Den første ting at forstå er, indtil det øjeblik American Airlines Flight 77 faktisk ramte Pentagon klokka 9:38 samme morgen, hørte de tre mænd intet. Resten af os i Washington, DC-området lever måske med støj fra passagerfly, der flyver ind og ud af Reagan National Airport hvert minut, men alle, der arbejder i den store, femkantede bygning, der ligger næsten lige under sin nordlige flyve, arbejder isoleret fra det brøl. Nogle af de samme forholdsregler, der sikrede brummen til dets telefoner, computere og kodemaskiner fra de elektroniske snoopere udenfor, dæmpede også den øredøvende rumble fra brændstoffragtede flyselskaber, der råbte over hovedet. Ingen har nogensinde tænkt på dem som flyvende bomber.
Den anden ting at erkende er, at ingen af de tre kendte hinanden. De var tre menneskelige tandhjul i den 24.000 stærke Pentagon-arbejdsstyrke. De blev tildelt forskellige etager i separate ringe af kontorer, forskellige bureaukratiske riger inden for det koncentriske, femsidede design, der giver verdens største kontorbygning sit navn. Havde det ikke været for Osama bin Laden, kunne de tre måske aldrig mødtes.
I sidste ende var der ingen ting der betyder noget. De tre mænd blev svejset sammen resten af deres liv med et halvtimes bjælkebillede af brændende flamme og knuste kroppe og røg så tyk og kvælende, at de hostede sort slam fra deres lunger i dage.
”Det regnede smeltet metal og plastik, ” husker kaptajn David M. Thomas, jr., 44, et fjernt blik af intensitet i øjnene. ”De loddede forbindelser i ledningsføringen og isoleringen smeltede. Jeg tog min ensartede bluse af, fordi den havde polyester i, og jeg var sikker på, at den ville smelte. Jeg havde bare min bomulds-T-shirt på. Men så dryppede den smeltede væske fra loftet på mere af min krop. Dråberne lavede små sorte huller, da de brændte gennem min hud. ”
”Jeg ville ikke gå derinde, ” siger Lt. Cmdr. David Tarantino, 36, huskede det øjeblik, han nåede ned på ulykkesstedet. ”Det var som en apokalypse.”
Tarantino, en marinelæge, der hjælper med at koordinere humanitær nødhjælpsindsats for forsvarsdepartementet, var skyndt fra sit kontor på 4. sal i det centrale A-ring (bygningen har som et træ koncentriske ringe, hver konfigureret femkantet) i det øjeblik han følte en "voldelig gysning" af bygningen. Han var netop vendt tilbage fra et møde for at finde kolleger, der så det brændende World Trade Center i tv, havde set det andet fly ramt og var sikker på, at også nu Pentagon var blevet angrebet. Men han husker, at han ikke hørte nogen støj, da Flight 77 ramte bygningen.
Tarantino, en 6 fod-4, 180 pund triatlet, der havde rodet besætning efter Stanford, løb ned ad en af korridorerne, der strålede fra Pentagon's centrale gårdsplads. Gangen var fyldt med røg og med hoste, blødende mennesker, der snublede rundt, desorienterede. Varmen og røgene, der steg til lofthøjde, havde effektivt skjult alle udgangsskilte. Mange var usikre midt i de jamrende ildalarmsirener, hvilken vej der skal gå. Grib nogle våde papirhåndklæder fra et nærliggende hvilerum som en rudimentær gasmaske og arbejdede sig fra gulv til gulv, hjalp Tarantino med at lede folk mod gården. Derefter vendte han sig mod strømmen af mennesker, der var på flugt, og satte kurs mod det, der syntes at være punktet for den største ødelæggelse.
Mellem B- og C-ringe transiterer radiale korridorer en friluftsring: en breezeway, hvor Tarantino løber ind for at få luft. Der så han to store rygehuller i C-ringvæggene og hvad der tydeligt var det forreste landingsudstyr og et enormt dæk fra en jetliner. Der var også kropsdele. ”Jeg er måske en læge, ” siger han, ”men intet forbereder dig til den slags ødelæggelse.”
Folk forsøgte at kæmpe sig ind i hullerne med ildslukkere. De kunne ikke blive længe. Det var som en højovn. ”Er der nogen derinde?” Råbte Tarantino.
