I det sydlige Texas patruljerer regeringsagenter en barriereretning, der slanger omkring 500 mil langs Rio Grande. Deres mission: at beskytte deres land mod ville være indtrængende. Men dette er ikke den amerikanske grænsepatrulje - de er ansatte i det amerikanske landbrugsministerium. Og deres formål er at holde de flåter, der bærer kvægfeber, en dødbringende kvægsygdom, der er endemisk til Mexico, ude.
Relateret indhold
- Hvordan en grænsevæg kunne skabe økologisk ødelæggelse
USDAs "tick riders", som de kaldes, har til opgave at holde inficeret kvæg fra at strejke dybere ind i Texas, hvor den dødbringende feber udgør en alvorlig trussel mod oksekødssektoren. Hver gang de finder en omstrejfende eller inficeret ko, sporer de den ned og dypper den i pesticid for at dræbe krydsene og forhindre dem i at sprede sig. På trods af deres bedste bestræbelser er tick riders 'udfordring for nylig steget, da flere og flere af de hårdføre kryds finder vej over grænsen.
En stor del af problemet er, at flåter til kvægfeber også har en anden vært: Nilgai antilope, en art, der er hjemmehørende i Indien, der blev importeret til Nordamerika i 1930'erne som et eksotisk mål for vildtfangere. Disse antiloper, som selve flåterne, og det patogen, de bærer, betragtes som en invasiv art. De er forbandet ikke kun for deres rolle som sygdomsvektor, men fordi de spiser indfødte planter og konkurrerer med kvæg om mad.
Derfor er de i modsætning til indfødte hvidhalede hjorte - der også er vært for flåter - underlagt en ubegrænset jagtsæson, og US Fish and Wildlife Service sponsorerer regelmæssige Nilgai-jagt i beskyttede områder.
Forskellene i, hvordan myndighederne behandler husdyrkvæg, indfødt hjort og vilde, importerede antiloper illustrerer en skarp kløft i økologien. I flere årtier har både forskere og lægfolk omtalt organismer som Nilgai som "fremmede", "eksotiske" og "invasive." Men så længe økologer har advaret om faren for invasive arter, har andre spurgt, om denne form for sprog— der bærer konnotationer af krig og fremmedhad - kunne overskygge videnskaben og gøre rationel diskussion vanskeligere.
I den samme grænseregion patruljerer amerikanske immigrationsmedarbejdere deres egen linje på udkig efter tegn på ulovlig menneskelig indvandring til De Forenede Stater. Hvis de bliver fanget, står disse indvandrere - ofte omtalt som "udlændinge" af medierne eller endda "ulovlige" af præsidenten - over for arrestation og udvisning. Parallellen er ikke gået tabt på dem, der studerer invasive arter. I et nyligt essay, New School miljøstudier professor Rafi Youatt skrev, at en tur til Texas efterlod ham at overveje "invasivitetens modstand mod nativity og renhed" og "de mange måder invasivitet binder til både menneskeligt og ikke-menneskeligt liv."
I en æra med fornyet fokus på grænser er det svært at ignorere lighederne mellem hvordan vi taler om ikke-oprindelige dyr - hyperfrugtbare "udlændinge", der koloniserer "indfødte" økosystemer - og de ord, som nogle bruger for at diskutere menneskelig indvandring. Og efterhånden som de internationale forbindelser er blevet mere opvarmede, har debatten blandt forskere også gjort opmærksom på den spidse retorik, vi bruger til at tale om dyr, planter og mikroorganismer, der kommer fra andre steder.
...
Når kvægfeberhækkinger udvider deres rækkevidde, patruljerer "tick riders" en karantæelinje på 500 km for at beskytte amerikanske kvægbestande. (Texas A&M) Charles Darwin var måske den første, der gav udtryk for ideen om, at introducerede arter kunne være ukompetente indfødte. I 1859 skrev han, at ”naturlig udvælgelse… tilpasser indbyggerne i hvert land kun i forhold til graden af perfektion af deres medarbejdere, ” så organismer, der udviklede sig under vanskeligere forhold, er ”derfor blevet fremskaffet gennem naturlig udvælgelse og konkurrence til en højere perfektionstrin eller dominerende magt. ”Det ville være yderligere 125 år, før invasionens økologi sammenklappede som et underfelt. Men i 1990'erne kørte det offentlig politik.
I dag afsætter regeringer og nonprofits betydelige ressourcer til at kontrollere invasive arter. USA og Canada bruger titusinder af millioner dollars om året for at holde asiatisk karper ude af De Store Søer. Eurasisk hvidløgssennep er et fælles mål for frivillige ukrudtsholdere organiseret af lokale parkafdelinger. Estimaterne for antallet af invasive arter varierer vidt: ifølge US Fish and Wildlife Service kan der være så mange som 50.000 ikke-oprindelige arter i USA, herunder 4.300, der kan betragtes som invasive.
