Kig op næsten overalt i Memphis centrum, og du kan se et lille hvidt fuglehus, der ligger på toppen af en høj metalstang - et hytte her, en pagode der. De små aviaries tilføjer et strejf af finurlighed til en by, der har kendt sin andel af problemer. ”Folk kan lide dem, ” siger Henry Turley, ejendomsudvikleren, der opførte dem. ”Jeg er stolt af disse fuglehuse.”
Fra denne historie
[×] LUKKET
Byen, der er berømt for blues og grill, er lidt ujævn rundt om kanterne ifølge rejseguide Tad Pierson, der kører turister rundt i sin lyserøde Cadillacby Lucian Perkins fra 1955
Video: Memphis 'Beale Street and Beyond
Relateret indhold
- At smede sin egen fremtid
Turley byggede dem, fordi han har koncentreret sin forretningsindsats på den ældre, vestligste del af sin hjemby, nær Mississippi-floden - hvor myg antages at sværme. Det er ingen lille sag i en by, hvis befolkning engang blev ødelagt af gul feber.
”Folk klagede over, at det er umuligt at bo i nærheden af floden, fordi den avler myg, ” siger Turley i sit elegante træk. ”Så jeg satte fuglehuse for at tiltrække lilla martiner, som skal spise tusinder af myg på vingen. Men myg kan ikke lide flydende vand. Så det er bull-t. ”Han redder dette sidste ord, selv synger det lidt. ”Og det drejer sig om de lilla martiner, der dræber dem, ” tilføjer han. ”Jeg kæmper mod en myte med en myte.”
En mand med slu humor og jordisk charme, den sølvhårede Turley, 69, slutter sig til en lang række farverige karakterer i lokal lore - fra general Andrew Jackson, der medstiftede Memphis i 1819 om det, der dengang blev kendt som den fjerde Chickasaw bluff, til EH “Boss” Crump, maskinpolitikeren, der kørte byen i et godt halvt århundrede, til WC Handy, BB King, Elvis Presley og et uforholdsmæssigt stort antal andre indflydelsesrige og elskede musikere. Turley er en sjette generation af Memphian stammende fra en af Bluff Citys tidligste hvide bosættere; hans oldefar var en konfødereret rifleman, der senere tjente i det amerikanske senat. Bortset fra fuglehuse har Henry Turleys stjernernes lokale anseelse mere at gøre med, hvad der skete efter at præsten Dr. Martin Luther King Jr. Blev myrdet her i 1968.
Den traumatiske begivenhed og de deraf følgende oprør fremskyndede et forfald i den indre by, der blev fodret med racedarmoni, skattefordeles forstæderudvikling og tilbagegang i Memphis 'økonomiske bæresteder - især King Cotton. Virksomheder og husejere drog hen mod forstæderhavner mod øst, såsom Germantown og Collierville. Men nogle hårdføre, især Turley og hans ofte partner Jack Belz, stod fast. Og takket være dem og et par andre har byens hjerte støt genvundet sin beat. Flere Turley-Belz-udviklinger har fået anerkendelse, såsom Harbour Town, det nye urbanistiske samfund på Mud Island og South Bluffs, en brostensbelagt enklave med udsigt over Mississippi nær det gamle Lorraine Motel, hvor King blev skudt. Men tættest på Turleys hjerte er et projekt kaldet Uptown, som han påtog sig med Belz og bystyret i 2002. De har bygget eller renoveret ca. 1.000 hjem, skabt små virksomheder og udskåret grønne områder i en 100-bloksektion, som Turley siger var sandsynligvis den mest nedbrudte del af byen. Og de nye huse ser ikke alle ens ud. ”Vi prøver at skabe et dejligt kvarter at bo i, selvom du tilfældigvis er dårlig, ” siger han.
Turley benægter, at han har nogen storslåede visioner som urbanist. Han er mere som en bluesgitarist, der gradvist bygger en solo fra et kor til det næste. ”Vi begiver os ud på en slags drømmende Memphis-måde, ” siger han. ”Og husk, Memphis har meget frihed, Memphis er et sted for kreativitet. Jeg mener en temmelig dyb frihed, hvor der ikke er så mange sociale pres for at opføre sig på en bestemt måde. I Memphis kan du gøre enhver forbandet, skør ting, du vil gøre. ”
På en broiling sommer eftermiddag tog Turley mig med til en tur i sin BMW og fortalte mig om nogle af de andre Memphis mavericks, han har kendt, såsom hans afdøde kompis Sam Phillips, den hvide pladeproducent, der indspillede så sorte bluesmen som BB King og Howlin 'Wolf og i 1952 grundlagde Sun Records; hans vagter inkluderede snart Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Roy Orbison. Så er der Fred W. Smith, ex-Marine, der skabte Federal Express, i 1971, og Kemmons Wilson, der kom med Holiday Inns, i 1952. En anden lokal innovatør, Clarence Saunders, åbnede landets første self-service købmand i Memphis i 1916 med sådanne nyheder som indkøbskurve, gangskærme og kasselinjer. Han kaldte det Piggly Wiggly.
