At se Joy Harjo optræde live er en transformerende oplevelse. Den internationalt anerkendte kunstner og digter af Muscogee (Mvskoke) / Creek nation transporterer dig med ord og ved lyd ind i et skødlignende miljø, der gentager et traditionelt helbredelsesritual. De gyldne toner fra Harjo's altsaksofon fylder de mørke hjørner i et trist universitetssal, mens publikum trækker ind i hendes musik.
Født i Tulsa, Oklahoma, voksede Harjo op i et hjem domineret af sin voldelige hvide stefar. Hun udtrykte sig først gennem maleri, før hun begravede sig i bøger, kunst og teater som et middel til overlevelse; hun blev sparket ud af hjemmet i en alder af 16. Selvom hun aldrig levede på en reservation eller lærte sit stammesprog, indgik hun 19 år officielt i Muscogee-stammen og forbliver aktiv i dag. Selvom hun har blandet aner, herunder Muscogee, Cherokee, irsk og fransk nationalitet, identificerer Harjo sig tættest med hendes indfødte amerikaner. Den 19. juni udnævnte Kongresbiblioteket hende til den amerikanske digter Laureate, den første indianer, der havde denne position; hun vil officielt påtage sig rollen næste måned.
Selvom engelsk er det eneste sprog, som Harjo talte op vokser op, har hun et dybt forfult forhold til det, idet hun ser sin egen mestring af sproget som en rest af amerikanske nybyggeres bestræbelser på at ødelægge indfødt identitet. Ikke desto mindre har hun tilbragt sin karriere ved at bruge engelsk i poetisk og musikalsk udtryk, og omdannet kollektive oprindelige traumer til helbredelse.
”Poesi bruger sprog på trods af sprogens begrænsninger, det være sig undertrykkernes sprog eller ethvert sprog, ” siger Harjo. ”Det er ud over sproget i det væsentlige.”
I En American Sunrise, Harjo's 16. poesibog, der blev udgivet af Norton denne uge, fortsætter hun med at vidne om den vold, indfødte amerikanere er stødt på i kølvandet på Andrew Jacksons Indian Removal Act. Hendes ord udtrykker, at fortiden, nutiden og fremtiden alle er en del af den samme kontinuerlige streng.
En amerikansk solopgang: Digte
Et fantastisk nyt bind fra den første indianske digterpristagent i USA, informeret om hendes stammeshistorie og forbindelse til landet.
Købe”Alles opførsel eller historie påvirker alle andre, ” siger Harjo. ”Jeg tænker på hver generation i en spiral, der står sammen for helbredelse, og måske er det, det kommer til. Hvad hver af os gør, gør en bølge frem og tilbage. Vi har hver især brug for at kunne fortælle vores historier og få dem hædret. ”
Kevin Gover, borger i Pawnee-stammen og direktør for Smithsonian's National Museum of the American Indian, så Harjo først optræde med sit band Poetic Justice i midten til slutningen af 80'erne. Han siger, at hun, ligesom alle store digtere, skriver fra hjertet, men at hun har en særlig måde at fange indianersperspektivet på.
”Hun ser tingene på en måde, der er meget velkendt for andre indfødte, ” siger han. ”Ikke med hensyn til mening eller synspunkt, men bare en måde at se verden på. Mange af hendes metaforer har at gøre med den naturlige verden og det at se de ting, som vi gør. Hun udtrykker også smerterne og det historiske traume, som indfødte mennesker er meget bekendt med. ”
De nye digte, hun deler i An American Sunrise, handler om alt, hvad der blev stjålet - fra materielle besiddelser til religioner, sprog og kultur - og deres børn, hvis "hår blev klippet, deres legetøj og håndlavet tøj revet fra dem." Hun taler også med sine medmennesker og indbyder hårde advarsler om at miste sig selv ved de falske friheder af stoffer, samt en invitation til at stå højt og fejre deres arv: ”Og uanset hvad der sker i disse tider med brud - / Uanset hvad diktatorer, de hjerteløse og løgnere, / Ligegyldigt hvad - du er født af dem / der holdt ceremonielle gløder brændende i deres hænder / Alle gennem miles af nådeløs eksil…. ”
I slutningen af 1960'erne, da en anden bølge af indfødte amerikanske renæssance blomstrede, fandt Harjo og andre indfødte forfattere og kunstnere samfund i at vågne mere ind i deres identitet som oprindelige overlevende af etnisk rensning. Den eneste måde at give mening om forfædertraumet var at omdanne smerten til kunst, der genimagnerede deres fortællinger bortset fra hvid kultur.
