I foråret 1795 kaldte en parade af London-notabler - lærde, jævnaldrende, en fremtidig biskop, Englands poetpristagent - til det kuriofyldte hjem hos en antikvar ved navn Samuel Ireland. De var kommet for at se nogle papirer, som Irlands 19-årige søn, William-Henry, sagde, at han havde fundet, mens han rodede i en gammel bagagerum. Krypteret med falmet blæk på gulnet papir, de inkluderede breve, poesi og andre kompositioner, som tilsyneladende er skrevet og underskrevet af William Shakespeare. Indtil nu var intet i Bards egen hånd kendt for at overleve, undtagen fire underskrifter på juridiske dokumenter. Det mest forbløffende af alt var en del af et ukendt skuespil, der påstås at være vist af Shakespeare - en spændende ny tilføjelse til dramatikerens kanon.
Relateret indhold
- Hilsener fra landet af Make-Believe Arter
- At være eller ikke være Shakespeare
James Boswell, Samuel Johnsons anerkendte biograf, var en af de besøgende. Siddende i Irlands undersøgelse holdt Boswell, nu portet og dobbelt-chinned, de forskellige papirer op til lampen og skvisede til det blomstrende skænderi i lange minutter. Adskillige gange, huskede William-Henry, afbrød den store mand sin inspektion for at slynge varmt brandy og vand. Til sidst satte han dokumenterne ned på et bord, sænkede sin hoveddel ustabilt i genuflektion og kysste den øverste side. ”Jeg skal nu dø tilfreds, ” åndede han, ”da jeg har levet for at se den nuværende dag.” Han døde tre måneder senere i en alder af 54, formodentlig tilfreds.
Meget senere sagde William-Henry, at han var blevet forbløffet over den brouhaha, ”opdagelsen” forårsagede. Det, der var begyndt som en knep for at vinde respekten for sin kølige, Shakespeare-tilbedende far, voksede hurtigt ud til en af de mest dristige litterære hoaxer i historien. I en burst af manisk energi i 1795 frembragte den unge advokatskolleg en torrent af shakespearske fabrikationer: breve, poesi, tegninger og mest dristig af alt, et stykke længere end de fleste af Bards kendte værker. Forfalskningerne blev hurtigt udført og kriminalt uacceptable, men de fleste af de mennesker, der inspicerede dem, var blinde for deres mangler. Francis Webb, sekretær for College of Heralds - en organisation kendt for sin ekspertise inden for gamle dokumenter - erklærede, at det nyligt opdagede teaterstykke åbenbart var William Shakespeares værk. "Det kommer enten fra hans pen, " skrev han, "eller fra himlen."
William-Henry Irland var en usandsynlig Shakespeare. Han drømte om at være skuespiller, digter eller måske dramatiker, men han havde været en dystre studerende, sjældent anvendt sig selv på sine lektioner og regelmæssigt trukket fra for adfærd. En af hans rektorer, huskede han senere, fortalte sin far "at jeg var så dum at være en skændsel for hans skole."
Selv drengens forældre så ham som en kedelig. Samuel Irland, en selvvigtig og socialt ambitiøs forfatter, gravør og samler, gik så langt som at antydede, at William-Henry ikke var hans søn. Drengens mor anerkendte ikke sit moderskab; som Samuels elskerinde, rejste hun William-Henry og hans to søstre ved at posere som en husholderske ved navn Mrs. Freeman. Samuel havde fundet drengen et krævende job som lærling hos en advokats ven, hvis kontor var et par blokke fra Irlands hjem på Norfolk Street i Strand, i udkanten af Londons teaterdistrikt. I advokatkamrene passerede William-Henry sine dage stort set uden opsyn, omgivet af århundreder gamle juridiske dokumenter, som han lejlighedsvis ville sile igennem, når han blev spurgt.
Han kunne have levet sine dage i uklarhed, hvis det ikke havde været for hans fars besættelse af at indsamle antikviteter. At kalde det irske hjem var at træde ind i Samuels kabinet for nysgerrigheder. Her var malerier af Hogarth og Van Dyck, sjældne bøger, et stykke af en mammas skodd og en sølvtrimmet bæger udskåret fra træet af et morbærtræ, som Shakespeare siges at have plantet i Stratford-upon-Avon.
