To brudepiger hjælper Deidre Wyaco, en Zuni-indianer, med at klæde sig til sin store dag. Hun droner sin stammes traditionelle bryllupsdragt - hvide mokkasiner og hjorteskind leggings viklet fra ankel til knæ; en sort uldtunika lagdelt over en hvid bluse; og fire tallerkenstørrelser i turkis-og-sølv-brocher, der blev fastgjort ned ad hendes nederdel.
Brudens søster, Darlynn Panteah, fastgør en turkis-og-sølv squashblomster halskæde omkring Wyacos hals og pryder hende med så mange turkise ringe og armbånd, at hendes hænder ser ud som om de var blevet dyppet i blågrønt vand. Wyacos niese Michella kæmmer sit jet-black hår i en stram bolle og glatter hver lås på plads, mens en fætter placerer et tørklæde over skuldrene og fastgør det med en turkis-og-sølv pin. Så står alle tilbage for at beundre Wyaco, hvor hendes kjole er så skarp og iøjnefaldende som det røde jord, det blå himmellandskab i deres hjem, Zuni Pueblo, på Zuni Indian Reservation, 40 ulige miles syd for Gallup, New Mexico.
Zuni Pueblo har været vidne til sådanne bryllupsscener i årtusinder. For de fleste Zuni, der kalder sig A: shiwi (oprindelsen af "Zuni" er ukendt), ville det være næsten umuligt at forestille sig at gifte sig et andet sted end her på Halona Idiwan'a, verdens midterste sted, hvor, i oprindelsesmyter, besluttede stammen sig efter mange års vandring. Zuni har boet i denne brede dal med gyldne butter og røde mesas i tusinder af år, landbrug, jagt, indsamling og praktisering af deres fælles livsstil og ceremonirike religion.
Det er den religion, siger Zuni, der binder dem sammen. Det var det, der gjorde det muligt for dem at modstå tørke og hungersnød og deres erobring i 1540 af spanjolen Francisco Vásquez de Coronado. Han var blevet ført til Zuni af en franciskansk friar, der havde set pueblobosættelsen på afstand og hævdede, at det var en af de syv byer i Cibola, mystiske steder, der siges at være fyldt med rigdom. Coronados styrker indså hurtigt, at denne lille pueblo ikke var Cibola, men de plyndrede, hvad de kunne - påstod derefter Zuni og 80 nabobygger for Spanien.
I andre dele af Amerika forsvandt de indfødte folk, der havde ulykke med at skabe tidlig kontakt med europæere, ofte fuldstændigt. Patuxet i New England er væk, ligesom Pulacuam i Texas og J'akaru i Peru er væk. Zuni på deres side kom også farligt tæt på at forsvinde: I 1879 mente stammen at have haft så mange som 4.100 medlemmer i midten til slutningen af 1500-tallet, der næsten var nummereret 1.700, bragt lavt af kopper og mæslinger. Men i dag er der 10.000 Zuni, og stammestyret estimerer, at 90 procent af dem bor på Zuni Pueblo, hvilket gør denne stamme til en af de mest intakte der eksisterer. "Zunis komplekse sociale web ser ud til at indeholde mennesker. Deres religion og sprog giver et punkt af etnisk identitet, " siger Dennis Tedlock, en antropolog ved State University of New York i Buffalo, der har udgivet en bog om kunsten at Zuni-historiefortælleren . "Og deres isolering har arbejdet for dem, men økonomisk mod dem."
På en eller anden måde, selvom de har mistet mange af deres oprindelige lande (reservationen omfatter 700 kvadratkilometer) og mange af deres kulturelle og religiøse genstande, har de formået at bevare deres grundlæggende overbevisning, selvom de tilføjede elementer ud over deres grænser, verden af mainstream America. Og så inkorporerer Wyaco, den perfekt klædte Zuni-brud, et par udvendige hænder til sit bryllup, og marsjerer ned ad gangen ikke til takt fra en Zuni-tromme, men under en hvid markise dekoreret med hvid og lyserød papir bryllupsklokker til en optagelse af "Here Kommer til bruden. " Ingen af gæsterne - for det meste Zuni, med en håndfuld udvendig melika (Anglos) - syntes ikke mindst overraskede.
Men de vidste også alle, at de så på et specielt Zuni-øjeblik, da Wyacos søster skubbede deres lammede far ned ad gangen i sin kørestol, så han kunne give sin datter bort til brudgommen, Randy Hooee.
”Alle på Zuni har en rolle, ” sagde en gæst og nikkede med godkendelse. "Ingen, uanset hvad, bliver efterladt. Det er - og har altid været - Zuni-vejen."
