Den internationalt anerkendte "eksplosivartist" Cai Guo-Qiang har allerede samlet nogle fantastiske statistikker: Han er muligvis den eneste kunstner i menneskets historie, der har fået en milliard mennesker til at kigge samtidigt på et af hans kunstværker. Du læser den rigtige, en milliard. Jeg taler om den verdensomspændende fjernsyns “fyrværkeri-skulptur”, som Cai Guo-Qiang - Kina-født, der bor i Amerika nu - skabte til åbningen af OL i Beijing i 2008. Hvis du er en af de få jordboere, der ikke har ikke set det, hverken live eller online, her er Cai's beskrivelse: ”Eksplosionsbegivenheden bestod af en serie af 29 gigantiske fodaftryksfyrværkeri, et for hver Olympiade, over Beijing-skyline, der førte til det nationale olympiske stadion. De 29 fodspor blev fyret i rækkefølge og rejste en samlet afstand på 15 kilometer eller 9, 3 miles inden for en periode på 63 sekunder. ”
Fra denne historie
[×] LUKKET
Den verdensberømte kinesiske kunstner bruger pyroteknikker til at omdanne et 40 fodhøj fyrretræ til en optisk illusion. (Stillbillede: Ed Schipul / Flickr)
Video: En eksplosiv begivenhed med Cai Guo-Qiang
[×] LUKKET
På sin Mystery Circle- udstilling sidste år detonerede Cai Guo-Qiang 40.000 fyrværkeriraketter for at danne en streng af afgrødecirkler uden for Museum of Contemporary Art, Los Angeles. (Zen Sekizawa / jwpictures.com, Courtesy Museum of Contemporary Art, Los Angeles) 
Cai gennemgår en af sine kruttetegninger på Grucci fyrværkeri. (Jessica Dimmock / VII) 
I Fem olympiske ringe, loftede Cai det olympiske symbol i fyrværkeri over Beijing's himmel under åbningsceremonien for de olympiske lege i 2008. (Wang Xiaox I, Courtesy Cai Studio) 
Cai detonerede Fallen Blossoms: Explosion Project uden for Philadelphia Museum of Art i 2009. Udstillingen fokuserede på temaer om hukommelse, tab og fornyelse. (Lonnie Graham, høflighed Stofværkstedet og museet) 
Fotogalleri
Men en milliard par øjne er ikke nok til Cai's ambition. Han søger flere seere til sine værker, hvoraf nogle måske har mere end to øjne. Jeg taler om udlændinge, de udenjordiske, som Cai fortæller mig, er den virkelige målgruppe for hans mest monumentale eksplosive værker. Kæmpe flammende jordskulpturer som Project for at udvide den kinesiske mur med 10.000 meter, hvor Cai detonerede et spektakulært seks mil eksplosivtog, en brændende forlængelse af Ming-dynastiets mest berømte værk. Mente at ses fra rummet: Han ønsker at åbne "en dialog med universet, " siger han. Eller hans flammende "afgrødecirkel" i Tyskland, modelleret efter de formodede udenjordiske "skilte" udskåret i hvedemarker - et projekt, der krævede 90 kg krutt, 1.300 meter sikringer, en seismograf, en elektroencefalograf og en elektrokardiograf. De to medicinske apparater var der for at måle Cai's fysiologiske og mentale reaktioner, da han stod i midten af eksplosionerne, for at symbolisere, fortalte han mig, at ekkoet fra universets fødsel stadig kan mærkes i hvert molekyle i hver menneskelig celle .
Der er måske et sluddervind fra en showman bag disse interspatielle forhåbninger, men Cai synes for mig at være karakteristisk blandt den aktuelle afgrøde af internationale kunststjerner i at producere projekter, der ikke handler om ironi, eller at være ironiske om ironi, eller være ironiske om kunst om ironi. Han vil virkelig male himlen, ligesom Michelangelo malede det Sixtinske kapelloft. Kun med krutt og flamme.
