På det næsten århundrede gamle Gellert Hotel, stedet for en ærværdig spa på Danube vestbred, dip en dukkert i et dampende mineralbad som en passende start til opsugning af ånden i Budapest, Ungarns begyndende hovedstad. Gellerts kavernøse, jugendstil-spa, åbnede først sine døre i 1918, året Ungarn blev en uafhængig nation, efter at det østrig-ungarske imperium blev opløst i kølvandet på 1. verdenskrig. De svovlagtige, fjederfyldte bade under tøndehvældede lofter hark tilbage til en gammel tradition: romerne blev først trukket til denne centraleuropæiske slette omkring 50 e.Kr. af udsigten til helbredende farvande. De antyder også byens flerlags fortid. Turkisfliser og udsmykkede udskårne søjler fremkalder den tyrkiske osmanniske besættelse (1541-1686), og keruber i barokstil på væggene er en hilsen til den østrigske Hapsburg-regel (1686-1918).
Ungarsk, det sprog, som mine kolleger badede - forretningsførere, politikere og pensionister - er forankret i en sproglig belastning, der blev indført omkring 900 e.Kr. af Magyar-nomader fra det vestlige Sibirien. Den deler ligheder med kun finsk og estisk og har længe fungeret som noget af et bolværk mod udenlandsk dominans. "Det var meget vigtigt at bevare vores nationale identitet, " siger Andras Gero, den fremtrædende historiker i Budapest. "Tyrke, østrigere, tyskere og for nylig russere kunne aldrig lære ungarsk."
Fra det kongelige palads, begyndt i 1200-tallet og senere genopbygget i stilarter, der spænder fra middelalder til barok, til den 1859 løg-kuppel store synagoge i det tidligere jødiske kvarter i hjertet af byen til det nygotiske parlament i 1905, Budapest's eklektiske arkitektur og smalle, snoede gader husker muligvis Det Gamle Europa. Men dynamikken er bestemt Det nye Europa. Siden kommunismens fald i 1989 har forandringstakten på hver side af Donau - Buda mod vest og Pest mod øst - været ekstraordinær. Byen på to millioner er nu rig med risikotagelse og demokrati, og de mest fremtrædende figurer inden for politik, erhvervsliv og kunst synes at være ensartet ung, ambitiøs og utålmodig.
"Under kommunismen var der altid nogen, der styrede dit liv, og det var ganske let at blive passiv, " siger Zsolt Hernadi. Som formand for olie- og gaskonglomeratet MOL har Hernadi, 45, formidlet metamorfosen for denne tidligere statsejede behemoth til landets største private selskab. Han har fyret mange ansatte, herunder 80 procent af firmaets 50 mest seniorledere. "Alder er ikke mit kriterium, " insisterer han, "men helt ærligt synes jeg, at folk, der er i 30'erne og 40'erne, er mere villige til at bevæge sig i nye retninger."
Den nye ånd spejles i den fysiske transformation af selve Budapest. Byhistoriker Andras Torok, 51, udgav sit nu klassiske Budapest: A Critical Guide i 1989 . ”Min ambition var at afsløre alt om Budapest, ” fortæller han mig. Men ikke før havde hans vejledning vist, end læserne begyndte at påpege undladelser - den renoverede lobby i en gammel bygning, en restaureret statue, en ny række butikker. Siden da har Torok været nødt til at opdatere guiden fem gange.
Samtidig bliver gamle traditioner genoplivet. I det tidlige 20. århundrede pralede byen over 800 kaffebarer. "Intellektuelle havde ikke [råd til] at underholde eller endda holde varmen i deres egne lejligheder, " siger Torok, men for prisen på en kop kaffe kunne de tilbringe den bedre del af en kold vinterdag på en café, hvor de diskuterede lyrisk digter Endre Ady (1877-1919) eller satirisk romanforfatter Kalman Mikszath (1847-1910), eller debatterer politik for grev Mihaly Karolyi (1875-1955), nationalisten, der dannede det moderne Ungarns første regering i 1918, og om Bela Kun (1886 -1936), den venstreorienterede revolutionær, der væltede den et år senere. I den kommunistiske æra (1945-89) forsvandt kaffehuse, som blev betragtet som sandsynligt at tiltrække dissenter, praktisk talt. Men i de senere år er der åbnet en håndfuld overdådige, nostalgiske caféer, der blev genoprettet i den tidlige 1900-talsstil, selvom de har tendens til at være dyre. Den smukke Café Central ligger på Karolyi Street (opkaldt efter statsmanden) i et centrum af universitetskvarteret. Centralen med sine marmor-borde, udsmykkede lysekroner i messing, upolerede trægulve og hvidafgronede tjener, kopierer en café før 1. verdenskrig.