I det titulære digt i hendes seneste samling kontrasterer Harjo landet mod søjlerne, hvor indfødte "drak for at huske at glemme." Så kørte de ”til bjergkanten med en tromme. Vi / gav mening om vores smukke skøre liv under de stjerneklare stjerner. ”Sammen huskede de deres følelse af at høre til stammekulturen og til landet:” Vi vidste, at vi alle var beslægtede i denne historie, en lille Gin / vil afklare det mørke og få os alle til at føle os som dansende. ”Digtet slutter med længsel efter anerkendelse og respekt:” Fyrre år senere, og vi vil stadig have retfærdighed. Vi er stadig Amerika. Vi. ”
Længe før Harjo blev udnævnt til digterprismand og placerede sin oeuvre på en national scene, stødte hun på udfordringer med at finde sit publikum i lyset af indianernes usynlighed.
Mens hun fandt noget positivt mentorskab på det anerkendte Iowa Writers Workshop, hvor hun tog en kandidatuddannelse, oplevede Harjo også isolering på institutionen. ”Jeg var usynlig eller ghettoiseret, ” siger hun om sin tid der. På et tidspunkt, mens hun optrådte i en reception for potentielle donorer, hørte hun instruktøren sige, at programmet var mere rettet til at undervise mandlige forfattere. Selvom hun vidste, at det var sandt, var stumpheden chokerende at høre.
Harjo kom ud af programmet omkring samme tid som samtidige Sandra Cisneros og Rita Dove, der samlet blev tre af de mest magtfulde stemmer i poesi fra deres generation.
Senere i sin karriere introducerede Harjo et stort skift i sin præstation. I en alder af 40, stærkt påvirket af de musikalske fornemmelser af jazz, lærte hun at spille saxofon som en metode til at uddybe virkningen af hendes talte ord poesi. Hun spiller også indiansk fløjte, ukulele og trommer, og hun skifter mellem dem for forskellige følelsesmæssige resonanser. ”Musik er vigtig for poesi og for min oplevelse af poesi, ” siger Harjo.
Amanda Cobb-Greetham, lærd af Chickasaw-arv, formand for University of Oklahomas program for indianske studier og direktør for Native Nations Center har læst, studeret og undervist Joy Harjo's arbejde i mere end 20 år. Hun siger, at for Harjo går et digt ud over siden. ”Det er lyd, rytme og ånd, der bevæger sig i verden, ” siger hun. ”Måske bevæger det verden.”
Med fem musikalbum, der blev udgivet mellem 1997 og 2010, og en blomstrende præstationsplan frem til i dag, ser Harjo tilbage på hendes tidligere, præmusik, fungerer som ufuldstændig. ”Mine forestillinger har fået musikalske oplevelser, ” siger hun. ”Jeg har lyttet tilbage til tidlige poesiudførelser, før mine musikalske oplevelser med poesi, og jeg lyder flad, næsten monoton.”
Harjo's tilstedeværelse på scenen medfører en oprørshandling. Hun har ikke kun plads til at helbrede de lemlæste historier hos indianere, men også for andre oprindelige folk rundt om i verden.
Vores forståelse af intergenerationelt traume styrkes nu af ny videnskabelig forskning inden for epigenetik, der antyder, at traumer ikke blot er en effekt af en direkte oplevelse fra et individ, men kan overføres gennem genetisk kodning. Dette er måske en forklaring på Harjo's vægt på at bebo kraftige forfædres minder.
