En ny generation af stipendier - for ikke at nævne højprofilerede film som 12 Years a Slave og Lincoln - har ændret den måde, hvorpå offentligheden forstår amerikansk historie, især slaveri, kapitalisme og borgerkrigen. Vores sprog skulle også ændre sig. De gamle etiketter og vilkår, der blev leveret til os fra de konservative lærde fra det tidlige til midten af det 20. århundrede, afspejler ikke længere de bedste bevis og argumenter. Udtryk som ”kompromis” eller ”plantage” tjente enten til at berolige bekymrede amerikanere i en kolde krigs verden eller opretholde en hvid supremacist, sexistisk fortolkning af fortiden.
Men den kolde krig er forbi, og historikere og igen den brede offentlighed skal overveje at afvise forkerte rammer og sætninger. Vi kalder ikke længere borgerkrigen "krigen mellem staterne", og vi omtaler heller ikke kvinders rettighedsaktivister som "suffragettes", og vi kalder heller ikke afroamerikanere "negroer." Sprog har ændret sig før, og jeg foreslår, at det bør ændre igen.
Juridisk historiker Paul Finkelman har fremsat en overbevisende sag mod mærket "kompromis" for at beskrive de lovgivningsmæssige pakker, der undgik adskillelse i antebellum-tiden. 1 Navnlig har Finkelman dissekeret og analyseret de aftaler, der blev indgået i 1850. I stedet for ”Kompromiset fra 1850”, som indebærer, at både Nord og Syd gav og modtog lige i købet for slaveri, skal lovgivningen kaldes ”Appeasement of 1850. ”Appeasement beskriver mere nøjagtigt aftalens uensartede karakter.
I 1849 og 1850 fremsatte hvide sydlendinger i kongressen krav og fremsatte trusler om spredning og beskyttelse af slaveri, og som i 1820 og 1833 frifundet nordlændere: slavestaterne opnåede næsten alt, hvad de krævede, herunder en modbydelig Fugitive Slave-lov, udvidet Texas-grænsen, betaling af Texas-gæld, potentiel spredning af slaveri til nye vestlige territorier, beskyttelsen af slavehandelen i Washington, DC og afskedigelse af kongresmyndigheden over slaveri. De frie stater modtog på sin side næsten intet (Californien fik lov til at komme ind som en fri stat, men beboerne havde allerede stemt imod slaveri). Næppe et kompromis!
Ligeledes har lærde Edward Baptist leveret nye udtryk til at tale om slaveri. I sin bog fra 2014 The Half has Never Vold: Slavery and the Making of American Capitalism (Basic Books) afviser han “plantager” (et udtryk gravid med falsk hukommelse og romantiske myter) til fordel for ”arbejdslejre”; i stedet for "slaveejere" (som ser ud til at legitimere og rationalisere ejerskabet til mennesker) bruger han "slaver." Små ændringer med store implikationer.
Disse langt mere præcise og passende vilkår tjener hans argument godt, da han genvurderer rollen som ufri arbejdskraft i USAs opkomst som et økonomisk kraftcenter og dets plads i den globale økonomi. For at nedbryde gamle myter undgår han det gamle sprog.
Lignende ændringer og konstruktioner bør foretages omkring det sprog, vi bruger til borgerkrigen. Jeg foreslår, at vi dropper ordet "Union", når vi beskriver den amerikanske side af forbrændingen, som i "Unionstropper" versus "Konfødererede tropper." I stedet for "Union", skal vi sige "De Forenede Stater." Beskæftigelsen af " Union ”i stedet for“ De Forenede Stater ”støtter implicit den konfødererede opfattelse af løsrivelse, hvor De Forenede Nationers kollaps har været bygget på et” sandt fundament ”, som Alexander Stephens, vicepræsident for konføderationen, satte det i sin “Hjørnestenstale.”
I virkeligheden ophørte USA dog aldrig med at eksistere. Forfatningen fortsatte med at fungere normalt; der blev afholdt valg; Kongressen, formandskabet og domstolene fungerede; diplomati blev udført; skatter blev opkrævet; forbrydelser blev straffet. Ja, der var et massivt, mordisk oprør i mindst et dusin stater, men det betød ikke, at USA forsvandt. Dikotomien af ”Union v. Konføderation” giver det konfødererede eksperiment troværdighed og undergraver De Forenede Staters legitimitet som en politisk enhed. Amerikas Forenede Stater kæmpede for en brutal krig mod et meget organiseret og hårdt beslutsomt oprør - det stoppede ikke med at fungere eller ændre sig til noget andet. Vi kan fortsætte med at diskutere karakteren og eksistensen af konfødereret "nationalisme", men denne diskussion bør ikke påvirke, hvordan vi mærker De Forenede Stater under krigen.
Kompromis, plantage, slaveejere, Union v. Konføderation osv.: Disse sætninger og mange andre er uklare i stedet for at belyse; de tjener traditionernes interesser; de afspejler ikke nøjagtigt vores aktuelle forståelse af fænomener, og de skal derfor opgives og udskiftes. Lad os være forsigtige og bevidste med vores ordlyd; skønt vi studerer fortiden, lad os ikke være bundet til den.
Denne artikel blev først offentliggjort på History News Network.
Michael Todd Landis, assisterende professor i historie ved Tarleton State University, er forfatteren af nordlige mænd med sydlige loyaltier: Det demokratiske parti og sektionskrisen