Så er der den såkaldte romkocsma, eller "ødelagte pubber", placeret i forladte bygninger, der planlægges at blive revet ned eller renoveret, og som fanger den avantgarde-energi fra de gamle kaffebarer bedre end reproduktionerne. Blandt de mest trendy er Kuplung (Car Clutch) til huse i et rum, der engang var en garage til auto-reparation i det gamle jødiske kvarter. Den lurvede elegante indretning har kasserede stole og borde og gamle flippemaskiner på et revnet betongulv; broget lanterner hænger overhead. Lånere ned øl og billig vin fortyndet med mineralvand til den høje takt af tungmetal og rock 'n' roll.
Men det er klassisk musik, der virkelig bevæger ungarere. Denne nation på kun ti millioner har samlet et fantastisk opkald fra klassiske musikere - komponister Franz Liszt og Bela Bartok, dirigenter Eugene Ormandy og Georg Solti, pianister Zoltan Kocsis og Andras Schiff. Ungarske strengspillere er også verdensberømte for deres karakteristiske, fløjlsagtige tone. "Det er genetisk umuligt for en ungarsk musiker at lave en grim violin-lyd, " siger Rico Saccani, den 53-årige indfødte i Tucson, Arizona, der dirigerer Budapest Philharmonic Orchestra (BPO).
Ved en tre timers generalprøve hilser Saccani de 70 musikere med en ophidsende Buon giorno! Han hvirvler en lille stafettpinde og bjælker - "Mere staccato!" ”Stærker crescendo!” - når han fører dem gennem bombastiske passager af Rossinis opera fra 1823, Semiramide, samt værker af Schumann, Grieg og Tchaikovsky. Jeg spørger Saccani, hvordan orkesteret har ændret sig siden de kommunistiske dage. "I disse tider, " siger han, "på grund af generøs statsstøtte blev der udført mange flere operaer og koncerter, og billetpriserne var så lave, at deltagelsen var enorm." Siden 1989, da den offentlige finansiering begyndte at tørre op, har der været færre forestillinger, og mange sæder besættes af udenlandske turister, der har råd til de højere billetpriser. Den gennemsnitlige månedlige løn for en BPO-musiker er kun ca. $ 700 før skat.
Den næste dag møder en af disse musikere, trombonisten Robert Lugosi (27) mig på det nærliggende Liszt Akademi, Ungarns førende musikkonservatorium. Mens vi vandrer i hallerne, slipper lyddæmpede lyde fra forskellige instrumenter ud fra de lukkede døre i små øvingslokaler. Lugosi viser mig skolens 1.200-sæde, Art Nouveau-auditorium, der er kendt for at besidde den fineste akustik i enhver koncertsal i Ungarn. Vi sætter en pause på det sted, som Lugosi beskriver som "for mig, det vigtigste i bygningen" - forreste lobbytrappe, hvor han mødte sin fremtidige kone, Vera, der var pianostudent på det tidspunkt.
Torok, guidebogforfatter, taler om Budapest som en lagdelt by. "Hvis du trænger ind i Budapest på én måde, er det et hektisk, kosmopolitisk sted med vidunderlige museer, kontorbygninger og butikker, " siger han. "Men nærmer dig den fra en anden akse, og den bliver mere ydmyg og langsommere." Efter hans råd går jeg ombord på bus 15 og bruger 40 minutter på at krydse byen fra syd til nord. Den første halvdel af rejsen fører mig forbi velkendte vartegn: den massive parlamentsbygning på Kossuth-pladsen, opkaldt efter lederen for den mislykkede ungarske uafhængighedsoprør i 1848-49, og Erzsebet Park, den grønne fred, der hæder Hapsburg-dronningen Elizabeth, beundret for sin sympatiske holdning til ungarske nationalister i årene før første verdenskrig.
Men i anden halvdel af min rejse passerer bussen gennem langt mindre velstående kvarterer. Skønhedssaloner reklamer for forældede frisurer; unge mænd, der har skruenøgler, titter med motorscootere. Ældre kvinder i dyster tøj slentre forbi. Dragterjakker hænger på bøjler bag åbne vinduer og lufter ud. Små familiedrevne restauranter reklamerer for hjemmelavet mad og buffeter med alt, hvad du kan spise.