Vi sluttede dagen hjemme hos Turley's South Bluffs og rev i en stegt kylling sammen med Henrys kone, Lynne, en musiker og lærer. Da solen endelig smeltede ind i den uberørte arkansas skov over floden, sank vi ned i nogle sofaer for at se en PBS-dokumentar co-instrueret af Memphis forfatter og filmskaber Robert Gordon. Kaldt "Respekter dig selv: Stax Records Story", det handler om Memphis-mærket, der i 1960'erne konkurrerede med Detroits Motown til førsteklasses soulmusik - tænk Otis Redding, Carla Thomas, Sam & Dave, Isaac Hayes, Staple Singers, Booker T. og MG'erne.
Turistbrochurer viser Memphis som hjemsted for blues og fødestedet for rock 'n' roll, og der er musikalske helligdomme, inklusive de originale Sun Studios på Union Avenue og Elvis 'monument, Graceland, plus to museer, der er viet til byens musical arv - Rock 'n' Soul-museet (et Smithsonian-associeret selskab) og Stax Museum of American Soul Music. Mellem dem hylder de ordentligt de brede strømme af indflydelse - Delta blues, spirituals, bluegrass, gospel, hillbilly, Tin Pan Alley, Grand Ole Opry, rhythm & blues, jazz og pop - der konvergerede i Memphis fra slutningen af 19. til midten af det 20. århundrede.
Men antagelsen om, at Memphis 'herlighed ligger helt i fortiden, passer ikke godt sammen med nogle af de yngre musikere. ”Der er en smule harme over, at når folk taler om Memphis, de kun taler om blues og Elvis, ” siger Benjamin Meadows-Ingram, 31, en indfødt Memphian og tidligere udøvende redaktør ved magasinet Vibe . Ny musik trives i Memphis - en feisty indie-rock-scene og en hoppende, basdrevet urban lyd, der påvirkede meget af det sydlige hiphop. Uafhængige pladeforretninger, såsom Midtowns Shangri-La og Goner Record, understøtter Memphis-kunstnere. Den lokale dreng Justin Timberlake har erobret de internationale pop-hitlister de seneste år, og Memphis-rap-gruppen Three 6 Mafia vandt en 2006 Academy Award for sangen "It's Hard Out Here for a Pimp" fra filmen Hustle & Flow (sat i Memphis og instrueret af Memphian Craig Brewer). Den grusomme side af Memphis-livet er ikke besøgsguiderne.
Før jeg tog til Memphis, besøgte jeg Kenneth T. Jackson, 70, en stolt indfødt søn af Memphis og en byhistoriker ved Columbia University. Han og hans kone Barbara, en tidligere engelsk-lærer på gymnasiet, var college-kærester i Memphis State (nu University of Memphis), og hun holder en sydlig magnolia i deres Chappaqua, New York, forhaven som en påmindelse om hjemmet.
Parret har gode minder fra Memphis, de kendte i 1950'erne, hvor selv Boss Crump muligvis dukkede op med sin entourage på en fodboldkamp fredag aften, hvor han sendte candybarer til cheerleaders. ”Han havde dette lange hvide hår, og han havde på sig en hvid hat og en hvid dragt - han var så dapper, ” sagde Barbara. ”Det var som om beskyttelsesengelen fra Memphis var kommet ned for at blande sig blandt folket.”
Jacksons husker også, at de stemte ind på en hoppet-up deejay ved navn Dewey Phillips (ingen relation til Sam), hvis natlige WHBQ-radioudsendelse, "Red Hot & Blue, " tiltrækkede en hengiven efterfølger i både de hvide og afroamerikanske samfund. Det var Dewey Phillips, der katapulterede Elvis 'karriere om natten den 8. juli 1954, da han forhåndsvisede Presleys debut single, "That's All Right (Mama)", hvor han spillede den igen og igen, indtil teenagere overalt i byen var i feber, trækker den forbløffede unge crooner ud af en biograf i kvarteret for at underkaste sig sin første samtale nogensinde. ”Bare sig ikke noget skidt, ” instruerede Phillips ham.
Selvom musikfolk som Dewey og Sam Phillips spillede kaos med farvelinjen, var adskillelse stadig landets lov i hele Dixie. Og race, hævder Jackson, er det uundgåelige udgangspunkt for forståelse af Memphis.
