Kan prosa fange Sarah Ruhl? Hun er en digter af naturen og en dramatiker af erhverv, hun materialiserer sig blandt frokostpublikummet som om intet andet sted, bøjet kærligt over en klapvogn, hendes ansigt skyggefuldt af en floppy strikkappe. Stedet: Café Fiorello, en populær restaurant på Broadway overfor Lincoln Center i New York City, hvor Ruhls skuespil The Clean House afsluttede et meget anerkendt fire måneders løb i slutningen af januar. ”Dette er Anna, ” siger Ruhl og holder op en babypige, gigantisk i sine 10 måneder, der stirrer ud i verden med buddhistisk stemning. ”Hun var ti pund, da hun kom ud, ” tilføjer Ruhl. "Hun vejer tungt på min ramme."
Relateret indhold
- Unge innovatører inden for kunst og videnskab
Den stolte mor, 33 år, er en smule ting - jordbærblond, har uhyggelige men på ingen måde dramatisk. Hun taler blidt, roligt, nikker ofte med enighed eller nynner værdifuldt. Hun ser på forslaget om, at hendes dialog - og nogle gange endda sin sceneretning - tænker på Emily Dickinson. "Jeg elsker Emily Dickinson!" hun siger. "Jeg elsker hendes korte, stærke, små ord - og hendes bindestreger, hvor der findes frygtelige betydninger. Emily Dickinson! Hun gør mig glad for, at jeg taler engelsk."
Under den milde facade er Ruhl ligesom Dickinson en vild original. "Da jeg hørte en læsning af de to første scener i Det rene hus, skreg jeg, " siger med dramatikeren Tina Howe, hvis 14 stykker har modtaget to Pulitzer-nomineringer. "I det mindste havde jeg lyst til at skrige. Hendes forfattere var så surrealistisk og ekstra, så fuld af forundring og sandhed. Et nyt talent var sprængt ind på scenen." Ruhl er kommet til at betragte Howe som noget af en mentor, men Howe afviser. ”Hver gang Sarah kom til mig for at få råd om praktiske teaterspørgsmål, ville jeg sige den kloge og rigtige ting, vel vidende, at hun ikke virkelig havde brug for nogens råd, da hun er så fuldstændig unik. Det ville være som at råde en enhjørning til at erhverve zebra striber eller begynde at trække i en Budweiser-vogn. Ligesom Sarahs stemme er hendes egen, så er hendes vej. Kvinden er magi. Og sådan intelligent magi ved det! "
Ruhl er født og opvokset i en forstad med Chicago, med længerevarende ophold i Iowa-hjertet, hvor hendes familie stammer fra, og Ruhl afslørede sin sære side i en meget tidlig alder. Hendes første skuespil i fjerde klasse var et domstolsdrama om landmasser.
”Jeg tænkte på isthmuses og halvøer på det tidspunkt, ” siger Ruhl. ”De blev alle antropomorfiseret. Det handlede om tvister om ejerskab. Og så kom solen ned og sorterede alt ud.” Desværre er scriptet tabt. Og nej, Ruhl kan ikke huske nogen linjer eller endda titlen. ”Fordi det aldrig blev udført, ” siger hun. "Hvis det havde været, ville jeg kende hvert eneste ord. Dramatikere kan recitere hele teaterstykker."
På mange måder er Ruhls nyere indsats lige så utraditionelle som den første skoledebut. Det rene hus (første gang udført i 2004) drejer sig om en brasiliansk pige, der elsker at grine, men hader at rene, udfældende plotudviklinger, der eskalerer fra underligt til surrealistisk. Late: A Cowboy Song (2003) skaber lige så meget følelsesladet hø af at være for sent til middag, som det gør af at være ”for sen” i betydningen gravid, og cowboy til titlen er en kvinde. ("Hun er ingen cowgirl, " siger Ruhl.) Når en karakter i Melancholy Play (2002) siger om en anden, "Hun er - hun er en nød, " betyder hun ikke skør. Hun betyder en mandel.
