I en igangværende serie vil ATM bringe dig det lejlighedsvise indlæg fra en række Smithsonian Institution-gæstebloggere: historikere, forskere og forskere, der kuraterer samlingerne og arkiverne på museer og forskningsfaciliteter. I dag reflekterer Michael Pahn, en arkivar fra National Indian of American Indian og en musiker, over det universelle sprog om musik. I september skrev Pahn om fiolen og violinen.
Jeg lytter til musik, fordi jeg elsker rytme og melodier. Men jeg elsker også musik, fordi den forbinder mig med andre mennesker. Musik fra en anden kultur eller en del af verden giver mig en fornemmelse af, hvad andre synes er smuk eller meningsfuld, eller i det mindste iørefaldende.
Hver kultur overalt i verden laver musik. Ethvert sted på Jorden, hvor du går, kan du finde mennesker, der synger for sig selv, uanset om de høster i marker, gynger deres børn i søvn eller kører på arbejde. Vi laver musik, når vi fejrer eller sørger eller beder. Vi sammensætter sange for at udtrykke vores tanker i et øjeblik, og vi synger sange, der er blevet overbragt fra generation til generation.
Michael Pahn, foto med tilladelse fra RA Whiteside / NMAI
Musik er noget, som vi alle som mennesker har fælles. Selvom musik allestedsnærværende er en del af grunden til, at lydoptagelsessamlingerne på Smithsonian er så enorme, kan det også gøre det vanskeligt at vide, hvordan eller hvor man skal grave sig ind. Min favorit måde at finde nye ting på er at være gratis. Jeg vil lytte til en optagelse og derefter gå af i søgning efter anden musik som den. Eller musik, der spilles på lignende instrumenter. Eller musik fra den samme del af verden. Eller bare musik, som den første indspilning fik mig til at tænke på. Det er alt, hvad det kræver for at begynde at høre nye lyde, som jeg sandsynligvis aldrig ville finde, hvis jeg bevidst begyndte at lede efter dem.
John Marshall-samlingen, der er indeholdt i National Museum of Natural History's Human Studies Film Archives, er en af institutionens store skatte. John Marshall dokumenterede Ju / 'hoansi-befolkningen i Kalahari-ørkenen i det sydvestlige Afrika over en 50-årig periode, der begyndte i 1950, og resultaterne udgør et arkiv, der indeholder mere end en million fod filmoptagelser og hundreder af timers lydoptagelser . Marshall indfangede på film den skiftende historie om Ju / 'hoansi, da deres traditionelle semi-nomadiske livsstil blev stadig mere uholdbar, og de kæmpede for at tilpasse sig genbosættelse. I 2009 blev hans arbejde anerkendt af UNESCO og inkluderet i Memory of the World Register, hvilket gjorde det til en af kun tre samlinger i USA til at bære denne ære.
Musik er kernen i Ju / 'hoansi-hærdningsceremonien, et centralt ritual i stammens åndelige liv, når samfundet mødes for at synge og danse for at helbrede de syge. Traditionen fortsætter til i dag, men i 1950'erne var Marshall blandt de første til at optage optagelser. Kvinderne synger, klapper og danser lejlighedsvis. Mændene danser, iført benramler lavet af tørrede kokoner, der skaber komplicerede polyrhymer. Selve sangene, medicinmændene og ilden i centrum af ceremonien antages at indeholde det, stammen kalder n / um, den åndelige energi, der er i stand til at heles. Denne ceremoni - og musikken, der udføres som en del af ceremonien - er det vigtigste udtryk for Ju / 'hoansi-åndelighed og er dybt indgroet i deres kulturelle identitet. Det er klart, hvorfor disse ceremonier er fortsat på trods af de drastiske ændringer, som Ju / 'hoansi har oplevet, såsom adgang til vestlig medicin. Det er også ganske enkelt fascinerende musik.
Der er meget at tænke på i hærdningsceremoniens musik, men jeg blev mest slået af de tørrede kokonbenrangler. De lyder og ser smukke ud. Det viser sig også, at mennesker over hele verden fremstiller rangler af tørrede kokoner. Pima-indianerne i Arizona og Yaqui-indianerne i det nordlige Mexico er kun to eksempler. En af mine favoritter er en rigtig energisk Smithsonian Folkways-optagelse af en Yaqui-dansesang, der indeholder disse og andre slags rangler.