”Der er et berømt ordsprog om, at Mississippi-deltaet begynder i lobbyen på Peabody Hotel og slutter på Catfish Row i Vicksburg, ” sagde han. ”Det er et rigt landbrugsområde, drænet af floden, det er en del af det, der er kendt som sorte bælte. Memphis voksede op som et kommercielt entreprenør, et handelscenter for bomuld, slaver, hårdttræ og husdyr - det var endda verdens største muldyrmarked lige ind i 1950'erne. Ved århundredeskiftet var Memphis blevet den uofficielle hovedstad i både bomuldskultur og sorte bælte. Beale Street var uden tvivl det kulturelle hjerte i den afroamerikanske verden. ”
I dag er Memphis befolkning på 650.100 63 procent sort. Nationens 19. største by er også den ottende fattigste med den triste skelnen med at have den højeste amerikanske spædbørnsdødelighed - dobbelt så høj som gennemsnittet. I løbet af det sidste halve århundrede har Memphis mistet terræn mod Atlanta og andre sydlige byer, og det skaber Jackson at tale om hans hjemby selvpåførte sår, politisk korruption og omsorgssvigt i centrum. Men han har ikke givet op. ”Jeg tror, byer kan ændre sig, ” sagde han. ”Hvis New York kan gøre det, hvorfor i helvede kan Memphis ikke være?” På et tidspunkt, hvor mange byer har mistet deres særpræg, synes Jackson, at indsatsen er det værd. ”Memphis har stadig sjæl, ” tilføjede han.
__________________________
Jeg lukkede øjnene for flyvningen fra New York, lullet af en all-Memphis iPod-spilleliste, der var tung på undervurderede jazzmænd som Phineas Newborn Jr., George Coleman og Jimmie Lunceford. Da piloten annoncerede vores nedstigning til Memphis International Airport, vendte jeg op i vinduesskærmen for at finde kolonne efter kolonne med voldsomt bølgende tordenhoveder. Vi gysede gennem dem ind i et overblik over fladt, frodigt landbrugsjord, der kantede sig i forstadsudviklingen med krøllede gadeplaner, derefter, nær lufthavnen, en række enorme lastbilterminaler og pakhuse. På landingsbanen skimtet jeg den enorme flåde af FedEx-jetfly med lilla haler, der hjælper med at redegøre for Memphis Internationals placering som verdens travleste fragtlufthavn.
Efter at have checket ind på mit hotel, sprang jeg ombord på Main Street-vognen på Union Avenue stop rundt om hjørnet. Memphis-vogne er gendannede sporvogne fra byer så vidt spredt som Oporto, Portugal og Melbourne, Australien, med messingarmaturer, antikke belysningsarmaturer og håndskårne mahognykorbeller. Under alle vendinger påpegede vores dirigent højdepunkter i en melodiøs accent, som det var svært at fastlægge. Louisiana Cajun, måske? ”Nej, sir, jeg kommer fra Kurdistan, ” tilladte dirigenten, Jafar Banion.
Da vi passerede AutoZone Park, hjemsted for baseball Triple-A Memphis Redbirds, bemærkede Banion, at den nye centrum af ballparken - de mindre ligas svar på Baltimores Camden Yards - er jordskælvsikker. Det er også en god ting, da Memphis ligger i den sydlige ende af det seismiske fejlsystem New Madrid; i 1812 fik et titanisk jordskifte midlertidigt en del af Mississippi til at løbe baglæns. Snart fik vi øje på Pyramiden - den 32-etagers rustfri stålbeklædte arena på bredden af Mississippi - et nick til Memphis 'navnebror (og søsterby) på Nilen i Egypten. Skønt eclipsed som et sports- og konventionssted af den nyere FedExForum, er Pyramiden stadig det mest markante træk ved Memphis skyline. ”Hver gang jeg ser det, minder det mig om min onkel og hans kameler, ” sagde Banion og lo.
Den nedre ende af trolley-ruten svinger gennem South Main Arts District, der er oversat med lofts, gallerier og spisesteder, blandt andet Arcade Restaurant, Memphis 'ældste, hvor du kan nippe til en maltet i Elvis' favoritbås eller genopleve en scene fra Jim Jarmuschs film fra Mystery Train fra 1989, hvoraf nogle blev skudt der.
Lorraine Motel ligger kun en kort gåtur fra arkaden og en halv mil syd for Beale Street. På sin tid vinkede det som en ren, fuld service-virksomhed med anstændig mad - en af de få boliger i Memphis, der velkom afroamerikanere, Sarah Vaughan og Nat King Cole blandt dem. Selv efter Civil Rights Act fra 1964 afviklede juridiske barrierer, var Lorraine det sjældne sted, hvor sorte og hvide kunne blandes komfortabelt. I varmt vejr kan en blandet gruppe musikere komme ind fra optagelsessessioner på Stax, som ikke havde aircondition, for at køle af i Lorraine-swimmingpoolen. Guitarist Steve Cropper - en af flere hvide kunstnere integreret i Stax-lyden - skrev ”In the Midnight Hour” med Wilson Pickett bare et par døre ned fra nr. 306, det $ 13-pr. Nat-værelse, hvor King sædvanligvis opholdt sig.