Ødelæggelsen forarbejdet af disse planter, dyr og mikrober har inspireret både desperate og kreative tiltag - fra regeringsstøttet udryddelse af ikke-indfødte fra hele øer til restauranter, der sætter invasive arter på en tallerken. Denne indsats er motiveret af meget reelle bekymringer omkring økonomi, miljø og menneskers og dyrs sundhed. Men ideen om, at ikke-indfødte arter i sagens natur er uønsket, har også en mørk historie.
I det 19. århundrede udtrykte europæiske og amerikanske landskabsarkitekter en patriotisk stolthed, som undertiden var sat af nativistisk mistanke om ”fremmede” planter. I 1930'erne tog nazisterne dette koncept til det ekstreme med en kampagne for at "rense det tyske landskab af uskadelig fremmed stof." Et mål var en beskedent eurasisk blomst, Impatiens parviflora, som i en rapport fra 1942 blev fordømt som en "mongolsk invader, " erklærer, "[Et] vigtigt element i denne kultur, nemlig skønheden i vores hjemmeskov, står på spil."
Dagens kritikere af invasiv retorik er hurtige til at præcisere, at de ikke kalder deres kolleger racistiske. Men Macalester College-økolog Mark Davis stiller for det første spørgsmålstegn ved, om vores moderne kampagne mod ikke-indfødte arter er gået for langt.
Davis er måske feltets mest berygtede kætter, hovedforfatter af et vidt læst essays fra 2011 i tidsskriftet Nature, co-underskrevet af 18 andre økologer, der argumenterede for at dømme ikke-indfødte arter baseret på miljøpåvirkning snarere end oprindelse. Han mener, at invasionøkologi er blevet ført på afveje af dens centrale metafor: ideen om, at ikke-indfødte arter invaderer indfødte økosystemer, og at vi er i krig med dem.
”Militaristisk sprog er bare så uvidenskabelig og følelsesladet, ” siger Davis. "Det er en effektiv måde at få støtte, men det er ikke en videnskabelig måde."
...
Fiskere bruger elektrofiskeri til at bedøve og fange asiatisk karper, en ikke-oprindelig art, der truer de store søer. (US Fish and Wildlife Service) Ideen om indtrængende andre steder, hvad enten det drejer sig om mennesker, dyr eller planter, tapper ind i en af menneskets psykologiske senge. Vi danner vores sociale identitet omkring medlemskab i visse grupper; gruppesamhørighed er ofte afhængig af at have en fælles fjende. Frygt for forurening driver også menneskelig adfærd, en impuls, der ofte ses i retorik om såkaldte "illegale indvandrere", som præsident Trump har erklæret - fejlagtigt - for at bringe "enorm smitsom sygdom" over grænsen.
Davis bestrider ikke, at mange ikke-indfødte arter er skadelige. Nye vira som Zika og Ebola truer tydeligvis menneskers sundhed. Lange isolerede dyr på øer eller i søer er hurtigt udslettet, efter at nye rovdyr ankom sammen med mennesker. Men han hævder, at de fleste introducerede arter er ufarlige, og nogle er endda fordelagtige. Den amerikanske regering har brugt 70 år på at udrydde tamariskbuske fra sydvest for eksempel, men det viser sig, at planterne nu er et foretrukket redningssted for en truet sangfugl.
Inflammatorisk retorik kan være kontraproduktiv og tilskynde os til at bruge ressourcer på at bekæmpe problemer, der ikke rigtig er problemer, siger Davis. ”Udgangspunktet bør ikke være, at dette er farlige arter, ” siger han. ”Du er nødt til at fokusere på, hvad de gør. Vi læres, ikke dømme folk på grund af hvor de kommer fra - det skulle være det samme med nye arter. ”
Mange af Davis kolleger hævder det modsatte: at det er farligt at antage, at ikke-oprindelige arter er uskyldige, indtil de er bevist skyldige. Talrige eksempler fra historien bakker dem op: I 1935 transporterede landmænd to kufferter med sydamerikanske sukkerrørpadder til Australien i håb om, at de ville spise billerne, der plagede deres sukkerrørafgrøde; i dag har mere end 1, 5 milliarder af de giftige amfibier spredt sig over kontinentet og forgiftet indfødte dyr, der prøver at spise dem. Brune træslanger, som utilsigtet blev importeret til Guam efter 2. verdenskrig, udslettet alle øens indfødte fugle.
Daniel Simberloff, en respekteret økolog ved University of Tennessee, er en af Davis 'kolleger, der er uenig i hans tilgang. Faktisk sammenligner han Davis og andre, der deler hans synspunkter med mennesker, der - trods overvældende videnskabelig konsensus - benægter eksistensen af klimaændringer. "Indtil videre har det ikke været så farligt som klimafornægtelse, " siger Simberloff, "men jeg venter på, at dette skal bruges som en undskyldning for ikke at bruge penge [til at kontrollere invasive arter.]"
Simberloff er forfatteren af bogen 2013 invasive arter: Hvad alle har brug for at vide, en bog rettet mod politikere, landforvaltere og andre, der arbejder for at bekæmpe spredning af invasive arter. Han recoils ved tanken om, at arbejdet med moderne invasionbiologi, og de sprog, som forskere bruger til at tale om det, har nogen relation til fremmedhad imod mennesker. Militært sprog, siger han, er ofte blot en nøjagtig beskrivelse af truslen og det nødvendige arbejde med at afbøde den.
