Det er ikke hver dag at du støder på et usædvanligt ukendt værk af en af landets største forfattere. Men begravet i et ikke-beslægtet arkiv opdagede jeg for nylig et svævende essay, der fordømte racisme i Amerika af Langston Hughes - den bevægende beretning, der blev offentliggjort i sin oprindelige form her for første gang, om en rømt fange, han mødte, mens han rejste med Zora Neale Hurston.
I sommeren 1927 tændte Hughes for det amerikanske syd for at lære mere om det område, der var stort i hans litterære fantasi. Efter at have holdt en poesielæsning på Fisk University i Nashville rejste Hughes med tog gennem Louisiana og Mississippi, før han gik ud i Mobile, Alabama. Der, til sin overraskelse, stødte han på Hurston, hans ven og medforfatter. Beskrevet af Yuval Taylor i sin nye bog Zora og Langston som "et af de mere heldige møder i amerikansk litteraturhistorie", bragte mødet to førende lys fra Harlem Renaissance. På stedet besluttede paret at køre tilbage til New York City sammen i Hurstons lille Nash-coupe.
Terrænet langs bagvejen i det landlige syd var nyt for Hughes, der voksede op i Midtvesten; derimod gjorde Hurstons sydlige rødder og træning som folklorist hende til en kyndig guide. I sin dagbog beskrev Hughes de sorte mennesker, de mødte på deres rejser: undervisere, sharecropping familier, blues sangere og conjurers. Hughes nævnte også kædegjengenes fanger, der blev tvunget til at bygge veje, de rejste på.
Abonner på Smithsonian magasin nu for kun $ 12
Denne artikel er et udvalg fra juli / august-udgaven af Smithsonian-magasinet
KøbeEn litterær roadtrip
Hughes rejste med tog (og en lille fragtfly til Cuba), indtil han nåede Mobile, hvor Hurston var i gang med sine første interviews med Cudjo Lewis, en tidligere slaveret mand, hvis liv hun ville beskrive i Barracoon . Fra Alabama kørte Hurston dem gennem Syden. (Eritrea Dorcely) Tre år senere gav Hughes de fattige, unge og for det meste sorte mænd fra kædebjælkerne en stemme i hans satiriske digt "Vejarbejdere" - men vi ved nu, at billederne af disse mænd i grå-og-sort-stribede uniformer fortsatte med at somle i forfatterens sind. I dette nyopdagede manuskript gentog Hughes ruten, han rejste med Hurston, for at fortælle historien om deres møde med en ung mand, der blev hentet til kamp og blev dømt til hårdt arbejde i kædegjengen.
Jeg snuble først over dette Hughes-essay i papirerne fra John L. Spivak, en hvid efterforskende journalist i 1920'erne og 1930'erne, på Harry Ransom Center på University of Texas i Austin. Ikke engang Hughes 'autoritative biograf Arnold Rampersad kunne identificere manuskriptet. Til sidst lærte jeg, at Hughes havde skrevet det som en introduktion til en roman Spivak udgivet i 1932, Georgia Nigger . Bogen var en forbløffende eksponering af de grusomme forhold, som afroamerikanere led under kædebande, og Spivak gav den en bevidst provokerende titel for at afspejle den brutalitet, han så. Forskere betragter i dag tvangsarbejdssystemet som en form for slaveri med et andet navn. På manuskriptets sidste side (ikke gengivet her) skrev Hughes, at Spivak ved at "blæse vej til sandheden" havde skrevet et bind "af stor betydning for negro-folkene."
Hughes titler disse tre maskinskrevne sider “Forord fra livet.” Og i dem lagde han også sin frygt for at køre gennem Jim Crow America. ”Vi vidste, at det var farligt for nordlige negrere at virke for interesseret i forholdene til det landlige syd, ” skrev han. (Hurston pakket en forkromet pistol til beskyttelse under deres road trip.)
Men et spørgsmål var tilbage: Hvorfor var Hughes 'essay ikke inkluderet i nogen kopi af Spivaks bog, jeg nogensinde havde set? Begravet i Spivaks papirer fandt jeg svaret. Hughes 'essay blev skrevet et år efter bogen blev udgivet, bestilt til at tjene som forord for den sovjetiske udgave i 1933 og kun udgivet på russisk.