Kort efter kl. 18 om aftenen den 4. april, 1968, stod borgerrettighedslederen uden for dette rum og bad med venner nede på parkeringspladsen. En af dem var en respekteret Memphis-saxofonafspiller ved navn Ben Branch, som var planlagt til at optræde ved en masseturnering den nat. ”Ben, sørg for at spille” Precious Lord, Take My Hand ”på mødet i aften, ” råbte King. ”Spil det virkelig smukt.” Det var hans sidste ord.
Barbara Andrews, 56, har været kurator for det tilstødende National Civil Rights Museum siden 1992. ”Det er et meget følelsesladet sted, ” sagde hun om Lorraine. ”Du ser mennesker græde, du ser mennesker sidde i tavshed.” Udstillingerne sporer den smertefulde, besluttsomme rejse fra afskaffelsessituationen og den underjordiske jernbane til gennembrudene i 1950'erne og 60'erne. Du kan stige ombord på en tidlig bybus fra Montgomery i Alabama i en 50'erne og sidde foran ved en gipsstatue i livsstørrelse af Rosa Parks, som berømt nægtede at give hende en plads til en hvid mand; hvert minut beder en optagelse af chaufføren hende om at bevæge sig bagpå. (“Nej!” Snappede Durand Hines, en teenager i byen fra St. Louis for en familiesammenføring.) Museets fortælling går videre til Birmingham og Selma og Dr. King's arbejde i Chicago og Memphis sanitetsarbejderes strejke i 1968. Som du nærmer dig slutningen - de omhyggeligt bevarede motelværelser og selve balkonen - du hører en optagelse af Mahalia Jackson synger "Precious Lord" med en rolig, uimodståelig magt, ligesom hun gjorde ved King's begravelse: "Precious Lord, take my hand / Led mig videre, lad mig stå. ”
Ikke alle klarer det hele vejen. Andrews husker at gå den afdøde afroamerikanske kongreskvinde Barbara Jordan gennem museet. ”Faktisk skubbede jeg hendes kørestol - og hun gjorde det ganske godt gennem de fleste af udstillingerne. Men da vi var kommet rundt i Chicago - du kunne høre Mahalia synge - bad hun om at vende tilbage. Hun sagde, at hun vidste, hvordan dette ender. Det var bare for meget for hende at bære. ”
__________________________
Den 17. april 1973 startede en Dassault Falcon-jet fra Memphis med den første føderale ekspress over natten. Den aften transporterede 14 falke 186 pakker til 25 byer. Det originale fly vises på Smithsonian National Air and Space Museums Udvar-Hazy Center.
Fred W. Smith havde drømt om at skabe en sådan tjeneste som en undergrad på Yale, hvor han var en flyvende kompis af John Kerry og en bror til George W. Bush. Under to tjenesteture i Vietnam, hvor Smith fløj på mere end 200 kampopgaver, fik han værdifuld eksponering for komplekse logistiske operationer. Det betalte sig. I dag er MemEphis hovedkvarter FedEx et selskab på 33 milliarder dollars, der betjener 220 lande og håndterer mere end 7, 5 millioner forsendelser dagligt. ”Memphis uden Fred Smith og FedEx er svær at blive gravid, ” siger Henry Turley. “FedEx er den økonomiske motor.”
Memphis er også en vigtig flodhavn, jernbanegodscentre og lastbilkorridor og et vigtigt distributionsnav for Nike, Pfizer, Medtronic og andre virksomheder. I det kavernøse FedEx SuperHub i Memphis International, hvor pakker tumler langs 300 mil automatiserede sorteringslinjer, er støjniveauet øredøvende. Håndterere har ørepropper, rygsele og sko med ståltå. Tempoet bliver hurtigere efter kl. 23 "Om aftenen tackle vi alt, " sagde Steve Taylor, en leder af SuperHub-kontrolrummet, der hyrede mig rundt. ”Vi sorterer 160.000 pakker i timen.”
Med en lønningsliste på mere end 30.000 er FedEx langt den største Memphis største arbejdsgiver. Disse job er en nøgle til at fortryde arven fra fattigdom og racemæssig ulighed, sagde Glenn D. Sessoms (56), der derefter ledte sortering af dagtimerne på SuperHub. ”Tænk over det - der er sandsynligvis omkring 2.000 eller flere afroamerikanere på mit 3.500-personers skift her, ” sagde han. ”Nå, mange af dem er ledere, teamledere og rampeagenter.”