Hvordan lykkes Zuni i denne epoke af Internettet, når omverdenen med alle sine materielle goder og andre fristelser ringer så forførende, at vedligeholde deres livsstil? Hvad er det med Zuni-vejen, der til trods for 61 procent arbejdsløshed ved pueblo og problemer over det nationale gennemsnit med narkotika, alkohol og diabetes holder de fleste af disse 10.000 sjæle i Zuni Pueblo?
"Det er saltet, " siger Randy Nahohai, en berømt keramiker i 40'erne med et blitz og latter. Alligevel er hans svar kun halvfasetisk. "Jeg har været udenfor, " fortsætter han, "og jeg har rejst meget, men det er altid godt at komme hjem til god chili og salt, der ikke ruller af din mad."
Vi sidder ved hans arbejdsbord på stuen i det hjem, han deler med sin bror, Milford, også en bemærket pottemager, og deres familier. Som de fleste Zuni i dag, bor Nahohaierne ikke længere i de flerhistoriske adobehuse, som Halona, den gamle del af Zuni Pueblo, engang var berømt for. De fleste favoriserer nu beskedne adobe-, stukkatur- eller mobilhomes.
Nahohai giver mig en lille skål salt. ”Du vil se forskellen, ” siger han. Saltet, som Zuni-mænd indsamler på pilgrimsrejser til deres hellige Zuni Salt Lake (ikke at forveksle med den større i Utah, ca. 600 miles mod nord), har en blød, næsten pulveriseret fornemmelse. ”Vi har samlet vores salt ved vores Salt Lake i tusinder af år, ” siger Nahohai. "Og det er en anden grund til, at vi bliver her: vi bor, hvor vores forfædre boede. Alle disse mennesker, der var her før dig - det får dit hoved til at svulme op med stolthed bare for at være Zuni. Jeg prøver at vise den stolthed gennem mit arbejde ."
I et bagerste soveværelse, hvor han og hans yngste søn sover, producerer Nahohai håndbyggede gryder, som han maler med abstrakte mønstre af nattehimlen eller stiliserede billeder af springende hjorte. Nahohai og hans bror former deres keramik fra ler, de samler på et sted, der længe har været brugt af stammens keramikere. Og de fremstiller deres maling på traditionel vis ved at koge visse planterødder, indtil de får en harpikslignende konsistens, eller ved at slibe små bunker af oker til en bøjelig pasta. Men de bruger en elektrisk ovn og moderne pensler i stedet for de gamle ycca-tip, der er favoriseret af deres forfædre.
"Jeg hader smagen af yucca, " siger Nahohai. "Vi lærte alt om, hvordan vi lavede keramik fra vores mor. I lang tid før hende var der næppe Zuni-keramikere. Den tradition døde ud med ankomsten af metalpander. Og så var der bare for meget Tupperware, så ingen lavede keramik. "
Nahohai's mor, Josephine, der døde sidste år, og andre Zuni-kvinder genoplivet håndværket. I processen skabte de en af Zunis vigtigere hyttebrancher. (Nahohai's keramik, der indeholder elementer af traditionel Zuni-symbolik, vises på National Indian Museum of American Indian.) Stamrådet anslår, at omkring 80 procent af alle Zuni-familier tjener mindst en del af deres indkomst gennem deres kunst, hvilket giver pueblo noget af fornemmelsen af en kunstners koloni. Inde i ethvert hjem ser det ud til, at nogen er bøjet over en arbejdsbænk, der skaber indlagt smykker, der udskærer en dyrefetish (gengivelser af forskellige dyr, der siges at besidde deres kræfter og ånd, meget favoriseret af samlere), hvor man skulpturerer en kachina dukke (repræsentationer af åndelige væsener) eller laver keramik. De fleste hentede deres evner ved at se deres forældre.
”Mine folk ville lade mig hjælpe med polering, ” siger Lorandina Sheche, mens hun sidder ved et slibehjul i et bagerste soveværelse i sin families hjem og skulpterer en bjørn, der ligner Zuni, der blev lavet i det 19. århundrede. "Så en dag gik min far i butikken i et stykke tid, så jeg tog - ja, jeg stjal - en af hans klipper." Sheche griner af hukommelsen. "Jeg lavede en fetish fra fars rock, en stor coyote som dem i antropologens bog. Min far kaldte det 'ET' og sagde, at ingen ville købe det. Men en Albuquerque Native håndværksbutik gjorde det. De betalte mig $ 45 for det. "
Fra hendes arbejdsbænk trækker Sheche en kopi af Frank Hamilton Cushings monografi, Zuñi Fetishes (1883). Jeg er overrasket, da Cushing, et medlem af en Smithsonian Institution-ekspedition, der kom til at studere stammen i 1879, holdes i lav respekt af mange Zuni. Bare 22 på det tidspunkt var Cushing skuffet, da ekspeditionen valgte ikke at flytte ind i pueblo, så historien går, han plunkede sin sengetræk ned i stammeleders hus. "Hvor lang tid vil det vare, før du går tilbage til Washington?" guvernøren siges at have spurgt ham. Cushing opholdt sig fire og et halvt år og lærte Zuni-sproget og deres hellige ceremonier.