I begyndelsen af 1933 boede Hughes i Moskva, hvor han blev indråbt som en ”revolutionær forfatter.” Han havde oprindeligt rejst der et år tidligere sammen med 21 andre indflydelsesrige afroamerikanere for at deltage i en film om amerikansk racisme. Filmen havde været en buste (ingen kunne blive enige om manuskriptet), men at undslippe hvid overherredømme i USA - i det mindste midlertidigt - var utroligt tiltalende. Sovjetunionen fremmede på det tidspunkt et ideal om racelighed, som Hughes længtes efter. Han fandt også, at han fuldstændigt kunne tjene til livets ophold af hans forfattere.
For dette russiske publikum reflekterede Hughes over et emne, der var så relevant i dag, som det var i 1933: uretfærdigheden ved sort fængsling. Og han fangede historien om en mand, der - ligesom historierne om så mange andre unge sorte mænd - ellers ville gå tabt. Vi kender måske endda hans navn: Hughes 'tidsskrift nævner en Ed Pinkney, en ung flugt, som Hughes og Hurston mødte i nærheden af Savannah. Vi ved ikke, hvad der skete med ham efter deres interaktion. Men ved at fortælle sin historie tvinger Hughes os til at undre os.
Hughes og Hurston (til højre) besøgte Tuskegee University på deres rejse. De blev fotograferet der med forfatter Jessie Fauset foran en statue af Booker T. Washington med titlen Lifting the Veil of Ignorance . (The Langston Hughes Estate) Forord fra livet
Af Langston Hughes
Jeg havde en gang en kort, men mindeværdig oplevelse med en flygtning fra en kæde bande i denne samme Georgien, som [John L.] Spivak skriver. Jeg havde holdt foredrag om min poesi på nogle af de negro universiteter i Syd, og sammen med en ven kørte jeg nord igen i en lille bil. Hele dagen siden solopgang havde vi stødt over de hårde røde lerveje, der er karakteristiske for de bagudgående dele af Syden. Vi havde passeret to kæde bander den dag Dette syn var almindeligt. I 1930 alene i Georgien slog mere end 8.000 fanger, for det meste sorte mænd, sig sammen med kædebande i 116 amter. Straffen blev anvendt i Georgien fra 1860'erne gennem 1940'erne. Den ene om morgenen bedømte en landevej, og den anden om middagstid, en gruppe negre i grå og sort strippet [sic] dragter, bøjede og steg op under den varme sol ved at grave en dræningsgrøft ved siden af motorvejen. Ved at vedtage en kædebandsarbejderes stemme i digtet "Road Workers", der blev offentliggjort i New York Herald Tribune i 1930, skrev Hughes, "Sure, / A road hjælper alle os! / Hvide mennesker kører - / Og jeg får se dem ride. ”Vi ville stoppe og tale med mændene, men vi var bange. De hvide vagter på hesteryg stirrede på os, da vi sænkede vores maskine, så vi fortsatte. På vores bil var der en New York-licens, og vi vidste, at det var farligt for nordlige negrere at virke for interesserede i forholdene til det landlige syd. Selv fredelige neger-sælgere var blevet slået og mobbet af hvide, der gjorde indsigelse mod at se en pænt klædt farvet person tale ordentligt engelsk og køre sin egen bil. NAACP indsamlede rapporter om vold mod sorte i denne æra, herunder en lignende hændelse i Mississippi i 1925. Dr. Charles Smith og Myrtle Wilson blev trukket fra en bil, slået og skudt. Den eneste årsag registreret: ”jalousi blandt de lokale hvide af lægenes nye bil og nye hjem.” Så vi stoppede ikke for at tale med kædejagene, da vi gik forbi.
Men den aften skete der en underlig ting. Efter solnedgang, i aftenskumringen, da vi nærmede os byen Savannah, bemærkede vi en mørk figur, der vinkede mod os febrilsk fra sumpene ved siden af vejen. Vi så, at det var en sort dreng.
”Kan jeg tage med dig til byen?” Stammede drengen. Hans ord blev forhastet, som om han var bange, og hans øjne kiggede nervøst op og ned ad vejen.
”Kom ind, ” sagde jeg. Han sad mellem os på det ene sæde.
”Bor du i Savannah?” Spurgte vi.
”Nej, sir, ” sagde drengen. ”Jeg bor i Atlanta.” Vi bemærkede, at han satte nervøst hovedet, da andre biler passerede vores og syntes bange.