Sessoms, en afroamerikaner, kom til Memphis i 1994 og blev aktiv med National Civil Rights Museum og United Way. ”Dette er stadig fundamentalt en racedelt by, ” sagde han. ”Men jeg tror, folk begynder at finde ud af, hvordan vi kan leve bedre sammen, støtte hinandens dagsordener.”
Han pegede på sit kontorvindue mod lufthavnens asfalt, hvor FedEx-håndterere færgede pakker til en DC-10. ”Det er hårdt arbejde herude, ” sagde Sessoms. ”Især når det er 98 grader ude, hvilket betyder, at det er 110 dernede. Men folk, der arbejder her, er stolte. De kan sige, 'Jeg kaster pakker ud her i varmen, men jeg har et godt stykke arbejde med gode fordele. Jeg er iført en uniform. '”Og de er rygraden i FedEx, sagde han. ”Jeg er en vicepræsident. Hvis jeg ikke kommer på arbejde, er vi i orden. Hvis de ikke kommer på arbejde, er vi SOL ”
”Hvad er det?” Spurgte jeg.
“Sh-t outta held.”
__________________________
Der siges at være nogle fremragende high-end restauranter i Memphis. Jeg har aldrig fundet ud af det. Jeg gik på grillen. Memphis-sorten handler om svinekød - ribben eller skulderkød, tilberedt "tørt" (med en krydret gnidning) eller "våd" (med en kogt sauce). Jeg drømmer stadig om nogle af de steder, hvor jeg svinede ud. Der er den meget berømte Rendezvous, gemt væk i en passage i centrum kaldet general Washburn Alley (opkaldt efter en unionsgeneral, der flygtede i hans natklæder under et rebelsk kavaleriret i 1864). Så er der Paynes Bar-BQ, en konverteret Exxon-servicestation ude på Lamar Avenue. Gå forbi gumballmaskinen ind i et stort rum med en laksefarvet askeblokvæg. Buk op til skranken og bestil en "hakket varm" - en svinekødsandwichsandwich på en blød bolle med varm sauce og sennepsslak. Crunchy på ydersiden, røget møre inde. Med en diætkoks beløber det sig til $ 4, 10 - muligvis den største kulinariske handel i disse USA. Payne's blev åbnet i 1972 af den afdøde Horton Payne, hvis enke, Flora, fortsætter traditionen i dag. Jeg spurgte hende, hvordan det gik med forretningen. ”Det holder sin egen, ” sagde hun. ”Jævla ret!” Tordnede en kunde, der nærmede sig disken. ”Giv mig to ligesom hans, okay, skat?” Hun blinkede med et smil og vendte sig mod køkkenet.
Men den tungvægtige mester skal være Cozy Corner, i krydset mellem North Parkway og Manassas Street. Skiltet over hoveddøren er håndskrevet. Trækulkomfuret er lige indeni. Jeg bestilte ribben. Hvidt brød gør et godt serviet til at tørre op, hvad der sker dernæst. Mine sovspletterede noter fra denne form består af to ord: det første er ”Hellig”; den anden er uleselig. Rygning, måske.
__________________________
Den mægtige Mississippi har skabt triumf og tragedie, sang og legende - og, som jeg lærte en lød eftermiddag, et stort antal skræmmende maller. Den slags, der vejer mere end din mor. I Livet på Mississippi fortæller Mark Twain om en havkat, der er over seks meter lang og vejer 250 pund. Hvem ved? I dag kræver nogle havkatskonkurrencer lystfiskere at spænde løgnedetektorer for at verificere, at de ikke snyder, f.eks. Ved at indsende den samme fisk, som vandt sidste gang.
På Bass Pro Shops Big Cat Quest-turnering, som jeg deltog på Mud Island, faktisk en halvø, der stikker ned i Mississippi, skal fangsten bringes live ("Ingen havkat på is, " hedder det i reglerne). Dette blev alt sammen tålmodig forklaret for mig af en af dommerne, Wesley Robertson, fra Jackson, Tennessee. ”Jeg er en lille by fyr, ” sagde han og kiggede voldsomt mod Memphis skyline.
Med en mulig $ 75.000 i kontante præmier på spil, satte en lang række flodfartøjer sig i retning mod den officielle indvejning, der muggede med stænger og net. Robertson fortalte mig, at verdensrekordkatfisk faktisk var 124 pund. Den bedste agn? ”Shad og skipjack, ” sagde han. Den bedste catfishing? ”James River, Virginia.” Den, han drømmer om? ”Jeg tager tre dæmninger på Tennessee-floden. Der er en verdensrekord derinde. ”Jeg bemærkede, at han ikke var meget specifik. Han skød mig et sidelængt grin, der fik mig til at føle, at jeg bare kunne få fat på.