Blandt antropologer betragtes Cushing som en banebrydende figur, en af de første professionelle etnologer og den oprindelige "deltagende observatør." Men for Zuni er han en anden i en lang række hvide forrædere. Cushing skrev mest beskadiget i Zuni-øjne og skrev i detaljer om deres religion og dets hellige ceremonier og krænkede deres tillid til at dele hemmelig viden.
"Ja, Cushing var den hvide mand, der blev adoptert af stammen og blev en Bow Priest, " siger Sheche. ”Og han lærte mange Zuni-ting og troede på det hele - men så gik han hjem og udgav al vores viden. Min bedstefar sagde, at Cushing var en god fyr og en skørm.”
Sheche griner lystigt, tilsyneladende ubekymret over, at hun trækker på et så kontroversielt arbejde for at skære hendes egne autentiske Zuni-fetisher. Det, der betyder noget for Sheche, er, at det at sælge fetisher - sammen med sin mands fint udskårne kachinas såvel som noget børnepasningsarbejde - gør det muligt for hende at bo på Zuni.
På det tidspunkt, hvor Cushing inviterede sig ind i puebloen, havde Zuni allerede lidt under mange års spansk og mexicansk styre. Under den spanske havde den katolske kirke beordret dem til at ophøre med deres religiøse praksis. De havde formået at beskytte deres tro delvist ved at lade som om de bønnesang, de sang i deres kornmarker, ganske enkelt plantede melodier og dels ved direkte oprør. De modsatte sig forespørgsler fra andre antropologer - og fra melika generelt - ved at indtage en iskald, lidt fjendtlig holdning til alt for nysgerrige udenforstående. Selvom jeg blev inviteret til flere Zuni-ceremonier og -danser og blev hilst hjerteligt, blev jeg også advaret om ikke at skrive om dem. "Dette er vores religion."
”Folk udenfor har en idé om, at viden skal deles, ” sagde Jim Enote, direktøren for A: shiwi A: wan Museum and Heritage Centre. "Det er hvad universiteter er bygget op omkring. Men på Zuni tænker vi ikke på den måde. Nogle viden skal beskyttes og ikke deles. Der er ting i Zuni, du kan vide, og ting, du ikke kan. Og der er visse mennesker, der fortjener at være bevarere af denne viden. Det er et privilegium, og resten af os respekterer dem for det. "
De, der følger Zuni-troen, hilser morgensolen med et dryss af hellig majsmel og markerer den årlige kalender med ritualer og danser, alle designet til at holde ikke kun Zuni, men verden som helhed i balance og i fred. Således "at bo på Zuni" betyder langt mere end blot at være i stand til at videregive kunstneriske traditioner eller spise indfødte fødevarer med Zuni-salt. For Nahohais og Sheches er at bo på Zuni næsten en hellig forpligtelse. De, der indtager en religiøs position - blandt Zuni-fromhed, der oversætter til mindst en mand i hver familie - gør det for livet, og de skal være til stede ved enhver ceremoni.
"Der er en nøgle til at forstå Zuni, " siger Edward Wemytewa, en tidligere stammarådmand i begyndelsen af 50'erne, som tager mig med på en hurtig rundvisning i Halona, hvor den sidste af puebloens sagnomsuste flerhistoriske bygninger stadig står rundt om en ceremoni-plaza. "Og det er, at de danser, der finder sted her på plazaen, er hjertet i den, vi er. Al bevægelse og farver, sang og lydene fra klokkerne og trommerne, der gentager væggene - alt dette berører din ånd. Fra den dag, du bliver født som en Zuni, indtil den dag du forlader denne verden, er dette i dig. "
Selvom nogle Zuni har konverteret til katolsk og protestantisk tro - inklusive mormonisme - forbliver Zuni-religionen så dominerende i puebloen, at flere medlemmer af stammen fortalte mig, at de trods at have valgt embedsmænd føler de lever i en teokrati kontrolleret af præster. Stammemedlemmer, der krænker tabuer - såsom udgiveren af den nu nedlagte Zuni Post, der undertiden har berørt religiøse anliggender - kan forvente et besøg fra en præst eller blive indkaldt til stammerådet til afhør. Selv taler ordet "tørke" menes at være farligt, fordi det kan føre til et. ”Sådan er det bare, ” fortalte en Zuni mig.
