blomme, kirsebær og andre frugtskonfigurer er et eksempel på, hvordan han fortolker traditionen: Han serverer hjortedyr med løg og druemarmelade, hans and med en solbær og ingefær. Ed prøver den kolde, kolde vodka med peber og en østers. En gulp, eller du er fortabt. Andre lækkerier: tunger indpakket i prosciutto, pære-sorbet, chokoladesoulfflé med et overraskende antydning af blå ost. Det er sent, når Adam kommer ud og chatter med os. Inspireret af mormors madlavning og ophold i Shanghai flytter han polsk mad ind i den lyse fremtid, som landet ser ud til.
GPS'en i vores lejede Renault tog os hurtigt ud af Krakow, men motorvejen peterede hurtigt ud og dumpede os på to-baners veje afbrudt af stoplygter og reparationer af veje. Bynavne er alle konsonanter, med måske et "y" kastet ind, så vi glemmer hvor vi er gået, hvor vi er på vej. Ed er en blodsportkører, men hans træning på italienske autostradas gør ikke noget godt; vi sidder bag folk, der pirker.
Vejen deler felter med gult ukrudt og syrinser i vejen ved at åbne. Ligesom jeg har rost GPS'en, opdager Ed, at vi er fortabt, ikke på vej mod nord mod Gdansk, men vest mod den tjekkiske grænse. Bukoliske fornøjelser fordamper, når vi prøver at omprogrammere. Den lille dervish inde i GPS'en ønsker at tage til Prag, selvom vi ser tilbage til at synes om at beslutte Sarajevo. Hvert par minutter snor det os fra kursen. Jeg bliver navigator og spreder et kæmpe kort på min skød. GPS skrummer sporadisk op fra gulvet.
Når vi når Gdansk, finder vi let vores hotel ved Motlawa-floden. Hotel Podewils, som er et udsøgt herregård fra 1728, som undgik krigens bombeangreb, opretholder en elegant tilstedeværelse af ladylike. Vores værelse har vinduer på to sider, og jeg går frem og tilbage og ser på fiskere, lystbåde og en scape af Gdansk gamle bydel. Den høje struktur, der dominerer udsigten, identificerer jeg i min guidebog som den middelalderlige kran, der løftede varer fra kornet til pramme nedenfor. Som det meste af Gdansk blev den gendannet efter udjævningen af byen i slutningen af 2. verdenskrig.
Ulica Dluga, byens største hovedvej, er foret med skandaløst udsmykkede huse af oker, støvet akvamarin, guld, fersken, ærter grønt og lyserødt. Et hus er hvidt, jo bedre er det at præsentere sine guldbesatte druer og mesterligt stukkearbejde. Fasader er freskerede med kranser af frugt, mytologiske dyr eller hovmestre med lut, mens deres toppe er kronet med klassiske statuer, urner og jernpynt. Husene, dybe og tynde, har for- og bagerste trapper og tilsluttede værelser uden korridorer. I et af husene, Dom Uphagena, er vi i stand til at udforske inde. Jeg elsker de dekorerede vægge i hvert værelse - et med paneler af blomster og sommerfugle på dørene, et malet med fugle og et andet med frugt.
Hanseatic League, en orden med nordlige byer, oprindeligt dannet for at beskytte salt- og krydderhandelsruter, trivedes fra det 13. gennem det 17. århundrede. Den magtfulde forening voksede til at kontrollere al større handel med fisk, korn, rav, pels, malm og tekstiler. Gdansk var perfekt beliggende for at drage fordel af skibsfarten fra syd, rejse ned ad Vistula-floden til Østersøen. Ornamentikken i denne by afslører, at de magtfulde hanseatiske købmænd og deres hustruer havde sofistikeret smag og en mil-bred stræk af glæde i deres omgivelser.