"Ofte, " huskede William-Henry i 1832, "min far ville erklære, at at besidde en enkelt overfald af digterens håndskrivning ville blive anset for en perle ud over enhver pris."
Præcis når ideen om forfalskning slog rod i William-Henrys sind er uklar. I alle sine drømme om at være forfatter havde han produceret højst en håndfuld digte. Kort før jul i 1794 besluttede han at prøve sig på noget nyt. I en af hans fars bøger havde han lagt mærke til Shakespeares vagende underskrift på en faksimile af en gammel gerning. William-Henry bar stille bogen til lovkamrene, hvor han øvede på at spore underskriften, indtil han kunne kopiere den med lukkede øjne. Ved hjælp af tomt pergament skar han fra en gammel lejerulle, han brugte blæk fortyndet med bogbindemiddels kemikalier til at skrive en ny gerning. Han mørkfargede blækket ved at holde pergamentet tæt på en flamme, derefter vedhæftede voksforseglinger, han havde skåret af en gammel gerning på kontoret.
Efter middagen et par aftener senere gik William-Henry ind i det irske tegningsrum, trak den nye gerning ind i sin frakke og gav den til sin far og sagde højere end han havde tænkt sig, næsten som i modstrid: ”Der, sir! Hvad synes du om det? ”
Samuel udbredte gerningen og undersøgte den i tavshed i flere minutter og var særlig opmærksom på sælerne. Til sidst genfoldede han pergamentet. ”Jeg tror bestemt, det er en ægte handling i den tid, ” sagde han mere roligt end William-Henry havde håbet.
Hvis samleren var mindre end overbevist, forsvandt hans tvivl snart. Næste morgen viste han gerningen til en ven, Sir Frederick Eden, en ekspert på gamle sæler. Eden udtalte ikke kun gerningen autentisk, men identificerede også billedet stemplet i seglet direkte under Shakespeares underskrift. Den utydelige T-formede kontur i voksen (som William-Henry ikke engang havde lagt mærke til) var en middelalderlig enhed kaldet et fjelde, forklarede Eden, en drejelig vandret stang monteret på en stolpe, hvor en ung rytter ville sige sin lans, når han lærte at dyst.
Med hensyn til hvorfor Bard havde valgt det som hans insignier - hvorfor det selvfølgelig var et objekt, hvor en rytter ville "ryste" sit "spyd". De to mænd var begejstrede over deres opdagelse. Hvordan kunne Bards underskrift være andet end autentisk, forseglet som den var med hans eget markante emblem?
Fra dette trak William-Henry en vigtig lektion: Folk har en tendens til at se, hvad de vil se. Alt forfalskningen gør er at foreslå en plausibel historie; hans ofre udfylder detaljerne.
Ord spredte sig hurtigt om, at gerningen var fundet, og små grupper af Samuel Irlands venner og medsamlere skulle sammenkaldes i salongen om aftenen for at diskutere det.
”Flere personer fortalte mig, ” skrev William-Henry to år senere, ”at uanset hvor det blev fundet, må der uden tvivl være alle manuskripter fra Shakspeare [sic] så længe og forgæves søgt.” Han sagde, at han havde fundet gerningen, mens rod i en gammel bagagerum tilhørende en Mr. H., en velhavende herreven, der ønskede at være anonym. Hr. H., tilføjede han, havde ingen interesse i gamle dokumenter og bad ham om at beholde, hvad han havde lyst til.
Hans far badger ubarmhjertigt ham med flere papirer. ”Nogle gange blev jeg anmodet; hos andre, befalede at genoptage min søgning blandt min formodede vens papirer, ”huskede William-Henry mange år senere, “ og ikke hyppigt spottet for at være en absolut idiot for at lide en så strålende mulighed for at undslippe mig. ”
For at berolige sin far lovede William-Henry ham nye skatte fra bagagerummet. Ved at skære svævebladene fra gamle bøger for at forsyne sig med antikt papir producerede han en række forfalskninger: kontrakter med skuespillere, breve til og fra Shakespeare, endda et kærlighedsdigt til Bards forlovede, Anne Hathaway, komplet med en hårlås. For at fremstille manuskriptet til et velkendt teaterstykke ville den unge forfalsker ganske enkelt transkribere den trykte version til longhand. Voilà - den længe mistede original! For at efterligne Elizabethansk stavning dryssede han terminal e overalt. Han tænkte på skuespilernes sprog, da han kopierede dem, udelader linjer og tilføjede et par korte passager her og der. Kort fortalt præsenterede han sin far et helt første udkast til King Lear efterfulgt af et fragment af Hamlet .