Når jeg besøger Cai (som alle kalder ham og udtaler det ”Tsai”) i hans ekstra East Village Manhattan-studie med en stor rød dør og en feng shui stenløve, der beskytter indgangen inden i, sidder vi ved et glasbord flankeret af vægstørrelse træskærme: hans kruttet "tegninger." Dette er store hvide overflader, hvorpå Cai har antændt kruttet for at fremstille uventet smukke sorte spor, værker af abstrakt kunst, der minder om den komplicerede skiltning af traditionel kinesisk kalligrafi eller de fotonegative teleskopiske tryk af dybe plads, hvor de spredte stjerner og galakser er sort på hvidt. Vold forvandlet til æterisk skønhed.
Cai, der ser yngre ud end midt i 50'erne, fit, med en hård børsteskæring, får en oversætter og projektleder, Chinyan Wong, og vi får serveret te af et medlem af hans kunstskabende kollektiv, når vi begynder at tale om hans barndom. Han fortæller mig en historie om dyb familiebesvær under kulturrevolutionen - og ”tidsbomben” i hans hus.
”Min familie boede i Quanzhou, over sundet fra Taiwan, ” siger han, hvor det var rutine at høre artilleribatterier skyde ind i tågen på øen, som fastlandsregimet ønskede at genindtræde i Kina.
”Dette var mine første oplevelser med eksplosioner.
”Min far, ” siger Cai, ”var en samler af sjældne bøger og manuskripter, ” og en dygtig til den sarte kunst af kalligrafi. Men da kulturrevolutionen begyndte i midten af 60'erne, vendte Mao Zedong sine millioner af motiver mod enhver og ethvert tegn på intellektuel eller elitepraksis, inklusive enhver kunst eller litteratur, der ikke var propaganda.
"Intellektuelle" (hvilket betyder næsten enhver, der læser eller endda besatte bøger) blev slået, fængslet eller myrdet af pøbel, og alle deres værker blev brændt i pyroer. ”Min far vidste, at hans bøger, ruller og kalligrafi var en tidsbombe i hans hus, ” husker Cai. Så han begyndte at brænde sin dyrebare samling i kælderen. ”Han måtte gøre det om natten, så ingen kunne vide det.”
Cai fortæller mig, at efter at have brændt sine elskede manuskripter og kalligrafi, gik hans far i et mærkeligt selvudflygtning, bange for, at hans omdømme som samler af bøger ville føre til hans død. Han forlod sit familie hjem og fandt en farlig tilflugtssted i et ødelagt buddhistisk nonnekammer, hvor den sidste resterende 90 år gamle hengiven gav ham helligdom. Der - og dette er den specielt hjerteskærende del - ”min far ville tage pinde og skrive kalligrafi i vandpytter på jorden, ” siger Cai. ”Kalligrafien ville forsvinde”, da vandet fordampede og efterlod sig, skrev Cai engang, veltalende, ”usynlige bedrageri af sorg.” Man er ikke helt usynlig, men sanser, men indskrevet som kalligrafi på sin søns hukommelse og hjerte.
Hans fars kunst gentager sig i sin søn - kalligrafi i vand og nu i ild. Ved at bruge det dødbringende kruttet søger han at omdanne det fra dets dødelige anvendelse til den æteriske kunst af kalligrafi. Dette er ikke kun et vagt koncept: Hvis du tilfældigvis befandt dig uden for Smithsonian's Sackler Gallery i sidste uge, kunne du have set Cai antænde et fyrretræ med kruttepakker på grenene og omdanne det til et æterisk træ, et træformet tracerie af sort røg ætset i himlen med sort kruttesprøjter.
I stedet for sin fars marxisme, siger Cai, var hans store indflydelse kinesisk taoistisk spiritualitet. Feng shui, Qi Gong og buddhisme spiller også en rolle, hvor deres rødder er sammenflettet. Han har skrevet om en shaman, han kendte som en ungdom, der beskyttede ham og om hans søgning efter shamaner i andre kulturer. ”Åndelige medier, ” siger han mig, ”kanal mellem den materielle verden og den usete verden i en vis grad svarende til det, kunst gør.” Og han ser sin kunst tjene som en lignende form for kanal, der forbinder det gamle og moderne, østlige og Vestlige følelser. Feng shui og kvantefysik.