Det bevæger sig at tænke på polakkerne, der gennemførte denne kærlige og mesterlige restaurering af deres ødelagte by efter krigen, især da de ikke deltog i heldet med midler fra Marshall-planen og til at starte, blev overdraget til Sovjetunionen af Churchill, Stalin og Truman. Gendannelsen i Gdansk virker lige så mirakuløs som 1980'ernes stigning af Solidaritetsbevægelsen i værftet her. Jeg ser efter Lech Walesa, der nu holder foredrag rundt om i verden efter at have fungeret som præsident i 1990'erne, på gaderne. Hans omdannelse fra arbejdsarrangør til national helt ændrede historien, da hans fagforenings protester førte til andre i hele Polen. Bevægelsen, han begyndte med et råb om troskab, brød til sidst den sovjetiske herredømme. Han må glæde sig over den følelige energi i det nye Polen. De skolebørn, vi ser overalt, er et godt eksempel: De er på farten og følger deres lærere til historiske steder. Rystende og legende symboliserer de let nye retninger; selv lærerne ser ud til at have det sjovt.
Amberhandlere plyndrede Østersøen i århundreder. På Amber-museet ser vi middelalderlige kryds, perler, amuletter og moderne smykker besat med rav, såvel som snegelskaller, dragonflies, lopper, dyrehår og fjer ophængt deri. Baltisk rav (succinite), kendt for sin høje kvalitet, blev dannet fra den fossiliserede harpiks fra gamle nåletræer, der faldt ned i skandinaviske og andre nordeuropæiske floder og rejste til havet. Nogle af museeprøverne går tilbage til den neolitiske æra, da stykker blev fundet skyllet op på land. Senere hentede samlere rav fra havbunden, flodmundinger og marsk. Allerede i 1477 havde Gdansk en orden af ravhåndværkere.
Vi udforsker Stare Miasto, et andet historisk afsnit, med sin storslåede gristmølle på en vandløb, kirker med melodiske klokker og Det Gamle Rådhus fra 1587, en af de få bygninger til at overleve krigen. I St. Nicholas, også en overlevende, ankommer vi tilfældigvis, når en organist begynder at øve. Piercing, blomstrende musik fylder hvert atom i den dramatiske og udsmykkede kirke og transporterer de fromme bønner mod himlen.
Vi rejser til Nationalmuseet for at se Hans Memling Last Judgment triptyk. Eventuelt piratbytte, det optrådte i byen omkring 1473. Senere sendte Napoleon det ud til Paris i et stykke tid, men Gdansk var senere i stand til at genvinde det. Museet ser ud til at have et fokus på den sidste dom; emnet gentages i lokalerne til polske malere i det 19. og 20. århundrede. Begrebet fornyet liv skal resonere dybt i en by, der bogstaveligt talt måtte rejse sig fra aske.
På vores sidste dag engagerer vi en guide, Ewelina, til at gå med os ind i Kashubia for at søge spor efter Eds slægtninge. "Hvornår så du Polen virkelig begyndte at ændre sig?" Spørger jeg hende.
"Solidaritet, selvfølgelig. Men tre tegn vækkede os. At have en polsk pave - det var så vigtigt tilbage i '78. Så kom Nobels til to af vores digtere, til Czeslaw Milosz - og vi vidste ikke engang om dette Pol i eksil - i 1980, daværende Wislawa Szymborska, det var 1996. Bekræftelsen udefra gav os stolthed. " Hun kigger ud gennem vinduet og sukker. "De tre begivenheder kan jeg ikke overvægte. Vi troede måske, at vi kan gøre noget." Hun fortæller os, at mange indvandrerpoler kommer hjem og bringer betydelig energi tilbage til deres land. Cirka 200.000 forlod England i 2008, både uddannede polakker og arbejdere, lokkede hjem af muligheder skabt af EU-penge, der blev givet til Polen, Storbritanniens dårlige økonomi og stigende lønninger i Polen. ”Dette er godt, alt godt, ” siger hun.