Mange af dem, der kom til Norfolk Street for at bedømme papirernes ægthed, var usikre på, hvad de ledte efter, fordi drastisk omskrevne versioner af Shakespeares teaterstykker var udbredte. Samme år havde for eksempel Theatre Royal på Drury Lane iscenesat King Lear med en lykkelig afslutning: Cordelia gifter sig med Edgar, og Lear, Gloucester og Kent overlever alle at nyde en fredelig dotage.
Som hoaxere før og siden, bemærkede William-Henry, at jo større han hævdede, jo mere ivrig troede de på dem. Hans mest dristige begivenhed var det fra det ukendte skuespil i Shakespeares håndskrift, som han hævdede at have opdaget i Mr. H.s bagagerum. ”Med min sædvanlige fremdrift, ” indrømte forfalskeren senere, ”[jeg] gjorde Irland bekendt med at opdagelsen af et sådant stykke, før en enkelt linje virkelig blev henrettet.” Da han stod overfor sin fars voksende utålmodighed til at se stykket, den unge mand leverede en scene eller to ad gangen, "som jeg fandt tid til at komponere den."
William-Henry valgte som emne en engelsk femte århundrede krigsherredreng ved navn Vortigern og en ung kvinde ved navn Rowena, med hvem kongen ifølge legenden blev forelsket. Som Shakespeare foran ham trak William-Henry på Holinshed's Chronicles, en kopi, som han lånte fra sin fars studie. Den unge mand skrev stykket på almindeligt papir i sin egen håndskrift og forklarede, at det var en transkription af, hvad Shakespeare havde skrevet. Det påståede originaldokument producerede han senere, da han havde tid til at indskrive det på antik papir i en blomstrende hånd.
Det nye teaterstykke var uroligt og til tider forvirrende, tempoet ujævnt, poesien ofte trite, men der var passager i Vortigern og Rowena, som unægteligt var gripende. Ved en banket i akt IV modsætter kongens sønner sig, når han inviterer rolige Rowena til at sidde ved siden af ham i et sæde, der tilhører deres mor dronningen. Vortigern eksploderer i raseri:
Våger du så min magt til konto!
Skal jeg, en konge, sidde her for at blive ubehandlet
Og bøje nakken for at bære mine børns åg?
Begyndte, siger jeg, at ikke min nuværende vrede
Få mig til at glemme det sted med blod, jeg besidder
Og bryde slips twixt far og hans barn.
Faderens utilfredshed var en følelse William-Henry kendte alt for godt. Imidlertid var stykket en pastiche af karakterer og scener løftet fra Shakespeares repertoire, og det tilføjede ikke meget. Men for dem, der forventede at møde Bards nyopdagede ord, læste det som et mesterværk.
Norfolk Street blev snart en pilgrimsrejse for Shakespeare-elskere; Samuel følte sig tvunget til at begrænse besøgstiderne til mandag, onsdag og fredag, kl. 12.00. Håndtering af pergamenthandlingen og hårlåsen var en del af ritualet. Når det drejede sig om stykket, da besøgende spekulerede på, hvorfor Shakespeare havde holdt denne magnum opus skjult for synet, forfalskede William-Henry et brev, der antydede, at dramatikeren havde set det som sin kronepræstation og ville have mere for det, end hans printer var villig til at betale.
Transporteret af tanken om nærhed til Shakespeares breve og manuskripter skrev Francis Webb fra College of Heralds en ven: ”Disse papirer bærer ikke kun underskriften på hans hånd, men også hans sjælstempel og træk ved hans geni. ”James Boaden, kritiker og redaktør af London-dagbladet The Oracle, var lige så sikker. "Den overbevisning, der er produceret i vores sind, " skrev han, "er sådan, at al skepsis er latterlig."