Et favorit Ruhl-tema er kærlighed ved første øjekast. ”Det er chokerende, ” siger hun. "Reaktionernes hurtighed og hurtighed er fascinerende. Og teatralsk!" Men selv når hun takler mørkere emner - hjertebrydelse, tab, sygdom og død - er hendes berøring lys. Ana, en terminal kræftpasient i Det rene hus, ønsker at dø og griner. En barmhjertig engel, den brasilianske pige, Matilde, giver sit ønske. Ruhls sceneanvisninger er meget præcise:
Lysene skifter.
Musik.
Matilde hvisker en vittighed i Ana's øre.
Vi hører det ikke.
Vi hører sublim musik i stedet.
Et undertekstprojekter: Verdens sjoveste vittighed.
Ana griner og griner.
Ana kollapser.
Matilde knæer ved siden af hende.
Matilde græder.
"Den morsomste vittighed i verden" sætter baren ret høj. Hvor genialt at finesse det med musik! Og hvad en snyderi. Ruhl er enig. "Det er en snyderi. Det er en kosmisk vittighed - så vi kan ikke have adgang til den. Ellers ville øjeblikket være prosaisk."
Skuespillerinden Blair Brown læste først The Clean House som dommer for en playwriting-konkurrence. ”Det er så vildledende enkelt, ” har Brown sagt. Hun kan huske at grine og græde, derefter grine igen, så virkelig græde. "Det er som vand, der løber over din hånd, og så finder du ud af, at du føler nogle ganske store, personlige ting."
Ruhl vandt konkurrencen - og Brown fortsatte med at spille den læge, hvis hus Matilde ikke renser. Én pris, det rene hus ikke fik, var Pulitzer fra 2005. (Stykket var en finalist, men prisen gik til tvivl af John Patrick Shanley.) Sidste år modtog Ruhl imidlertid et MacArthur Foundation-stipendium, og hæderne fortsætter bare.
Tidligt sidste efterår gennemgik New York Times ' Charles Isherwood Ruhls Eurydice, en genfortælling af Orpheus-myten set fra bruden, der dør på hendes bryllupsdag. ”Uhyggeligt dejlig - og bare helt ødelæggende, ” skrev han. Produktionen på Yale Repertory Theatre gik forud for åbningen i oktober af The Clean House i Lincoln Center - hvilket skulle være Ruhls officielle debut i New York City. Isherwood tøvede, sagde han, for at synge lovsangene fra Eurydice for højt, "for at et tilbageslag forkæler hendes forsinkede hovedret i byens teaterscene."
I juni introducerede Woolly Mammoth Theatre i Washington, DC Ruhls nye komedie, Dead Man's Cell Phone, om en ung kvinde, der insinuerer sig selv i en død fremmedes liv ved at appropriere hans mobiltelefon. (Premieren i New York er sat til februar). En anden milepæl kom i september sidste år, da Chicagos Goodman Theatre præsenterede en revision af hendes tredelte Passionsspil, En cyklus, der spørger, hvordan det kan fordreje en persons sind at spille Jesus. Eller Pontius Pilate? Jomfru Maria? Og hvor meget afhænger af tid og sted? Stilleindstillingerne er Elizabethan England, Hitlers Tyskland og Spearfish, South Dakota, i Vietnamkrigsårene i 1970'erne og Ronald Reagan-æraen i 80'erne.
Dramatikere heldige nok til at gribe kritikernes opmærksomhed har en måde at blive snappet af af Hollywood. Nogle opretholder tilstedeværelse i live teater; andre ser aldrig tilbage. Hører Ruhl sirenesangen? ”Jeg boede i Los Angeles i fire år, ” siger hun. (Hendes mand, en læge, var bosiddende på UCLA på det tidspunkt.) "Jeg kunne ikke undgå branchen helt. Men hvorfor skulle playwriting være en audition for skærmen? De to kunstformer er ikke ens."
Ikke desto mindre bad Plum Pictures, et uafhængigt filmselskab i Manhattan, for nylig Ruhl om at tilpasse The Clean House til skærmen. Hun var enig, men er klar over, at det at gøre et skuespil til en film muligvis kræver at smadre vasen, som den var, og starte forfra med stykkerne. "Det, " indrømmer hun, "er en skræmmende tanke."
Forfatter Matthew Gurewitsch er baseret på Manhattan. Hans artikel om kunstner David Hockney løb i august 2006-udgaven.
