Før redbuds, før azaleaerne, før syrinerne, er der den flydende blomstring af kirsebærtræerne, der indbærer slutningen af vinteren. Washington DC har fejret denne begivenhed med Cherry Blossom-festivalen hvert år siden 1935. Traditionen har sin oprindelse i en gave af 3.020 kirsebærtræer fra borgmesteren i Tokyo i 1912. På det tidspunkt betragtede Japan kirsebærtreet som et symbol på fest og en passende gave til en potentiel allieret, der repræsenterer det bedste fra japansk kultur og kunst. Men betydningen af kirsebærblomstringen er meget nuanceret, og et nærmere kig afslører en kompleks historie.
Relateret indhold
- Se sidst på Washington, DC's Cherry Blossoms (Fotos)
James Ulak, Smithsonians seniorkurator for japansk kunst i Freer og Sackler Gallerierne, siger, at betydningen af kirsebærblomstringen i kunstværker har udviklet sig over tid.
”Kirsebærtræet er længe forbundet med buddhistiske forestillinger om forandring og transformation. Så hvis du går ud på tidevandskummen i dag, ser du disse blomster, og så falder de. Så denne forestilling om, at du har denne buste af blomster, og så passerer de, dette er en buddhistisk opfattelse. Der har altid været disse overtoner af melankoli. Og det ser du i poesi i de tidlige og middelalderlige perioder, ”siger Ulak. Fra det 9. århundrede og fremefter var kirsebærblomstringen et subtilt symbol på cirklen om liv og død.
Fra det 17. århundrede begyndte de japanske holdninger til kirsebærblomningen at ændre sig. ”At samles under kirsebærtræerne bliver mere af en glad karusering end en reflekterende komponent, ” siger Ulak.
De tidligste forløbere for DCs festival begyndte at finde sted. Japanske tryk som det buddhistiske tempel i Asakusa Kinryuzan fra 1861 af Utagawa Hiroshige II fra Edo-perioden skildrer turister, der fejrer og bærer paraplyer under blomsterne ved Kobayashi Hot Spring. ”Efter min mening er det et skridt væk fra en rejseplakat. . . Påvirkningen er, at i stedet for sne er det en sne af kirsebærblomster, der falder. ”
”I det 19. århundrede bliver træet et nationalistisk symbol. Af de soldater, der kæmper og dør mod kineserne eller russerne, ”siger Ulak.
Krigen, der blev kæmpet fra 1904 til 1905 mellem Rusland og Japan, førte direkte til DC's kirsebærblomstringsfestival og til introduktionen af japanske prydkirsebærtræer til De Forenede Stater. Krigen blev afsluttet med en traktat formidlet af administrationen af præsident Theodore Roosevelt.
Hans krigsekretær, William Howard Taft, var en vigtig del af forhandlingerne om denne traktat og andre aftaler mellem USA og Japan, der kom ud af traktatprocessen. Denne historie gjorde Taft meget populær i Japan. Taft havde personligt mødt borgmesteren i Tokyo og kejseren og kejseren i Japan. Da Taft blev præsident, førte denne personlige historie borgmesteren i Tokyo til at tilbyde en gave af tusinder af kirsebærtræer til Amerikas hovedstad.
Træerne blev et symbol på, hvad der så ud til at være et stærkt forhold mellem Japan og USA. Men i 1935, da den første festival med kirsebærblomstring blev afholdt, var Japans internationale status allerede på rysten jord.
Kirsebær blomster
En juvellignende samling af de mest udsøgte kirsebærblomster i japansk kunst fejrer forårets vedvarende kraft. Tegnet fra Freer Gallery of Art og Arthur M. Sackler Gallery, Smithsonians museer for asiatisk kunst, disse sjældne gengivelser af forgyldte skærme, træbloktryk og blæk på silkeværker tilbyder sublimt gengivede knopper og blomster for alle, der sætter pris på dem.
KøbeI anledning af den første festival blev den berømte japanske printerproducent Kawase Hasui bedt om at fremstille et mindetryk, der viser blomstrende kirsebærtræer med Washington Monument i baggrunden. ”Efter min mening er det lidt grimt, men folk elsker det, ” siger Ulak. ”1935, du har ret i den periode, hvor verden går til helvede i en håndkurv. Og Japan prøver virkelig at bruge kunst rundt om i verden for at udjævne tingene. Det var denne idé om resten af verden ved at se Japans raffinement. Og på samme tid tygger de Manchuria op. Jeg formoder, at Hasui og andre spillede ind i det, vådt eller uviden. ”
Efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941 blev alle ting, japansk, pludselig mistænkte i De Forenede Stater. Vandaler hugget fire af Washingon, DCs japanske kirsebærtræer. Smithsonian's Freer Gallery, som er hjemsted for Amerikas førende samling af japansk kunst, fjernede det hele fra offentlig visning af frygt for, at det også ville blive hærdet.
”Selvfølgelig efter 2. verdenskrig skal kamikaze-piloterne, der spiraler ned fra himlen med deres flammer bagefter, være som kirsebærblomster, der falder ned fra træet, ” siger Ulak. ”Hver generation har tilpasset blomsten til deres særlige betydning og interesser.”
Kirsebærtræfestivalen formåede at overleve krigen, og de gamle kulturelle bånd gentog sig hurtigt. I 1952 begyndte større rejsesamlinger af japansk kunst at vende tilbage til amerikanske museer.
”Hele Japan er en stor festival for kirsebærblomst nu, ” siger Ulak. ”Hele landet bliver begejstret for det. I aftennyhederne følger de linjen med blomstring fra øst til vest. . . Men det blev ikke altid set som en sådan fyrrig forårsspræng ... Det er i bedste fald et fænomen i de sidste hundrede år. ”