Et par miles ud over den centrale pueblo i Halona har Edison Vicenti og hans kone, Jennie, bygget et spansk hus i stukkestil. I 30 år designet Vicenti halvlederchips til IBM i Tucson, mens hans kone arbejdede som sygeplejerske. Da de trak sig tilbage i 1996, flyttede de tilbage til Zuni. I dag tjener den tidligere computeringeniør sin stamme som hovedkachina-præst, der fører tilsyn med bønemøder, visse indvielsesceremonier og danser. (Med sin kone fremstiller han også petit-punktet turkis-og-sølvsmykker, som Zuni er kendt for.)
"Jeg har ikke problemer med at vippe mellem de to verdener, " siger Vicenti. ”Der var en tid, hvor jeg var mere interesseret i videnskab, men det var altid en forudgående konklusion, at jeg ville være tilbage. Min familie er i hjorte-klanen, som er en lille klan, og pligter som hovedkachina-præsten er en del af vores klans ansvar. Det er min tur til at håndtere dette ansvar nu. "
Et vigtigt ansvar er at undervise Zuni-ceremonielle bønner til de unge, der er indviet i hans religiøse samfund. Med andre stammeledere bekymrer Vicenti sig for, at Zuni er et forsvindende sprog, ligesom mere end 80 procent af de resterende 175 indianske sprog. Nogle forskere vurderer, at medmindre noget er gjort, vil disse truede sprog blive væk inden for de næste 40 år. "Hvis vi mister vores sprog, mister vi basen for vores religion og kultur, " siger Vicenti. "Og hvis vi mister vores religion, mister vi det, der binder os sammen som Zuni. Det er som træets rødder; hvis træet er oprørt eller rødderne er forurenet, dør det. Det er det samme med os." Vicenti ryster på hovedet. "Og vi kan ikke lade det ske."
For at imødegå det engelske sprog, der høres i hvert hjem på radio og tv (og i film og i daglig samtale), slutter ældre Zuni sig sammen med Zuni-lærere på Head Start-programmet på folkeskolen for at opmuntre børn til at tale Zuni-sproget. Der er også Zuni-sprogprogrammer i de højere klasser, og programmer, der gennemføres i Zuni på A: shiwi A: wan Museum and Heritage Centre. Og der er KSHI, Zuni-radiostationen. " Kesh shi. Lukkya shamle don a: wan hon dena: a: lashinna dap kya: kol dena: denabekkowa ik'osh na: wa, " fortæller Duane Chimoni, KSHIs general manager og deltids-diskjockey. "Hej. På morgens program hører vi nogle sange, der tidligere blev spillet i fortiden."
Sange er imidlertid ikke Zuni-sange; de er Blondies "Hjertet af glas" og Hvem er "Min generation." "Vi offentliggør vores meddelelser på både engelsk og Zuni, " siger Chimoni. "Hvis vi kun laver Zuni, får vi masser af opkald, folk siger 'uh, undskyld, min Zuni er ikke så god, kan du gentage den del om ....' Men jeg kan godt lide at synes, det hjælper, hører os tal Zuni. "
Cirka tre miles fra Halona, tæt på basen til den hellige mesa Dowa Yalanne, hvortil Zuni er flygtet i faretider, lærer en gruppe mellemskolebørn at lave traditionelle Zuni-murede haver, der er opdelt i nedsænkede depressioner, som et vaffeljern. Det er en måde at oprette Zuni-landbrug på, som vi ikke ofte ser nu. I det tidlige 20. århundrede kantede vaffelhaver Halona, der omringede pueblo med lave adobe vægge og gav en dusør af grøntsager og frugt. Men Zuni-floden flød derefter frit; det sker ikke i dag, stort set på grund af dæmninger og tørke. Pueblo har få haver; der er simpelthen ikke nok vand. I Dowa Yalanne trækker børnene imidlertid vand taget fra en kilde 12 miles væk, hvilket gør det muligt for Jim Enote at lære dem denne slags havearbejde. Børnene hælder spande vand på deres pletter med jord, omrører mudderet og klapper det ned i lave vægge. ”Det meste af tiden får vi bestemt ikke legetøj som sådan, ” siger 12-årige Rodney Soseeah, begge hænder belagt med den våde, sorte jord. "Så jeg kan godt lide landbrug og dyrke nogle ting."