Ed har nogle stednavne, så vi kører vest i to timer til slottsbyen Bytow og derefter gennem skove tæppede med hvide blomster. Kort tid kommer vi til lille Ugoszcz. Uden Ewelina ville vi ikke have fundet noget, men hun instruerer os til at stoppe for vejledning, og vi følger, når hun marsjerer op til præstens hus. Til vores overraskelse svarer han, tager vores hænder med metacarpal-knusende håndtryk, bringer os ind og trækker gamle hovedbøger med brune blækkalligrafi, der registrerer dåb tilbage til 1700-tallet. Han er fuldstændig fortrolig med disse bøger. Som Ed siger familienavne, vipper han sider og kalder andre navne, der er velkendte i Minnesota. Han lokaliserer bedstemødre, oldemødre og oldemødre og tanter, oldeforældre, nogle, der forlod, nogle, der blev. Han kopierer to certifikater på latin og polsk og giver dem til Ed. En fra 1841 registrerer fødebarnet til hans oldefar Jacobus Kulas; den anden registrerer fra 1890 hans bedstemor Valeria Ursula Breske. Vi besøger kirken fra det 13. århundrede på tværs af vejen, en træskønhed, hvor slægtninge blev døbt.
Kørsel tilbage til Gdansk stoppes Ed for at få hurtig fart. De unge officerer synes intrigerede, at de har fanget amerikanere. Ewelina forklarer, at Ed er kommet hele denne vej for at finde sine forfædre. De ser på hans licens og spørger ham om hans familie. ”Åh, masser af Kleismitter i den næste by, ” siger en. De lod os gå uden bøde.
Ewelina fortæller os, at vi skal se Art Nouveau-badebyen Sopot. Ed vil besøge Bialowieza, den oprindelige skov med strejfende bison. Jeg vil gerne se Wroclaw, hvor vores polske arbejdere boede. Selvom vi har sovet godt i Polen, får de bedste ture dig til at føle dig mere vågen end nogensinde. På vej til lufthavnen ser Ed drømmende på kirsebærtræer, der suser ved vinduet. Ligesom jeg tjekker min kalender for, hvornår vi måske vender tilbage, snur han sig og siger: "Skal vi vende tilbage næste maj?"
Frances Mayes ' Every Day in Toscana offentliggøres i marts 2010. Hun bor i North Carolina og Cortona, Italien.
Rynek Glowny (i centrum af Krakow) blev anlagt i 1257 og er Europas største middelalderplads. "Hvor mange kaffe kan vi drikke?" forfatteren skriver. "Jeg vil stoppe ved hvert kardinalpunkt på pladsen." (Hr. Og fru Bernard Desjeux / Corbis) 
Efter at have skrevet fire bøger om Toscana, beskriver Frances Mayes de uventede glæder fra Krakow og Gdansk. (Edward Mayes) 
Kort over Polen (Guilbert Gates) 
Krakow besidder et væld af kulturelle skatte såsom Wawel Royal Castle, hvor landets konger boede. (Christophe Boisvieux / Corbis) 
Krakow var hovedstaden i Polen indtil udgangen af det 16. århundrede og udstråler stadig den gamle verdens charme; dets historiske centrum, præget af de skyhøje gotiske tvillingtårne i St. Mary's Church, er blevet betegnet som et Unesco verdensarvsted. (Jon Hicks / Corbis) 
Grafsten (Remu'h kirkegård) vidner om Krakows jødiske arv. (Christophe Boisvieux / Corbis) 
Under 2. verdenskrig blev ca. 18.000 jøder ført fra Krakow Ghetto til koncentrationslejre som Birkenau. (Jon Hicks / Corbis) 
Tadeusz Kosciuszko kæmpede for uafhængighed for både polakker og amerikanere. (Bettmann / Corbis) 
Lech Walesa startede Polens solidaritetsbevægelse i Gdansk i 1980. (Bettmann / Corbis) 
Gdansk-kranen på Motlawa-floden. (David Sutherland / Corbis) 
Fodgængervej gennem Dlugi Targ. (Atlantide Phototravel / Corbis) 
En statue, der repræsenterer berømmelse på toppen af Golden Gate. (Gregory Wrona) 
En skulptur på Golden Gate's facade. (Gregory Wrona) 
Polakker glædede sig, da digteren Wislawa Szymborska vandt Nobelprisen i litteratur i 1996. (Jacek Bednarczyk / epa / Corbis)