Richard Brinsley Sheridan var ikke så sikker, men dramatikeren og det teatralske impresario havde brug for et hit. Sheridan, som var en frisætende, hårdt drikker gambler og et parlamentsmedlem, havde netop udvidet Drury Lane-teatret til at rumme ca. 3.500 kunder, hvilket gjorde det til det klart største i England. Udvidelsen plus tab fra væddemål havde ført ham dybt ind i gæld. Selvom han aldrig havde været en stor beundrer af Barden, var han opmærksom på, at iscenesættelse af den første première af et Shakespeare-skuespil på næsten 200 år ville fylde hans kavernøse teater nat efter nat.
I foråret 1795 kom Sheridan ved Irlands hjem for at evaluere Vortigern . Siddende i undersøgelsen læste han et par sider og stoppede derefter ved en passage, der slog ham som upotisk - faktisk klodset.
”Dette er temmelig mærkeligt, ” sagde han, ”for selvom du er bekendt med min mening om Shakespeare, alligevel, hvad enten det er som det, skrev han bestemt altid poesi.” Efter et par sider mere stoppede Sheridan igen og kiggede op hos hans vært. ”Der er bestemt nogle dristige ideer, men de er rå og ufordøjet. Det er meget underligt: Man ville blive ført til at tro, at Shakespeare må have været meget ung, da han skrev stykket. ”
Men så tilføjede han, at ingen kunne være i tvivl om, at de indsamlede dokumenter var Shakespeares, fordi "hvem kan muligvis se på papirerne og ikke tro dem gamle?" Sheridan syntes ikke Vortigern var meget god, men han ville alligevel gerne have det for Drury Lane . Stykket skulle have sin premiere der den følgende april.
William-Henry var klar over, at jo jævnere strømmen af besøgende til Norfolk Street var, desto mere sandsynligt er tvivl begyndt at give deres stemmer hørt. Han var især nervøs for et besøg fra Joseph Ritson, en kritiker, der er kendt for sin galskab. ”Den skarpe fysiognomi, det gennemborende øje og den tavse kontrol af Mr. Ritson fyldte mig med en frygt, jeg aldrig før havde oplevet, ” ville William-Henry senere skrive.
Efter at have undersøgt papirerne skrev Ritson til en ven, at de var "en pakke med forfalskninger, studerende og dygtigt beregnet til at bedrage offentligheden." Han vurderede dem at være værket af "en person med geni og talenter" - ikke en af de Irlander, bestemt - som "burde have været bedre ansat." Men han holdt denne dom privat; når alt kommer til alt risikerede en lærd eller antikvinder livslang berygtelse, hvis han fordømte et digt eller et skuespil, der senere blev bevist at være Shakespeares. Så tvivl om papirernes ægthed tog form af rygter.
For at imødegå dem udarbejdede en kernegruppe af troende, herunder Boswell, et certifikat for tro, hvori de erklærede, at de "under ingen omstændigheder underholdt om gyldigheden af den shaksperiske [sic] produktion." I mellemtiden fortsatte Samuel med at narre sin søn til en introduktion til Mr. H. og en chance for at grave gennem mandens bagagerum selv. William-Henry mindede sin far om Mr. Hs insistering på fuldstændig anonymitet, idet han citerede mandens frygt for, at Shakespeare-kultister ville grev ham med "uvedkommende" spørgsmål om artefakterne. Efter at William-Henry i stedet foreslog en brevveksling, udviklede Samuel en livlig korrespondance med den undvigende herre. På høfligt sprog og yndefuld håndskrift, som samleren ikke kunne genkende som sin søn, udbredte H. Hs breve William-Henrys karakter og evner.
Samuel annoncerede planer om at offentliggøre et bind, der indeholder Shakespeare-artikler i faksimile. Prisen ville være fire guineas - omkring hvad en arbejdsmand tjente på to måneder. William-Henry modsatte sig hårdt og hævdede, at Mr. H. havde nægtet tilladelse. Indtil nu havde papirerne været svære at læse kurioser, der kun var tilgængelige for Irlands gæster. Når William-Henrys prosa og poesi var indstillet i type, ville teksterne blive underkastet tydelige øjnene af fremmede. ”Jeg havde en idé om at fare for enhver modstand og tilstå faktum [forfalskning] snarere end at være vidne til offentliggørelsen af papirerne, ” ville han senere skrive.