”Jeg har set historier frigivet i bevidst hukommelse, som tidligere er blevet holdt af forfædre, ” siger hun. ”Når jeg engang befandt mig på slagmarken ved slaget ved Horseshoe Bend, var den endelige kamp eller massakre, i det væsentlige et sidste standpunkt mod den ulovlige bevægelse. Min oldefar på syv generationer stod sammen med sit folk mod Andrew Jackson. Jeg følte mig selv som min bedstefar. Jeg følte, hvad han følte, lugtede og smagte kruttet og blod. Disse minder minder bogstaveligt inden i os. ”
Gover understreger, at Harjos udnævnelse som US Poet Laureate både validerer hendes talent som digter såvel som indianernes oplevelse og verdenssyn. ”De af os, der læser indiansk litteratur, ved, at der er en række meget fine forfattere og flere, der kommer online hele tiden. Så at se en af dem hædres som digterprismester er meget tilfredsstillende for dem af os, der kender kvaliteten af indiansk litteratur. ”
For ti år siden skrev Harjo i sin stammes avis, Muscogee Nation : "Det er svært nok at være menneskelig og hård at være indisk i en verden, hvor du betragtes som historie, underholdning eller ofre ..." Når hun bliver spurgt, om hun følte fortællingen om indfødte amerikanere er overhovedet skiftet, hun peger på fraværet af betydelig politisk repræsentation: ”Urbefolkninger har stadig ikke et sted ved bordet. Vi er sjældent til stede i nationale samtaler. ”I dag forbliver den kulturelle bevilling floreret på alt fra mode til ikke-indfødte, der tilfældigt kalder noget deres åndedyr.
Mens hun er begejstret over projekter som Reclaiming Native Truth, der sigter mod at styrke indfødte til at imødegå forskelsbehandling og fordrive Amerikas myter og misforståelser om amerikanske indianere gennem uddannelse og politisk ændring, siger Harjo, at under Trump-administrationen er indianere i et lignende krisepunkt som under Andrew Jackson æraen.
”Vi er endnu en gang bekymret for vores eksistens som indfødte nationer, ” siger hun. Fra at sælge hellig jord ved Bears Ears National Monument og Grand Staircase-Escalante, til angreb på demonstranter ved Standing Rock, til vælgerundertrykkelseslove, der uretfærdigt retter sig mod indfødte samfund, der lever med forbehold - mange indianere ser historien gentage sig i dag.
Derudover afspejler adskillelsen af børn fra deres familier ved grænsen den langhistoriske adskillelse af indfødte børn fra deres familier. ”Det, der sker ved grænsen, minder om det, der skete med indfødte i fjernelsesperioden, ” siger Harjo. Indtil 1978, da kongressen vedtog den indiske børnevelfærdslov (ICWA), praktiserede statslige embedsmænd, religiøse organisationer og adoptionsorganer rutinemæssigt adskillelse af børnefamilie som en del af assimilationsbestræbelserne, som rev i stykker og dybt traumatiserede indfødte samfund
Harjo siger, at hendes generation altid har fået at vide af ældste, at en dag kommer dem, der har stjålet fra dem og regeret over dem med pistolmagt, befolkning og love, en dag til dem for at huske, hvem de er for at overleve. ”Jeg tror, at denne lære er inden for oprindelig kunst, poesi og forestillinger, men de skal have adgang til med respekt.”
Cobb-Greetham tilføjer, "Jeg ved, at mange andre gennem sin udnævnelse som US Poet Laureate vil forstå hendes poesi som den gave det er - en gave, der skal deles, gives og modtages."
Harjo's visdom lærer, at poesi og musik er uadskillelige, og hun anerkender poesi og aktivisme også har et stærkt slægtskab. ”Et digt, et rigtigt digt, vil røre hjertet, bryde igennem for at åbne for retfærdighed.”
