Elis bevægelighed, en walisisk pakker, der arbejdede landsbyerne omkring Llanfair i omkring 1885. John Thomas Collection, Nationalbiblioteket i Wales
Før jernbanenes ankomst, og busserne og motorvognen, da det ikke var ualmindeligt, at isolerede gårde var en dags gang fra de nærmeste butikker, var det tætteste, mange mennesker kom på et stormagasin, da en vandrende pedler kom til opkald.
Dertil var hjultransport stadig dyr, og de fleste landeveje forblev upræne, så det store flertal af disse rejsende sælgere bar deres varer på ryggen. Deres pakker vejer normalt omkring hundrede vægt (100 pund eller ca. 50 kilo - ikke meget mindre end deres ejere), og de skjulte en skattekiste af bits og stykker, alt fra husholdningsartikler til hestehårparykker, alt pænt arrangeret i skuffer. Da kunderne praktisk talt var alle kvinder, var de bedst sælgende næsten altid skønhedsprodukter; læsere af Anne af Green Gables husker muligvis, at hun anskaffede farvestoffet, der farvede sit hår grønt fra netop sådan en fodgænger.
I årenes løb gik disse inventar i landdistrikterne med mange navne; de var buffere, eller duffere, eller pakkemænd eller støvfisk. Nogle var skurke, men en overraskende stor del af dem var ærlige håndværkere, mere eller mindre, for det var ikke muligt at bygge en rentabel runde uden at give kunderne en rimelig service. I midten af det 19. århundrede blev det anslået, at en ærlig pakker på Englands veje muligvis tjener mere end et pund om ugen, en ret anstændig indkomst på det tidspunkt.
I flere hundrede år var pakkeren et velkomment syn for mange kunder. ”Han var den store spænding i pigerne og kvindernes liv, ” forfatteren HV Morton fortæller os, ”hvis øjne gnistrede, da han trak hans bakker ud og tilbød deres forfængelighedsklude og bagateller fra den fjerne by.” Ja, ”De indsatte i gården, hvor de finder sted om natten, betragter sig som heldige med at skulle underholde pakkeren; for han er deres nymægler, deres historiefortæller og deres ven. ”
Jeg er dog interesseret her i at kronisere nedgangen og faldet i denne ældgamle livsstil - for pakmanden kunne selvfølgelig ikke overleve det moderne verdens komme. Præcis, når arten blev dødsdømt, drøftes stadig; i Storbritannien kan historikere muligvis pege på året 1810, hvor det blev lov for fodgængere at købe en dyr årlig licens for at udføre deres handel. Der er dog beviser for, at pakkerne havde fremgang i mindst lidt længere tid end det; folketællingsstatistikker antyder, at det virkelig bundfald i deres antal, i det mindste i England, stammer fra 1841 til 1851, da det samlede antal faldt fra mere end 17.000 til blot 2.500, et fald på mere end 85 procent. Henry Mayhew, hvis livlige undersøgelse London Labour and the London Poor er vores største lagerhus med information om marginale liv i den victorianske tidsalder, bemærkede i 1851, at ”systemet ikke har en så stor udstrækning som det gjorde for nogle år tilbage.” Mayhew fandt, at der kun var fem pakmænd og en score på '' duffers '' og 'klumpere' stadig aktive i hovedstaden, og konkluderede: 'Denne handel bliver nu næsten udelukkende en landshandel.'
Mød den sidste af de corniske pakkefolk efter springet .
Henry Mayhew. Som en banebrydende journalist huskes Mayhew bedst som forfatter af den uerstattelige og uvurderlige London Labour og London Poor, en mundtlig historie i fire bind af midtviktorianske arbejderklasser. Billed med tilladelse fra Wikicommons
Det, der overrasker mig i betragtning af alt det ovenstående, er, at en håndfuld pakker boede videre i de mere afsides beliggende områder i landet lige så syv årtier senere. De fortsatte med at traske længe efter, at threepenny-bussen havde udslettet dem i London, og jernbanen var nået næsten alle engelske bosættelser af enhver størrelse - for det meste, fordi der, selv så sent som i midten af 1920'erne, stadig var steder, hvor vejene var mere som stier og bakker, der er tilstrækkeligt farlige til at være en hindring for motorkøretøjer. Her overlevede resterne af racen som dinosaurier i en glemt verden. De gjorde det for det meste på den keltiske kant: i Highlands of Scotland, bakkerne i Midt-Wales og i de længste rækkevidde af Cornwall. Det var i den sidste af disse, engang omkring 1926, og et sted syd for kong Arthurs fæstning i Tintagel, at HV Morton stødte på den mand, vi med rimelighed kunne antage at have været den sidste af Cornish-pakkerne.