Og alligevel begyndte han også at narre sig selv: den fantastiske succes med hans novice-kompositioner fik ham til at føle, at han - en dårligt uddannet gutt med et meningsløst job, en dunce og en fiasko i verdens øjne - var den søde svane fra Avons ægte litterære arvtager. For at verden skal genkende sit sjældne talent, måtte han naturligvis afsløre sit forfatterskab - og til at erkende, at han var en mærke til, at Shakespeare ville udsætte Bards beundrere, og især hans far, for at latterliggøre.
Hans far udgav Shakespeare-papirerne på julaften 1795. Flere af Londons højtidsfulde aviser slog med glæde. Telegraph offentliggjorde et spottet brev fra Barden til sin ven og rival Ben Jonson: “Deeree Sirree, Wille youe doee meee theee favvourree too dinnee wythee meee onn Friddaye nextte, attt twoo off theee clockee, too eattee sommee muttonne choppes andd somme poottaattoooeesse. ”Sådan hån fandt kun offentlighedens interesse. På det centrale spørgsmål om, hvorvidt Shakespeare havde skrevet papirerne, var de fleste endnu ikke enige om deres mening. Forfalskninger, så som nu, var notorisk svære at opdage ud fra stilen og kvaliteten af forfatterskabet; gennem århundrederne blev Shakespeares kanon tilføjet til ( Pericles ) og trukket fra ( The London Prodigal ), da lærde diskuterede, om dramatikeren arbejdede med en samarbejdspartner, og i bekræftende fald hvem der kunne have skrevet hvad. Samuel Irlands påstande var ikke mere tvivlsomme end meget af det, der derefter gik til litteraturstipendiet. Og hans talrige tilhængere inkluderede lærde, samlere, præster, poetprist Henry James Pye, en gaggle af parlamentsmedlemmer og et udvalg af ører og hertuger.
Til de få stemmer, der var blevet rejst offentligt imod dem, tilføjede Edmond Malone nu sin. Redaktøren af Shakespeares komplette værker, der i vid udstrækning blev betragtet som Englands fremste ekspert på forfatteren, udgav en boglængde-eksponering på de irske papirer og angreb dem som et "klodset og dristigt svig" fyldt med fejl og modsigelser. I et takkebrev til Barden, som angiveligt er skrevet af dronning Elizabeth selv, skrev Malone, at stavemåden "ikke kun ikke er orthografien af Elizabeth eller hendes tid, men er for det meste ortografien på ingen alder overhovedet." Han bemærkede den absurde usandsynlighed for, at så mange forskellige ting ville ende i den samme magiske bagagerum. Han vidste ikke, hvem der havde forfalsket dem, men han var ikke i tvivl om, at nogen havde gjort det.
Mere skadelig end Malones mening var hans timing: i håb om at påføre den mest skade, udgav han den 31. marts 1796 - kun to dage før première i Vortigern .
Malones eksponering udsolgt, før stykket åbnede, og det forårsagede et oprør - men det var ikke det fatale slag, han havde håbet på. Hans argumenter var for pedantiske og ufokuserede til at vinde over alle, og hans prale, fornærmende tone hjalp ikke. William-Henry morede sig grimt over, at denne "generalissimo af de ikke-troende", som han kaldte kritikeren, tog 424 sider for at sige, at papirerne var en så åbenlys forfalskning, at man kunne se gennem dem med et øjeblik.
Under alle omstændigheder var det kun få britiske teaterforfattere, der stolede på tekstanalyse. John Philip Kemble, den regerende stjerne på London-scenen, tvivlede på skuespilets ægthed, selv når han repeterede for hovedrollen, men Sheridan foreslog, at han lod publikum bestemme for sig selv: ”Du ved godt, at en engelskmand betragter sig selv som en dommer af Shakespeare som sin pint porter. ”
Vortigerns åbningsaftenpublikum ville være klar til at bedømme skuespillets forfatterskab - og i forlængelse heraf - fra de andre irske papirer - længe før de endelige linjer blev talt.