__________________________
Tad Pierson, 58, en stråhattet blues-aficionado oprindeligt fra Kansas, er Zen-mesteren i Memphis rejsearrangører, en en-mand Google med lokal viden. ”Jeg udfører antro-turisme, ” fortalte han mig.
Jeg red haglegevær i hans cremet lyserøde Cadillac fra 1955 til en eftermiddagsvandring. Vi løb rundt til juke-samlingerne nær Thomas Street, som nogle mennesker kalder "den rigtige Beale Street." Jo mere interesse du viser, jo mere lyser Pierson. ”Jeg får en fornemmelse af, at folk er kaldet til Memphis, ” sagde han. ”Det er sejt at bringe dem til oplevelsesalteret.”
Det største antal tilbedere går til den lidt uhyggelige temapark, der er Graceland. Måske var jeg bare i dårligt humør, men hele Elvisland-oplevelsen - Heartbreak Hotel & RV Park, udstillingen "Elvis After Dark", Elvis 'private jet osv. - syntes for mig at være et forræderi med det, der var mest tiltalende ved Elvis, tidlig Elvis i hvert fald: hans friske, endda uskyldige musikalske oprigtighed. Der er en overstrøm af kulturel spænding der, med nogle besøgende, der ærbødigt gyser over hvert skrot af Presleyana, mens andre pusler, sikre i viden om, at deres hjemmepyntearbejde er mere raffineret end den af en glatt coifet rocker født i et to-rum haglgevær i Mississippi på højden af depressionen - der til og med postumt tjener 55 millioner dollars om året. Faktisk er det hvide søjlehus og grunde, som han købte for sig selv og sin storfamilie, ganske pænt.
Jeg blev slået af det faktum, at Elvis 'ydmyge fødested - der er en skalamodel af det på Graceland - næsten var identisk med WC Handys Memphis-hjem, som nu huser WC Handy Museum på Beale Street. Komponistens første udgivne værk, 1912s "Memphis Blues", begyndte som en gale kampagnesang for Boss Crump, og Handy skrev til sidst mange populære sange, herunder "St. Louis Blues ”og“ Beale Street Blues ”:“ Hvis Beale Street kunne tale, hvis Beale Street kunne tale / gifte mænd skulle tage deres senge og gå. ”
Sent en eftermiddag, timer før gaden blev op til virkelighed, læste jeg mig ind i det udendørs barvindue i BB King's Blues Club i Beale og South Second og tjekede en sanger ved navn Z'Da, der er blevet kaldt prinsessen af Beale Gade. En høj mand med en hvid T-shirt og salt-og-peberhår henvendte sig til mig og trak på en cigaret. ”Jeg så dig tage billeder af WC Handys hus for lidt siden, ” sagde han og smilede.
Vi kom til at tale. Han fortalte mig, at han hed Geno Richardson, og han udførte underlige job for at leve. ”Jeg bringer vand til hestene, ” sagde han og pegede på en af vogne, der tager turister rundt i området. Han havde hørt historier om Beale Street i 1920'ernes storhedstid, da prostitution og hasardspil blomstrede, og George “Machine Gun” Kelly var en lille gang bootlegger her. Talentfulde bluesmen kunne altid finde arbejde, men det var ikke et sted for den svage hjerte. I 50'erne sagde "Elvis om den eneste hvide fyr, der kunne komme her efter mørke, " sagde Richardson. ”Og det var fordi BB King, Howlin 'Wolf og disse fyre slags tog ham under deres fløj.”
Dagens bankende to-blok underholdningsdistrikt er godt patruljeret af Memphis-politiet; det er alt, hvad der er tilbage af den gamle Beale Street, der strakte sig mod øst med butikker, kirker og professionelle kontorer, før de blev raseret i forkert begavede byfornyelsesprogrammer. På tværs af krydset fra Handy-museet, i kælderen i First Baptist Beale Street Church, redigerede den berømte borgerrettighedsadvokat og feminist Ida B. Wells sin avis, Free Speech . I 1892, efter lynchingen af tre sorte købmandsejere - venner af hendes, der var blevet målrettet for at tage forretning væk fra hvide - opfordrede Wells sorte til at pakke sammen og forlade Memphis; en mobbning ransakede derefter papirets kontor, og Wells flygtede selv fra byen. Syv år senere oprettede Robert R. Church Sr., en tidligere slave, der blev sydens første sorte millionær, ved en udvidet jord ved det samme gudshus - byens første sådanne faciliteter for afroamerikanere - og senere ansat WC Handy til at lede parkens orkester. Booker T. Washington talte der, og præsident Theodore Roosevelt trak trommer til denne nu glemte græsplæne.
Richardson, 54, spurgte mig, hvor jeg var fra, og da jeg sagde New York, rørte han ved Yankees-logoet på sin baseball cap og smilede igen. Derefter overrakte han mig en kopi af den ugentlige Memphis Flyer, åben for musikoversigterne. ”Dette har alt hvad du har brug for, ” sagde han. Jeg gav ham $ 5, og vi ønskede hinanden godt.