Jeg skulle sætte et øjeblik på pause for at introducere Morton, som ikke ofte huskes nu. Han havde kæmpet i den store krig, i Palæstina's varme og støv, hvor han pådrog sig en smertefuld sygdom og antog, at han var ved at dø. Morton, der var berørt af hjemlengsel, forbandede ”højtideligt hvert øjeblik, jeg havde brugt på at vandre narrig om verden… Jeg blev ydmyget, sørgede der over Jerusalem for at indse, hvor lidt jeg vidste om England. Jeg skammede mig over at tro, at jeg havde vandret så langt og så ofte over hele verden og overset de dejlige ting derhjemme ... og jeg tog et løfte om, at hvis smerten i nakken ikke ender for evigt i de blæsende bakker i Palæstina, ville jeg gå hjem på jagt efter England. ”
Det var for at opfylde dette løfte, at Morton nogle år senere fandt sig selv "bowling langs" en landevej vest for firben, i den sydligste del af Cornwall. Selvom han ikke vidste det, rejste han stort set i sidste øjeblik, hvor det var muligt at turnere landet rundt og hilse på fremmede, for ”en fremmed… var for dem en nyhed.” Og i sandhed var Morton også en målbevidst nostalgiker, der bevidst havde fulgt en rute, der tog ham gennem alle de smukkeste dele af landet og undgået alle fabriksbyer. Ikke desto mindre forbliver hans trange og ofte sjove fremkaldelse af et forsvindende land læsbar, og vi kan være glade for, at hans vej førte ham gennem banerne syd for St. Just, for vi har ikke bedre rede for den rejsende pakkemand i hans sidste dage end hans:
Jeg mødte ham ved siden af vejen. Han var en fattig gammel mand og i nærheden af ham var en tung pakke; så jeg spurgte, om jeg kunne give ham en lift. ”Nej, ” sagde han og takkede mig det samme. Jeg kunne ikke give ham et løft, fordi det sted, han rejste til, ville være utilgængeligt for "ham" - her pegede han på bilen.
”Til hende, ” korrigerede jeg.
”Til hun, ” sagde han og mødte mig halvvejs.
”Denne etablerede kontakt, ” bemærkede Morton, og de to mænd sad ved siden af vejen, delte et tobaksrør og talte.
”Hvor længe har du været en pakker?” Spurgte jeg ham.
Jeg følte spørgsmålet som absurd; og det ville ikke have overrasket mig, havde han svaret: ”Nå, jeg begyndte min runde og arbejdede for Eli fra Nablus, generalhandler i Sidon, der kom til Storbritannien en gang om året fra 60 f.Kr. med en last af frøperler, som han skiftede efter tin. Så da romerne forlod, handlede jeg en sjælden handel med strop til sværdblader. ”
”Disse her 50 år, sur, ” svarede han.
”Så skal du være næsten halvfjerds?”
”Nå, jeg kan ikke fortælle det" zaktisk, "svarede han, " men satte en ting sammen med en anden, jeg vil tro, det er så, sikker 'nuff, sur. "
”Og du har stadig den tunge pakke med?”
”Ja, sur, jeg bærer ham let, skønt jeg er en gammel mand.”
Men i alle sine år og hans byrde forblev Mortons gamle mand modstandsdygtig:
Han trak det vandtætte af, og åbnede sin pakke og viste bakker med forskellige underlige ting: billige barberbørster, barbermaskiner, stifter, seler, korsetter, studs, fotorammer, religiøse tekster, sort-hvide plettet forklæder, kamme, børster og bånd. Priserne var de samme som i de små butikker.
”Jeg formoder, at du har måttet ændre din bestand fra år til år for at holde trit med mode?”
”Ja, det er sandt, sur. Da jeg først tog ud på mig tilbage, var det ikke noget, der var sikkert med barbermaskiner, og faarm-drengene havde ingen brug af hårfedt, og nu er de alle smurt og homoseksuelt i bytøj. ”
Dette var Jazzalderen - Morton offentliggjorde sin beretning i 1927 - og pakkemanden udviste 'en smirk af ubehag', da han blev opfordret til at vise den nyeste artikel i sin pakke: “klippere til at beskære ristede hoveder og mange slags lysbilleder til at holde tilbage med spolede hår .”
"I gamle dage, " sagde han, "du har aldrig set så hår, jeg er sikker på, som du frøede i Cornwall, og pigerne knuste det hele dagen langsomt - og 'det er dejligt at se, og nu har de en- klip det af, og hvis du nu økser mig, hvad jeg tænker på, fortæller jeg, at de ser ud som en række fladtkålede kål, så gør det ikke! "Det er anderledes end i de dage, hvor jeg satte en pakke hårnåle til hver wummun, jeg mødte."