Et fuldt hus - et første til Drury Lane's store nye bygning - var klar til åbningen lørdag 2. april 1796. Mindst lige så mange mennesker blev afvist. Med al den værdighed, han kunne mønstre, tvang Samuel Ireland sig hen til en stor kasse i midten af teatret, synligt for alle. William-Henry gled ind gennem en scenedør og så fra vingerne.
De første to handlinger i fem-akters skuespil gik godt nok. Der var lidt af Londons teaterforfattere sædvanlige heckling og catcalling, og flere af William-Henrys indlæg blev bifaldt. Ekkoerne af velkendte Shakespeare-teaterstykker var umulige at gå glip af - det var Macbeth krydset med Hamlet med strejf af Julius Caesar og Richard III . Tegnernes og situationernes meget fortrolighed kan faktisk have beroliget mange i publikum.
Men ikke alle. Vortigern var tydeligvis ikke et teatermesterværk, uanset hvem der havde skrevet det. Det første antydning til katastrofe kom i tredje akt, da en bit-spiller - en skeptiker som Kemble - overspilte sine linjer for latter. Publikum blev mere genialt i slutakten, da Kemble som kong Vortigern talte med Døden med hånlig højtideligt:
O! så åbner du brede dine grusomme kæber,
Og med uhøflig latter og fantastiske tricks,
Du klapper dine skranglende fingre mod dine sider;
Og når dette højtidelige hån er afsluttet -
Den sidste linje intonerede han med en uhyggelig, udtrukket stemme, der provokerede adskillige minutter af latter og fløjt. Kemble gentog linjen - efterlod ingen tvivl om, hvilket hån han refererede til - og mængden brød ud igen. Forestillingen var måske sluttet der, men Kemble trådte frem for at bede publikum om at tillade showet at fortsætte.
Det sidste gardin bragte entusiastisk bifald såvel som langvarig booing; ikke alle dem, der var til stede, var med i forstyrrelserne, og mange troede utvivlsomt, at de netop havde været vidne til et nyt værk af William Shakespeare. Men derefter blev en onstage-meddelelse om, at Vortigern ville blive gentaget den følgende mandag aften, råbt. I gropen brød kampene blandt troende og ikke-troende. Kaoset varede i næsten 20 minutter og forsvandt først, efter at Kemble tog scenen for at meddele, at Sheridans egen skole for skandale ville erstatte Vortigern på mandagens regning.
De anmeldelser, der begyndte at blive vist i aviserne den mandag, blev brændende. På baggrund af Malone fordømte kommentatorer Vortigern som fabrikeret vrøvl. Et par svar var mere tempererede. Digterpristagent Pye bemærkede, at publikums uregelmæssighed ikke var noget bevis på forfalskning. ”Hvor mange personer var der i teatret den aften, ” spurgte han, ”som uden at blive ført kunne skelne mellem King Lear og Tom Thumbs fordele ? Ikke tyve. ”
Til sin egen overraskelse blev William-Henry lettet af fiaskoen. Hans langvarige underforbrænding reducerede ham til en tilstand af bitter udmattelse. Efter publikums bedømmelse skrev han senere, ”Jeg trak mig tilbage i sengen, lettere i mit sind end jeg havde været i lang tid, da belastningen blev fjernet, som havde undertrykt mig.” Men debatten om Shakespeare-papirerne ' ægtheden varede i måneder - indtil William-Henry tilståede, til mange forbløffelse, at han havde skrevet dem selv.
Han kunne ikke møde sin far, fortalte han sine søstre, sin mor og i sidste ende en antikvarisk ven af sin fars. Da de fortalte Samuel, nægtede han at tro, at hans enkle sind var i stand til en sådan litterær præstation.
William-Henry, surmodig, flyttede ud af sin fars hus og i et brev turde ham at tilbyde en belønning "til enhver, der vil komme frem og sværger, at han forsynede mig, selv med en enkelt tanke i papirerne." papirernes forfatter fortjente kredit for at have vist enhver gnist af geni, fortsatte han, "Jeg Sir DIN SØN er den person."