Han tror stadig på ”onde ånder”, siger han, og feng shui's magt til at bekæmpe dem. Når jeg spørger ham om kilden til de onde ånder, som stenløven beskytter os mod, svarer han, at de er ”spøgelser for utilfredshed.” En interessant genindtagelse af det onde.
For eksempel fortæller han mig, at han arbejdede på et projekt, der involverede mikroberne i vandet i dammen, men bragte det til en stopper, da en shaman advarede ham om, at ”vandet kunne indeholde ånder fra mennesker, der måske druknede eller prøvede at dræbe sig selv i dammen. ”
Som ungdom siger han: ”Jeg blev ubevidst udsat for båndet mellem fyrværkeri og menneskers skæbne, fra den kinesiske praksis med at opsætte fyrværkeri ved en fødsel, et dødsfald, et bryllup.” Han fornemmede noget i fusionen af stof og energi, måske en metafor for sind og materie, mennesker og universet, i det hvide, varme hjerte af en eksplosion.
***
På tidspunktet for den politiske eksplosion af Den himmelske freds plads i 1989 havde Cai forladt Kina og var i Japan, hvor ”jeg opdagede vestlig fysik og astrofysik.” Og Hiroshima.
Åbenbaringen for ham om vestlig fysik, især de subatomære og de kosmologiske Big Bang-niveauer, var, at den på en eller anden måde var velkendt. ”Min taoistiske opdragelse i Kina var meget indflydelsesrig, men først indtil jeg kom til Japan, var jeg klar over, at alle disse nye fysiske udviklinger var ganske tæt på den kinesiske Qi Gong-kosmologi. Den nye viden om astrofysik åbnede et vindue for mig, ”siger han. Vinduet mellem de mystiske, metaforiske, metafysiske begreber om taoisme - sindets uendelighed inden i os og det i det fysiske univers, hvis tilsyneladende uendelige dimensioner uden for os blev kortlagt af astrofysikere. For eksempel siger han, "Teorien om yin og yang er parallel i moderne astrofysik som stof og antimaterie, og i elektromagnetisme, plus og minus."
Det var ved at tænke på Big Bang, at han skabte det, i det mindste for mig, hans mest åbenbarende og provokerende forbindelse - at vi alle sammen var der ved Big Bang. At hver partikel i hvert menneske først blev født, da Big Bang bragte sagen i stand. Den uformede sag, der i sidste ende ville udvikle sig til os, var alle sammen enhed i øjeblikket af Big Bang.
Og det var i Japan, han fandt et fokus også på den mørke side af big bangs: Hiroshima og Nagasaki. Og begyndte, hvad der har været et livslang kunstnerisk forsøg på at komme til udtryk med den mørke side. Da han tog til Hiroshima, siger han, følte han ”essensen af ånder der”.
Jeg ved hvad han mener. Jeg havde været i Hiroshima for at undersøge en nylig bog om atomkrig ( How the End Begins: The Road to a Nuclear World War III ) ikke længe før Cai havde udført et af sine signaturværker der. Og Hiroshima er mærkelig i sin underlige sindsro. Den egentlige bombeplads er blevet dækket med glatvoksende græsplæner (selvom der også er museer, der kan give dig al den nukleare gore, du ønsker). Men generelt er det et fredeligt sted. Bortset fra den ene skelet-kuppel-toppede rest af en borgerstruktur, er der kun lidt spor af den eksplosion, der ændrede verden.
Endnu om natten kan du fornemme de ånder, som Cai taler om. Jeg havde aldrig følt noget så uhyggeligt.
Cai har skabt ”svampeskyer” over webstedet for atomprøvningssteder i Nevada og mange andre steder i USA. Svampeskyer af ikke-radioaktiv røg. På en eller anden måde håber han, at de vil exorcise fortidens virkelige svampeskyer og fremtidens potentielle.