"Jeg tænker på at plante peberfrugter, " siger Mary Quam, 15. "Så kan jeg og min mor lave salsa."
”Vi planter også majs, ” siger Odell Jaramillo, lærer og rådgiver for dette program. "For Zuni er majs vores liv, vores beskytter. Det er i centrum af vores religion og ceremonier." Hver ceremoni kræver en dryss af hvid majsmel.
Hver ung person, jeg mødte, håber at bo på pueblen som voksen. Men det betyder at finde et job, som ikke let gøres. Zuni-skolerne, herunder en filial af University of New Mexico, og et hospital giver muligheder for beskæftigelse. Men der er meget få forretninger, bortset fra de indiske handelsposter, et par tankstationer og små dagligvarebutikker. Der er ingen fastfood-samlinger, ingen Burger Kings eller McDonald's, ingen hoteller.
"Du skal virkelig undre dig over, hvorfor det er, " siger Darlynn Panteah, administrerende direktør for en af de mest overraskende og succesrige af Zuni-virksomheder, Zuni Technologies, det eneste højteknologiske firma i byen. "Jeg mener, de samme tre butikker, som jeg voksede op med, er stadig de eneste butikker her på Zuni - 30 år af de samme butikker! Vi er alle nødt til at gå til Gallup for at handle."
Panteah beskylder manglen på lokale virksomheder på stammepolitikker, der har bundet meget af jorden på hovedvejen, hvor hoteller og restauranter muligvis kan blomstre. Hun beklager også stammens modvilje mod at bringe udenforstående og deres forretninger ind. (Stammen diskuterer, om vi skal bygge hoteller og kasinoer i deres samfund.) "Vi mister så mange af vores unge mennesker udefra. Alligevel er vi afhængige af dem; det er dem, der skal fortsætte vores religion. Så det er op til os, den ældre generation, til at gøre gode job for dem på Zuni. "
Panteah fører vejen fra parkeringspladsen uden for Zuni Technologies, der kører ud fra et hvidt lager med lavt sving. Inde sidder 62 Zuni-mænd og kvinder foran computere og skriver og klikker, mens de scanner bunker med militære manualer og konverterer de tunge, trykte tekster til digitaliserede former for Luftforsvaret, Marines og Navy. Virksomheden startede med hjælp fra stamme- og regeringsfonde og senere Intertribal Information Technology Company, et konsortium af stammer, der fremmer højteknologiske virksomheder på indiske reservationer, er nu tre år gammel og tilbyder drømmejob til de fleste unge mennesker, der arbejder her.
"Jeg troede ærligt aldrig, at der ville være et job her på Zuni inden for mit felt, ledelsesinformationssystemer, " siger Vinton Hooee, 25, og en nyuddannet kandidat fra University of New Mexico. "Det har givet mig ideer om at starte min egen virksomhed, ligesom Darlynn, for at hjælpe med at holde vores unge her. Det er meget svært at være en del af Zuni, når du bor i Albuquerque. Der er en ceremoni her hver måned, og du kan ikke virkelig deltage, hvis du kun er her i weekenderne. Alle os unge, vi kæmper for at få balancen rigtigt. "
Wilton Niiha, en tømrer og kachina-leder, kører med mig ned ad en sandvej mod det mest dominerende træk i Zuni-landskabet - den fløde-og-rosestribede mesa, Dowa Yalanne - indtil vi ser to stenede, tårnlignende formationer splittes væk fra de vigtigste mesa. "Disse klipper er den lille dreng og pige, der reddede de mennesker, der for længe siden flygtede til toppen af Dowa Yalanne under oversvømmelsen, " siger Niiha. Ifølge legenden: "vandet stormede op til toppen af mesa, så hovedpræstens børn spurgte, om de kunne placere deres bønestænger i vandet." Præsten imødekom deres anmodning, og børnene trådte i vandet med bønestængerne ovenpå hovedet. Øjeblikkeligt begyndte oversvømmelsen at trække sig tilbage. "Med dette offer reddede drengen og pigen Zuni, " siger Niiha. "De blev en del af bjerget."
Sen eftermiddagssol nåede de to stenfigurer og vendte dem til en rosenrød gylden farvetone. Det var let at forestille sig dem som børn, der holder hænderne, når de vattede ud i vandet og til deres dødsfald og bad som alle Zuni gør om velsignelser, for deres folk og deres land og verden.
Det er trods alt Zuni-vejen.
Virginia Morell er forfatteren af Ancestral Passions og Blue Nile . Fotograf Scott S. Warren's arbejde er også vist i National Geographic , Outside og Newsweek .