Samuel Ireland gik fire år senere til sin grav ved at fastholde, at Shakespeare-papirerne var ægte. William-Henry kæmpede for at forsørge sig selv ved at sælge håndskrevne kopier af dem. Han blev betragtet som en mindreårig, da han begik sit litterære bedrag, og han havde ikke drattet fordel af sin eskapade, så han blev aldrig ført ind i retten. Naivt havde han forventet ros for sin glans, når han afslørede sit forfatterskab. I stedet blev han bedrøvet. En forfatter opfordrede til at blive hængt op. William-Henry tilskrev sine kritikers gift til forlegenhed. ”Jeg var en dreng, ” skrev han i 1805, ”de blev følgelig bedraget af en dreng.” Hvad kunne være mere ydmygende? Til sidst skrev han flere poesibøger og en række gotiske romaner, nogle udgivne, andre ikke. Hans berygtethed som ”Shakespeare” Irland var med til at få hans bøger opmærksomhed.
William-Henry udtrykte aldrig modstrid for sin eskapade. Snarere var han stolt over det. Hvor mange engelske drenge havde kendt glæden ved at blive sammenlignet med en gud? For alle de sociale snubber, pengeproblemerne og de litterære afslag, han udholdt inden han døde, i 1835, 59 år gammel, ville han altid trøste sig med tanken om, at han en gang i et halvt strålende år havde været William Shakespeare.
Uddrag fra drengen, der ville være Shakespeare, af Doug Stewart. Copyright © 2010. Med tilladelse fra udgiveren, Da Capo Press.
Ved hans død, i 1616, efterlod William Shakespeare (ca. 1610) ingen litterære værker i sin egen håndskrift. (John Taylor / National Portrait Gallery, London / Bridgeman Art Library International) 
To århundreder efter Shakespeares død smedede en lavmægtig lovkammerat ved navn William Henry Irland Bards underskrift og et segl der overbeviste skeptikerne. (National Portrait Gallery, London) 
Irlands forfalskede Shakespeare signatur og segl. (Fra Samuel Irlands diverse papirer) 
Irland fortsatte med at skabe mange værker, der tilskrives Shakespeare, inklusive et helt teaterstykke. (Doug Stewart) 
Samuel Irland, der blev vist her i 1776, uvidende om, at hans søn havde sammenkøbt Shakespeare-dokumenterne, vist dem i sit hjem med formelle besøgstider. (Hugh Douglas Hamilton / National Portrait Gallery, London) 
Én gæst hjemme hos Samuel Irland var James Boswell, der blev vist her i 1793, som blev ført til en prøveudtagning af forfalskninger og sagde: "Jeg skal nu dø tilfreds." (George Dance / National Portrait Gallery, London) 
William-Henry fortalte sin far om et "nyt" Shakespeare-skuespill, før han skrev en enkelt linje om det. For at besværge sin fars utålmodighed måtte han levere scener, når han var færdig med dem. (Vortigenstudies.org) 
Richard Brinsley Sheridan var i tvivl om det færdige produkt, men han havde også væddemål og et stort teater at udfylde. (John Russell / Granger Collection, New York) 
Sheridan gav Vortigern sin debut i april 1796. (AKG-Images) 
Efter Vortigern- premieren blev der frit fremsat tvivl om Shakespeare-papirerne. Karikaturist John Nixon implicerede hele Irlands familie, inklusive fra venstre William-Henry, hans søster Anna Maria, hans far, hans mor og hans søster Jane. (Det Britiske Museum) 
I titelrollen spillede den bemærkede skuespiller John Philip Kemble (her afbildet som Richard III, ca. 1788) Vortigern til grin. (William Hamilton / Victoria & Albert Museum, London / Art Resource, NY) 
Samuel Ireland nægtede at tro, at hans søn havde talentet for svig. William-Henry fraflyttede sin fars hus i en huff. Hans offentliggjorte tilståelser omfattede den falske sæl, der viste et fjederstykke, genstanden, hvor en jouster ville "ryste" sit "spyd." (University of Delaware, Special Collections Department)