”Og hvor har du været?” Spurgte vi uhyggeligt.
”På kædet, ” sagde han ganske enkelt.
Vi blev forskrækkede. ”De lader dig gå i dag?” I hans dagbog skrev Hughes om at møde en rømt fængslet ved navn Ed Pinkney i nærheden af Savannah. Hughes bemærkede, at Pinkney var 15 år gammel, da han blev dømt til kædet for at slå hans kone.
"Nej Herre. Jeg løb væk. I hans dagbog skrev Hughes om at møde en rømt straffedom ved navn Ed Pinkney i nærheden af Savannah. Hughes bemærkede, at Pinkney var 15 år gammel, da han blev dømt til kædet for at slå hans kone. Derfor var jeg bange for at gå i byen. Jeg så dig - alt var farvet, og jeg vinkede til dig. Jeg troede måske, at du ville hjælpe mig. ”
Spivak fotograferede torturen, som nogle indsatte udholdt i Georgien i 1931. En mand i Muscogee County blev bundet i et halstryg i to måneder. (John L. Spivak Photography Collection / Harry Ransom Center, University of Texas i Austin) 
En dreng i Seminole County blev immobiliseret, fordi han "sassede" en vagt. (John L. Spivak Photography Collection / Harry Ransom Center, University of Texas i Austin) Efterhånden, før Savannahs lys kom i syne, som svar på vores mange spørgsmål, fortalte han os sin historie. Hentes til kamp, fængsel, kædet. Men ikke en dårlig kædegjeng, sagde han. De slog dig ikke meget i denne ene.Gard-on-convict vold var gennemgribende for Jim Crow-æra kæde bander. De indsatte bad om overførsler til mindre voldelige lejre, men der blev sjældent imødekommet anmodninger. ”Jeg huskede de mange, mange sådanne breve om misbrug og tortur fra 'dem, der skyldte Georgien en gæld, '” skrev Spivak. Først når vagten havde slået to tænder ud. Det var det hele. Men han kunne ikke tåle det længere. Han ville se sin kone i Atlanta. Han var kun gift to uger, da de sendte ham væk, og hun havde brug for ham. Han havde brug for hende. Så han havde nået til sumpen. En farvet predikant gav ham tøj. Nu, i to dage, havde han ikke spist, kun løbet. Han måtte komme til Atlanta.
”Men er du ikke bange, ” spurgte [w] e, “de arresterer dig muligvis i Atlanta og sender dig tilbage til den samme bande for at løbe væk? Atlanta er stadig i staten Georgia. Kom nordpå med os, ”bønfaldt vi, “ til New York, hvor der ikke er nogen kæde bander, og negre bliver ikke behandlet så dårligt. Så er du sikker. ”
Han tænkte et stykke tid. Da vi forsikrede ham om, at han kunne rejse med os, at vi ville skjule ham bagerst i bilen, hvor bagagen var, og at han kunne arbejde i Norden og sende efter sin kone, accepterede han langsomt at komme.
”Men er det ikke koldt derude?” Sagde han.
”Ja, ” svarede vi.
I Savannah fandt vi et sted for ham at sove og gav ham en halv dollar til mad. ”Vi kommer til dig ved daggry, ” sagde vi. Men da vi om morgenen passerede huset, hvor han havde boet, fik vi at vide, at han allerede var gået før daggry. Vi så ham ikke igen. Måske var ønsket om at gå hjem større end ønsket om at gå nord til frihed. Eller måske havde han været bange for at rejse med os i dagslys. Eller mistænkelige over vores tilbud. Eller måske [...] I det engelske manuskript afslutter Hughes 'historie om straffedømmet en ufuldstændig tanke - “Eller måske” - men den russiske oversættelse fortsætter: “Eller måske blev han bange for kulden? Men vigtigst af alt var hans kone i nærheden! ”
Genoptrykt med tilladelse fra Harold Ober Associates. Copyright 1933 af Langston Hughes Estate
Til offentliggørelse i Rusland blev titlen på Spivaks bog oversat til "Negr iz Dzhordzhii." Russisk har ikke et ækvivalent af det n-ord, der bruges i den engelske titel. "Negr" er et standard, neutralt udtryk, der beskriver nogen af afrikansk afstamning. (Hesburgh Libraries fra University of Notre Dame)