Men han havde problemer, fortæller han, med sine oprindelige planer for Hiroshima, et projekt, han først designet til de asiatiske lege i 1994. Det involverede en sort sky, der faldt ned i en slags faldskærm for at lande ufarligt på Hiroshimas jordnul. ”Idéen, ” siger han, ”var beregnet til at antyde, at ild, der stiger ned fra himlen, har potentialet til at starte genfødsel. Men det stod over for stærk indsigelse ... og jeg var nødt til at opgive forslaget. ”
Så han gik tilbage til tegnebrættet og vindede senere Hiroshima Art Prize for en af hans mest strålende kreationer, Jorden har dets sorte hul også . ”Dette eksplosionsprojekt blev realiseret i Hiroshima centralpark, ” har han skrevet nær ”målet for atombomben. Jeg gravede et dybt hul i jorden midt i parken, og derefter brugte jeg 114 heliumballoner i forskellige højder til at holde over 2.000 meter sikring og tre kilo krutt, som tilsammen dannede en spiral med en 100 meter diameter, til efterligne himmelske stjerners baner. Antændelsen startede derefter fra det højeste og yderste punkt til spiralen, brændende indad og nedad i koncentriske cirkler og forsvandt ind i det 'sorte hul' i midten af parken. Lyden fra eksplosionen var ekstremt voldelig; pangen gentog sig og rystede over hele byen. Min hensigt var at antyde, at menneskeheden har udnyttet sit eget sorte hul i jorden, der spejler dem i rummet, når det drejer sig om atomenergi.
Det var en dristig, eksplosiv erindring af sorg, der overgik endda optagelsen af OL og dens fejring af styrke. Han skabte en slags invers nukleare eksplosion på selve stedet for dødsvåbenets påvirkning.
I et af hans tidligste projekter, "skrev jeg [en alternativ historie], hvor hemmeligheden ved atomkraft blev opdaget af fysikere, men de besluttede ikke at bruge den til at fremstille våben, " sagde han og faxede fantasien derefter til kunstgallerier og en vidtgående liste over politiske armaturer.
Vi taler videre om atomvåben. Jeg stiller ham et spørgsmål, der har gennemgået diskussioner i de kontroverser, jeg skrev om: exceptionalisme. Er kernevåben bare eksponentielt mere magtfulde end konventionelle våben, eller er forskellen så stor, at de skal bedømmes efter forskellige regler for ”bare krigsmoral”, militær strategi og uopsættelighed af afskaffelse?
Cai gør det vigtige punkt, at nukes ikke kan bedømmes som brugen af andre våben på grund af en nøglefaktor: tid. ”Med frigivelse af energi i traditionelle eksplosioner spredes energien hurtigt. Med nukleare våben er der konstant bevarelse af dens virkninger ”—Nukleare isotoper fortsætter med at udsende giftig stråling i mange levetider af halveringstider.
Atomvåben hersker over tid såvel som plads. Cai har også en skarp bevidsthed om et af de centrale problemer i nuklear strategi: afskrækkelsesteori. Under henvisning til underteksten i min bog, Vejen til en nuklear verdenskrig III, spørger han: "Kan det ikke siges, at det er på grund af atomvåben, der ikke vil være nogen anden verdenskrig?"
Med andre ord, kun besiddelse af atomvåben fra mere end en nation kan afskrække brugen af atomvåben. Det er en holdning, der indtages af mange nukleare strateger, skønt en afhænger af tro på menneskelig rationalitet og fraværet af katastrofale ulykker.
Han taler bekymret for, hvordan dette vil gælde for et andet potentielt nukleare flammepunkt: de periodiske spidser i spænding mellem Kina og Japan over de omstridte øer i havet mellem de to lande. De kinesiske krav på de japansk besatte øer har resulteret i en modbevægelse i Japan af nogle politikere til at ændre deres forfatning for at give dem mulighed for at besidde atomvåben (hovedsageligt for at afskrække en potentiel kinesisk nuklear trussel).