”Jeg elsker stadig de smalle, hyggelige gader - det er den by, hvor jeg voksede op, ” siger Imre Kertesz, 76, Ungarns Nobelprisvinder i litteratur. Vi mødes i den pragtfuldt restaurerede marmorgulvede lobby på Gresham Palace Hotel, et mesterværk fra 1903 i Art Nouveau-arkitektur, hvor Budapests mest berømte bro, Lanchid, ligger over Donau.
I Kertesz 'barndom boede mere end 200.000 jøder i Budapest - en fjerdedel af byens indbyggere. Ved afslutningen af nazi-besættelsen i 1945 var mere end halvdelen af dem blevet dræbt, mange af ungarske fascister. Kertesz overlevede selv både Auschwitz og Buchenwald.
Efter krigen blev han journalist, indtil han blev fyret for sin modvilje mod at løve det nye kommunistiske styre. ”Jeg kunne ikke starte en karriere som forfatter, fordi jeg ville blive betragtet som arbejdsløs og sendt til en arbejdslejr, ” fortæller han mig. ”I stedet blev jeg en arbejder med blå krave - og skrev om natten.” Stadig valgte han ikke at flygte Ungarn under kaoset i 1956-oprøret mod kommunisterne. Den russiske hær knuste oprøret og efterlod et anslået 3.000 mennesker døde, fængslede tusinder mere og sendte 200.000 i eksil. "Ja, jeg kunne have været tilbage, " siger Kertesz, der kun var 27 på det tidspunkt og endnu ikke havde skrevet sin første roman. "Men jeg følte, at jeg aldrig ville blive forfatter, hvis jeg skulle bo i Vesten, hvor ingen talte eller læste ungarsk."
Hans romaner - de bedst kendte er Fatelessness (1975) og Kaddish for a Unborn Child (1990) - optager temaer for det jødiske liv før krigen i Budapest og Holocaust. Selvom han blev anerkendt internationalt, blev hans værker praktisk taget ignoreret i Ungarn, indtil han modtog Nobelprisen i 2002. Det næste år solgte mere end 500.000 eksemplarer af hans bøger i Ungarn - eller cirka 1 for hver 20 landsmænd. "Men på samme tid var der mange protestbrev fra ungarere til Nobelkomiteen i Sverige, " siger Kertesz. "De fleste indvendinger handlede om, at jeg var jødisk."
Kertesz deler sin tid mellem Berlin og Budapest. Han forbliver kontroversiel i Ungarn, især blandt de konservative, der betragter en vægt på Ungarns antisemitiske fortid som upatriotisk. Jeg blev derfor overrasket, da vores interview blev afbrudt af den tidligere premierminister Viktor Orban, en stødig konservativ, som hilste Kertesz varmt og bekræftede beundring for sine romaner.
Ungarns bitter polariserede politik skaber indtryk af, at landet er bundet i en permanent valgkamp. Forgreningen er forankret i historien. Mange konservative nægter at tilgi tidligere kommunister og andre venstreorienterede for deres støtte til russerne i 1956. Mange venstreorienterede fordømmer retten til at støtte fascisme i 1930'erne og forbinde landet med Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig.
Orban er kun 42. Premierminister Ferenc Gyurcsany, der leder en koalition af socialister og centrister, er 45. "Der er et meget dybt kløft mellem de to sider, " siger økonomiminister Janos Koka, selv kun 33. "En grund er at demokratiet er meget ung, og vi er endnu ikke vant til de nye spilleregler. ” Han bemærker stadig med stolthed, at der ikke har været noget blodudgydeligt i de 16 år, siden Ungarn flyttede fra et statsledende til en fri markedsøkonomi og fra et kommunistisk partiets diktatur til et flerpartsdemokrati.
Efter at have tjent en formue som computer-software-iværksætter accepterede Koka en invitation til at tilslutte sig regeringen og anvende hans forretningsfærdigheder på statsbureaukratiet. "I modsætning til erhvervslivet er det meget svært at omdanne en beslutning til handling, " siger han. "Du har brug for en masse entusiasme for at slå igennem murene i regeringsbureaukrati."