”Hvis vi har lov til at sige 'krig mod kræft', bør vi have lov til at sige 'krig mod snyderi', « siger han og henviser til det produktive eurasiske ukrudt, der har brændt stadig intensere ildebrande overalt i det vestlige USA. ”Hjælper det med at generere politik og aktiviteter på højere niveau, som ellers ikke ville have været? Måske. Lovgivere er ikke videnskabsmænd og er sandsynligvis motiverede af farverigt sprog - 'De har lavet et strandhoved her, ' 'Vi er nødt til at slukke denne ild, ' eller hvad har du. '
...
Tamarisk buske, som denne i Grækenland, blev længe betragtet som en uønsket invasiv art i det amerikanske sydvest. I dag anerkender naturværner planten som et værdifuldt redningssted for truede sangfugle. (blickwinkel / Alamy) Alligevel har Simberloff bemærket et gradvist skift i ordforråd blandt sine kolleger i det sidste årti, hvilket han grunde har at gøre med større opmærksomhed om de politiske konsekvenser af visse ord - især ord, vi også bruger til at tale om mennesker. I dag bruger for eksempel få amerikanske forskere ordet ”fremmede” til at henvise til disse arter, på trods af at det fortsat vises i bøger og artikler rettet mod et generelt publikum.
”Det har en pejorativ konnotation nu i USA, ” forklarer Simberloff. "Folk har en tendens til at sige 'ikke-oprindelige' eller 'ikke-indfødte' nu."
Uden for akademia er der også bevis for, at bevaringsarbejdere, der konfronterer invasive arter direkte, bevæger sig væk fra militære metaforer. I en nylig artikel til tidsskriftet Biologiske invasioner interviewede forskere ved University of Rhode Island New England-landforvaltere, der arbejdede på kystmyrer, og fandt, at de ikke længere talte om det nu-almindelige invasive rør Phragmites australis i militaristiske termer.
I stedet for at ”forsøge at kæmpe med, dræbe, udrydde eller føre krig mod phragmitter i kystøkosystemer”, havde lederne en tendens til at diskutere vassen i sammenhæng med økosystemets modstandsdygtighed. De gik endda så langt som at bemærke phragmiternes evne til at opbygge højden, når havets niveau stiger, måske mindske virkningen af klimaændringer på sårbart myrland.
Disse skift i metafor og terminologi er nødvendige, siger Sara Kuebbing, et postdoktor i økologi ved Yale, der var studerende ved Simberloffs.
”Udtryk som 'fremmede' og 'eksotiske' har meget bagage, « siger hun. ”Vi er sådan en ung mark, og i begyndelsen brugte alle deres egne udtryk for at beskrive ikke-indfødte arter, men jeg tror ikke, de tænkte meget dybt på de sociale konsekvenser af disse ord. At konsolidere omkring ensartet terminologi er virkelig vigtigt for området, og for os at kommunikere med andre, for at hjælpe folk med at forstå forskellen mellem ikke-indfødte og ikke-indfødte invasive arter, når vi oversætter videnskab til politik og forvaltning. ”
...
Et skift i retorik er ikke den eneste måde, hvorpå internationale grænsetvister påvirker økologien. I dag afbryder menneskeskabte grænser naturlige miljøer, hvilket gør det sværere at kontrollere invasive arter og beskytte økosystemer.
Udfordringen er mere end fysisk. De Forenede Stater og Canada er afhængige af hinanden for at forhindre, at den asiatiske karper fra at nå de store søer. Og mens amerikanske grænsebureauer som dyre- og plantesundhedsinspektionstjenesten henviser til adskillige henvisninger til deres rolle som "vores første forsvarslinje" mod "fremmede arter", siger forskere, at denne form for befæstning kun kan vare så længe uden kommunikation og samarbejde mellem nabolande, handelspartnere, oprindelige grupper og lokalsamfund.
På krydset i Syd-Texas har genopblussen af kvægfeber og den truende trussel om vektorbårne patogener, der spreder sig med klimaændringer, gjort betydningen af grænseoverskridende samarbejde særlig klar. Mens der ikke er nogen vaccine i USA, har Mexico en. Problemet? Den er lavet i Cuba, og til trods for forskning, der viser, hvor effektiv den er mod en af de to kvægfikarter, har følsom international politik forsinket godkendelsen af udbredt anvendelse nord for grænsen.
Udsigten til en vaccine er “spændende”, siger Pete Teel, en entomolog ved Texas A&M. Imens repræsenterer voldelige narkotikakarteller i Mexico en ny komplikation, da de truer med at gøre dyrelivskontrol og karantænehåndhævelse farligere. Mens forskere i begge lande er ivrige efter at arbejde sammen, er den mørkere side af den menneskelige natur - vores vold, grådighed og frygt for de fremmede - altid klar til at blande sig.
”På trods af hvad der foregår andre steder, arbejder folk for at styre dette, og ideer bevæger sig frem og tilbage mellem Texas og Mexico, ” siger Teel. ”Men alt er sammenflettet over grænsen.”