***
Cai vendte tilbage til Japan for at gøre kernekraft til genstand for sin kunst i kølvandet på Fukushima-atomkraftanlægget i 2011. Udfordringen for ham var at synliggøre det usynlige. ”Problemet er, at du ikke kan se alle de radioaktive bølger, som du kan se den røg, der er efterladt af kruttet, ” forklarer han. Han fandt en noget skræmmende, men uhyggelig smuk måde at synliggøre den usynlige. ”Jeg var der for at hjælpe indbyggerne med at plante masser og masser af kirsebærblomst [træer].” Tæt pakket sammen, så de kan ses fra det ydre rum. Han har indtil videre 2.000 men vil til sidst plante 100.000. Hvad han virkelig ser ud til at håbe vil ske, er, at kirsebærblomstrene langsomt vil muteres fra radioaktiviteten i jorden, idet disse forskellige mutationer er en måde at synliggøre den usynlige forgiftning af naturen af menneskelig natur, en snoet kunstnerisk hyldest til den forvirrede skønhed var blevet hærget og kunne blive genfødt på underlige måder.
Det er en betagende idé. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil finde mig selv fortabt i den snoede mutante skov, skønt jeg er sikker på, at det ville øge bevidstheden for enhver, der vogter sig ind eller endda ser den på afstand.
Hvis det fortsætter, vil han have fundet en måde at udtrykke tragedie gennem visuel kunst indskrevet på planeten, indskrevet i planternes DNA. Det kan være en konceptuel snarere end strengt biologisk vision. "Nogle mysterier er beregnet til at blive opdaget, " siger han, "nogle er ment som himmelens hemmeligheder."
Jeg er ikke helt klar over, hvad der er, men Cai tilføjer, at ”jeg prøver at bruge min kunst som en kanal for kommunikation mellem menneske og natur; mennesket og universet. Hvem ved, hvor denne kanal bringer dig? ”
Jeg spørger ham, hvilken kanal bragte ham til Amerika i midten af 1990'erne (selvom han ofte rejser over hele verden for at sprænge ting). Han siger, at mens han var i Japan, lærte han om den nylige udvikling inden for amerikansk kunst, herunder menneskers arbejde, som han kom til at beundre, ligesom Robert Smithson, der havde lavet storslåede jordforandrende landskabsprojekter som Spiral Jetty i den amerikanske ørken. Men den egentlige årsag til, at han besluttede at flytte til USA, var "på grund af NASA, " siger han. ”Jeg blev tiltrukket af noget, der ville bringe mig nærmere universet - og universet tættere på mig.”
Han siger, at det, der fortsat fascinerer ham ved Amerika, er dets modsigelser. ”Jeg ville bo og arbejde i et land, der er mest problematisk i det 20. århundrede, ” siger han, ”og tilbyder et helt andet synspunkt.”
Så jeg spørger ham, når han har set på civilisationer fra begge sider nu, fra øst og vest, har han nogen lektioner, som vesterlændinge kan lære af øst?
Han er ikke tøvende. Det kan hjælpe vesterlændinge med at lære, foreslår han, at “Mange ting har ikke en øjeblikkelig løsning, og mange konflikter kan ikke løses med det samme. Undertiden tager ting tid at heles, og når du tager længere tid, er du måske bedre i stand til at nå dit mål.
"Så inden for kunst og kunstnerisk udtryk, " fortsætter han, "de ting, du prøver at videresende, de kan være fulde af konflikt, og du behøver ikke nødvendigvis at bruge kunst for at løse alle disse konflikter. Så længe du anerkender disse konflikter eller adresserer konflikten i din kunst, er det allerede meningsfuldt. ”
Det får mig til at tænke på digteren John Keats 'idé om "negativ kapacitet": sondringen mellem et førsteklasses sind er, at det kan underholde modstridende ideer, "er i stand til at være i usikkerheder, mysterier, tvivl uden irritabel rækkevidde" efter sikkerhed.
Når vi er færdige med vores samtale, og jeg slutter sig til medlemmerne af hans kollektiv til en frokost med mange retter østlige og vestlige, fortæller Cai mig om sit fortsatte drømmeprojekt, hvor han går rundt i verden (næste stop, Brasilien) og skaber en “stige til himlen ”af ild i luften over jorden, der symboliserer hans ønske om at invitere udenjordiske til at stige ned, eller for at vi skal stige op for at møde dem.
Når jeg går, klapper jeg på stenløvens hoved og håber, at udyret vil beskytte os, hvis de udlændinge, Cai inviterer, viser sig at have mindre end godartede intentioner.