”Vi faldt til at tale, ” konkluderer beretningen, ”af fordelene ved packman-erhvervet.” Som alle erhverv havde den sine hemmeligheder - men den fodgængeres syn på dens mest vitale færdighed af alle overraskede Morton. ”Hvis du vil tjene penge på dette spil, ” advarede pakmanden,
”Du har brug for en stille tunge på dit hoved, det siger jeg ee. Der var ung Trevissey, da jeg var en fyr, der havde skænket stipendiaterne fra Penzance til Kynance Cove efter ham med pinde, for unge Joe bare sopede historier som en spoonge sops up waater, men un kunne ikke holde det. Nå, sur, den fyr gik fra faarm til faarm over landets længde og bredde og fortæller Jennifer Penlee, hvordan unge Jan Treloar var ude efter Mary Taylor over hos Megissey. Sur, den fyr gik gennem landet, der sælger 'kufferter og spredte problemer, som du nogensinde har set! Før den booy havde været på hans runde mere end to gange var der ikke en maan eller wumman, der ikke vidste, hvad enhver anden maan og wumman havde på sig under deres tøj, og det er sandheden, sur. ”
"Hvad skete der med Joe?"
”Hvorfor, sur, de måtte være for bange for at købe en skosnor fra un! 'Heeres unge Joe kommer', de ville kaste. "Luk doeren hurtigt!" Så un gik væk og blev aldrig set mere i disse parter. ”
Vi mediterede højtideligt om tragedien fra denne romanforfatter født ud af hans sted. Den gamle mand bankede røret ud og sagde, at han må være med. Han nægtede hjælp og svingte sin store pakke på skuldrene, viftede med pinden og gik ud over et sidespor mellem de arrede ruiner af en død tinmin. De siger, at denne mine, der strækker sig under Atlanterhavet, blev arbejdet inden Kristi tid.
Den gamle figur forsvandt blandt kraterne, trådte omhyggeligt og banede med sin pind; og jeg tænkte, mens jeg så ham gå, at han og den gamle mine var stipendiater, lige så gamle - for pakkemanden var sandsynligvis her før romerne - den ene forældet og død: den anden stakkels, gammel og ensom og gik langsomt langs det samme triste vej.
Envoi
Jeg kan ikke forlade dig uden at fortælle et andet yndlingsfragment fra HV Mortons rejse gennem Cornwall. Her er han, bukket mod et tyndt regn i Sennen kirkegård ved Land End, med Longships-pistolen, der lyder fra sin monotone advarsel til sejlere et eller andet sted i tågen på Englands aller længste spids. Han undersøger ”de sidste monumenter i et land med monumenter” i det tilsyneladende forgæves håb om at finde en vis bogstav for litterær fortjeneste. Og så ser han det ...
”Det sidste strejf af ægte poesi i England er skrevet over graven til Dionysius Williams, der forlod dette liv, femti år gammel, den 15. maj 1799:
'Livet går hurtigt væk / fra punkt til punkt, selvom det ser ud til at stå stille / Den listige flygtning er hurtig af stealth / for subtil er bevægelsen, der skal ses / endnu er snart mandens time op, og vi er væk.'
Jeg fik en kold spænding fra det, da jeg stod i regnen og skrev den ned i en våd bog. Er det et tilbud? I så fald, hvem skrev det? Hver gang jeg i fremtiden tænker på Lands End vil jeg ikke se de klippede klipper og havet, men den fyrede sten liggende over Dionysius (som ville være 177 år gammel, hvis han stadig var i live); den sten og det usandsynlige navn med regnen, der falder over dem, og i det fjerne en pistol, der springer gennem havtågen ... ”
Kilder
Anon. London-guiden og Strangers beskyttelse mod snyderi, svindlere og lommetyve, der ligger inden for retssager om dødelighed ... London: J. Bumpus, 1818; John Badcock. Et levende billede af London for 1828 og Stranger's Guide ... af Jon Bee Esq . London: W. Clarke, 1828; Rita Barton (red). Livet i Cornwall i midten af det 19. århundrede: at være uddrag fra 'The West Briton' avis i de to årtier fra 1835 til 1854 . Truro: Barton, 1971; John Chartres et al (red.). Kapitler fra den agrariske historie i England og Wales . Cambridge, 4 bind: CUP, 1990; Laurence Fontaine, Historie om pæler i Europa . Durham: Duke University Press, 1996; Michael Freeman & Derek Aldcroft (red.). Transport i det victorianske Storbritannien . Manchester: MUP, 1988; David Hey. Packmen, Carriers og Packhorse Roads: Handel og kommunikation i North Derbyshire og South Yorkshire . Leicester: Leicester University Press, 1980; Roger Leitch. '”Her tager chapman-billies deres holdning.” En pilotundersøgelse af skotske kapellmænd, pakkemænd og stavler.' Forløb fra Scottish Society of Antiquarians 120 (1990); Henry Mayhew. London Labour and the London Poor; Et cyclopedia om betingelserne og indtjeningen for dem, der vil arbejde, dem, der ikke kan arbejde, og dem, der ikke vil fungere . Privat udgivet, 4 bind: London 1851. HV Morton. In Search of England . London: The Folio Society, 2002; Margaret Spufford, The Great Reclothing of Rural England - Petty Chapmen & They Wares in the Seventhenth Century . London: Hambledon, 1984.