Dave Thomas arbejdede på C-ring, i et afsnit to korridorer væk fra flyfartøjets slagpunkt. Thomas er en anden generation af flådeofficeren med to brødre i marinen og en i marinesoldaterne. Fra december 1998 til juli 2000 havde han været skipper på USS Ross, en af de nye missilspækkede Arleigh Burke-klasser, der er stolthed for marinens overfladeflåde. Nu i land arbejdede han på den kvart årlige forsvarsanmeldelse for sjefen for søfartsoperationer. Rapporten skulle være den 30. september.
Da Flight 77 ramte, kunne alt Thomas tænke, at hans bedste ven arbejdede i den del af bygningen. Bob Dolan havde været som en bror siden deres dage sammen i Annapolis. Han havde været den bedste mand i Thomas 'bryllup og var gudfar til et af sine børn. Ingen uden for Thomas 'nærmeste familie var vigtigere for ham.
Thomas kørte ned ad trappen og kørte sig gennem røg til breezeway og det gigantiske dæk og de gabende huller. Inden i et af hullerne hørte han stemmer bag en dør.
Nogen overleverede ham en metalstang, og han bankede på døren. Men som mange sikre områder i Pentagon blev den forseglet med en elektrisk chifferlås. Døren ville ikke give. Han vidste, at han var nødt til at finde en anden vej ind. Han greb en ildslukker og kravlede ind i den mindste af de to huller.
”Flyet havde stanset gennem et elektrisk skab; alle disse levende ledninger lå rundt og lysbådede i vandet [fra sprinklere eller sprængledninger]. Du måtte krybe over ledningerne gennem vandet, mens du blev chokeret. Der var så meget røg, du ikke kunne se. Men jeg havde taget en lommelygte et eller andet sted, og to mennesker på gulvet inde var i stand til at se lysstrålen og komme vej forbi mig. Jeg så hovedet på en anden fyr. Jeg vidste, at vi skulle få ham ud, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne. Det var alt, hvad du kunne gøre derinde bare for at trække vejret. ”
Thomas havde taget en våd T-shirt for at trække vejret igennem og beskytte sin skaldende hovedbund. Derefter, med sine sko, der bogstaveligt talt smeltede på fødderne, kravlede han fremad ind i ildstormen af smeltet regn. Det knuste rum, han kom ind, var en del af det nye Navy Command Center, et stort krigsrum fyldt med teknologien af cyberkommunikation. En af de 50-ulige medarbejdere, der arbejdede der, var Jerry Henson, en 65 år gammel tidligere marinekommandant, der var vendt tilbage til Pentagon efter pensionering. Han kunne godt lide at være i centrum af tingene. (En af de mindre kendte hemmeligheder ved Pentagon er, at mens aktivt officerer roterer ind og ud af disse kontorer under deres karriere, opretholder nominelle civile som Henson en afgørende kontinuitet i vitale afdelinger.)
Han var også tilbage til sit kontor fra et møde i tide for at se den anden jet ramte World Trade Center. Øjeblikke senere slukede lysene.
”Det var som at blive ramt i hovedet med en baseballballtre, ” husker han. ”Der var ingen følelse af gradvis grad eller flyet der kom gennem væggene eller noget lignende. Jeg hørte en højlydt rapport, og pludselig var det mørkt og varmt, og luften blev fyldt med røg og lugten af jetbrændstof. Jeg kunne ikke flytte. Og jeg havde uærlige smerter. ”
En kæmpe mur af affald - loft, bogreoler, vægtavle, skriveborde, VVS - var smukket ind i ham og fastgjort hovedet mellem computerskærmen og venstre skulder. Stenbruddet ville sandsynligvis have knust ham, men hans bordplade var løsrevet på tværs af stolens arme og fængslet ham men understøttet det meste af vægten.
”Der var to ververne i nærheden på gulvet, men de kunne ikke komme til mig. Det var mørkt og kvalt i røg. Vi hostede og kvalt og råbte om hjælp, men hørte aldrig noget svar fra den anden side af væggen. Værelset brændte og smeltede omkring os. ”
Henson dvæler ikke ved, at han kunne dø. Han havde tilbragt 21 år i marinen, fløjet 72 kampopgaver i Vietnam og blev trænet til beredskab. ”Hver fiber i mit væsen var fokuseret på at komme ud derfra, ” siger han. ”Jeg havde intet tilbage til noget andet.”
Efter ca. 15 minutter, siger han, var han i stand til gradvist at grave nok murbrokkere rundt om hovedet til at rette sin hals lidt. Det lettede smerten. Men røgene blev tykkere; det blev sværere og sværere at trække vejret. Den stigende regn af lodning og plast fra loftet fortalte ham, at værelset ikke kunne vare meget længere. Så så han strålen i en lommelygte.