Hernadi, olieselskabs formand, beundrer Kokas skarphed. ”Da jeg var så ung som Koka, troede jeg også, at jeg kunne udføre enhver opgave, ” fortæller han mig. "Men nu er jeg 45 år, og at prøve at ændre den måde, regeringen fungerer på, ville være for meget af et chok for mig." Hernadi voksede op 30 mil nordvest for hovedstaden i udkanten af Esztergom, en katedralby, hvor hans far var en dyrlæge. For nylig købte Hernadi en valgfri boligplads på en bakke mod Esztergom Katedral. Derefter oplyste han sin kone, der er indfødt fra Budapest, at han ville trække sig tilbage til sin hjemby. ”Hun sagde til mig, ” Ingen måde, ”siger Hernadi. "Sådan indså jeg, at jeg var blevet en Budapester."
På min sidste dag i byen deltager jeg i en traditionel ungarsk middag, forberedt af min yngste ven i Budapest, Judit Mako, 28, en pressemedhjælper på premierministerens kontor. Måltidet, fortalte hun mig, ville ikke bestå af oksekødgulash med tung, tomatbaseret sauce, som de fleste udlændinge forbinder med ungarsk madlavning. Vi mødes for at shoppe tidligt en lørdag formiddag i Central Market Hall med udsigt over Donau. Den udsøgte smedejern og glasstruktur, der blev bygget i 1895, er næsten lige så stor som Budapests hovedbanegård.
Mako foreslår, at vi først spiser morgenmad i en lille bar på mezzaninet. Vi bestiller langos - fladt, puffet brød med hvidløg eller en ost-og-fløde topping. Over stærk kaffe kikker vi ned ad skarer af kunder, og jeg bliver mindet om en rørende vignet i Kertesz 'seneste roman, Likvidation (2003), der også finder sted i Central Market Hall. Hovedpersonen, kun kendt som B., venter på sin tur til at købe grøntsager. Hans tidligere kæreste, Sarah, der handler i nærheden, ser ham med hænderne bundne bag ryggen. "Hun snek sig bag ham og smuttede pludselig hånden i B.'s åbne håndflade, " skriver Kertesz. ”I stedet for at vende sig (som Sarah havde tænkt sig), havde B. foldet kvindens hånd ømt, som en uventet hemmelig gave, i hans varme, blotte hånd, og Sarah havde følt en pludselig spænding af lidenskab fra det greb… ”Kærlighedsforholdet genoptages.
Jeg følger Mako gennem de overfyldte gange, mens hun vælger produkter til sin kurvekurv. På et stand køber hun blomkål, løg, hvidløg og kartofler; hos en anden gulerødder, agurker og tomater; på det tredje, kålrabi, pastinak, næse og kål. Sidst, men ikke mindst, vælger hun paprikas, de ungarske peber, der er de essentielle krydderier i det ungarske køkken. Mako køber fyrige grønne paprikas og også en sød, rød, pulveriseret sort.
Hendes tre-værelseslejlighed i den østlige udkant af byen har udsigt over Buda-bjergene ud over en grøn slette og tyk skov. Når jeg ankommer mod solnedgang, støder jeg på en voldsom optagelse af naboer - kvinder klædt i traditionelle, farvede nederdele og mænd iført sorte dragter og hatte, synger og danser som violinist spiller sigøjnermusik. En ældre kvinde fortæller mig, at de fejrer den lokale druehøst og tilbyder mig sød, frisklavet vin.
Det tager to timer at forberede aftensmaden. De fleste af grøntsagerne og en capon går i en suppe. En gryderet med ung høne, farvet delikat rød af pulveriseret paprika, serveres med hjemmelavede nudler. Skiverne med grøn paprika er så skarpe, at mine øjne kvælder med tårer. Som dessert udstiller Mako en valmuefrø budding med vaniljekrem og rosiner. Gæsterne dræber sig over den ungarske cabernet sauvignon og pinot noir og taler politik - det hårdt anfægtede nyligt valg i Tyskland og det ekspanderende EU, som Ungarn tiltrådte i 2004.
En middagsgæst, en ung tysk advokat gift med en Budapester, siger, at han ikke har til hensigt at vende tilbage til Tyskland. En anden, en fransk marketingchef, der har tilbragt to måneder som Makos husmand, er blevet så taget med byen, at hun har besluttet at lære ungarsk og søge et job her. Mako tæller sig heldig for at være født i en æra med stor mulighed - og at være i Budapest. ”Jeg vil ikke bo et andet sted, ” siger hun.