__________________________
Gennem hans film og forfattere - der inkluderer en biografi om Muddy Waters og It Came From Memphis, en fængslende undersøgelse af Bluff Citys racemæssige og musikalske gestalt i den centrale Sun-to-Stax-æra - er Robert Gordon, 49, blevet et fyrtårn for Memphis kultur.
Jeg mødte Gordon til frokost en dag på Willie Moore's soul food-sted på South Third Street, som han påpegede er fortsættelsen af Highway 61, den sagnomsuste blues-vej, der skiver gennem Mississippi-deltaet fra New Orleans til Memphis. ”Alle veje i deltaet fører til 61, og 61 fører til Memphis, ” sagde Gordon. "Den måde, hvorpå månen skaber tidevandsstrømme, skaber deltaet sociale mønstre i Memphis."
Vi kørte rundt i Soulsville, USA, den overvejende sorte sektion, hvor Aretha Franklin og flere andre vigtige musikfigurer kom fra. Gordon afviste South Lauderdale for at vise mig studiet af Hi Records, etiketten, der er bedst kendt for at optage Al Green, der stadig optræder. Gaden er blevet omdøbt til Willie Mitchell Boulevard efter den afdøde musiker og producent, der skulle til Hi Records, hvad Sam Phillips var for Sun. Der er fælles grund der, foreslog Gordon. ”Jeg tror, at det, der løber gennem meget af de ting i Memphis, der er blevet berømt andetsteds, er en følelse af individualitet og uafhængighed, hvilket skaber en æstetik uden at være bekymret for, hvad nationale eller populære tendenser er, ” sagde Gordon.
Bare et par blokke længere hen ad nærmede vi os Stax Museum og det tilstødende Stax Music Academy, hvor teenagere nyder førsteklasses faciliteter og instruktion. Jeg mødte nogle af de studerende og lærere næste aften; det er umuligt ikke at blive bevæget af den ånd af optimisme, de legemliggør og deres stolte (men også livsglade) måde. Håbet er, at det nye Stax-kompleks, der åbnede i 2002, vil forankre en vending i dette historisk fattige samfund.
”Jeg kan godt lide hele budskabet om, hvad der er sket med Delta-kulturen, at det har fået respekt, ” sagde Gordon. ”Det gav sig ikke efter pres, det opretholdt sin egen identitet, og i sidste ende kom verden til det i stedet for at det skulle til verden. Og jeg har lyst til, at du kan læse det i bygninger og gader, historie og mennesker og hændelsesudvekslinger - alt det. ”
__________________________
”Sæt dine hænder sammen for frk. Nickki, helt fra Holly Springs, Mississippi!” Råbte emceen til et pakket hus. Det var lørdag aften på Wild Bill's, en juke joint, der var kilt ud ved en købmand på Vollintine Avenue. Trommeslageren lagde et kraftigt bagslag, ledsaget af en fed baslinie. Wild Bills husband, Memphis Soul Survivors, inkluderer sidemænd, der har støttet BB King, Al Green - alle sammen - og rillen er uimodståelig. Derefter trådte frk. Nickki, en storstemt sanger med charme til overs, hen til mike.
Da det skete, var klubbens grundlægger, “Wild Bill” Storey, døde tidligere den uge og var blevet lagt til hvile på veteranernes kirkegård i Germantown lige dagen før. ”Jeg kom næsten ikke. Jeg råbte mine øjne, ”sagde frøken Nickki ømt.
De siger, at der er to meget gode tider at synge blues - når du har det dårligt, og når du har det godt. Nogle gange overlapper de hinanden, som det hellige og det vanhellige. Så fru Nickki besluttede at dukke op. ”Y'all kom til den bedste doggone blues-fælles denne side af månen!” Erklærede hun og nåede dybt og bøjede det ene lidenskabelige vers efter det andet til Wild Bills ære. Hun skruede op for varmen med en BB King-blues: ”Rock me baby, rock me all night long / I want you to rock me — like my back has not have been bone.”
Wild Bill's er et langt smalt rum med røde vægge og loftsventilatorer og en lille bar og køkken i ryggen. Folk drak 40 ounce øl i plastikbægge ved fællesborde, lo og fortsatte, sort og hvidt, i alle aldre. Fjorten dansere kom ind i et rum, der var stort nok til otte, lige op, hvor bandet spillede. Fra et hjørnebord i ryggen, under en opslagstavle, der er pyntet med hundreder af snapshots, blev tre smartklædte unge kvinder spontant lanceret i en backup vokalrif, lånt fra et gammelt Ray Charles-hit - “Night 'n' day ... [to beats ] ... Night 'n' day ”- spredt på både bandet og danserne. Raelettes ville have været stolt.