Jeg var interesseret i at høre anden Ju / 'hoan-musik, fordi, som det er tilfældet med de fleste, deres musik har mange sammenhænge, som ikke alle er ceremonielle. I midten af 1950'erne, da Ju / 'hoansi stadig førte en jagter-samler-livsstil, vendte deres tanker ofte mod den naturlige verden og dens indbyggere. I 1955 filmet Marshall tre mænd, der sang "Red Partridge Song", hvilket sandsynligvis var en komposition af manden, der spillede det lille strenginstrument i klippet. Dette instrument kaldes en // uashi, og manden, der spiller det, er / Gao // uashi, en respekteret healer og virtuos, der var så tæt identificeret med dette instrument, at hans navn groft oversætter til “/ Gao Music.”
Jeg elsker denne sang, men udførelsen i dette klip har en mærkelig, løsrevet kvalitet, som ifølge filmarkivaren Karma Foley fra Human Studies Film Archive skyldes den primitive synkroniserede lydfeltoptagelse på det tidspunkt, hvilket krævede en generator, blandt andet. "John Marshall måtte indstille scenen, der skulle filmes, snarere end at optage og optage sang, som det naturligvis ville have sket, " forklarede Foley for mig. ”Normalt sad folk rundt sammen, og nogen kunne samle et instrument og spille i et stykke tid. Onlineklippet viser en mere arrangeret scene, adskilt fra resten af gruppen - jeg tror, dette skyldtes størstedelen af synkroniseret lydoptagelsesudstyr og ønsket om at optage musikken uden baggrundsstøj i landsbyen. ”
Den første ting, der sprang ud ved mig om denne sang, er, hvor afslappet den er. Afspilningen er blid, og harmonierne ser helt ud af manchetten. Jeg var interesseret i at høre anden musik, der lyder som "Red Partridge Song", men jeg fandt ikke noget, der var lige så afslappet eller uformel. Hvad jeg dog fandt, er en smuk sang kaldet Urai Turuk Titirere, sunget af Bat Rerekat-folket på Mentawai-øerne Sumatra. Denne sang synges med ros af titirerefuglen, men mere interessant er den forbundet med et komplekst helbredelsesritual. Jeg søgte efter en fælles, men fandt en anden!
Kontrast den pastorale fred i "Red Partridge Song" med den rå smerte fra N! Ai's sang. Dette blev optaget i 1978, da N! Ais samfund af Ju / 'hoansi boede i en regeringsafvikling kaldet Tsumkwe. Overgangen fra semi-nomadisk til bosat liv havde store sundhedsmæssige konsekvenser for dem, og tuberkulose havde hurtigt spredt sig gennem Tsumkwe. Der var stor spænding i samfundet, som ikke havde eksisteret før bosættelsen. I deres gamle liv var deling almindelig, og store grupper boede sjældent sammen i længere tid. Når spændinger brød ud, ville grupper simpelthen flytte fra hinanden, indtil tingene roede sig. At bo på Tsunkwe og være på statsbistand skabte fattigdom og jalousi. N! Ai berører alt dette i hendes sang, som er smuk og hjerteskærende.
Da jeg hørte på N! Ais sang tænkte jeg straks på Bukka White's "Fixin 'til Die Blues." Begge er overraskende ærlige og dystre. Sygdom, især tuberkulose, var et hyppigt emne for amerikansk country- og bluesmusik i første halvdel af det 20. århundrede. Jimmie Rodgers sang ofte om sygdommen, som i sidste ende dræbte ham. “TB Blues” er en standard, og forskellige versioner er blevet udført gennem årene af Leadbelly, Pete Seeger og Hazel Dickens og Alice Gerrard. Desværre er sygdom og smerter så universelle som musik.
I løbet af de halvtreds år, hvor John Marshall dokumenterede deres liv, mistede Ju / 'hoansi meget af deres forfædres jagtområder og blev forskudt til reservationslignende hjemland. De måtte vedtage helt nye, afviklede livsstil. Sygdom og fattigdom ødelagde stammen, men de tilpassede sig også til deres nye virkeligheder og skabte konserveringer og sociale institutioner, der hjælper med at bevare deres traditioner. På mange måder oplevede Ju / 'hoansi i en periode på 50 år, hvad indianere oplevede i løbet af 200 år, da europæisk bosættelse fuldstændigt fortrængte mange af deres traditionelle livsstil. Og ligesom indfødte amerikanere og andre mennesker over hele verden, har musik både forbundet Ju / 'hoansi til deres fortid og tilbudt et afsætningsmulighed for at udtrykke deres ængstelse og glæder om deres nutid og fremtid.
Det er svært for mig at forestille mig mennesker, hvis liv er mere forskellige fra mine end Ju / 'hoansi, hvis liv på sin side er meget forskellige for Yaquierne, Pima'erne og Bar Rerekat. Og alligevel, ved at lytte til deres musik og lære om, hvad det betyder for dem, mens jeg reflekterer over, hvad musik betyder for mig, føler jeg en forbindelse til dem alle.