David Tarantino havde arbejdet sig med en ildslukker over snirlen med levende ledninger i de mindre af de to huller i bjergvejsvæggen og kastet flammende affald til side. På en eller anden måde havde lægen valgt en lidt anden rute end Thomas '. ”Da jeg endelig så Jerry, så han lige på mig, ” husker Tarantino. ”Vi fik øjenkontakt. Jeg råbte: 'Kom nu, mand, kom væk! Du skal komme derfra. ' Jeg ville have ham til at komme til mig. Jeg ville ikke gå, hvor han var. Det var helvede derinde. ”
Men Henson kunne stadig ikke bevæge sig. Thomas havde nået ham fra den anden side af affaldsstablen, men kunne ikke svirpe murbrokkerne, der fik ham ned. Henson kunne ikke se Thomas. Han kunne se Tarantino, men falmede ind og ud af bevidstheden fra røgindånding. ”Jeg var nær slutningen, ” siger Henson. ”Jeg havde måske fem minutter tilbage.”
Tarantino vidste, at tiden var ved at løbe ud. ”Han kravlede ind gennem al den ild og dryppende metal og lagde sig ved siden af mig, ” siger Henson. ”Han sagde: 'Jeg er læge, og jeg er her for at få dig ud.' Så lagde han sig på ryggen og benpressede den væg af affald nok, så jeg kunne klemme over stolarmen. ”Tarantino rakte Henson ud og Thomas frigav ham resten af vejen. Henson husker, "Tarantino havde blå mærker fra fingrene på armene i en uge."
De tre mænd var kommet ind på breezeway, da kommandocentrets indre struktur kollapsede. Cmdr. Craig Powell, en Navy SEAL, havde selv håndholdt en del af en flammende mur, der havde holdt deres flugtvej åben.
Hundrede og femogtyve mennesker døde ved Pentagon, idet de ikke tæller de mere end 60 passagerer, besætning og kaprere ombord på Flight 77. Mere end hundrede andre blev såret i eksplosionen og ilden. Jerry Henson blev behandlet på stedet for hovedskæringer og fik en IV og ilt og blev indlagt på hospitalet i fire dage, for det meste for problemer med indånding af røg. Han var tilbage på arbejde en måned senere.
Han forstår stadig ikke helt, hvorfor han ikke brændte ihjel, men siger, at murbrokkerne, der fangede ham, sandsynligvis afskærmede ham mod den værste af ilden. Og Pentagon-sprinkleranlægget, eller hvad der var tilbage af det, kan have vandet ham på et tidspunkt. ”Jeg blev gennemvædet på huden, da de endelig trak mig ind til gården, ” siger han. ”Men jeg kan ikke huske, at jeg blev våd.”
Thomas og Tarantino fik forbrændinger på hænder, knæ og fødder samt røgindånding. Begge var tilbage på arbejde næste dag.
”Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor modige de var, ” siger Henson om sine redningsmænd. ”Der er en grænse for, hvad der er intelligent at gøre” på vegne af en anden. ”De overskred det. Deres heroisme er et skridt ud over, hvad enhver medalje kunne genkende. ”
Tarantino ser ud til at være ubehagelig med sådan snak. Da han og Thomas fik Henson ind i den centrale gårdsplads den 11. september, rev Thomas Tarantinos navnemærke fra hans bluse og fik den i lommen. ”Husk det navn!” Sagde han til den stadig groggy overlevende. ”Tarantino! Det var der, der reddede dig! ”
Lægerens redning af benpressen, sagde Thomas, var "den modigste ting, jeg nogensinde har set." Tarantino nedskriver enhver heroik: "Når du først har fået øjnekontakt med nogen, kan du ikke bare lade dem dø." Han siger, at hans desperate benpress manøvre var mere et produkt af adrenalin end teknik - som en mor, der på en eller anden måde løfter en bil fra et barn. Han forstuvede knæet i indsatsen - den næste dag kunne han næppe gå - og tvivl om, at han kunne have fået Henson ud uden Thomas.
Med et tungt hjerte fortsatte Thomas med at lede efter sin ven Bob Dolan, mens han sørgede for det, han frygter, at Dolans kone og børn skulle komme til at møde. ”Hans mobiltelefon fortsatte med at ringe i et par dage, da vi ringede til den, så vi havde håb, ” siger Thomas. Dolan blev bekræftet blandt ofrene; nogle rester blev fundet. Sidste 11. januar, i nærværelse af Thomas og Dolan-familien, blev han begravet til søs.