”Der er nogen fra Show-Me State?” Ms. Nickki spurgte publikum mellem sange. En 40-ish kvinde i en lavklædt kjole løftede hånden.
”Du ligner en show-me- pige!” Sagde Ms. Nickki til voldsom latter. Så sprang hun op: ”Jeg er født i Missouri, krydser linjen fra Arkansas / havde ikke penge, så jeg fik problemer med loven.”
Faktisk blev frk. Nickki født i 1972 i Holly Springs, Mississippi, som emcee havde sagt. Nicole Whitlock er hendes rigtige navn, og hun kunne ikke engang lide blues da hun voksede op. ”Min rigtige smag af blues kom efter jeg kom til Memphis, ” fortalte hun mig. "Hjemme var vi kirke - evangelium, evangelium, evangelium."
__________________________
Henry Turleys kontor ligger i den historiske Cotton Exchange-bygning på Union Avenue og Front Street, engang kendt som Cotton Row. Turley fortalte mig, at en høj procentdel af landets bomuldshandel stadig finder sted i Memphis, og de handlende har den samme forbandede-torpedos holdning, der gav Memphis så meget af sin karakter gennem årene.
”De er vilde og frie, og de gør hvad fanden de vil gøre, ” sagde Turley. "En masse af disse bomuld fyre, de er gale gamblere, ved du, som satser på bomulds futures med penge, de aldrig drømte om, at de havde, og udnyttede tingene til en enorm multipel."
Turley beskriver sig selv og sin tilgang til ejendomsudvikling i mere beskedne vilkår. ”Jeg har små ideer, ” sagde han. ”Jeg har en tendens til at tro, at dette er bedre ideer, og jeg har en tendens til at tro, at de bliver store ideer, hvis de replikeres på diskrete og forskellige måder tilstrækkeligt. Min lille idé er at skabe kvarterer, hvor livet er bedre og rigere og mere interessant og bare mere opfyldende for de mennesker, der vælger at bo der. ”
Turley ser ud til at kende alle i Memphis - fra borgmesteren til musikerne og gaderne. Det er umuligt at køre rundt med ham uden at stoppe hver blok eller sådan for en anden venlig udveksling.
”Hej, du ser godt ud, mand, ” råbte han til en ung sort husejer i Uptown, som havde været syg, sidste gang de talte. I løbet af de næste fem minutter byttede de edderkopbidemidler, Turley udleverede nogle råd om ejendomsmægler, og manden vedtog et forslag om at lægge flere skraldespande i nabolaget.
”Jeg kendte en fyr, der engang sagde til mig, ” Du ved, Memphis er et af de få rigtige steder i Amerika, ”sagde Turley. ”'Alt andet er bare et indkøbscenter.' Han har ret. Memphis er et rigtigt sted. ”
Han trak sig op i et behageligt nyt torv, der blev hacket ud af et forladt parti og pegede ud af vinduet. ”Se på det!” Jeg stak hovedet ud og kiggede op for at se et miniature, ottekantformet hvidt hus, der ligger på en høj metalstang.
”Ser ud som et fuglehus for mig, ” sagde Turley og nyder ordet og sang endda lidt.
Jamie Katz skriver ofte om kunst og kultur. Pulitzer-prisvindende fotograf Lucian Perkins bor i Washington, DC
Den populære Memphis-vokalist Ms. Nickki, ledsaget af veteran-sidemændene Melvin Lee (til venstre) og Chris Pitts (til højre) optræder i weekenden aftenen på Wild Bill's Blues Club. ”Min virkelige smag af blues kom efter jeg kom til Memphis, ” siger hun. "Hjemme [i Holly Springs, Mississippi], var vi kirkefolk - evangelium, evangelium, evangelium." (Lucian Perkins) 
Et bankende underholdningsdistrikt med to blokke er alt, hvad der er tilbage af den gamle Beale Street, hvoraf det meste blev raseret i byfornyelsesordninger. Stadig besøger fire millioner mennesker årligt. (Lucian Perkins) 
Blues-aficionado Tad Pierson gennemfører ture i Memphis i sin lyserøde Cadillac fra 1955. Oprindeligt fra Kansas, flyttede Pierson hit i 1995 og trives med at introducere udenfor byen til sin adopterede by. ”Jeg får en fornemmelse af, at folk er kaldet til Memphis, ” siger han. "Det er cool at bringe dem til oplevelsesalteret." (Lucian Perkins) 
Ejendomsudvikler Henry Turley udtrykker byens liberalitet. ”Vi begiver os ud på en slags drømmende Memphis-måde, ” siger han. "Og husk, at Memphis har meget frihed. Memphis er et sted for kreativitet." (Lucian Perkins)
